Læsetid: 5 min.

Massefyringer i SAS, smittespredning i Sydamerika og USA, og Bisse har lavet et corona-album

Dette er Dagbladet Informations sidste coronaoverblik før ferien. Heldigvis har vi fundet nogle nyhedsbreve, som du kan følge i mellemtiden. God fornøjelse
Dette er Dagbladet Informations sidste coronaoverblik før ferien. Heldigvis har vi fundet nogle nyhedsbreve, som du kan følge i mellemtiden. God fornøjelse

Jesse Jacob

30. juni 2020

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære læser.

Det hører sig virkelig til sjældenhederne, at man med god samvittighed og et klart sind kan sige, at nu har man virkelig brug for ferie, men i år er det anderledes. I hvert fald kan man med sindsro konstatere, at så langt de fleste af os gjorde, hvad vi kunne, for der var faktisk ikke så meget, vi kunne gøre. En virus overmandede verden og sådan kom vi lidt sidelæns ind i ferieperioden.

Her på coronaoverblikket er vi godt nok lidt samvittighedstyngede over at efterlade dig netop nu, for selv om verden trænger til ferie fra pandemien, så rammer vi i disse dage indtil flere peaks, og det er noget af en cliffhanger, du kommer til at stå ladt i stikken med:

Det er kun 172 dage siden det første covidrelaterede dødsfald blev konstateret i Wuhan i Kina, men i dag er 10 millioner mennesker konstateret smittet globalt og 500.000 er døde. Under det hele ligger der et mørketal mange gange større, lige som en ukendt gruppe af dem, der har haft virussen vil komme til at dø af eftervirkninger og kroniske tilstande pådraget under sygdommen.

Vi har globalt set slet ikke greb om sygdommen, der særligt i USA og Sydamerika er helt ude af kontrol, og også i Europa er der flere steder, som ikke helt er, hvor de måske burde være. Vi kigger på jer, Sverige og England, men over hele kontinentet rapporteres der om nye lokale udbrud.

Samtidig har vi kun set toppen af de økonomiske konsekvenser, pandemien har haft og vil få, og dagligt dukker der nye nedslående tal op fra økonomiske vismænd over hele kloden og nyheder, der med al tydelighed viser os, at vi står midt i en afgrundsdyb krise. Alene i dag fyrede SAS næsten 1.600 ansatte i Danmark, mens rederiet DSDF har fyret 200 i Danmark. Bare for et eksempel.

Kort sagt: Situationen er fortsat uoverskuelig, og derfor bliver dette sidste overblik inden ferien heller ikke andet end streg i sandet og et forsøg på at tegne situationen op, så vi kan gribe den i flugten, når vi er tilbage sidst på sommeren med et nyt dagligt nyhedsbrev, der har tænkt sig at gribe den nye verden an i et noget bredere, dybere og måske også skarpere og klarere blik. Det skal du glæde dig til. Her kommer foreløbigt det sidste overblik før sommerferien:

  • Danmark: Døde det seneste døgn: 1, Døde i alt 605 , Døde pr. mio. indbyggere. 105.
  • Sverige: Døde det seneste døgn: 30, Døde i alt 5.280, Døde pr. mio. indbyggere. 526.
  • USA: Døde det seneste døgn: 802, Døde i alt 125.803, Døde pr. mio. indbyggere. 382.
  • Brasilien: Døde det seneste døgn: 605, Døde i alt 57.622, Døde pr. mio. indbyggere. 273.

 

Sommerens pandemiske anbefalinger

Også på denne plads bliver det lidt andeledes i dag. I stedet for artikler og links til det fagre internet og vores lille avis, anbefaler vi covidrelaterede udgivelser fra den første bølge som, du kan muntre dig med henover sommeren. Bare hvis du ikke kan få nok.

Bisse, Cobid 20

Den danske musiker og sangskriver, har måske nok væltet sig i priser og skamrosende anmeldelser de sidste år, men det store folkelige gennembrud er udeblevet. Det kommer nok næppe heller med sit impulsive karantænealbum Cobid-20, men det er faktisk utroligt velfungerende. Et cool og overskudsagtig leg med ordene, de forløbende måneder, nyheder, pandemi og hele den danske folkestemning under denne første bølge.

Slavoj Žižek, Pandemi! – Covid-19 ryster verden

Vi har en svaghed for den slovenske filosof her på stedet og for fans skuffer han ikke med denne lille corona-udgivelse. Den er godt nok mere en sammenskrivning af de tekster han løbende har udgivet under pandemien end et egentligt sammenhængende essay. men det er indsigtsfuldt, sjovt, skarpt, forvrøvlet og hysterisk. Det virker.

Mikkel Thorup, Pandemiens tidsalder - idéhistorier om vores lange nu

Den første danske udgivelse vi stødte på var klar allerede 1. maj, men den virker heldigvis (stadig) utrolig overbevisende og interessant, selv om verden bevæger sig ufatteligt hurtigt på dette felt. Gennem otte kapitler går Thorup i dialog med en række filosofiske, politiske og sociologiske tænkere med det formål at tænke om og med den omvæltning af vores kendte verden, vi oplever netop nu. Som det hedder i bogens indledning: »Lad os i vrimlen af stemmer prøve at skue en lille smule fremad, hvor spekulativt, ufærdigt, fejlbehæftet, det end må være.« Stor anbefaling herfra – og så er den endda gratis.

Nyhedsbreve

Der er jo andre end os, der gør sig i nyhedsbreve omend, de måske ikke helt når vores højder. En del af dem ser ikke ud til at holde sommerferier, og af dem har vi haft megen glæde ud af erhvervsmagasinet Bloombergs Prognosis, der kommer dagligt, Quartz corona-brev Need to Know, der kommer nogenlunde ugentligt og så har Deutche Bank også nogle virkelig velfugerende daglige overflyvninger af situationen.

Klassikeren

Der har været mange gode bud på karantæne og pandemi-klassikere fra litteraturhistorien, men du vil have vores autoritative bedømmelse og du kun orker læse en bog, så peger vi altså på Døden i Venedig. Intens, smuk, sjov, vred, mættet, poetisk, alt for meget og fuldkommen perfekt. Om skønheden, ungdommen, kunsten, længsel, hykleri og døden. Og hey, så er den kort. Nærmest en novelle, der i øvrigt afslører, at Venedig allerede for mere 100 år siden var verdens pæneste og mest forfærdelige turistfælde.

Spred ordet, ikke smitten

Det var det. Nu kan du roligt gå på sommerferier uden at tjekke mails. Men find trøst og tillid i, at vi skam stadig pukler i kulissen, for at blive klar til den næste fase. Vi holder hænderne rene og hjertet varmt, og glæder os til at se dig igen til en ny og vanvittig verden.

/Lasse Lavrsen, bukker og takker og går ud igen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
Kim Folke Knudsen, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Lasse Lavrsen

Du fortjener stor tak for dine opdateringer, som jeg trofast og interesseret har fulgt fra dag ét.

God sommerferie, og på glædeligt gensyn :-)

Måske er det også ved at være tid til at holde "sommerferie" fra den enorme opmærksomhed, COVID-19 har fået. Ganske vist stiger antallet af påviste tilfælde stadig på globalt plan, men dødeligheden er omtrent faldet til en fjerdedel siden april.

Det kan selvfølgelig være fordi, man tester mere, men divergensen er efterhånden så markant, at det er svært at tro på, at det kan være den eneste forklaring. Og hvis folk hverken bliver alvorligt syge eller dør, så er det jo nu bare en ny slags influenza, som vi lige så godt bare kan vænne os til at leve med.

Kim Folke Knudsen

@Lars Hansen

Ja det er rigtigt at dødstallet pt. udvikler sig gunstigt i Europa, men det gælder ikke globalt.

Det er endnu en gang ikke en almindelig slags influenza COVID19.

COVID19 kan udvikle svær lungebetændelse, nedsat iltning af blodet ( åndenød og langsom kvælning ), samt udløse blodpropper i organismen med organnedbrud til følge. Lungebetændelsen kan udløse en massereaktion fra menneskets eget immunforsvar, der ligeså er meget farlig. Der er tale om en dødelig virus, hvis den for alvor får udbredt sig i lungevævet.

De mennesker som har ligget i respirator spørg dem om deres oplevelser.

Så er der dem vi ikke hører om, de som har overlevet COVID19, men med betydelig nedsat livskvalitet, fordi deres lunger er varigt skadede af ar og sår fra betændelsen.

Den nuværende udvikling kan være sommerbetinget. Vi er mere ude og forsamler os ikke så tæt indendørs. Men faren er alt andet end drevet over.

Jeg forventer en anden bølge når som helst enten ved at elastikken springer, fordi befolkningen efterhånden slækker på sikkerhedsforanstaltninger eller til efteråret, når aktiviteterne rykker ind igen. Der venter det 2.slag og der vil vi kunne bevise, om vi nu er bedre i stand til at inddæmme en ny epidemispids. Det kan blive rigtig rodet hvis COVID19 og influenza sæsonen kører over hinanden i det samme forløb.

Jeg ville ønske, at virus muterede til en mildere version, men det er der ikke bevis for nu.

En god nyhed. Belgiske forskere har fundet ud af, at Lamaen har store forekomster af antistoffer i deres krop. Det er lykkedes at klone et antistof fra lamaen med et menneskeligt antistof mod COVID19 således, at dette nye antistof ikke afstødes af menneskets immunforsvar.

Det belgiske forskerteam arbejder nu på at udvikle det ideelle antistof, som hvis målet nås kan bruges til at behandle patienter med COVID19 med. Antistoffet er meget effektivt og lukker COVID19 virussets mulighed for med receptorer, at få menneske celler til at formere virus i kroppen.

Vi venter på en vaccine, som kan masseproduceres indtil da er faren ikke drevet over.

Vi skal leve med COVID19 formentigt i en lang periode endnu og tage hensyn til hinanden.

Hverdagen skal ikke forpestes men gå videre så godt som muligt - men vær agtpågivende.

VH
KFK

@Kim Folke Knudsen

Også globalt udvikler dødstallet sig gunstigt, idet det daglige antal døde kun er det halve af, hvad vi så i april, på trods af dobbelt så mange påviste tilfælde. Der kan være mange årsager hertil herunder årstiden i nogen lande, mere udbredt testning og mere effektive forholdsregler i ældreplejen. Men der kan også meget vel være en effekt af, at de mere smitsomme men mindre farlige varianter af virus nu udgør en større del af den samlede forekomst.