Kommentar
Læsetid: 3 min.

Coronakrisen er som et forstørrelsesglas på problemerne i den videnskabelige verden

Videnskabens ry kommer formentlig styrket ud af coronapandemien. Men krisen har understreget nogle grundlæggende problemer for forskningens vilkår herhjemme, hvor stadigt flere forskere er løstansatte, og afhængigheden af eksterne midler vokser
Videnskabens ry kommer formentlig styrket ud af coronapandemien. Men krisen har understreget nogle grundlæggende problemer for forskningens vilkår herhjemme, hvor stadigt flere forskere er løstansatte, og afhængigheden af eksterne midler vokser

Jesse Jacob

iBureauet
13. juni 2020

De seneste måneders coronakrise har understreget, hvor afhængige vi som samfund er af videnskaben.

Det er økonomer, epidemiologer og virologer, som har rådgivet statsledere verden over om, hvordan de skulle håndtere den nye virus. Og magthaverne har lyttet. De har lukket store dele af samfundet ned, begrænset grundlæggende frihedsrettigheder og accepteret enorme økonomiske tab. Fordi sundhedsvidenskabelige eksperter anbefalede det. Og vi er kommet på fornavn med forskerne, som er blevet de nye stjerner i medierne.

Det er ikke, fordi videnskabsfolkene har svarene på alt om det historiske sundhedsmæssige, økonomiske og sociale eksperiment, corona har kastet vores samfund ud i.

»Men der er næppe nogen, som tænker, at vi ville være bedre stillet uden epidemiologer,« som professor mso David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet udtrykker det her i tillægget.

Derfor er det også så paradoksalt, at netop videnskaben på mange måder har været underprioriteret i den danske håndtering af coronakrisen. Og at krisen har bidraget til nogle af de største udfordringer i den videnskabelige verden herhjemme. 

Både forskere og deres projekter rammes

Mens skoler, restauranter og senest fitnesscentre er genåbnet, har forskerne på de danske universiteter været nogle af de sidste til at vende tilbage på deres kontorer – det er dog ved så småt at ske. Og det er efterhånden et par måneder siden, at laboratorierne med en aftale den 16. april fik lov at åbne igen.

Men det ændrer ikke ved, at store dele af den videnskabelige produktion er blevet forsinket i den nedlukkede periode. Og nogle projekter er stadig sat i bero, eksempelvis fordi der mangler forsøgspersoner. 

Det har store økonomiske og faglige konsekvenser for både forskerne selv og deres videnskab.

Alligevel er universitetsområdet et af de få, som ikke har modtaget hjælpepakker. En aftale mellem paraplyforeningen Akademikerne og staten har gjort det muligt for universiteterne at forlænge ansættelsen af de forskere, hvis projekter er blevet forsinket på grund af coronakrisen. Men der følger ingen penge med aftalen.

Det er især et stort problem for de mange løstansatte på de danske universiteter. De seneste år er antallet eksploderet, og i dag er næsten hver anden underviser og forsker ansat i en tidsbegrænset stilling. En stor del af dem sidder på eksterne bevillinger fra private og offentlige fonde.

De ved ikke, om de kan få løn, hvis de forlænger deres forskningsprojekter. Det skaber en usikker fremtid og risikerer at føre til spildt videnskabeligt arbejde, der ikke er finansiering til at færdiggøre.

I frustration over den uholdbare situation har mere end 700 forskere ifølge onlinemediet Science Report skrevet under på, at universiteterne har brug for en økonomisk hjælpepakke for at sikre forskningskvaliteten – også efter coronakrisen. 

Men indtil videre er der ikke sket noget. 

’Covidisering’ af videnskaben

Selv om pandemien har ramt forskningens forhold, er den næppe gået ud over den samlede videnskabelige produktion. Tværtimod. De seneste måneder er flere hundrede millioner fondskroner i al hast blevet uddelt til en lang række forskningsprojekter, der har én ting til fælles: De beskæftiger sig alle med corona.

Man taler ligefrem om en ’covidisering’ af videnskaben. 

Det er selvfølgelig glædeligt med de mange midler til ny forskning. Men når de uddeles så hurtigt og med så ensidigt et fokus, risikerer det at medføre en overproduktion af forskning inden for nogle fagområder, mens andre forbigås. Der kan således opstå videnskabelige blinde vinkler. 

Det er også en generel udfordring ved den stadigt stigende mængde fondsfinansieret forskning herhjemme, hvor det er langt lettere at realisere en idé, hvis den er naturvidenskabelig, end hvis den er humanistisk. Simpelthen fordi pengene i højere grad følger med.

Det er altså ikke nyt. Ligesom de ovenfor nævnte problemer for prekariatet af løstansatte forskere heller ikke er nye. Det er velkendt, at usikre ansættelsesvilkår og afhængigheden af eksterne forskningsmidler har øget presset på forskningsfriheden. Forskerne tør ikke altid råbe op, hvis der er magtfulde og økonomiske interesser på spil.

Coronakrisen har altså forstørret de eksisterende problemer i den videnskabelige verden. Og der var desværre nok at tage af.

Så selv om økonomiske hjælpepakker til universiteterne er vigtige her og nu, er de ikke tilstrækkelig til at løse forskningens strukturelle udfordringer. Der er brug for et generelt opgør med de prekære forhold og den store eksterne finansielle afhængighed på de danske universiteter, hvis vi skal sikre uvildig forskning i verdensklasse – både under og efter coronakrisen. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her