Feature
Læsetid: 14 min.

I 2016 blev ’postfaktuel’ årets ord. Kunne det være sket i dag, fire år og en coronakrise senere?

Valget af Trump i USA og briternes ja til Brexit 2016 blev for mange bekræftelsen på, at vores samfund var blevet postfaktuelt: at følelser og mavefornemmelser havde skubbet evidens og videnskab i baggrunden. Spørgsmålet er, om det vitterligt var det, der skete, og hvordan det står til med videnskabens autoritet i dag
iBureauet
13. juni 2020
Valget af Trump i USA og briternes ja til Brexit 2016 blev for mange bekræftelsen på, at vores samfund var blevet postfaktuelt: at følelser og mavefornemmelser havde skubbet evidens og videnskab i baggrunden. Spørgsmålet er, om det vitterligt var det, der skete, og hvordan det står til med videnskabens autoritet i dag

Jesse Jacob

Ét nøgletal gik igen i ugerne op til briternes afstemning om Brexit tilbage i sommeren 2016: 

350 millioner pund. 

Så mange penge påstod den sejrende Leave-kampagne, at Storbritanniens sundhedsvæsen kunne få tilført, hvis Brexit blev en realitet. Tallet var klistret ud over røde kampagnebusser, det blev fremført i debatter, og vælgerne tog det til sig. 

Der var bare ét problem: Det havde intet hold i virkeligheden.

Det måtte partiet UKIP’s daværende leder Nigel Farage allerede erkende i et tv-interview, kort efter at afstemningens resultat var tikket ind. 

»De 350 millioner ugentlige pund, vi sender til EU, som vi ikke længere vil sende, kan du garantere, at de kommer til at gå til sundhedsvæsenet?« spurgte værtinden på den populære morgenflade Good Morning Britain.

»Nej, det kan jeg ikke,« svarede Nigel Farage.

»Det var en af fejlene, jeg mener, Leave-kampagnen begik.«  

»Hov, vent lige lidt,« afbrød værtinden, tydeligvis overrasket. »Det var en af jeres påstande. Mange har stemt efter det.«

»Det var en fejl,« gentog Nigel Farage. Farven i hans kinder tog til. 

»Det siger du nu, efter 17 millioner briter har stemt for ’leave’, hvor de 350 millioner pund var et vigtigt argument?« 

Nigel Farage havde ikke noget godt svar på det spørgsmål. Men det var også ligegyldigt. Misinformationen havde sejret politisk.

Og det var ikke et enestående tilfælde i 2016. 

Det år virkede det, som om befolkningen i nogle af verdens største demokratier insisterede på at træffe valg, der tilsyneladende var i strid med al sund fornuft, rationel argumentation og videnskabelig ekspertise. Anført af klimabenægtere, flat earthers, vaccineskeptikere og konspirationsteoretikere.

Mens briterne stemte deres hjemland ud af EU med en forventning om en økonomisk gevinst, som økonomer og andre fagfolk ellers havde fastslået aldrig ville blive indfriet, valgte amerikanerne en ny præsident, der ifølge nyhedssitet PolitiFact talte usandt 70 procent af de gange, han kom med et udsagn. 

Den førende britiske ordbog Oxford Dictionaries forsøgte at indfange det, der var på færde, da de samme år kårede post truth – postfaktualitet – som årets ord. Årets ord er på mange måder et spejl på den tid, vi lever i, på de politiske, kulturelle, økonomiske og teknologiske strømninger i vores samfund.

»Vi var vidne til en bølge af mistillid til eksperter, afvisning af etablerede institutioner og viden på en måde, der fik post truth til at virke som en langtidsholdbar term for den tid, vi lever i. Normalt er der tæt løb mellem kandidaterne til årets ord. Men i 2016 var det faktisk en nem beslutning,« fortæller Casper Grathwohl, som er direktør for den akademiske produktion hos Oxford University Press, og var med til at vælge ordet.

Og pludselig var samtidsdiagnosen overalt. 

Stjerneforskere som politologen Francis Fukuyama beklagede sig over den »forfærdelige« epoke, Vesten var indtrådt i. Og i løbet af 2016 udgav 17 danske dagblade ifølge Infomedia tilsammen 261 artikler om postfaktuelle spørgsmål. Det var 243 flere end året før, svarende til en stigning på 1.450 procent. På Information dedikerede vi sågår en hel artikelserie til emnet og lancerede en postfaktuel julekalender.

Mange forskere og kommentatorer »for i blækhuset« for at beskrive den samtidstendens, de var vidner til, fortæller David Budtz Pedersen, som er professor mso i forskningskommunikation på Aalborg Universitet – og selv var en af dem.

»Termen var det første forsøg på at beskrive den nye politiske virkelighed, vi pludselig befandt os i, hvor det at lyve, manipulere og misinformere på kort tid gik fra at være stærkt kritisabelt og udemokratisk til en accepteret politisk strategi – blandt andet anvendt af Trump og Brexit-folkene,« forklarer han. 

Andre mente, at ’det postfaktuelle samfund’ var et misbrugt buzzword uden meget hold i virkeligheden.

»Teserne om det postfaktuelle demokrati fremstår i høj grad selv postfaktuelle,« udtalte Søren Harnow Klausen, professor i filosofi på Syddansk Universitet, eksempelvis i Ugebrevet Mandag Morgen.

Spørgsmålet er, om samfundet pludselig var blevet postfaktuelt tilbage i 2016. Og om det stadig er det. Eller med andre ord: Kunne post truth også været blevet årets ord i 2020?

Alternative fakta

Et halvt år efter Brexit, i forbindelse med Donald Trumps indsættelse som USA’s 45. præsident, tilføjede hans rådgiver Kellyanne Conway endnu et kapitel til sagaen om det postfaktuelle samfund. Trump påstod på det tidspunkt hårdnakket, at der var langt flere tilskuere til hans indsættelse end til forgængeren Barack Obamas. Til trods for at luftfotos viste det modsatte.

Det blev Kellyanne Conway konfronteret med i et interview. Men hun afviste, at præsidentens påstand skulle være løgn.

»Det, vi beskrev, var alternative fakta,« sagde hun. Og indkapslede dermed en term, som siden er blevet definerende for hele Trumps præsidentskab samt for det politiske spillerum i det postfaktuelle samfund.

»Der foregik en ublu afskrivning af fagkundskaben. Det skete med åbne øjne. Og det virkede,« som David Budtz Pedersen beskriver det. 

Det er ikke nødvendigvis, fordi politikere og andre beslutningstagere bør lade sig diktere blindt af videnskaben, understreger han. Men i det postfaktuelle samfund anerkender de ikke engang, at den eksisterer.

»Der er et nasty trick i den postfaktuelle håndbog. Og det lyder, at hvis videnskaben ikke svarer til dine politiske værdier, så politiserer du den. Afskriver klimaforskning som dårlig videnskab eksempelvis. Eller finder ugyldige studier og bruger dem til at understøtte din pointe,« siger professoren. 

Den amerikanske forfatter og forsker Lee McIntyre, der er ansat ved Center for Philosophy and History of Science på Boston University, har skrevet en hel bog om det postfaktuelle samfund med titlen Post Truth.

»I min bog definerer jeg det postfaktuelle som ’den politiske undertrykkelse af virkeligheden’,« skriver han i en mail til Information. »Det er en taktik, som bruges af autoritære ledere og deres wannabes, der forsøger at vinde kontrol over vores forståelse af begivenheder for dermed at få politisk kontrol over hele befolkningen.«

Et cocktailfænomen

Det er ikke nyt, at politikernes forhold til sandheden er omdiskuteret. Det postfaktuelle samfund er en »acceleration af noget, der har været med os siden antikken«, mener David Budtz Pedersen.  

Dengang kæmpede Platon og Sokrates med sofisterne om, hvilke pejlemærker vores samfund skulle ledes efter. Hvor Platon og Sokrates talte om objektivitet, kundskab og intellektuel autoritet, mente sofisterne, at følelser, mavefornemmelse og talekunst burde dominere. Senere slog Machiavelli i 1500-tallet fast, at en god politiker evner at skabe illusioner.

Og i 2008 blev den amerikanske journalist Farhad Manjoo så manden bag begrebet ’det postfaktuelle samfund’ med bogen True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society. I bogen gennemgår han en række eksempler på, at vi mennesker ser stort på sandheden: fra konspirationsteorier om terrorangrebet 11. september 2001 til ekkokamre på internettet. 

Kognitivt er menneskehjernen indrettet til at søge information, der passer til vores forhåndsantagelser, beskriver David Budtz Pedersen. Det er det, som betegnes confirmation bias.

»Og det er der selvfølgelig folk, som spekulerer i. De udnytter den menneskelige bias i deres kommunikation og formidler budskaber med skræmmebilleder og stærke følelsesmæssige komponenter.«

Hverken bekræftelsesbiassen eller manipulerende kommunikation er nye fænomener. Det var de heller ikke i 2016. Men på det tidspunkt blev en tredje ingrediens tilføjet det »cocktailfænomen«, som David Budtz Pedersen mener, det postfaktuelle samfund er: de sociale medier.

»Sociale medier er ekstremt potente til at drive den menneskelige confirmation bias og give ørenlyd til manipulerende politiske aktører og konspirationsteoretikere. Her er det muligt at målrette misinformationskampagner og skabe fejlagtige nyhedsbobler på en langt mere effektive måde end for bare 20 år siden,« siger han.

Det sker både, når Donald Trump deler løgne vidt og bredt på sit yndlingsmedie Twitter, og i nyhedsfeeds på Facebook, hvis algoritmer er bygget til at bekræfte vores forhåndsantagelser. 

Den analyse er det dog ikke alle, som er enige i. Søren Harnow Klausen fra Syddansk Universitet mente allerede fra begyndelsen, at det var »lidt for stort ståhej for ingenting« at erklære vores samfund for postfaktuelt. Et klassisk eksempel på intellektuel- og mediehype.

»Diagnosen var en generalisering ud fra enkelttilfælde. Mens Trump og nogle britiske politikere klovnede rundt og omgik sandheden lidt løsagtigt, tydede meget på, at der foregik mange andre politiske diskussioner og samfundsudviklinger, hvor det var videnskabelig autoritet, der drev værket,« siger han.

Det gælder eksempelvis i den danske politiske diskussion om biodiversitet, hvor naturpakker er vedtaget efter forskernes advarsel om biodiversitetskrisen, og i velfærdsprioriteringer om blandt andet pension, som bygger på demografiske fremskrivninger, oplister Søren Harnow Klausen. 

Overordnet er det ifølge ham vanskeligt at sige noget om, hvorvidt fakta er kommet til at betyde mere eller mindre i debatten. »Det er så umådeligt komplekst,« som han beskriver.

»Et af problemerne med ideen om det postfaktuelle samfund er en antagelse i retning af, at videnskaben kan finde frem til facts, der relativt nemt kan afgøre en politisk diskussion. Så klare svar findes langtfra altid.«

Faktisk mener filosofiprofessoren, at samtidsdiagnosen i sig selv er et udtryk for de tendenser, den ellers er sat i verden for at beskrive kritisk.

»Diskussionen, som førte til, at ’det postfaktuelle samfund’ blev så populær en term, havde mange af de samme træk, som de, der bruger begrebet, peger kritisk på hos andre: generalisering, dannelsen af stærke overbevisninger ud fra enkelttilfælde, at lade sig bevæge af retorik frem for fornuft,« siger Søren Harnow Klausen.

Den kritik giver David Budtz Pedersen ikke meget for. Termen dækker ikke over, at alle afkroge af vores samfund er indtrådt i en »altdominerende postfaktuel tilstand,« understreger han. Eller at samfundet tidligere har befundet sig i en faktadrevet guldalder.

»Det postfaktuelle er en betegnelse for nogle specifikke tendenser i den politiske kommunikation. Propaganda og manipulation har altid været en del af det politiske kandestøberi. Men der er sket en acceleration, vi som forskere er nødt til at tage alvorligt,« siger han. 

Det postfaktuelle samfund er ikke et fænomen, forskerne har opfundet ved skrivebordet, understreger David Budtz Pedersen. Siden 2016 har han fået månedlige henvendelser fra myndigheder, virksomheder og organisationer, der oplever, at borgere og brugere i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved etablerede metoder og kendsgerninger. Eksempelvis inden for sundhed og klima.

Peter Skaarups ugebrev

Relevant diagnose eller ej blussede debatten om det postfaktuelle samfund ikke kun pludseligt op i USA og Storbritannien.

Herhjemme viste TV 2 i marts 2015 dokumentaren De vaccinerede piger, hvor enkelte pigers beretninger om ulidelige bivirkninger ved HPV-vaccinen fik lov at overskygge videnskabelig evidens for, at den er ufarlig. I kølvandet på udsendelsen faldt tilslutningen til vaccinen i Danmark dramatisk fra 90 til 47 procent. TV 2 har erkendt, at kanalen havde et medansvar for den udvikling. 

Og halvandet år senere, i sommeren 2017, sendte Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, et ugebrev til medlemmerne, der også kom til at vække opsigt. »Politik er først og fremmest følelser,« lød overskriften.

I ugebrevet kritiserede Skaarup sine politiske kolleger for at gøre politik til et spørgsmål om at vide noget, om at læse rapporter og ny forskning, foretage undersøgelser og deltage i høringer. 

»Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger,« skrev han.

Det var bebrejdelsen af det britiske folk efter Brexit, der fik ham til tasterne, husker gruppeformanden. 

»Der kunne sikkert argumenteres med fakta for, at det ville skade briterne rent økonomisk at melde sig ud af EU. Men jeg tillod mig at komme med det aber dabei, at der findes andre argumenter end fakta. Vi lever i et demokrati, ikke et teknokrati, og det er folket, ikke eksperterne, der bestemmer.«

Ugebrevet fik en blandet modtagelse. De Radikales daværende uddannelses- og forskningsordfører, Sofie Carsten Nielsen, kritiserede i Information Peter Skaarup for at være populistisk. »Skulle vi bare gå rundt og synes ting?« spurgte hun.

Men personligt havde Peter Skaarup ikke ændret så meget som et komma, hvis han skulle formulere sin holdning i dag. Heller ikke selv om Dansk Folkeparti siden er gået hen og blevet et klimaparti, der lytter til forskerne og kræver grøn handling.

»Jeg er lige så bekymret som alle andre, når en præsident tweeter ting, der ikke er korrekte. Selvfølgelig er man nødt til at anerkende videnskaben, også som politiker. Men det er ikke det samme, som at man politisk skal handle efter den. Man kan jo også godt føle eller mene, at det ikke er rigtigt at gøre noget ved klimaforandringerne.«

Coronakrisen viser behovet for videnskab

Mens Peter Skaarup er urokkelig i sit syn på videnskabens rolle i politik og samfundet, er spørgsmålet, hvordan det er gået med verden omkring ham.

For fire år siden var den britiske politiske rådgiver Dominique Cummings en af hjernerne bag løgnen om de ugentlige 350 millioner sparede pund ved Brexit, som ifølge ham selv var »nødvendig for at vinde« kampagnen. 

Nu er han endt i et politisk stormvejr for at forbryde sig mod de retningslinjer, som den britiske regering har indført i coronakrisen efter råd fra sundhedsmyndighederne. Det er sket, efter at han brød lockdownreglerne og kørte med familien til sine forældres hjem cirka 400 kilometer fra sit hjem i London. 

Man kan se det som en tilfældighed, der siger mere om folkestemninger end om så meget andet. Men det kan også anskues som et udtryk for, at det i dag er sværere at omgås lemfældigt med autoriteter og fagkundskab, end det var i 2016.

Det er svært at sige noget entydigt om udviklingen, understreger eksperterne. Fire år er ikke lang tid at måle samfundsstrømninger over, og der findes ingen grundige undersøgelser, som konkluderer, om det går frem eller tilbage for det postfaktuelle samfund – og om diagnosen nogensinde har været relevant.

Men coronakrisen har i hvert fald understreget, hvor afhængig vi som samfund er af videnskaben, mener Lee McIntyre fra Boston University. 

»Prisen for at ignorere fakta kan være dødelig. Ville vi se 100.000 COVID-19-ofre i USA, hvis Trump ikke havde været så dybt engageret i ideen om, at coronavirus bare ville ’forsvinde på magisk vis’? Han ønskede, at det skulle være sandheden, så han prøvede at lægge låg på realiteterne.«

Mens fakta har haft svært ved at trænge igennem til den amerikanske præsident, er eksperter de seneste måneder blevet de nye folkehelte i Danmark. 

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm er blevet døbt ’Søren Supermand’ af Se & Hør, og i denne måned figurerer han på forsiden af Euroman. Imens har pandemiforskeren Lone Simonsen fra Roskilde Universitet fået tilnavnet »Corona Lone« og optræder vidt og bredt i medierne. 

Davidt Budtz Pedersen mener da også overvejende, at »opgaven er bestået« herhjemme.

»Det er lykkedes at få videnskab på dagsordenen og at få skabt tillid til forskere og eksperter som en ufravigelig komponent i samfundet. Der er næppe nogen, som tænker, at vi ville være bedre stillet uden epidemiologer,« siger han, men understreger også, at det er afgørende ikke at komme til at overdrive videnskabens udsagn og resultater.

»Vi videnskabsfolk må ikke påberåbe os en autoritet, vi ikke har. Vi skal efterlade rum i vores rådgivning til, at andre kan drøfte, hvilke beslutninger der er de rigtige.«

Den nylige diskussion om, hvorvidt det er problematisk, at den danske S-regering gik længere i nedlukningen af samfundet, end sundhedsmyndighederne anbefalede, viser også, at det kan give mening ikke blindt at lade sig diktere af videnskaben, mener Søren Harnow Klausen. 

»Måske var det ikke så dumt, at regeringen ikke lod sig styre af embedsmænd og forskere, men også selv tog stilling til, hvilke risici man turde løbe. Og hvor drastisk man ville handle. Det virker til, at der hos mange er forståelse for den beslutning – selv om den er i strid med eksperternes vurdering.«  

Klimadebatten er ikke postfaktuel

Videnskabens mulige genrejsning under coronakrisen er ikke det samme, som at det postfaktuelle samfund er noget, vi skal til at snakke om i datid, mener David Budtz Pedersen. I stedet er der ifølge ham sket en »normalisering« af den tilstand, der skabte så mange overskrifter tilbage i 2016.

»Det, der for fire år siden forekom grænseoverskridende, bliver på et tidspunkt normalt. Samtidsdiagnosen er mere aktuel i dag end nogensinde,« siger han.

Men han erkender også i bagklogskabens lys, at han og andre intellektuelle måske blev »forblændet lidt«, da begivenheder som valget af Trump, Brexit, HPV-skandalen og klimaskeptikernes fremmarch pludselig væltede ind over os som dominobrikker, der falder på stribe. 

»I dag er vi blevet bedre til at forstå polarisering og fragmentering af fælles viden i samfundet. Grupperinger, der føler sig hægtet af samfundsudviklingen, har større tilbøjelighed til at søge alternative kendsgerninger og fællesskaber. Og det er blevet nemmere at gemme sig i en privat virkelighed. Men den sammenhængende diagnose af et samfund i faktuel opløsning er blevet mere nuanceret,« siger David Budtz Pedersen.

Lee McIntyre mener, at »så længe dem, der lyver, slipper afsted med det, så fungerer det postfaktuelle samfund stadig«.

»Jeg ved ikke, hvordan man kan se på den politiske udvikling i USA de seneste fire år og ikke konkludere, at sandheden er truet,« som han udtrykker det.

Søren Harnow Klausen, derimod, er mere optimistisk på videnskabens vegne. Det er ikke hans indtryk, at dens autoritet er blevet særligt undermineret i vores samfund. Hverken i 2016 eller i dag.

»Lad mig give et eksempel: Klimadebatten var allerede godt i gang fire år tilbage, og den er siden kun blevet større. Jeg vil mene, at den ret fint understreger, at videnskaben ikke er sat udenfor overhovedet. Der mangler handling på det grønne område, vil nogle måske mene. Men det handler ikke om, at politikerne ikke kender eller anderkender klimaforskningen. Det gør de,« siger han.

Årets ord i 2020

Casper Grathwohl fra Oxford University Press har ikke kunnet slippe post truth, siden han var med til at kåre det til årets ord for fire år siden. Han har fulgt termens popularitet i det engelske sprog sidenhen, og det er kun gået én vej: opad.

»Det er blevet et etableret ord. Og sproget afspejler som bekendt den tid, vi lever i. Jeg tror, at post truth bliver en måde at tænke på den æra, vi befinder os i. En label, som historikere kommer til at sætte på vores samtid,« siger han.

Det er først til efteråret, at Casper Grathwohl og kollegerne skal udvælge kandidaterne til årets ord 2020. Men han vil ikke afvise, at post truth ender på listen igen. 

»Det er i hvert fald lige så stærkt – hvis ikke mere – som da vi valgte det i 2016. Normalt vælger vi ikke det samme ord flere gange, der skal gerne være lidt overraskelsesmoment i det. Men jeg er kommet til at tænke på, at post truth i hvert fald stadig ville være en relevant kandidat,« siger han. »Så stay tuned

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er et rimelig lolleren elite- og intelligentsia -udtryk, det der postfaktualisme. Hinsides sandheden. Sådan har det altid været for magthaverne. Vi er de dumme stemmekvæg, og de de lærde klogeåger, som ved hvad der er bedst for de dårligst stillede, som ikke får trerettersmenu fra Meyers eller Noma i frokostpausen.

Joe Bidens 'We choose truth over facts' er det som skal overbevise de amerikanske vælgere om at holde sig væk fra løgneren Trump. Her er intet brug af præfix. Her er ingen studenterhue som trykker. Det er bare at kløjs i det for fulde gardiner.

Årets ord i 2016 herhjemme blev ordet Danskhed, hvis nogle skulle have glemt Martin Henriksen.

Daniel Joelsen

Hvad har flat earth overhovedet at gøre med Brexit? Eller Trump? Scanner man sig igennem de sidste 12 måneders overskrifter fra Information omkring Brexit og Trump, virker de næsten maniske. Der er virkeligt stort antal flyvske forudsigelse, indikationer og katastrofebilleder der tegnes.

Tænk hvor tæt på sandheden Information ville være kommet, hvis man havde stillet sig kritisk overfor Obama og de manglende forbedringer for de sorte under præsidentperioden. De høje fængselsrater for sorte? Politiets militarisering?