Læsetid: 7 min.

USA runder sort milepæl, Trump er fænomenal og på verdensplan er der rekord i flest smittede på en uge

Den amerikanske præsident har ifølge ham selv leveret et formidabelt, fænomenalt stykke arbejde under coronakrisen og giver igen sig selv absolut topkarakter, selvom 200.000 amerikanere er døde med COVID-19, mens Trump har givet aparte sundhedsråd og politiseret bekæmpelsen af sygdommen. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
Den amerikanske præsident har ifølge ham selv leveret et formidabelt, fænomenalt stykke arbejde under coronakrisen og giver igen sig selv absolut topkarakter, selvom 200.000 amerikanere er døde med COVID-19, mens Trump har givet aparte sundhedsråd og politiseret bekæmpelsen af sygdommen. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

23. september 2020

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser

Vi har før været inde på, at Donald Trump lyder præcis som Jørgen Leth, når man oversætter ham direkte til dansk, men det gode ved Jørgen Leth er, at han hverken er amerikansk præsident eller i gang med at håndtere en dødbringende epidemi for 330 millioner amerikanere.

Det er Donald Trump som bekendt, så da han i går skulle give sig selv karakter for sin håndtering af covid-krisen på tv-programmet ”Fox and Friends”, var det lidt af en skæbnestund for ham, da netop krisestyring har vist sig at være hans akilleshæl. Heldigvis har han i sine egne øjne klaret det forbilledligt. Ja, faktisk helt fænomenalt:

»Vi runder et hjørne,« sagde han selvevident og henviste til de 200.000 mennesker, der nu har mistet livet med sygdommen i USA.

»Med eller uden en vaccine. De hader det, når jeg siger det ... men det er er sådan det er. Vi har lavet et formidabelt stykke arbejde. Formidabelt. Ikke baret et godt stykke arbejde, men et formidabelt stykke arbejde. Det gælder dog ikke vores PR-arbejde. Slet ikke. Men det er, fordi vi har falske nyhedsmedier. I PR giver jeg mig selv et D. Arbejdet i sig selv, der tager jeg et A+. Et fænomenalt arbejde. A+. Det er får jeg. Fænomenalt.”

Det er jo herligt for Trump og hans administration, og karakteren ligger også fint i forlængelse af den fine bedømmelse, han gav sig selv i slutningen af marts, da virussen begyndte at sprede sig, bortset fra at skalaen var en anden: 10 ud af 10 scorede han dengang. Fænomenalt.

I mellemtiden har 200.000 amerikanere mistet livet, og selv om man ikke kan give Trump skylden for dem alle sammen, kan man godt give ham skylden for at have politiseret bekæmpelsen i ekstrem grad. Måske i så ekstrem grad, at det har været og stadig er decideret dødbringende.

Nu er det heller ikke et helt ukendt fænomen herhjemme, at virusbekæmpelsen kan være politiseret, men selv om der er blevet boret en del i forskellene mellem Sundhedsstyrelsens anbefalinger og regeringens tiltag, har det dog fra begyndelsen været udtalt og tydeligt, at beslutningerne var politiske og anbefalingerne Sundhedsstyrelsens, og at de hårdeste tiltag i øvrigt er blevet besluttet af et stort set enigt Folketing.

Helt så sobert forholder det sig desværre ikke i USA, hvor Trump-administratrionen og især Trump selv gang på gang er gået solo i mere eller mindre komiske og nogen gange direkte farlige forsøg på at komme med sundhedsråd. Vi vil sent glemme hans aparte forslag om at rense kroppen indvortes med et klorinpræparat eller hans forslag til lysbehandling af vitale organer, ligesom hans vedvarende forbrug og anbefaling af malariamidlet hydroxyklorokin - til trods for, at man endnu ikke har kunne dokumentere en gavnlig virkning af stoffet.

En anden lidt mere arbitrær coronakrig han har ført, har været kampen mod mundbindene. Tidligt var han ude og nægte brugen af maske, og han har hele tiden været skeptisk over for, om det havde en effekt, og om virussen overhovedet var luftbåren. WHO har ellers flere gange over sommeren været ude at sige at, der var en “stigende evidens for”, at smitten i stor stil også bredte sig gennem mikrodråber eller de såkaldte aerosoler, og i dag synes der at være en udbredt konsensus om, at smitten kan hænge i luften længe efter en smittebærer har forladt rummet.

Nye amerikanske undersøgelser, der blev offentliggjort denne weekend, havde den samme konklusion, hvilket fik den amerikanske sundhedsstyrelse Centers for Disease Control and Prevention (CDC) til at gå ud og rette de officielle retningslinjer til endelig også at omfatte luftbåren transmission af COVID-19. Men under mystiske omstændigheder blev studiet i går morges trukket tilbage, og de nye retningslinjer på CDC’s site slettet.

Den officielle forklaring er, at studiet kun var en kladde, hvilket forfatterne har tilbagevist, mens den politiske analyse af situationen er, at der kan være kræfter i den amerikanske administration, der simpelthen ikke ønsker den udlægning.

For af en eller anden ukendt årsag – muligvis af politisk forfængelighed, muligvis af taktiske årsager – har Donald Trump fra begyndelsen haft noget imod mundbindene og ideen om en luftbåren sygdom. Det har i hvert fald været hans officielle forklaring, men med den amerikanske stjernejournalist Bob Woodwards nye bog Rage og de lækkede samtaler fra den, bliver sagen nu endnu mere underlig, for her fremgår det, at Trump allerede i februar vidste, at virussen spreder sig via luften, så hvorfor dog tilbageholde den information?

Med tiden har en stor del af hans vælgerbase ligefrem gjort mundbindet til et symbol for undertrykkelse, og en anti-mundbinds-bølge har rejst sig gennem hele verden i en lidt diffus modstand mod ”systemet” og de restriktioner, myndighederne har påført dem. Det fanger naturligvis Trump på det lidt forkerte ben, da han netop har kapitaliseret politisk af at være imod ”systemet” uden for de etablerede cirkler. En outsider i Det Hvide Hus.

Siden Woodwards interview er 200.000 amerikanere nu døde med COVID-19 og politikerne kæmper stadig med at blive enige om den rigtige strategi. Fænomenalt.

På verdensplan passerede vi i går det højeste antal smittede på en uge under hele pandemien. Til gengæld er den daglige dødelighed faldende, og siden i går har godt 4.000 mennesker mistet livet, hvilket bringer det samlede antal ofre op på 965.000.

Herhjemme stiger smitten stadig, og siden i går er 476 blevet testet positiv og yderligere fire er blevet indlagt med COVID-19, så der nu i alt er 79 på hospitalerne. Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er kontakttallet for smittede faldet fra 1,5 til 1,3. »Smitten stiger altså fortsat, men i lavere tempo. Vi skal under 1, før kurven knækkes,« skriver han på Twitter.

Ude i Europa har særligt Storbritannien problemer, hvor den Skotske og Walisiske regeringstop i dag holder krisemøde med Boris Johnson om, hvilke tiltag der skal tages for at undgå en yderligere opblomstring i landet. Også Spanien er hårdt ramt med Europas højeste smittetryk på 300 positive test per 100.000 indbyggere. Siden i går har fire svenskere mistet livet med COVID-19

Her er dit nyhedsoverblik

  • 40 procent arbejdede hjemme under nedlukningen i foråret. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik og er ikke så overraskende det højeste niveau nogensinde. Virksomhederne selv er også blevet mere åbne for mere hjemmearbejde, og ifølge Dansk Industri har de ansatte produceret ”mere end forventet.”
  • 243 migranter er testet positive for corona i ny lejr på Lesbos. Det oplyser de græske sundhedsmyndigheder mandag aften lokal tid. Tusindvis af migranter har søgt ly i den nye teltlejr, efter at en omfattende brand natten til den 9. september ødelagde deres hidtidige lejr, Moria, der var Europas største migrantlejr. 7.000 er foreløbig blevet testet.
  • Nobelkomitéen aflyser årets store fest i Oslo. I over 30 år er årets fredspris ellers blevet uddelt på rådhuset i Oslo, men i år rykkes uddelingen til coronasikre rammer. Så må vi jo blive hjemme.
  • Tjekkiets leder fortryder for hurtig åbning af samfundet. Det betyder, at landet nu igen skal igennem en større nedlukning, hvilket ærgrer premierminister Andrej Babis, der tager det fulde ansvar. »Jeg lod mig rive med af udsigten til den kommende sommer og den almindelige stemning i landet,« siger han og lyder præcis som den mail, vi måtte sende rundt til de deltagende i en polterabend sidste år.

De vigtigste coronahistorier

Hvilken økonomisk krise? Priserne stiger fortsat på boligmarkederne i Nordeuropa trods coronakrisen. På Nordeuropas boligmarked kan de formuende stadig feste, skriver vores eminente tysklandskorrespondent Mathias Sonne. Udflytningen fra storbyerne udebliver, men whiskybælterne bliver bredere – og den sociale skævvridning fortsætter ufortrødent. (Dagbladet Information.)

Hvordan vi skal komme igennem vinteren. Vi elsker The Atlantics suveræne og øretæveindbydende unge sundhedsredaktør James Hamblin og med denne langlæser har han taget et både opløftende og virkelig skræmmende blik på de kolde vintermåneder, der står for døren. (The Atlantic)

Det lange lys. Denne her tekst er et par måneder gammel og fra dengang, hvor man kunne fodre hundene med de såkaldte thinkpieces. Ikke desto mindre er den stadig holdbar, og projektet bag ved er interessant: det er en tænketank, der har gjort det til sit grundlag at tænke langsigtet på menneskehedens vegne. Ikke bare 10 eller 20 år, men titusindvis af år frem i tiden, og i denne enquete svarer en del af de kloge mennesker bag tænketanken på, hvad de tror, pandemien vil betyde. (The Long Now Foundation)

Sandhedskrisen. Den danske redaktør af det formidable litterære norske tidsskrift Vagant, Christian Johannes Idskov, har skrevet en aldeles veloplagt tekst om COVID og Konspirationerne. Bare sådan lige apropos mundbindsdebatten. (Vagant)

200.000 amerikanere kan ikke tage fejl. Overlegen verdensklassejournalistik fra The New Yorker om pandemien. Om hvad vi har lært og hvad vi nægter at lære. (The New Yorker.)

Bruce Springsteen om Covid-19. Og alt muligt andet. Musik for eksempel. Herligt interview med en herlig mand. Not all americans. (Rolling Stone)

Spred ordet, ikke smitten

Det var coronakarrusellen for i dag, der altså også bød på nyheden om, at en århusianer er blevet testet negativ for Corona 100 gange. Det kunne være, han skulle få taget sig sammen til at invitere den lægestuderende ud.

Vi giver os selv 13 på den gamle skala, for den afslutning. Vi ses i morgen.

/Lasse Lavrsen, fænomenal

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
Katrine Damm, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er ulækkert og formentlig temmelig ulovligt nyt fra den "fænomenale" Donald John Trump og hans perverse politiske opfattelse..

Ansatte hos USA´s immigrationsmyndighed, ICE, har offentliggjort, at myndigheden uden kvinders accept fjerner hele eller dele af livmoderen på de kvinder, der tilbageholdes i myndighedens flygtningefængsler.

Da det i væsentlighed, iflg. ansatte sygepersonale, drejer sig om spansktalende kvinder med en overvægt fra Mexico, har den mexicanske regering besluttet at undersøge sagen nærmere.

Sagens er kommet frem, fordi en sygeplejerske har benyttet organisationerne; Government Accountability Project og Project South, til at indgive en officiel klage.

Alla han træffer får en hysterektomi – i hvert fald næsten alla, fremgår det af klagen. "Han går under navnet livmodersamleren”",

Selv nægter myndigheden, USA´s immigrationsmyndighed, ICE samt det anklagede flygtningefængsel, at det der er sket, er noget usædvanligt eller medicinsk ukorrekt indgreb.
.
https://www.theguardian.com/us-news/2020/sep/21/unwanted-hysterectomy-al...

Rolf Andersen, Helle Walther, Torben K L Jensen, Birte Pedersen, Katja Bramgaard, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar