Baggrund
Læsetid: 8 min.

Når politikere kræver perfekt viden for at træffe beslutninger, bremser de fremskridtet

Politiske aktører udnytter manglende viden for at undgå ubehagelige eller dyre beslutninger. Ønsker man ikke at handle på et problem, undgår man bare at undersøge det, for så bliver man ikke klogere på løsningerne. Fænomenet kaldes ’politisering af uvidenhed’ og gør os som samfund dummere, end vi behøver at være, mener forsker
iBureauet
13. juni 2020
Politiske aktører udnytter manglende viden for at undgå ubehagelige eller dyre beslutninger. Ønsker man ikke at handle på et problem, undgår man bare at undersøge det, for så bliver man ikke klogere på løsningerne. Fænomenet kaldes ’politisering af uvidenhed’ og gør os som samfund dummere, end vi behøver at være, mener forsker

Jesse Jacob

Kort efter at coronavirus ramte den vestlige verden som en forhammer, nedsatte den norske regering en ekspertgruppe af økonomer. Tiltagene for at dæmpe epidemien var drastiske, og man ville derfor hurtigt have vurderet den sundhedsmæssige gevinst op imod den økonomisk belastning. Beregningerne skulle lægges åbent frem.

Herhjemme måtte man i første omgang spejde langt efter lignende tiltag. I stedet blev den danske regering fra flere sider kritiseret for at tilbageholde vigtige tal og informationer. Og da en ekspertgruppe så blev nedsat den 1. maj, fik de tre økonomer seks dage til at lave deres analyse. Altså seks dage til at vurdere hele coronaindsatsen og den snarlige genåbning af Danmark fra et økonomisk perspektiv.

Den korte deadline er eksempel på en velkendt tendens, hvor man »politiserer uvidenhed«, mener Martin Møller Boje Rasmussen, som er postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Man vil gerne have viden, men det skal leveres så hurtigt, at man jo godt ved, at det kommer med en markant usikkerhed. Så når man vil træffe beslutningerne, kan man gøre det hen over hovedet på den videnskabelige sagkundskab og henvise til den store usikkerhed,« siger han.

Sammen med professor Jens Hoff fra Københavns Universitet publicerede Martin Møller Boje Rasmussen i efteråret 2019 analysen ’Fra statistik til politik’, der undersøger, hvordan viden bliver produceret i Danmark. Her fandt forskerne flere eksempler på ’politisering af uvidenhed’, hvor politiske aktører har en interesse i ikke at opnå dybere indsigt i et emne af frygt for konsekvenserne ved at blive klogere. Det har vi blandt andet set på klimadagsordenen.

»Man skubber fraværet af viden foran sig som en begrundelse for, at der ikke skal træffes omkostningstunge beslutninger på et givent område,« siger Martin Møller Boje Rasmussen og tilføjer, at tendensen omvendt også ses, når viden bruges som en »syltekrukke«:

»At man siger, at vi er nødt til at få udredt det her, før vi gør noget. Vi må have en kommission eller en dybere analyse, inden vi handler. Det er på mange måder et fromt oplysningsønske. Men på den anden side kan du altid bede om et bedre, mere detaljeret og stærkere beslutningsgrundlag. Og nogle gange må man sige, at ’det er så langt, som vi kommer, og nu træffer vi en beslutning’,« siger han.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad den form for politisering af uvidenhed gør ved vores samfund.

Ikke brug for mere viden

At viden om et emne eller mangel på samme politiseres til at fremme egen dagsorden er langtfra et nyt fænomen. Eksempelvis har forskerne i studiet fundet flere eksempler på, at politiske aktører ikke har ønsket at fremme den grønne viden. Det var blandt andet tilfældet med udviklingen af Danmarks grønne nationalregnskab, der er centralt for et lands grønne viden.

Det grønne nationalregnskab samler en lang række data om klima og naturressourcer og kan på baggrund af statistik give et bredt billede af den økonomiske og klimamæssige udvikling. Eksempelvis ved at vurdere, om vækst og klimabelastning følges ad, eller om vi bliver bedre til at producere mere klimavenligt.

Lande som Canada, Holland, Tyskland og Sverige benytter grønne nationalregnskaber, men i Danmark har det haft en lidt forhutlet politisk tilværelse.

Efter at Danmarks Statistik havde udviklet det fra 2015-2017, droppede VLAK-regeringen bevillingen i 2018 og satte arbejdet i bero. Først et år senere fandt den daværende regering penge til at fortsætte Danmarks Statistiks arbejde.

KU-forskerne henviser i studiet til udtalelser fra Dansk Folkepartis René Christensen og Venstres Torsten Schack Pedersen, der fra Folketingets talerstol argumenterer for, at det grønne nationalregnskab ikke er afgørende for klimaindsatsen. Der var ikke brug for mere viden på området, mente ordførerne.

Ifølge forskerne viser det, at der er interesser i det politiske system, der har modvirket klimadagsordenen. Aktører, som har haft en interesse i ikke at få produceret visse typer af tal. Det gælder i særdeleshed landbruget, bilindustrien og byggebranchen, mener Martin Møller Boje Rasmussen.

»De har ikke ønsket at fremme den grønne viden. Det er klart, at hvis vi skal nå klimamålene, så kan det måske komme til at gøre ondt på dem. De har måske ikke været interesseret i, at der sker en grøn omstilling,« siger han.

»Samtidig er det også typisk de store klimasyndere, der skubber på for lige at få lavet flere beregninger. Og så kan der gå et par år, før vi har et svar. Det kan man så gentage i det uendelige, og så bliver der aldrig rigtig gjort noget,« siger han.

– Omvendt kan man vel sige, at det også risikerer at have enorme konsekvenser for befolkningen, hvis politikere bare træffer beslutninger, der ikke er ordentligt velbelyst?

»Det er der altid en risiko for. Men der er en risiko ved alt. Det handler om at holde dem op mod hinanden. Det er heller ikke risikofrit at lægge analyse på analyse. Det giver bare paralyse. På et tidspunkt holder man op med at handle på noget som helst, fordi man sidder og trækker i langdrag,« siger Martin Møller Boje Rasmussen.

»Men det omvendte med en næsten Trump-agtig mavefornemmelsespolitik er også relativt risikabel, fordi man hurtigt havner i store uforudsigelige konsekvenser af det, man foretager sig. Men det er også politik i sin reneste essens, og det er det, vi vælger dem til: på det bedst tænkelige videns- og beslutningsgrundlag at træffe politiske beslutninger. Der er ikke noget, der hedder en videnskabelig beslutning. Det skal være politisk, men baseret på et vidensgrundlag.«

Fremskridtets ærinde

Martin Møller Boje Rasmussen mener, at eksemplet med det grønne nationalregnskab er »uklædeligt« for de borgerlige politikere.

»Det handler dybest set om, at man ikke vil være villig til at bringe Danmarks statistiske beredskab på niveau med, hvad man har i andre højtudviklede økonomier. Og på niveau med, hvad FN-systemet beder os om at stille med af vidensberedskab,« siger han.

»Fremskridtet trækker i retning af, at vi får mere og mere viden. Så det er ukønt, at man politiserer på den måde og ikke bare siger, at selvfølgelig skal Danmarks Statistik have ressourcer til at udvikle og tilvejebringe statistik for os selv og hele verden. Det andet er ikke at gå verdensfremskridtets ærinde. Det er noget pjat, og det bør Danmark holde sig for god til.«

Et andet og nyere eksempel er den høje drivhusgasafgift, som mange eksperter kalder det mest effektive instrument i den grønne omstilling. Den socialdemokratiske regering har indtil videre afvist at indføre en høj CO2-afgift, blandt andet fordi man ifølge klimaminister Dan Jørgensen ikke ved, hvad en sådan afgift vil koste for erhvervslivets konkurrenceevne, den sociale ulighed og statskassen.

Både de økonomiske vismænd og Klimarådet har imidlertid fremlagt modeller, hvor de mener at tage højde for lige netop disse bekymringer.

»Så det er lidt spøjst, hvorfor regeringen ikke vil se nærmere på en sådan CO2-afgift,« siger Martin Møller Boje Rasmussen.

Netop kriser som klimakrisen og coronakrisen fungerer som en slags fremkaldervæske for politiseringen af uvidenhed, mener Martin Møller Boje Rasmussen. Men politikerne bruger viden forskelligt alt efter karakteren af den krise, samfundet befinder sig i.

»Hvis det er en akut krise som en pandemi, hvor usikkerheden er stor, så er uvidenheden belæg for at handle. Hvorimod hvis det er en langsom krise med kendt risiko som klimakrisen, så er fraværet af viden grund til at tøve med at handle for at vente på mere viden. Uvidenhed bliver orkestreret forskelligt, alt efter hvad vi står over for,« siger han.

Ubekvem viden

Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet er »meget enig« med Martin Møller Boje Rasmussens analyse. Som forhenværende formand for Klimarådet har han fulgt klimadebatten i årevis og bemærket, hvordan manglende viden kan bruges som undskyldning for ikke at handle klimapolitisk.

»Sådan har det været så længe, jeg kan huske,« siger Peter Birch Sørensen:

»Der er måske nogen former for viden, som politikerne ikke altid synes, det er lige bekvemt at få frem. Fordi det lægger op til upopulære politiske beslutninger.«

Han genkender også tilfælde, hvor svære beslutninger parkeres i en form for dybere ekspertudredning. Det kunne eksempelvis være elbilskommissionen, der lige nu er ved at finde en løsning på det svære problem med at klimaomstille personbilerne i Danmark – uden at det efterlader et 50 milliarder kroner stort hul i statskassen.

»Hvor politikerne har et ægte ønske om at få mere viden, før de træffer beslutning. Nogle gange er det oplagt, at et udredningsarbejde skal fungere som en syltekrukke. Andre gange er det bare udtryk for en kompliceret problemstilling,« siger Peter Birch Sørensen.

Samtidig er han en del af en forskningsgruppe, som lige nu er ved at udvikle en ny miljø- og klimaøkonomisk regnemodel for dansk økonomi. Når modellen er færdig, vil den være i stand til at give et detaljeret billede af effekterne ved at indføre høje CO2-afgifter i Danmark. Også de effekter, som Dan Jørgensen lige nu mener, at vi ikke kender.

Peter Birch Sørensen påpeger dog, at tænketanken Kraka, som også anbefaler brugen af CO2-afgifter i klimakampen, allerede har regnet og givet svar på mange af de ting, som klimaministeren efterlyser.

»Men det er klart, at når vi er færdige med at udvikle den grønne regnemodel, så vil den kunne give et mere fuldstændigt billede,« siger han.

Et dummere samfund

Som en del af analysen undersøgte Martin Møller Boje Rasmussen og hans kollega, hvordan vidensregimet generelt så ud i Danmark. Konklusionen var, at der ud over centraladministrationen selv kun er få og ressourcesvage vidensproducerende organisationer, der kan levere de komplicerede analyser, et samfund har brug for.

Der er selvfølgelig universiteter, interesseorganisationer og tænketanke, men den største videnskapacitet ligger ofte i ministerierne, konstaterer studiet. Derved bliver det nemmere at udnytte uvidenhed politisk, fordi der i visse tilfælde ikke er andre til at levere den konkrete viden, siger Martin Møller Boje Rasmussen.

»Danmark har sammenlignet med andre lande et meget centraliseret videnssystem med få aktører og et meget stort vidensmonopol i centraladministrationen og de økonomiske fagministerier. Og vi har et relativt begrænset privatfinansieret, fondsfinansieret analysemiljø,« siger han.

Det er et problem, mener Martin Møller Boje Rasmussen. For derved skaber vi som samfund en barriere for vores egen vidensproduktion, der hæmmer »oplysningsfremskridtet«. Vi gør os dummere, end vi behøver at være.

»Vi får nogle lidt skizofrene samtaler mellem løsrevne vidensdomæner, som har svært ved at bygge bro til hinanden. Der er behov for markante styrkelser af andre vidensinstitutioner, der kan give politikerne og ministerierne mere modspil,« siger han.

Om politisering af viden er en stigende tendens, er næsten umuligt at vurdere. Men med S-regeringen oplever vi tværtimod, at der træffes beslutninger på bekostning af det fagligt funderede, mener Martin Møller Boje Rasmussen. Blandt andet under coronakrisen, hvor statsminister Mette Frederiksen åbent har sagt, at »vores håndtering har været politisk«.

»Socialdemokratiet har længe varmet op til et opgør med eksperter. Ikke på en populistisk måde med, at eliten og parnasset bare skal ned. Men på en måde, hvor man er parat til at træffe politiske beslutninger på tværs af faglige beslutningsgrundlag,« siger Martin Møller Boje Rasmussen og peger blandt andet på partiets ønske om at få dynamiske effekter af offentlige investeringer ind i Finansministeriets regnemodeller.

»Partiet har længe vist en parathed til at stå hårdt på, at en politisk beslutning er politisk. Og det faglige beslutningsgrundlag skal i mindre grad vejlede, styre og diktere muligheden for, hvad man kan gøre politisk,« siger Martin Møller Boje Rasmussen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her