Nyhed
Læsetid: 7 min.

Britisk mutation er måske ikke så smitsom som først antaget, Glanstonbury festival aflyses, og yoga som et krisetegn

Og i Californien hærger den 'danske mutation' af coronavirus. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
Og i Californien hærger den 'danske mutation' af coronavirus. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

Redaktionen
21. januar 2021

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser

Det er muligvis et kontroversielt synspunkt, men er der noget coronakrisen har vist os, så er det at yoga og mindfulness ikke et udtryk for mental sundhed. Det er et udtryk for sygdom. Et råb om hjælp.

Forstå os ret, vi siger ikke, at alle, der går til yoga og mindfulness har psykiske problemer eller at de råber om hjælp, men i skæret af sådan en pandemi, ser det altså sådan ud, og vi kan også konstatere, at kurser med åndedrætsøvelser og silent retreats efterhånden helt har overtaget vores digitale annoncefeed, så noget må de jo fiske efter.

Det ligger der absolut ingen fordømmelse i. Havde det ikke været, fordi vi konsekvent er faldet i søvn hver gang vi har forsøgt os med åndedrætsøvelser, så havde vi været über Yogi Sensei allerede to dage inde i denne nedlukning, der jo altså snart har stået på i et år. Det er efterhånden virkelig opslidende, og hvad som helst, der kan dulme den indelukkede tilværelse lidt rækker vi ud efter. Også ting, der er væsentligt mere usundt for kroppen end mindfulness.

Stress, angst, depression, kuller – alle de ord er der blevet sat ‘corona’ foran, og selv om det ikke engang er et ord, har vi i dagevis messet »coronaklaustrofobi« højt for os selv på denne arbejdsplads, der hverken har massageordning, kopirum, kantine eller for den sags skyld kollegaer. Til gengæld ligner den til forveksling og præcis den bygning vi spiser i, sover i, bader i, råber i, synger, drikker, danser og skal forsøge at slappe af i. Vi glæder os dårligt nok til weekend længere.

Ikke alene er der sat ‘corona’ foran de fleste af de diagnoser, men ifølge statikkerne er de steget voldsomt over hele kloden. Data fra Mental Health America (MHA) viser, at henvendelsene fra patienter med angstsymptomer er steget med 93 procent siden marts, depressioner er steget med 62 procent og flere mennesker er blevet diagnosticeret med en psykisk lidelse end på noget andet tidspunkt af historien. En anden undersøgelse viser, at mere end halvdelen af de voksne i 16 vestlige lande mener, at pandemien har haft en stor negativ påvirkning på deres mentale helbred. 41 procent af amerikanerne viste tegn på depression eller angst i december måned mod 11 procent året før. Det er voldsomt, men den gode nyhed her er, at det ikke kun er dig, det er galt med.

Og så er der ting, du kan gøre for at hjælpe dig selv – også selv om du måske ikke lige bider på yoga. Vi er i hvert fald stødt på et par lavere hængende frugter, der skulle kunne afhjælpe din corona-kuller.

Den første vi vil præsentere dig for er ‘fake commuting’. Falsk pendling, kunne vi kalde det på dansk, og som navnet antyder handler det basalt set om at lade som om du stadig pendler på arbejde, selv om man arbejder hjemme. For de fleste mennesker er der nemlig en del afstresning forbundet med turen til og fra arbejdet. Det er et frirum, der markerer den transition fra at være hjemlig hygge-far, hustru, madlaver eller sexguru til at være en seriøs, professionel og omstillingsparat medarbejder, der har det bedst med hårde deadlines og brændende platforme, og hvis eneste problem er at være for perfektionistisk anlagt. På en hjemmearbejdsplads skifter man mellem de roller mange gange på en dag, og det kan på mange virke stressende og ved at lade som om man pendler til og fra arbejde, skulle man bedre kunne blive i den rolle, man nu skal være i, forlyder det. Samtidig er pendlertiden for mange et sted kun for dem, hvor man hverken er familiefar eller ansat. En rolle man lige for tiden kun kan træde ind i på toilettet eller i badet – hvis man da overhovedet kan få lov til det.

Et andet veldokumenteret fænomen, der kan hjælpe dig, er dit tøj. Selv om det kan være fristende og behageligt at blive i nattøjet eller det gamle træningstøj, så gør det noget (dårligt) ved dit selvbillede og dine grænser. Psykologer, der er specialiseret i den slags, råder også ofte folk der lige er blevet fyret til at opretholde deres dresscode fra arbejdet, og i nogle tilfælde hjælper det lige frem at fortsætte med at pendle ind til (ja, eller i nærheden af) den arbejdsplads, man lige er blevet fyret fra. Med andre ord – dress up. Det vil gøre dig godt.

Og i vores research, der vel godt kan beskrives som en slags overspringshandling, stødte vi også på Jennifer Wild, der er forsker i eksperimentel psykologi på Oxford University. Det ved vi ærlig talt ikke helt, hvad er, men hun har udgivet indtil flere bøger om at forberede sig på det uforudsigeligt ekstraordinære og været meget brugt som rådgiver af såvel offentlige myndigheder som privatpersoner i coronaomstillingen. Vi har nævnt hende før, men lad os gentage hendes grundlæggende pointe om, hvordan man tackler det ekstraordinære er, at man skal »turde være ordinær«. Lige på det punkt er vi helt frygtløse, og vi kan med vekslende intensitet også godt være med på hendes fire andre grundideer:

  1. Planlæg din hverdag, og skemalæg alt, du skal foretage dig – også dine fritidsaktiviteter.
  2. Giv dig selv gulerødder, der ikke er for vanskelige at opnå – sæt barren lavt.
  3. Skriv dine bekymringer ned i en bekymringsbog – Wild har erfaring for, at kun ti procent af det, vi bekymrer os for, faktisk manifesterer sig i virkeligheden (det synes vi egentlig er et ret højt tal). 
  4. Brug uforholdsmæssigt stor tankeaktivitet på at skabe positive billeder i dit hoved – »når livet giver dig citroner, skal du lave citronsaft,« som hun siger – posttraumatisk vækst, kalder hun den øvelse.

Og således har du nogle nye vaner at gå på weekend med i morgen, hvis du da kan glæde dig til den. Lige nu kan til gengæld du glæde dig til dit daglige Coronaoverblik fra Dagbladet Information.

Her er dit nyhedsoverblik

  • Danmark: Siden i går er 760 personer registreret smittet med coronavirus. 37 personer er døde, oplyser Statens Serum Institut. 745 personer er indlagt, og det er 26 færre end i går. Af de indlagte er 136 på intensivafdeling og 87 er i respirator. Dagens smittetal er baseret på 114.074 prøver. Det svarer til, at 0,7 procent af de testede har været smittet med covid-19, så vi holder fortsat.
  • Sverige: Næsten 11.000 svenskere er nu døde af coronavirusefter yderligere 124 det seneste døgn. Til gengæld oplever de en stagnation af nysmittede, ifølge de svenske sundhedsmyndigheder.
  • USA: Med en ny præsident og det hele, oplever USA for anden dag i træk et smittetal på mindre end 200.000 nye smittede. Dog har det seneste døgn været det næstmest dødelige i hele pandemien med 4.375 døde til COVID-19, hvilket bringer det samlede antal ofre op på 405.000.
  • Glastonbury musikfestival bliver heller ikke til noget i år. Glastonbury, der i 2019 trak over 200.000 tilskuere, skulle have fundet sted fra 23. til 27 juni. Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, siger til dr.dk, at han stadig tror på, at de danske festivaler kan gennemføres i år, fordi vaccinationerne skrider godt frem, og fordi danske festivaler ikke er afhængig af arbejdskraft fra andre lande.
  • Det britiske mutation er måske ikke så smitsom som først antaget. I sidste uge lavede Statens Serum Institut nogle beregninger af smitsomheden af den britiske variant i forhold til de andre varianter af coronavirus og de viser, at den er 36 procent mere smitsom – og altså ikke op til 74 procent mere smitsom, som vi har hørt fra Storbritannien.

Pandemiske anbefalinger

Tålmodighed, siger Søren Brostrøm.

Men jeg kan ikke nøjes med scenekunst på nettet. Vores teateranmelder Anne Middelboe Christensen er også ved at få nok af denne nedlukning. Hun længes efter et teater, der skabes af levende kroppe i rummet lige foran mig – og efter at være del af et fælles åndedrag. (Dagbladet Information)

Teknologimagasinets svar på pandemiens mentale bivirkninger.

Altid interessante Wired med en længere forklaring på, hvad der mere specifikt udfordrer vores mentale helbred i krisen. (Wired)

Den danske mutation hærger i Californien.

Det kan godt være, vi kigger med ængstelse efter britiske og sydafrikanske mutationer, men i Californien taler de om den danske mutation, der har revet alt med sig. Washington Post og San Francisco Chronicle er på historien. (San Francisco Chronicle + Washington Post)

Har coronakrisen demaskeret USA?

Det forsøger det danske langskriver-netmedie Eftertryk at give svaret på. Med lidt hjælp fra Kants og Hegels frihedsbegreber. Det handler om corona og amerikanernes syn på frihed, så hold tungen lige i munden. (Eftertryk)

Få lidt frisk luft.

Forskning viser nemlig at meget få bliver smittet udenfor. Og det har vi endnu ikke taget den logiske konsekvens af. (Zetland)

Spred ordet, ikke smitten

Det var så den første dag i verden med en ny verdenshersker i USA. Det gik da meget godt. Måske er det alligevel nye tider. Se blot Baltimores nye, forbavsende unge og forbavsende smarte borgmesterssvar til en borger, der ikke vil tage mundbind på. Han har fået sig et par nye fans for den håndtering, kan vi afsløre.

/Lasse Lavrsen, Sensei Sofa (aka. Shorty)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her