Læsetid: 7 min.

Rekordmange nye smittetilfælde globalt det seneste døgn, trygheden er stigende, og det nye ord er 'mikroudbrud'

Flere steder virker der ikke til at komme en stor bred 'anden bølge', men derimod opstår der tilsyneladende lynhurtigt såkaldte mikroudbrud. Det er blevet tid til dit ugentlige coronaoverblik
Flere steder virker der ikke til at komme en stor bred 'anden bølge', men derimod opstår der tilsyneladende lynhurtigt såkaldte mikroudbrud. Det er blevet tid til dit ugentlige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

22. juni 2020

Velkommen til Informations ugentlige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser.

Vi har skrevet det nogle gange, men nu kan vi minsandten gøre det igen: Det seneste døgn har været det hidtil værste i coronapandemien. I hvert fald hvis man måler på antallet af nye smittetilfælde og verdens samlede smittetryk.

Midt i sidste uge var WHO ude og understrege, at situationen er mere alvorlig end nogensinde. Vi er gået ind i en ny og farlig fase af udbruddet, og i dag kunne samme FN-organisation rapportere om et hidtil uset højt antal smittede. Samtidig er nyhedsinteressen dalende, trygheden stigende, og troen og håbet er vendt tilbage, og hvem ved, måske også kærligheden.

Det er jo herligt, men det er netop den kombination af optimisme og stigende smitte, WHO advarer imod, og selv om flere eksperter nu alvorligt er begyndt at tale om en anden bølge flere steder, så er der endnu mere, der tyder på, at vi bliver nødt til at gøre op med hele bølgemetaforikken.

Der er lande, hvor der stadig er tale om en stigende kurve, men det er alle lande, der er på deres første stigning. I Brasilien, som er et af verdens værst tilredte nationer med næst flest døde, er kurven for både døde og nye smittede stadig støt stigende, ligesom det er tilfældet i Indien og i Mexico, men modsat hvad man tidligere har talt om, så ser det endnu ikke ud til, at sygdommen bygger en ”Anden Bølge” op i de områder, hvor den fortsat er et problem. Derimod fortsætter den på et plateau lidt under toppen af første bølge og synes ikke at flade ud – det er det, vi ser i Sverige og i USA lige nu.

I lande, der har haft held til at slå sygdommen helt ned, ser der heller ikke ud til at opbygges en stor bred 'anden bølge', men derimod opstår der tilsyneladende lynhurtigt de såkaldte mikroudbrud. Det er det nye ord fra sidste uge: »Mikroudbrud«.

Det har vi set i nordjyske Sindal, hvor mand og mus pludselig blev overmandet af Covid-19, og et betragteligt udbrud bredte sig på få dage. Det fik så en del andre danskere til at foreslå, at vi skulle isolere byen og fraråde at bruge områdets turistattraktioner og strande, men indtil videre er det ikke blevet ført politisk igennem, og det ville måske heller ikke være så gavnligt for landets sammenhængskraft – så vidt vi lige husker, var der heller ingen, der talte om at isolere hovedstaden og Sjællnad, selv om det i månedsvis var her, udbruddet var allerværst, mens andre landsdele næsten ingen tilfælde havde.

Trods navnet kan et mikroudbrud dog hurtigt blive til et stort udbrud. På et enkelt tysk slagteri viste der sig således i weekenden pludselig at være mere end 1.000 smittede på én gang, og det er her en anden og måske mere brugbar metafor kommer ind i billedet: »Hammeren«.

Den er introduceret af den fransk-amerikanske journalist Tomas Pueyo, der et par måneder inde i pandemien fik et viralt hit med en meget klog og pædagogisk artikel om, at vi bør glemme alt om bølger og i stedet tænke på at bekæmpe virussen med »Hammeren« og »Dansen« – Hammeren, når der lokalt skal opspores og isoleres, og dansen, som vi alle sammen må danse rundt om hinanden i det offentlige rum for at stoppe smitten. Så, Sindal skal have hammeren, mens alle vi andre danser videre, og sådan kommer sommeren nok til at gå: Et udbrud på en campingplads i Harzen, en ølejr på Fejø og eller et lykketræf i Aabenraa.

Men Covid-19 har overrasket os mange gange og vil sikkert også gøre det igen. Et forhold, der måske kan komme til at snyde os, er, at virussen synes at ramme sine ofre noget blidere i sommermånederne. Ikke fordi vi ikke får den, men fordi vi får mindre af den ind i kroppen, når vi bliver smittede og derfor ikke bliver helt så syge som i forårs- og vintermånederne. Udendørs smitte er formentlig ikke så massiv, som en indendørs kan være det, og det kan risikere at snyde os, når mørket trykker på ruden, og vi må rykke sammen til krybbespil i børnehaven. Når den tid kommer, håber vi virkelig, at vi alle sammen er enige om, at de pebernødder landets butikker stiller frem på disken til børn og voksne, som er ude af stand til at impulsregulere, for altid bliver væk.

Men lad os nu lige nyde sommeren først og glæde os over varmen og de stadig fine smittetal. Her kommer det ugentlige coronaoverblik fra Dagbladet Information.

Her er dit nyhedsoverblik

  • To personer er konstateret døde med coronavirus i Danmark siden i fredags, hvor Statens Serum Institut sidst opdaterede tallene. Der er dermed registreret 602 dødsfald siden virusudbruddets begyndelse i Danmark.
  • Derudover er der fortsat 37 indlagt - det samme som i fredags, men der er til gengæld én yderligere indlagt på intensiv afdeling og yderligere to i respirator på intensiv. Der er dermed syv personer på intensiv, og fire af disse ligger i respirator.
  • 183.000 nye konstaterede smittede på verdensplan i løbet af det seneste døgn. Det er som nævnt rekord og særligt drevet af Nord- og Sydamerika, der står for mere end 60 procent af tilfældene. I Brasilien alene er mere end 1.200 mennesker døde og 54.000 nye konstateret smittede siden i går. I alt er 50.000 mennesker døde med Covid-19 i Brasilien.
  • I Sverige er 69 mennesker registrerede døde i løbet af det sidste døgn. Dermed er i alt 5122 personer døde med Covid-19, oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten. Antallet af påviste smittetilfælde er nu 58.932.
  • I USA er 700 mennesker døde med covid siden i går. 36.000 nye er konstateret smittet, og i alt har knap 120.000 mennesker mistet livet.

De vigtigste coronahistorier

Selv om Danmark genåbner, fortsætter coronasmitten med at falde

Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at gå. Det udreder Louise Schou Drivsholm overbevisende for os i denne stærke langlæser fra weeekenden. Mens lande som Kina, Sydkorea og USA kæmper med en genopblusning af corona i takt med genåbningen, holdes smitten stadig i bund herhjemme. Det er dog for tidligt at erklære Danmark som en unik succes, mener eksperter. Vi har nemlig til gode at se effekten af de tiltag, som typisk fører til mere smitte – såsom åbne grænser og natklubber. (Dagbladet Information)

Danskernes tillid til politikerne er markant større efter coronakrisen

Det fortæller altid knivskarpe Jørgen Goul Andersen til Iben Katrine Alminde på dagens forside. Regeringen og Folketingets krisehåndtering får æren for, at en række offentlige institutioner nyder større tillid fra befolkningen efter coronanedlukningen. God nyhed for nogle. (Dagbladet Information)

Den gode stat ser ud til at vinde under coronakrisen

... fordi den forstår borgernes frihed. Det var ikke staten, som gjorde os bange for coronavirus eller lukkede vores økonomier ned. Det var vores egen erkendelse af virus. Men nogle stater var i stand til at facilitere borgernes frigørelse fra frygten, skrev chefredaktør Rune Lykkeberg i weekenden i sin opsummering af et forår med pandemien. (Dagbladet Information)

Rune Lykkeberg og Lasse Lavrsen i pandemisk samtale om første coronabølge

Ja, måske var du en af de mange, mange mennesker, der så med live, men nu ligger det sørme også som en fin lille film. Frem med popkornene. (Dagbladet Information)

115 liv der forsvandt den 15. april 2020

Dagens Nyheter har lavet en flot og fin mindeartikel over de svenskere, der døde med covid på den hidtil hårdeste dag for landet under pandemien. (DN)

Kevin Bacon-teorien redder dit socialliv i den nye virkelighed

Måske har du hørt om Kevin Bacon-teorien, der kort fortalt går ud på, at ingen amerikanere er mere end seks led fra den folkekære skuespiller. Måske ikke, men nu bliver den i hvert fald kløgtigt brugt i coronabekæmpelsen. (Quartz)

David Sedaris i pandemien

Vi kan slet ikke stå for den amerikanske memoir-ekvilibrist og heller ikke for dette interview, han har givet om sin tid under pandemien. (New York Times)

Steffen Brandt som sidste turist i Europa

Ham kan vi heller ikke stå for. Og heller ikke hans pandemiske genfortolkning af den klassiske Lulu Ziegler-vise Den sidste turist i Europa. »Jeg vil søge i det skrantende Europa/ Efter det mange troede på engang.« (TV2 – bandet, that is)

Spred ordet, ikke smitten

Det var alt for denne uge, hvor den store sommerferie nærmer sig truende. Landegrænserne står vidt åbne, og turisterne vil lade deres kropsvæsker vælte indover os. Men så er det godt, at vi er på vej med et helt nyt våben i coronakampen: sporhunde. Sådan en virus lugter åbenbart specielt. Vi ses snart igen.

/Lasse Lavrsen, fortsat med næsen i sporet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Kim Folke Knudsen
Randi Christiansen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Mikroudbrud = Tale COVID 19 epidemien ned under gulvbrædderne.

Fra Søndag til Mandag

+89.000 nye smittetilfælde på Verdensplan
+2.595 døde med COVID19 på Verdensplan

I Danmark +136 nye smittetilfælde over Weekenden.

De nye sprogblomster skyder frem, nu da ønsketænkningen fase er indledt i Danmark. Væk er al smitte og dem som bliver syge ja de bliver kun lidt forkølet og måske lidt hovedpine. For nu er det tid til at forbruge og rejse ud af landet på livet løs ellers går økonomien ad helvede til.

Det er ligesom om lavinen af åbningstiltag er ledsaget af et forsøg fra myndighedernes side på at individualisere COVID19 forebyggelse. Du skal loade en app ned så du ved om du er i smitterisiko, du skal holde afstand i toget og stå med næsen i køreretningen og ikke det modsatte. Du skal nyse i ærmet osv. osv.

Fint men i næste øjeblik får vi at vide, at forskere har fundet ud af, at raskmeldte COVID19 patienter kan bære rundt på virus i ugevis efter at de er meldt raske. Kan de så også smitte andre personer ??? Intet svar men pyt det ordner sig nok.

Så var det lige vores elskede kæledyr.

Først var det mink som kunne overføre smitte til mennesker og den modsatte vej ligeså.

Så nåede vi til det meget ømme punkt. Kan et kæledyr en kat en hund smitte et menneske, og kan et menneske smitte en hund og en kat. Næh nej udbrød en dyrlæge fra Nordjylland. Det er nærmest usandsynligt at smitte overføres fra en smittet kat og hund til et menneske. De to husdyr kan jo sagtens styres, så smittes undgås. Ja principielt enig men virkeligheden hvad er den ?

Må jeg hilse på mine ynglings vovser nede ved søen eller skal jeg krybe i flyverskjul og desinficere ?.

og skal vovserne huske " at nyse i ærmet " ??

I S-toget forleden så hvordan skoleklasser og BH klasser myldrer ind og fylder toget op, så enhver regel om afstand er midlertidigt afskaffet med mindre vi andre stiger af.

Så forleden et stærkt forsinket linje A på Hellerup st. Der var ganske få vogne og toget var propfyldt med glade studenter passagerer, cyklister og alt muligt godtfolk som stod som sild i tønde. Det var underholdende at tænke sig inde i det propfyldte tog. Der lød den monotone DSB stemme

Følg myndighedernes retningslinjer og husk at holde afstand.
Sid forskudt overfor hinanden og undgå at sidde direkte overfor hinanden.

Jeg undlod at tage dette tog men tænkte tja men den slags tog, så må det jo ende galt.

Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen, Britta Hansen, Benta Victoria Gunnlögsson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Man kunne synes, at ordet mikro-udbrud skulle være en indikation af, at epidemien er ovre

Og det er vel næppe tilfældet: I USA og Brasilien åbner man nu igen samfundet i flere stater og regioner på trods af, at smittetrykket er i faktisk stigning. I medierne har man om udbruddet blandt slagteri arbejdere i Tyskland kunnet læse, at det i stor udstrækning sker blandt østeuropæiske kolonne arbejdere der både arbejder og bor tæt med problematiske sanitære forhold.

Skulle man samle lidt op på det - så kan man måske konkludere, at meget af det der nødvendigvis burde blive gjort, hvis man ville have en epidemi under kontrol ikke bliver gjort

I Sverige har man også ført en strategi der afviger fra hvad stort set alle andre europæiske lande.

Hvad man med sådan nogenlunde sikkerhed kan forudsige er, at epidemien nogle steder dels bliver mere langvarig og koster flere liv end nødvendigt er. Det hele skal naturligvis vejes op med økonomi på vægtskålen.

Men et eller andet sted forstår man godt, at WHO råber lidt vagt i gevær. I USA har tallet vist rundet de 120.000 corona relaterede dødstilfælde, og Brasilien har vist rundet 40.000. And yet more is to come inden sommeren er ovre.

Helt at udrydde Corona falder det måske lidt svært med, men ligefrem, at lade stå til er en anden sag.

Brasilianere eller amerikanere i stort tal vil dø inden vi når oktober - og det er formentlig ikke en gang et vildt gæt. Men lad os da håbe, at den forsigtighed der blev lagt for dagen herhjemme holder ved.

Virus har ikke ændret sig, men måden man tackler det på rundt omkring har. Regnebrættet kan først gøres op på den anden side af epidemien. Men nogle lande har klaret det mindre godt, og som de agerer ser det ud til, at de fortsat vil gøre det. Både at få sendt et par unavngivne præsidenter på porten og få udviklet en vaccine kan vist ikke gå hurtigt nok.

Det er vel klart nok, at folk i Danmark går mindre op i coronavirus, når der selv med massiv testning kun findes 50 nye tilfælde om dagen, og når antallet af alvorligt syge kan tælles på fingrene. At toppen endnu ikke er set i Indien, Mexico eller Texas påvirker jo ikke mennesker, der opholder sig i Danmark. Om der kommer en ny bølge til efteråret kan kun tiden vise.

Vi befinder os stadig i den første bølge, og hvis summen af de smittede i de såkaldte mikro-udbrud overstiger en vis grænse, er vi tilbage i martskurven, og politisk er det nok umuligt at farve kurven grøn en gang til.

Brian W. Andersen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

At betegne udbrud, hvor over 50 personer er ramt, somet 'mikroudbrud' er en fornærmelse i min optik. At det er et lokalt udbrud er korrekt, og så kan man håbe, at det forbliver lokalt.

INGEN i Tyskland har nogensinde betegnet udbrud som hos Westfleisch eller nu Tønnies (med aktuelt over 1.500 inficerede) som 'mikroudbrud. Det er lokale udbrud, som nu i sidstnævnte tilfælde medfører fornyet nedlukning af en hel kreds.

Det er rystende at se, at både danske og tyske udbrud (samt i USA og andre steder) er tæt forbundne med industrielle dyrehold, salg og industriel forarbejdning/partering af dyr. Minkavl burde komplet forbydes, industriel opdræt af 'husdyr' burde undergå graverende ændringer samt formindskes kraftigt. Derefter burde arbejds- og boligforholdene af arbejdere i den omtalte industri forbedres betydeligt. Det burde være et wake-up-call for os alle!

Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen, Erik Winberg, Kim Folke Knudsen og Jan Boisen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Britta Hansen 23. Juni 2020 kl 14.11

Glimrende kommentar fra Dig, må dine kloge ord nå helt ind på Christiansborg.

Det var et kinesisk marked i Wuhan, hvor antagelsen er, at en flagermus har overført smitten til en Pangolin ( et art bæltedyr ), som er efterspurgt på grund af skællene, der bruges som medicin. Pangolinen føres ind på markedet og slagtes. Pangolinen har derefter overført COVID19 i en variant til mennesker.

Forbyd de markeder og den kommercielle udnyttelse af dyr, der slås ihjel pines og plages for at vi kan udnytte deres legeme til alle mulige formål.

Tönnies slagteriet er en skandale i særklasse. Mobiltelefon optagelser viser, at medarbejderne står klods op af hinanden uden nogen som helst værnemidler mod COVID19. Optagelser fra kantinen viser, at medarbejderne sidder tæt sammen, som havde der aldrig været en epidemi. De Østeuropæiske kollonnearbejdere udnyttes på groveste vis med lav løn massiv nedslidning og elendige indkvarteringsforhold i overfyldte lejligheder med ringe sanitet og badeforhold. Borgerne i Rheda Wiedenbrück, der hvor en af slagteriets afdelinger ligger er ved at nå kogepunktet over at være vidne til det her.

Nu er en landkreds med 365.000 borgere Landkreis Gütersloh omfattet af restriktioner helt tilbage fra marts måned med forsamlingsforbud i parker, lukning af biografer og forlystelser, lukning af alle skoler og daginstitutioner, fordi " mikroudbruddet " fra slagteriet indtil videre omfatter 1.553 smittede medarbejdere. Det omliggende lokalsamfund betaler med undtagelsestilstand og stærkt forhøjet sygdomsrisiko, fordi et slagteri ikke vil tage forholdsregler mod smittespredning.

Nu det spændende spørgsmål - hvad sker der på de danske slagterier ? Hvilke tiltag er foretaget for at beskytte mod den forhøjede risiko for smittespredning ved at medarbejdere arbejder ved samlebånd, utallige kontaktflader og et klima i slagteriet som ligger mellem 8 og 12 graders celsius med høj fugtighed. De helt optimale forhold for smittespredning og formering af COVID19.

Hvilke tiltag og initiativer er der taget på danske slagterier i anledning af COVID19 ?

Kilde Süddeutsche Zeitung: Corona-Ausbruch bei Tönnies in Ostwestfalen
https://www.sueddeutsche.de/politik/nrw-laschet-guetersloh-lockdown-1.49...

Britta Hansen, Randi Christiansen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Microudbrud er et nyt retorisk kunstgreb for at tale smitten ned. Sproget er som altid taknemmeligt, og mere smidigt end den mest hypermobile udøver af det, som kaldes verdens ældre erhverv.
Og samme grund kræver det en særlig opmærksomhed.