Læsetid: 5 min.

New Zealand er erklæret rask, fitnesscentrene åbner, og i Sverige pibler kritikken frem

Og så gik mere end 15.000 mennesker på gaden for at demonstrere mod racisme og politivold. Meget rørende, men også en potentiel superspredningsbegivenhed. Det er blevet tid til dit ugentlige coronaoverblik
Og så gik mere end 15.000 mennesker på gaden for at demonstrere mod racisme og politivold. Meget rørende, men også en potentiel superspredningsbegivenhed. Det er blevet tid til dit ugentlige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

8. juni 2020

Velkommen til Informations ugentlige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser.

»Hvad søren?« tænker du. »Har vi ikke lige lukket coronaoverblikket med en storladen afslutning og strygere i baggrunden?« Og jo, det har vi – det daglige overblik. Det her er dit ugentlige coronaoverblik, som vi altså har besluttet at lægge på en mandag, så derfor kommer det i dag.

Det er nu heller ikke, fordi der ikke er noget at skabe overblik over, for COVID-19 er stadigt et moving target, og siden vi nu officielt har lukket første bølge her i landet, holder vi øje med den verden, der er ved at genopstå, og så naturligvis den spøgende Anden Bølge, for som tingene har udviklet sig henover weekenden, kan det være svært at bevare troen på, at den ikke kommer.

I sidste uge gjorde en hel del store forskningsprojekter status, og særligt to store erkendelser synes at stå klart:

1) Det, der mere end noget andet har knækket det danske udbruds første kurve, var en indskærpelse af den almindelige hygiejne – hyppig håndvask, jævnlig rengøring, afspritning, udluftning og lad være med at gnubbe dig op ad fremmede mennesker. Eller sagt på en anden måde – gør, som din mor har lært dig.

2) De såkaldte supersprederarrangementer er den største smittefare, vi har. Ved at holde dem nede, kan man holde sygdommen i skak, som »Corona« Lone Simonsen kunne konkludere sammen med sine kollegaer her i avisen.

Det er alt sammen glimrende og lyder pludselig overkommeligt, men det næste, der er sket, er at Folketinget hæver forsamlingsforbuddet, fitnesscentrene åbner, de studerende skal ud og køre i hestevogn og mere end 15.000 mennesker demonstrerer midt i København.

Misforstå os ikke, vi støtter hvert eneste af de forskellige tiltag. Det gør vi virkelig – selvfølgelig skal vi have strandkroppen på plads igen, naturligvis prioriteter man hestevognen over de dødssyge studentertaler og translokationen – vores moderne kultur er jo bygget på drukture – og vi har endeløs sympati overfor demonstrationer mod racisme og politivold.

Men det kan ærlig talt godt være svært at gnide virus og smittekæder ud af øjnene, efter at have dækket en pandemi hver eneste dag i tre måneder. Black Lives Matter – bare ikke for COVID-19. Som Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, sagde til P1 i morges.

»Set ud fra et smittespredningssynspunkt er det her ikke supersmart. Det er potentielt en superspredningsbegivenhed. Det her er nærmest en af klassikerne for sådan en begivenhed. Vi mangler bare, at der også er alkohol indblandet.«

Flere eksperter har sammen med ham også opfordret demonstranterne til at gå i 14 dages karantæne efter optoget, men Jens Lundgren – lige som os – hæftede sig ved, at flere af deltagerne bruger mundbind, og selv om de danske myndigheder stadig ikke rigtig mener, at det batter, så mener han dog godt, at det kan have en positiv effekt på smittespredningen. Ja, og måske også modebilledet – mundbindet kunne måske blive den nye baseball-cap.

Men som Jens Lundgreen også understreger, så var demonstrationen også udtryk for noget smukt. Med de rigtige briller – og dem har vi valgt at tage på – er det jo direkte rørende at se, hvor let og naturligt den politiske manifestation er forløbet.

Det har hele tiden været indskrevet i loven, at politiske forsamlinger har været tilladt under corona, og der har virkelig heller ikke været et eneste bjæf fra betydningsfulde mennesker om arrangementet. Vi har aflyst festivaller, dåbsfester, konfirmationer og kongespil på stranden. Vi har lukket forretninger, institutioner, udskudt operationer, men intet politi, ingen politikere, ingen sygdomsorganisationer eller mere eller mindre officielle udskamninger – det er faktisk rørende.

»Get in trouble,« som den amerikanske politiker og borgerretsforkæmper John Lewis siger. »Necessary trouble. Good trouble.«

Her er dit nyhedsoverblik

  • I Danmark er antallet af indlagte med coronavirus steget med fire til 79 det seneste døgn, og yderligere fire smittet med coronavirus er døde. Det samlede antal dødsfald med coronavirus er dermed oppe på 593 personer.
  • I Sverige er yderligere 35 personer bekræftet døde med COVID-19, hvilket bringer det samlede dødstal op på 4.694 personer.
  • Desuden er kritikken begyndt at pible frem i det politiske liv, efter en partilederdebat på svensk tv i lørdags, hvor den blå blok kritiserede statsminister Stefan Löfvens (S) håndtering af krisen, ligesom Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, har krævet statsepidemiolog Anders Tegnells afgang.
  • 400.000 mennesker verden over er registreret døde med coronavirus. Helt præcist er 400.013 registreret som døde, ifølge den seneste opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University. Det globale dødstal som følge af pandemien rundede 300.000 den 15. maj, mens det knap 20 dage forinden havde rundet 200.000. Sygdommen er stadig i fremgang i dele af Sydamerika og Mellemøsten, ligesom antallet af nye registrerede syge i USA ikke for alvor har dykket i et par uger.
  • New Zealand er erklæret rask. Der er nu ingen aktive smittetilfælde med coronavirus i landet, oplyser sundhedsmyndighederne. Den sidste person, der blev overvåget for coronavirus, er dermed blevet løsladt fra isolering, da vedkommende er erklæret rask. Det siger sundhedsdirektør Ashley Bloomfield.

De vigtigste coronahistorier

Coronakrisen har vist amerikanerne, at de er borgere i en fejlslagen stat

Det skriver den legendariske amerikanske journalist George Packer i en tekst, vi bragte i weekenden. Han giver ikke pandemien skylden for sammenbruddet – den afslørede blot, hvad der allerede var sket. (Dagbladet Information)

I fremtiden bør demokratiet erstattes af en fornuftig, bedrevidende stat

Det mener i hvert fald filosoffen Anders Fogh Jensen, der er blevet bedt om at fremlægge sin utopi for en verden efter coronakrisen. Arbejdsugen skal forkortes, der skal omfordeles noget mere, og staten skal sørge for rammer til dannelse og forfinelse, så alle får tid til at flytte ind i den identitet, de i dag kun lever ved siden af. (Dagbladet Information)

Karantæne i Colombia

Som nævnt i nyhedsoverblikket, er pandemien på ingen måder overstået i Sydamerika. Nogle steder er krisen først lige begyndt. Det lille, men glimrede medie Eftertryk bringer en fin reportage fra Colombia under nedlukning. (Eftertryk)

Det sorte marked for ansigtsbind

En herlig og vanvittig tekst om en underverden af mellemmænd og svindlere på ansigtsmaskemarkedet. (Pr Publica)

Er der mere ost?

Bag om den overraskende nyhed om at coronakrisen har fået os til at spise markant mere ost.

Lad os lige tage den igen

En virkelig formidabel explainer-tekst over coronavirussen og bekæmpelsen af det. Den tager os lidt tilbage og forstår pandemien forfra. Vi troede egentlig, vi havde forstået det meste, men der bliver ved med at være overraskelser. (Medium)

Spred ordet, ikke smitten

Og så må du altså ikke glemme den store dag i morgen, hvor Rune Lykkeberg og underskriveren her vil tale om den Første Bølge. Det bliver personligt, det bliver politisk, det bliver måske poetisk, og det bliver i hvert fald pandemisk og aldeles hyggeligt. Det er eksklusivt for modtagere af dette nyhedsbrev, men hvis I vil sidde nogle venner sammen og nyde det, er det også ok. Klokken 17 i morgen – tilmelding lige her. Vi ses!

/Lasse Lavrsen, keep on keepin' on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
Thomas Tanghus og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

I betragtning af, hvor mange andre restriktioner der blev indført for at bekæmpe COVID-19, er det virkelig hjernedødt, at demonstrationer hele tiden har været tilladt. Ganske vist er det en grundlovssikret rettighed at kunne demonstrere, men netop hensynet til at stoppe en epidemi kan godt midlertidigt sætte den rettighed ud af kraft. Og desuden er der jo i disse dage mange andre måder at udtrykke sin mening på herunder sociale og andre online medier.

Jeg finder det ærlig talt også hjernedødt, at nogen - uanset det er tilladt - kan finde på at både arrangere og deltage i en stor demonstration. At demonstrationen så oven i købet gælder noget, der er foregået på et andet kontinent, gør ikke min sympati større.

Også i Sverige har der som bekendt været flere demonstrationer, men disse har kun haft tilladelse til 50 personer, da de ikke er undtaget fra forsamlingsforbuddet. I praksis samlede de langt flere, hvorfor politiet havde hjemmel til at opløse dem. Alligevel har det svenske polities håndtering af sagen vakt en del og efter min mening berettiget kritik.