Læsetid: 7 min.

Næsten 7 ud af 10 alvorligt syge coronapatienter overlever i Danmark, og hjælp på vej til restaurationsbranchen

Anden Bølge er over os og det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
Anden Bølge er over os og det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

21. september 2020

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser

Så blev det officielt og tydeligt for enhver – Anden Bølge er over os og det samme er Informations Coronaoverblik, naturligvis. Hele sommeren har vi fra et hemmeligt sted i Danmark hamstret toiletpapir og våben, og forberedt os på denne dag, mens alle I andre har danset løs på afgrundens rand, som var der ingen i morgen.

Men da vi i fredags så de tre-måske-fire coronamusketerer indkalde til pressemøde i det man i musikbranchen kalder originial line up, var vi ikke længere i tvivl: Alvoren er tilbage og det er nu Danmark har brug for en maskeret helt. Det er nu Danmark har brug for Coronaoverblikket.

Original line up i coronaverdenen er selvfølgelig Mette Frederiksen som den altdominerende forsanger, Søren Brostrøm på en stabil bas, Kåre Mølbak med sine guitarsoloer, der indimellem stikker af og Magnus Heunicke (S) på ja, tamburin eller koklokke. Det er som om, det først er når det band træder frem, vi rigtig vil høre efter – alle andre pressemødekonstellationer efterlader os med den der bitre smag af sakkarin.

Og budskabet var klart: Danmark er efter en kølig og våd sommer på vej ud over kanten igen og det daglige antal smittede nærmer sig nu forårets voldsomme kurve. Nuvel, vi tester mere i dag og vi tester mere målrettet, men med en kontant stigning på tocifrede indlæggelser, smittetryk, der overstiger svenskernes er gået og en femdobling i de dagligt antal registrerede smittede alene i september er vi klar over, at det er nu.

Det kan måske både undre og skuffe, at vi igen er kommet hertil, men ud over hamstring fra vores Batcave, har vi også brugt sommeren på at læse de bøger, vi har forsømt og én af dem var den deprimerende formidable The New Dark Age af den britiske digitalfilosof og kunstner James Bridle, som altså er lidt af en mavepuster. Egentligt handler den særligt om vores digitale liv og om klimakrisen, men en af hovedpointerne er som skabt i det samme billede som denne Anden Bølge, for Bridle mener, man bør forstå klimakrisen som en psykologisk eller mental krise. Mennesket er skammeligt veloplyste omkring krisen, men vi synes intet væsentligt at gøre ved den – en crisis of the mind, som han kalder det.

På samme måde er COVID-krisen ikke kun en sundhedskrise, men i lige så høj grad en mental krise hos os som mennesker. “En krise i vores evne til at se og tænke verden som noget andet end det den altid har været.” Alle har kunnet se denne Anden Bølge rejse sig, alle har vidst hvordan vi ville kunne undgå den og alle har siden begyndelsen af april, vidst den ville komme. Vi har stirret på den som en komet, der nærmede sig jorden og alligevel virker vi nu overraskede og irritable over, at den er her. Vi diskuterer igen, hvordan vi skal skærme os imod den, hvad vi skal gøre og hvordan vores liv vil forme sig. Ja, nogen demonstrerer ligefrem mod den og alle de tiltag, den bringer med sig.

Alt det er vi heldigvis helt med på her på Coronaoverblikket, for selv om denne tid med kommissionsformand Ursula von der Leyens ord er en “periode fuld af dybdegående angst”, så er det også en periode med revolter, nye bevægelser, nye forhindringer og nye muligheder. Og er der noget, vi synes er spændende her på stedet, er det forandringer.

Der er et hav af temaer og emner at kaste sig ind i og vi kommer til at bade os i det som var det mælk. Svensk flokimmunitet, spansk nedlukning, et Mexico i opløsning og et Tour de France med ansigtsmasker og danskere i udbrud. Der er minkfarme i Nordjylland, vaccineangste, maskemodstandere, langtidssymptomer, hjælpepakker, oprør i gaderne, humanitære katastrofer og unge mennesker med boomboxes, fremtidsangst og beer bong. Og mens USA senere i dag eller i morgen runder 200.000 døde nærmer de sig et præsidentvalg, der ser endnu mere vanvittigt ud end for fire år siden. Vi ruller os dagligt i det hele i den kommende tid og håber du hænger på, for der er meget mere end en virusinfektion på spil i verden i dag. Der er forandringer på vej.

Her kommer dagens comebackoverblik og lad os starte med lige at tegne et par linjer fra, hvor Danmark har bevæget sig hen, siden vi slap: Danmark havde den 1. juli 11 indlagte, hvilket faldt til blot fire i løbet af måneden. Den 12. august var tallet steget til 14, den 1. september, til 20 og i dag er der nu pludseligt 75 personer indlagt, 15 af dem på intensiv. Den 1. juli var der 15 registrerede dagligt smittede, den 1. august 150 og i det seneste døgn har der været 418 nye smittede.

Globalt er 961.066 mennesker nu døde med COVID-19. I USA har næsten 200.000 mennesker mistet livet med COVID – alene de sidste 7 dage 5.000 amerikanere. Over hele Europa stiger tallene alarmerende, hvor både Spanien og Frankrig delvist er på vej ind i en lokal nedlukning og det samme gælder Norge, der her til morgen har lukket store dele af Oslo. Svenskerne ser til gengæld ud til at have fået et lidt bedre greb om tingene. De seneste syv dage har 17 svenskere mistet livet med COVID-19.

Her er dit nyhedsoverblik

  • Mere coronahjælp på vej. Et bredt flertal i Folketinget er i går aftes blevet enigt om at kompensere barer, cafeer og restauranter, som lider under de nuværende coronarestriktioner, for faste omkostninger. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde søndag aften. »Det gør ondt på jer, der sørger for, at vi kan have en god aften. Derfor er der nu i dag et bredt flertal for at komme med hjælp til jer,« lyder det.
  • Flere alvorligt syge danske coronapatienter end frygtet overlever. Ja, det er faktisk en god nyhed, som Politiken er ude med her til morgen. Knap syv ud af ti coronapatienter på intensiv overlever i Danmark. Det er flere end forventet og bedre i sammenligning med fx USA.
  • Sommer gav lidt lindring til coronaramt arbejdsmarked. Nye tal viser, at forårets rekordstore fald i beskæftigelsen, er blevet afløst af nye rekorder den anden vej i sommermånederne. Beskæftigelsen fortsatte sin bedring i juli med 15.000 flere lønmodtagere, viser tal fra Danmarks Statistik. Dermed fortsatte tendensen fra juni, hvor 11.000 flere kom i beskæftigelse. I marts, april og maj gik 81.000 job tabt.
  • Storbritannien frygter 50.000 dagligt smittede i oktober. Sådan lyder vurderingen mandag fra sundhedsminister Matt Hancock. Smittetrykket har været stødt stigende siden starten af august og det danske udenrigsministerium vil formentlig fraråde rejser til landet, når de på torsdag opdaterer rejsevejledningerne.

De vigtigste coronahistorier

Pandemisk kunst

Det her er vel en slags reklame for noget, som måske lige om lidt nok ikke kan lade sig gøre, men på onsdag vil Information beværte og moderere en afsindig spændende samtale mellem den verdenskendte professor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC Lone Simonsen (måske kender du hende som Corona Lone) og Kunstredaktør på Information Maria Kjær Themsen, der taler om, hvordan man kan bruge kunst til at forstå pandemien. Det hele foregår Statens Museum for Kunst i København og er skam gratis for abonnenter. (Dagbladet Information)

Rune og Robert og en verden i opløsning

Men er man ikke så meget til at komme ud, men stadig rigtig meget til samtaler, der tager fat i de store omvæltninger som pandemien giver os, så se da vores chefredaktør Rune Lykkeberg og den tideligere demokratiske rådgiver og minister Robert Reich i en næsten rørende samtale om de forandringer USA gennemgår og blandt andet også hvordan coronavirtussen er en del af det – det står fint sammenskrevet her og vil senere ligge med levende billeder på vores site. (Dagbladet Information)

USA er et tredjeverdensland med et Gucci-bælte

Det har været været en joke på Twitter og et udbredt meme siden virussen brød ud, men det seriøse erhvervsmedie Bloomberg brillierer her med en skræmmende analyse af, at det på få årtier faktisk kan blive virkelighed efter denne virus. (Bloomberg)

De overlevende

Svensk tv har i små dokumentarer fulgt en håndfuld svenskere gennem intensivbehandling og ud på den anden side igen. Det er ganske ubehageligt medrivende. (SVT)

Virtuel prisfest

Det i coronatid første større awardshow løb i går over skærmen. Det var den prestigefyldte Emmy-awards, som havde USA’s største stjerner med på videolink. Guardian har lavet en fin billedfrise af en glamourverden, der også synes at være i total forandringer og et lille fint sammenklip af sådan en coronafest får du også lige med. (Guardian + Now this).

Spred ordet, ikke smitten

Det var alt det kunne blive til i denne omgang, men nu er vi altså tilbage på sporet og klar allerede igen i morgen. Vi kan næsten ikke vente og ved dårligt, hvor vi skal starte, men hvad med at vælge en passende ansigtsmaske til dit barn, som de også har lyst til at tage på.

/Lasse Lavrsen, frisk som en havørn og på vej mod nye nederlag

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maya Drøschler
  • Thomas Tanghus
  • Flemming Berger
Maya Drøschler, Thomas Tanghus og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

"Alle har kunnet se denne Anden Bølge rejse sig, alle har vidst hvordan vi ville kunne undgå den og alle har siden begyndelsen af april, vidst den ville komme. Vi har stirret på den som en komet, der nærmede sig jorden og alligevel virker vi nu overraskede og irritable over, at den er her."

Alligevel lod regeringen sig presse, og pengemænd fik lov at overtage dagsordenen og gennemtvinge uforsvarlig genåbning. Vi havde epidemien nede i sækken. Det, vi IKKE havde nede i sækken, var pengemændene og deres håndlangere og lobbyister. De tog kvælertag på os. De har liv på samvittigheden.

"næsten 7 ud af 10 alvorligt syge coronapatienter overlever"

Allgievel har Sverige 6000 døde....

Carsten Wienholtz, Egon Stich og Ole Frank anbefalede denne kommentar

"Danmark er efter en kølig og våd sommer..."
- Her er vist noget hukommelse, der ikke er helt god -
Maj og juni var rigtig fine, - juli var ved grød ikke noget at skrive hjem om, MEN så kom august med faktisk hedebølge og september har været nærmest sommerlig ;-)

Thomas Tanghus, Ole Frank og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

Anne-Marie Krogsbøll - nu spørger jeg ud af ren nysgerrighed og interesse - hvis du havde den fulde magt, hvad ville så være den måde du tacklede covid-19 på?
Og jeg vil bede dig om at indtænke ALT, plejehjemsbeboere der gerne vil se deres pårørende, mennesker der lader være med at besvære sundhedssystemet, og kommer for sent i gang med en kræftbehandling, kulturliv, der crasher, børn og unge og studerende, der ikke rigtig kan komme i skole eller studere, mennesker, der ikke kan klare isolationen og får det dårligere psykisk etc etc ?

Hmm Informations skribent har den bitre smag af sakkarin i munden oven på en våd sommer?

Mig bekendt smager sakkarin ikke bittert, men sødt, men never mind

Personligt er jeg ikke bitter oven på sommeren og jeg vil stille mig tvivlende over for rigtigheden af, at vi havde kunnet undgå anden smittebølge. Men skribenten er også inde på, at den var forudsigelig. I alle tilfælde mærker vi nu konsekvensen af, at restriktionerne er blevet lempet

Men restriktioner har også deres pris, og jeg synes sådan set ikke det var ufornuftigt, at have det standpunkt, at restriktionerne skulle være proportionale; altså at Corona smitte også er en variabel størrelse og restriktioner er et håndtag man kan skrue på alt efter smittens omfang.

Helt at udrydde smitten er i alle tilfælde en tese, som jeg ikke helt tror på. Sandheden er jo, at vi slap godt gennem sommeren med, at lempe på restriktionerne - og det i en grad så det overraskede de fleste eksperter. Man kunne såmænd godt blive ganske bekymret ved omfanget og tempoet restriktionerne blev lettet i foråret.

Men det havde ikke været uden konsekvenser for vores sommer - eller for økonomien, at fastholde en meget restriktiv politik gennem sommeren. Og ja der står penge på spil, som lobbyister formentlig har gjort deres virke for, at få lempet restriktionerne. Det har ikke skortet på beklagelser over de økonomiske konsekvenser, og staten har måttet holde for med hjælpepakker, hvilket den nu igen må ud i.

Og ja nu står vi så i anden bølge. Men må så håbe, at genindførelse og opstramning af restriktionerne i denne omgang kan dæmpe smittetrykket. Corona sucks - og det er muligt man skulle have tilbragt sommeren i de norske fjelde med, at spise geddeost. Nu er det slet ikke muligt, at komme til Norge længere.

Så det bliver et efterår i det danske - og forhåbentlig får vi smittetrykket lidt ned igen. Når det er nødvendigt må vi jo skærpe restriktionerne igen - helt i tråd med hvad der er proportionalt. Vi har fået en plage ind på livet, som varer ved året ud og formentligt ind i det nye år.

At COVID-19 er vanskelig at blive rigtigt klog på, ses også i, at blod fra personer i USA, der er tappet i perioden 2015-2019 indeholder t-celleimmunitet.

Dels er det længe før SARS-CoV-2 (COVID-19) har været kendt. Og dels var det uden at disse mennesker har været syge af sygdommen.

https://www.cell.com/cell/fulltext/S0092-8674(20)30610-3?_returnURL=https%3A%2F%2Flinkinghub.elsevier.com%2Fretrieve%2Fpii%2FS0092867420306103%3Fshowall%3Dtrue

Egentlig syntes jeg ikke, at Danmark har noget at prale med omkring corona-dødsfald.

Selvfølgelig er der nogle lande i EU (7 i alt) der har flere døde end Danmark. Men ser man bort fra Storbritannien, er der altså også 19 lande, der har været mindre ramte en Danmark.

Danmark har 110 døde pr. 1 mio. borgere, medens Slovakiet således har 7,2 døde pr. 1 mio. borgere.

Norge har 50,2 døde pr. 1 mio. indbyggere.
Finland, 61,4
Tyskland, 113,2
Grækenland, 31,2
Kroatien, 60,6
Poland, 60,4
Slovenien, 68,7

Og så videre. Find selv frem til resten af EU-landene, for resultaterne er meget forskellige.

Anne-Marie Krogsbøll

Katrine Damm:

Der var SÅ mange ting, man KUNNE have gjort, som man IKKE gjorde:

- Man kunne have ventet en måned eller to mere med at genåbne - til der virkeligt var styr på smtten.

- Man kunne have sørget for, at der faktisk VAR det beredskab klar til at teste og smitteopspore, som man lovede, man havde.

- Man kunne have holdt grænserne lukket lidt længere.

- Man kunne have opretholdt afstandskravet - også i den offentlige transport.

- Man kunne have anvendt forsigtighedsprincippet, og gået ud fra, at smitten sandsynligvis også var aerosolbåren (hvad den er).

- Man kunne have ankerkendt mundbind måneder tidligere.

- Man kunne have krævet mundbind til alt personalepå sygehuse, hos praktiserende læger og specialister, hos tandlæger osv.

- Man kunne have opretholdt grænser for forsamlinger.

- Man kunne have været konsekvent, og have slået smittede mink ned.

- Man kunne have sat uvarslede kontroller ved minkfarme ind for længe siden (det gjorde man først i går)

- Man kunne have opretholdt hjemmearbejde et godt stykke tid endnu...

- Man kunne have holdt nattelivetlukket, indtil det faktisk var forsvarligt at begynde at åbne det..

Osv. osv. osv.

Der er SÅ mange ting, man faktisk kunne have gjort for at holde styr på epidemien, som man IKKE gjorde. der er stadig SÅ mange ting, man kunne gøre, for at undgå endnu en total nedlukning, som man IKKE gør. Og de FORNUFTIGE eksperter siger jo, at hvis man skal gøre sådan noget, så skal det gøres så tidligt som muligt, for der virker det bedst og hurtigst. man skal ikke lige vente og se, hvor lidt man kan slippe af sted med at gøre.

Og nu spørger jeg så dig: Når nu det, man faktisk gjorde, IKKE virker - 2. bølge er på vej, vi er kun lige i starten af den, og testning og smitteopsporing er allerede i knæ - er det så ikke et ret klart indicium om, at man IKKE har gjort det rigtige? Og når man genåbnede med den begrundelse, at vi nu er et helt andet sted, og har testning og smitteopspring på plads, og det så viser sig, at disse grundpiller i genåbningen allerede er ved at bukke under, siger det så ikke noget om, at man ikke har været ærlige for os, da man lovede genåbning? Man har haft andre dagsordener?

Der var MANGE, der var meget nervøse for den genåbning, og som heller er ville vent lidt. De blev forsøgt beroliget med, at man nu havde styr på disse ting. men diverse eksperter er jo ikke dumme - de har da udmærket kunne regne på, hvor lidt der skulle til, før smitteopsporingen væltede (det var vi mange der kunne forudse for flere måender siden). Alligevel tromlede man genåbningen gennem med ALT for få smitteopsporere.

Nu står vi (det vil vise sig) på tærskeln til en 2. bølge, som kan komme til at kræve ny nedlukning. Det kommer til at blive MEGET dyrere, end hvis vi havde gennemført den første nedlukning på ordentlig måde. Det er det, overvismand Carl-Johan Dalgaard har gentaget mange gange: Smittebekæmpelsen er vigtigst, for det bliver meget dyrere at sjuske med den, så man må lukke ned og lukke op gentagne gange, end det er at gøre det ordentligt første gang.

Mange i de sårbare grupper har været stort set isolerede i 1/2 år. Nu kan de så se frem til at være isolerede på nærmest uendelig tid, for samfundet har valgt egoist-strategien, hvor de stærkeste tager det hele (al friheden), og overlader fangenskabet til de 1-2 trediedel af befolkningen, som enten ER sårbare, eller er pårørende til sårbare.

Pengene vandt. Egoismen vandt.

Hvad hjælper det, at man lod sig presse til at genåbne for at tage hensyn til alle mulighed interesser, når risikerer at betyde, at vi må lukke ned igen, hvorved man bare har forlænget befolkningens lidelser?

Carsten Wienholtz, Erik Winberg, Henriette Bøhne, Erik Karlsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Måske er fornuften ved at indfinde sig rundt omkring:
https://www.dr.dk/nyheder/udland/tjekkiets-leder-fortryder-hurtig-abning...

Det håber jeg. Så må vi bare på med handsken én gang til, lukke ordentligt ned, og så huske denne gang også at bruge hjernen i forbindelse med genåbning (først når man virkeligt har fået smitten ned med nakken), og ikke endnu engang lade os rive med af ønsketænkning og stemning og lobbyist-sirenesang, for det virker ikke på corona. Nu BURDE vi snart have lært det.

Jeg ved ikke om det var en for hurtig genåbning af landet der er problemet. Der var jo et politisk pres for, at få genåbnet mest muligt hurtigst muligt, hvis vi tænker tilbage til maj. Mange eksperter regnede jo også med et øget smittetryk, som følge af genåbningen. Men det udeblev jo til manges overraskelse i de umiddelbare måneder der fulgte.

I stedet gik vi gennem sommeren med et forholdsvis lavt stabilt niveau af smitte dvs. under 25 indlagte på hospitalerne. Det holdt sig stort set igennem hele juli og august. Men det var selvfølgelig også sommerferie, og samfundslivet var ikke kommet i gang i fuld skala.

Det er vel selve denne her sygdoms natur, at den meget hurtigt kan blusse op igen. Og som situationen er nu - ja så er det nødvendigt, at skærpe restriktionerne igen.

Det er muligt, at man kan klandre for politisk overmod, for da det viste sig, at smitten ikke steg hen over sommeren, så gav man skruen endnu et nøk mht. at lempe yderligere på restriktionerne

Hvad der kunne have været gjort anderledes kan man jo diskutere - det må dog blive den forhåndenværende situation der bliver det væsentligste, og at får vi ikke knækket smittekurven, da kan det jo blive aktuelt, at indføre yderligere restriktioner.

Det er for sent, at ærgre sig over det gik galt. Men at smitte ville vende tillbage i efteråret talte alle odds for.

Man skal dog stadig huske, at tage tallene som de er nu lidt med forbehold, for vi tester langt mere end vi gjorde i foråret, således at man i et vist mål godt kan regne på, at mørketallene ikke har det niveau, som de havde i foråret.

Jeg tvivler på, at man sådan helt kan få styr på en epidemi som denne her. Man kan styre igennem den - men det er lidt noget andet. Og stadig er der forskellige hensyn, at veje op i samfundet som helhed.

Henrik Leffers, Erik Karlsen, Finn Sørensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Jeg er enig med Anne-Marie K i det meste. Fremfor alt i at den danske strategi åbenlyst er at gøre så lidt som muligt så sent som muligt.
Lige nu er det klart, at smitteopsporingen er bagefter på grund af manglende indsats. Og anvendelsen af mundbind er for lav.
Prisen skal betales af det udsatte grupper.

Carsten Wienholtz, Erik Winberg og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Covid-19 er en politisk krise - slet og ret. Indsatsen er forkert set fra et epidemiologisk perspektiv - desværre. Det er faktisk komplet ligegyldigt hvor mange der er smittede i et samfund - det vigtige er, hvor mange der kommer på hospitalet. Vi kan alle være smittede = 5.000.000 men det er bedøvende ligegyldigt, hvis ingen kommer på hospitalet. Så det er den første fejlslutning i snakken om antal smittede. Den næste er - hvem er smittede. Er det de unge? = Fint nok - de bliver marginalt påvirket og vil derefter fungere som værn mod smitte = faktisk udemærket. Den tredje fejl er, at der ikke er nogen anden bølge - der er en sygdom, der spreder sig. Slet og ret.
De helt store spørgsmål er om der blevet udformet strategier, der vil beskytte plejehjem, hjemmeplejen og hospitaler? Og hvad ved vi om disse strategier? Adressere de, at ansatte ikke bør være timelønnede, så de går på arbejde selvom de er syge? (det burde være en socialdemokratisk mærkesag - men er det ikke? Hvorfor? Handler strategierne om, at ansatte ikke arbejder uge 1 på plejehjem A og næste uge på plejehjem b og så tilbage til plejehjem A osv? Er der en strategi for hjemmeplejen, så ansatte ikke transportere sygdommen omkring fra borger til borger? Er der en strategi for hospitaler? Har de indrettet sig sådan, så de ikke bringer smitten omkring internt på hospitalet (eksempelvis at undlade at ligge en corona-afdeling over eller under grundplan- fordi man så skal bruge elevator og det spreder smitten intern på hospitalet). Spørgsmålet er - har politikerne lavet en strategi for disse tre områder? Og har de forstået, at det er de områder, der bærer den absolutte mængde af potentielle dødsfald. Har politikerne forstået, at smitten sagtens kan brede sig under lockdown - i UK foregik 50% af smitten under lockdown - hjemmeplejen transporterede den omkring... Forstår politikerne, at virus under lockdown øger sin intensitet, fordi flere i husholdningen bliver syge og derved stiger virustrykket i boligen, hvilket øger risikoen for kritiske forløb. Forstår politikerne at mundbind er et tveægget sværd - når man indfører mundbind sker der det, at syge går ud med mundbind på (nu beskytter de jo alle andre) = øget smittetryk. Mundbind skaber herudover et varmt og fugtigt klima omkring munden = og der kan virus godt lide at være... Mundbind giver vand i lungerne ved brug i over to timer - ved alle mennesker alt det her. Og følgende er der faktisk regler for, hvor længe af gangen man må bære mundbind...
Er politikerne klar over, at det oftest er udsatte grupper, der bliver syge og at forklaringen er strukturel - ikke kulturel. Den er strukturel fordi de ofte har lav indkomst = små boliger = flere bor tæt sammen = øget smittemuligheder. Er politikerne klar over, at netop timeløn, som tidligere omtalt er et strukturelt problem - fordi man går på arbejde selvom man er syg - hvordan skal man ellers betale sin husleje.
Så det handler ikke om enten at gøre for lidt eller for meget - det handler om at gøre det rigtige. Og det rigtige er ikke Team Denial (højrefløj) eller Team Catastrophy (venstrefløj) - men Team Science. Så please - lyt til epidemiologerne - ikke virologerne, men de mennesker, der tænker sygdom og samfund sammen og altså ikke udelukkende ser på sygdommen.

Anne-Marie Krogsbøll

"En af de mest overraskende ting, man har kunnet se, var, at mellem en femtedel og en fjerdedel af dem, der har mistet lugte- og smagssansen som følge af smitte med coronavirus, har været under 30 år.

Desuden viser studier, at mellem 60 og 80 pct. oplever at miste lugtesansen i forbindelse med smitte med coronavirus, fortæller Alexander Wieck Fjældstad. Han peger samtidig på, at nye studier viser, at mange ikke oplever en bedring af disse sanser, når de andre symptomer forsvinder.

»Så det er rigtig hyppigt, at det forekommer. Der er rigtig mange af de danske patienter, vi følger, som selv tre måneder senere stadig har et lugte- og smagstab. Samtidig ser det ud til i høj grad at være de unge, der mister lugte- og smagssansen, og det er en helt anden aldersgruppe, der rammes, end vi tidligere har set efter andre infektioner. Mange unge oplever, at det tager tid at komme på fode igen,« siger han."
https://www.berlingske.dk/samfund/maerkelig-smag-af-mad-og-svaert-at-vid...

Corona er ikke en virus, vi kan leve side om side med - den skal ned med nakken!

Anne-Marie Krogsbøll: Det er et virus vi er nødt til, at leve med, for sådan lige meget kortsigtet tror jeg ikke vi kan få bugt med Covid-19.

Og selv givet vi kan få smitteniveauet længere ned, da er vi nødt til, at gøre omkostningerne op dvs. at vi skal balancere målet med den indvirkning, som restriktioner har på vores samfund.

Det var jo også noget Mette F sagde klart i foråret, at der eksisterer en sådan balance. Og det ligger også lige for, at langt de fleste godt kan erkende, at det må være så.

Så kan man måske sige, at man ikke nødvendigvis kan forudsætte samfundsmæssig konsensus vedr. spørgsmålet for man har givet ikke samme interesse afhængigt af om man er indehaver af en Café eller beværtning - eller man tilhører en risikogruppe der er særligt sårbar

Så i sidste instans kommer vi naturligvis ikke uden om, at der ud over rent sundhedsfaglige problemstillinger også er en politisk kampplads vedr. Corona, og at der kan gå politik i spørgsmålet.

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg vil fastholde, at det ikke er en holdbar strategi at forsøge at "leve med corona" - det bliver årelangt fangenskab, med tusindvis af alvorlige senfølger. Så omkostningerne ved den valgte strategi vil vise sig at være højere, end hvis vi satsede på at få virus ned med nakken, og så i en periode holde os til det livsrum, som der i solidaritet så er plads til, uden at den blusser op igen.

Lige nu er det som om, der er mange - både politikere, lobbyister, pengemænd og utålmodige, egoistiske borgere - som bare ikke VIL indse, at den valgte strategi svarer til at benægte tyngdekraften. Det kommer bare ikke til at virke - det bliver i det lange løb dyrere og hårdere, ganske som det altid bliver, når man ignorerer naturlovene.

Sygdom har altid været et menneskeligt grundvilkår. Så det er nok nærmere det at forlange, at en ny sygdom SKAL udryddes, uanset hvor vanskeligt det er, der svarer til at ignorere naturlovene.

Anne-Marie Krogsbøll

Vi HAVDE den nede i sækken... Der var nogen, der ikke ville have den der, og som allerede i april begyndte at arbejde målrettet på at få gang i den epidemi igen... det har i hvert fald været resultatet..

Anne Marie Krogsbøll.

Jeg tvivler på, at vi havde den nede i sækken. Blot tilstedeværelsen af få smittede udgør en latent risiko. I løbet af nu komma fem kan vi få smitte ind over grænsen igen.

Og holder du det op med det faktum, at smitten var forholdsvis lav og konstant hen over sommeren, så holder din analogi med, at nogle arbejde bevist på, at smitten introduceret igen ikke hele vejen.

Det er nu en gang mere forståeligt for de fleste, at der skal restriktioner til når smittetrykket bliver stort. Derimod er det svært, at få folk til, at forstå nødvendigheden af restriktioner når smittetrykket er moderat til lavt. Vi skal stadig ikke glemme, at restriktioner også kommer med en pris - endsige, at nogle kan aflæse på bundlinjen, at der er restriktioner i samfundet.

Så hvad der er politisk gangbart mht. restriktioner afhænger af selve smittetrykket, og alt andet lige betyder sommer og sol, at folk vil leve livet - også i social forstand.

Anne-Marie Krogsbøll

"Jeg tvivler på, at vi havde den nede i sækken. Blot tilstedeværelsen af få smittede udgør en latent risiko. I løbet af nu komma fem kan vi få smitte ind over grænsen igen."

Der var også fagfolk, der sagde, at ved lidt mere vedholdenhed havde vi kunne få smitten helt ned med nakken dengang. Ikke i betydningen at der ikke var et eneste smittetilfælde - men i betydningen, at også de sårbare grupper hurtigt ville have kunnet færdes lidt mere frit uden synderlig risiko - og så KUNNE vi faktisk have fulgt med med testning og opsporing. Det kan vi ikke nu...

Og til alle jer, som nu tror, at Sverige har knækket koden (med sine 6000 døde): Jeg tror ikke, at Sverige kommer til at gå fri, for det giver ikke mening, at smitten ikke skulle begynde at sprede sig igen, så snart de 85 % ikke-smittede begynder at slække på agtpågivenheden. Selvfølgelig gør den det - og så har vi ulykken igen:
https://www.svt.se/nyheter/lokalt/stockholm/region-stockholm-om-coronalaget

Jeg er sikker på, at corona virus er noget vi alle kommer til at leve med! -Fordi der allerede nu er flere hundrede tusinde, der har været smitte med den i DK, og den slags vira forsvinder ikke igen, når symptomerne er væk! Fordi alle forkølelses vira "gemmer sig" i organer som muskler, hjernen og nervesystemet, hvor de ikke bliver angrebet af vores immunsystem. Så næste gang vi vi oplever en et større fald i temperaturen, som vi selvfølgeligt også kommer til i år, så vil immunsystemets aktivitet falde lidt, og så dukker en eller anden forkølelses virus op igen, og vi bliver forkølede! -Fordi det er sådan alle forkølelses vira opfører sig!

Anne-Marie Krogsbøll

Hvad fanden er meningen? Nu er vi i 1/2 år blevet bildt ind, at dråber og kontaktsmitte er vigtigste smitteveje, og at afspritning og hygiejne derfor er de allervigtigste vågen. Se så her:

"»Men det er rigtigt, at det væsentligste i forhold til denne sygdom er afstand. To meter er bedre end én meter. Tre meter er bedre end to,« siger han og tilføjer, at smitteoverførsel via overflader »ikke er lige så afgørende«.
Samtidig siger han, at hvis vi udelukkende har fokus på hygiejne »kan det give os en falsk tryghed«.
»Hvis offentligheden tænker, at ved høj håndhygiejne er man sikker, eller at man ikke behøver fokus på afstand, vil vores kontrolstrategi slå fejl. Men omvendt minder synet af en spritflaske os om, at coronaen er her, og at vi skal være agtpågivende.«
I Sundhedsstyrelsens seneste opdatering fra 14. september om coronavirussens smitteveje sidestiller man risikoen fra kontaktsmitte fra inficerede overflader med risikoen for dråbesmitte. Man afvejer med andre ord ikke de to smitterisici i forhold til hinanden."

"Ifølge epidemiologen Saskia Popescu, som The New York Times har talt med, kan forklaringen være, at en erkendelse af luftbåren smitte kan få for store konsekvenser for USAs hospitaler.
Hvis coronavirus i betydelig grad kan smitte over større afstande, bør alle hospitalsstuer med covid-19-patienter nemlig være under negativt lufttryk for at forhindre virusspredning, forklarer hun. Der er imidlertid ikke tilstrækkeligt mange af den slags særlige isolationsstuer på amerikanske hospitaler, lyder det."
https://www.berlingske.dk/videnskab/topforsker-effekten-af-danskernes-fo...
https://www.nytimes.com/2020/09/21/health/coronavirus-cdc-aerosols.html?...

Ganske som herhjemme, hvor SSI så sent som for en uge siden påstod, at der ikke var evidens for, at den luftbårne smitte var væsentlig - for så skulle vi til at indrette isolationsstuer helt anderledes.

Det ser ud til, at vi endnu engang er blevet udsat for en gang massiv misinformation fra myndighedernes side, hvis vurdering af tilgængelig evidens den ene gang efter den anden ser ud til at tilpasse sig, hvad man mener er praktisk muligt at leve op til.

Jeg fatter ikke, at folk bliver ved med så ukritisk at tro på, hvad der kommer fra de danske myndigheder. Vi bliver solgt til stanglakrids for at tækkes erhvervslivet.

"Det er nu en gang mere forståeligt for de fleste, at der skal restriktioner til når smittetrykket bliver stort. Derimod er det svært, at få folk til, at forstå nødvendigheden af restriktioner når smittetrykket er moderat til lavt. Vi skal stadig ikke glemme, at restriktioner også kommer med en pris - endsige, at nogle kan aflæse på bundlinjen, at der er restriktioner i samfundet."

Helt enig og jeg er for længst nået dertil, hvor jeg synes, det er tid til at sætte spørgsmålstegn ved nytten af og proportionaliteten af selv nogen af de mere begrænsede restriktioner, der gælder i dag.
For eksempel det nye krav om at bruge mundbind i den offentlige transport. De koster ikke nogen bondegård, men de er irriterende at have på, og hvis man f.eks. løber efter en bus skal man så stå og fumle efter mundbindet, før chaufføren overhovedet vil åbne døren.

Lidet overraskende har kravet om mundbind jaget folk ud af den kollektive trafik, og hvad nytter det i grunden? Spanien har haft krav om brug af mundbind overalt i det offentlige rum siden juni måned men var det første land i Europa, som så en betydelig ny bølge. Omvendt har Sverige ikke indført noget krav om mundbind og har haft stabile smittetal i flere måneder. Så ja... måske er det en billig omgang, men nytten er nok så begrænset, at man hellere skulle have ladet være.

Anne-Marie Krogsbøll

Nej, nytten af mundbind er ikke begrænset, da det nu mere og mere komme frem, at aerosoler er en vigtig smittevej - mens håndhygiejnen nok ikke er særlig vigtig. Lige modsat af, hvad vi i 1/2 år er blevet bildt ind - samtidig med, at man har sænket og ignoreret afstandskravet, fordi det kommer på tværs af erhvervslivets ønsker.

Afstand og mundbind kan redde os - men vi får ikke lov!

https://www.berlingske.dk/videnskab/topforsker-effekten-af-danskernes-fo...
https://www.nytimes.com/2020/09/21/health/coronavirus-cdc-aerosols.html?...

Jeg ser nu ikke rigtigt noget alternativ end, at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Hvis smitten er båret af aerosoler, så udelukker det jo ikke dråbesmitte. Nu er det så ikke muligt, at følge linket til Berlingske med mindre man er abonnent. At håndhygiejne også har en betydning er jeg heller ikke i tvivl om.

Nu vil jeg så mene, at mistillid til myndighederne i værste fald kan påvirke myndighedernes mulighed for, at adfærdsregulere. Folk følger kun restriktioner de finder meningsfulde, hvis man lige ser bort fra, at man nogle steder har uddelt klækkelige bøder.

Ansigtsmasker beskytter sikkert mere andre end en selv i det offentlig rum forstået på den måde, at host og nys giver mere begrænset dråbespredning. Men en fuldgod beskyttelse er det næppe og faren er jo, at folk kan tilsidesætte andre regler fordi de tror sig beskyttet af en maske

Der måske ikke noget mystisk i, at informationerne om Covid19 ændres over tid, men hvis folk skal have tillid til information skal den helst også være lidt strømlinet, og misinformerer man bevidst er det med betydelig risiko for, at folk mister tilliden til pålideligheden af de informationer der sendes ud

Men en god del af hele ovenstående problemstilling er nok et mindre problem i det danske samfund end det er så mange andre steder.

Finn Thøgersen

Det er måske en ide at minde om hvad der menes med aerosoler og luftbåren:

Tænk på parfumeafdelingen i et stormagasin, hvordan en bestemt duft kan hænge i luften i timevis efter sidste brug. Det er aerosoler, dråber så små at de kan flyde rundt på luftstrømme i timevis

Luftbåren i epidemidologi er fx måden mæslinger primært smitter på, fordi mæslingevirus KAN smitte via aerosoler. Men husk at ved mæslinger snakker vi om smittetal i størreelsen 30 og ikke de 1-2 vi pt roder rundt med for coronavirus

Hvis der har været en mæslingepatient i et lokale og du kommer ind i samme lokale et par timer senere bliver du sandsynligvis smittet selv om du aldrig har set patienten eller været inden for 100 meter af ham

Mæslingevaccinationen har så løst det problem, men...

Hvis luftbåren smitte var en signifikant faktor i coronaudbredelsen så havde vi mangfe tusinder af nye smittede dagligt

Det betyder ikke at der ikke kan forekomme enkelte tilfælde, biologi er, i modsætning til fysik, kemi og ingeniørvuidenskaberne, fuld af hvad men kan kalde 98% regler. Der er rigtigt mange undtagelser og udkommer med meget små sandsynligheder

Man KAN faktisk blive gravid af at sidde på et offentligtg toilet, selvom det nok kræver rigtigt meget uheld og må betegnes som den absolut mindst sandsynlige mulighed

Hvis conona havde en dødelighed som rabies eller ebola skulle man nok længere ned i listen af 1-af-1000 og 1-af-10.000 muligheder, men rent praktisk må vi holde os til de primære smitteveje, og så efter behov gå længere ned af listen der hvor der er særlig risiko

Ingen normale mennesker kan forholde sig til lister med i hundredevis eller tusindvis af forholdsregler i forskellige situationer, du er nødt til at gøre det almindelige billede simpelt

PS: Og der er vis lige nøjagtigt 0 evidens for at masker under N95 niveau (gasmasker med filter) har nogen som helst effekt på aerosoler

Jan Boisen:
Mht ansigtsmasker tager du fejl, når du kopierer sundhedsstyrelsens tidligere oåstand om, at det giver falsk tryghed, og at folk derfor vil respektere afstandskrav mindre. Hvrofor skulle vi dog respektere afstandskrav mindre, fordi vi bruger mundbind? Det er noget ævl - hvis man altså ikke også mener, at bremser, sikkerhedseler mv giver falsk ryghed for bilister.
Se på det sydøstlige Asien: alle går med ansigtsmasker - og smitteudbredelsen er mange gange mindre end her. Falsk tryghed?

Finn Thøgersen

Finn Jakobsen,

Det er faktisk velkendt og veldokumenteret at sikkerhedsudstyr som styrthjelm, sikkerhedsseler osv får nogen til at tage større chancer, fordi de bliver vant til at "det går jo godt"

Det er lidt samme fænomen der får fjolser til at stole på udstyr som Teslas AutoPilot, typisk efter de har prøvet det af og lært at det redder deres røv - undtagen når det ikke gør...

For mig er problemet med mundmind mest, at det sygeliggør vores normale daglige liv. Det signalerer, at vi hele tiden skal rende rundt og være meget bekymrede for en sygdom, som stort set ingen i Europa lige nu er alvorligt syge af.

I Danmark er der 75 indlagte selv efter den seneste stigning i tallene, hvilket jo er absolut intet sammenlignet med, hvor mange der f.eks. er indlagt på kræftafdelinger. Hvis der var flere tusinde indlagte, så kunne vi begynde at tale om nødvendigheden af restriktioner og indgreb, men lige nu skabes der bare unødig angst og skydes gråspurve med kanoner. Mundbind på restauranter. Vorherre bevares, så spiser jeg hellere hjemme.

Anne-Marie Krogsbøll

Min skepsis overfor myndighedernes generelt uigennemskuelige vurderinger af evidens deler jeg med førende eksperter:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-09-23-har-vi-overvurderet-effekten-a...

Der er ingen logik i de meldinger, vi får - de harmoner ikke med den udtalte målsætning om at bekæmpe epidemien. Og når sådanne uoverensstemmelser mellem udtalt målsætning og faktiske handlinger opstår, og der i øvrigt er tale om sandsynligvis intelligente (men kyniske) mennesker, så må det være rimeligt at drage den konklusion, at der foregår noget bag lukkede døre, vi ikke får lov at høre. Man kører - er det mit indtryk - med en udtalt og en skjult dagsorden.

Så hvis man vil passe godt på sig selv, sine nærmeste og sine medmennesker i det hele taget, så skal man selv sætte sig ind i tingene, anvende forsigtighedsprincippet (det har myndighederne glemt for deres flokimmunitetsforelskelse), og f. eks. gå ud fra, at smitten kan være aerosol-båren. Det betyder mundbind i rigtigt mange sammenhænge, eks. offentlige toiletter og elevatorer, trappeskakter, og i husstande med smittede, og i butikker, kontorer etc.

På et eller andet tidspunkt kommer de danske myndigheder til at æde deres modstand også på dette punkt (ganske som de har måttet på mange andre punkter). Men der må være "nogen", som i kulisserne arbejder målrettet for at holde liv i epidemien, i stedet for at bekæmpe den. Ellers ville de ikke insistere på at afvente bunker af lig på bordet, før de anerkeder aerosolbåren smitte. HVEM ER DE PERSONER, SOM PÅ DEN MÅDE KOMMER TIL AT KOSTE MANGE MENNESKER LIVET MED DERES UANSVARLIGE ANBEFALINGER?

Et af de absolut idiotiske eksempler på idiotisk forbryderiske (efter min opfattelse - ikke juridisk) anbefalinger: Det er i dag kommet frem, at den allermest smittede gruppe er sundhedsansatte (hvorfor mon?):
https://www.berlingske.dk/samfund/se-listen-her-er-brancherne-med-den-ho...

Så hvorfor i alverden er der stadig - 1/2 år efter epidemiens start - ikke krav om mundbind og/eller visir til alle sundhedsansatte? Så sent som i dag har jeg/vi i min husstand observeret, at personale på hospital og i almen praksis IKKE bærer mundbind. HVORFOR, FOR POKKER??????????????????

Hvor mange histoirer af denne type skal vi høre, før der går en prås op for vore "vil iikke se, vil ikke vide"-myndigheder?
https://www.nrk.no/rogaland/busselskapet-fulgte-reglene-_-likevel-ble-31...
https://politiken.dk/podcast/dulyttertilpolitiken/art7929968/Der-var-68-...

Deres opgave er at passe bedst muligt på befolkningen - ikke at passe bedst muligt på erhvervslivet, og holde hånden over/skjule evt. brølere ift. beredskabet, sådan som det er tilfældet mht. aerosolbåren smitte. Hvis denne anerkendes, får man nemlig et gevaldigt problem med de indlagte patienter (ud over at man må indrømme endnu en kæmpe fejl i sine vurderinger under epidemien) - sandsynligvis derfor nægter man at se realiteterne i øjnene. "Nogen" holder bevidst liv i epidemien. I mine øjne er det en forbrydelse mod befolkningen.

Anne-Marie Krogsbøll

Glemte at sige, at man ved anerkendelse af aerosolbåren smitte også får gevaldige problemer ift. offentlig transport, kontorer, restaurant- og natteliv osv. - så hellere lukke øjnene og cherrypicke i evidensen, så den kommer til at passe med lobbyisters og politiske vindes og Trumps befalinger. Ski.... være med befolkningen, det billige skidt.

Finn Thøgersen

Anne-Marie Krogsbøll,

Det er værre end som så

Det er velkendt at lugten af tobaksrøg mange steder kan trænge fra den ene lejlighed til den anden via vægge og/eller etageadskillelsen
Hvis lugt kan, så kan en aerosol også

Så hvis vi antager at aerosoler er en seriøs smittevej for covid-19 og ikke kun en once in a blue moon, når sol og måne står rigtigt ting

Så vil ca halvdelen af befolkningen være ude af stand til at gå i en effektiv selvkarantæne pga deres boligform (lejlighed, rækkehuse mm)

og den klassiske nødløsning med hoteller dur nok heller ikke

@ Finn Thøgersen

Mon ikke effektiv smitte kræver en højere koncentration end, hvad der kan trænge igennem en væg. Men til gengæld kan luftbåren smitte betyde, at ideen om at holde 1-2 meters afstand til andre kan være mere eller mindre illusorisk.

Og hvis man kigger på nogen af de kendte "super-spreder events" såsom en skibar i Østrig eller diverse kirkekor, så kan jeg da ikke lade være at tænke, om alle de smittede virkelig har været mindre end 1-2 meter fra den syge. Det kan til gengæld betyde, at det at begrænse antallet af personer i samme rum kan være et meget effektivt middel til at bremse smittespredningen.