Læsetid: 5 min.

Dansk vaccineudrulning er den bedste i EU, briterne har knækket smittekurven, og Sverige har nået et kritisk punkt

Og så går det godt i Israel, hvor mindst 25 procent af befolkningen denne uge er blevet vaccineret. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
Og så går det godt i Israel, hvor mindst 25 procent af befolkningen denne uge er blevet vaccineret. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob

12. januar 2021

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser

Vi har tidligere være inde på den landskampsstemning, der har bredt sig i vaccine-fasen af denne krise, og vi har også lovet ikke at rulle os i flere sportsmetaforer. Bare rolig – det kommer vi heller ikke til – men lad os som de stolte danskere, vi er, alligevel dvæle ved, hvor godt det går for vores vaccineudrulning.

Ah men altså, hvor er vi gode. Med mere end to procent af befolkningen ligger vi nummer ét i EU. Nummer fem i verden. Det er sgu velfærdstat, når det er bedst. Ånden fra Brandes og Grundtvig, Stauning og pornoens frisættelse. Det er ren Michael Laudrup og gode gamle Kim Larsen, selvfølgelig – den gavflab. Danmark Dejligst.

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge

nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i … ok, ok – beklager, nu blev vi vist alligevel revet lidt med.

Amerikanerne klarer sig godt nok bedre (en anden dag kan vi så tale om deres generelle epidemibekæmpelse), og briterne er også kommet lidt bedre fra start, men det er på samme procentuelle niveau omkring de to-tre procent af befolkningen, så vi er helt i front i verden.

Eller det vil sige – ikke i hele verden, for der er lande i Mellemøsten, der klarer sig markant bedre end alle andre, og hvor vi slet ikke kan følge med. Israel når i denne uge at have vaccineret mindst 25 procent af deres befolkning, De Forenede Arabiske Emirater har vaccineret 12 procent og Bahrain næsten seks procent.

Imens arbejder man i Sverige og Norge stadig i promiller, og i Belgien og Frankrig kan man stadig ikke rigtig komme i gang – i går havde landene vaccineret mindre end 2 promille af befolkningen. Faktisk er det i hele EU kun Danmark, Island, Italien og Slovenien, der når over én procent af befolkningen.

Så hvorfor er disse stater i Mellemøsten så meget bedre end os andre, og hvad kan vi lære af dem? Det har blandt andre professor Tinglong Dai, fra Johns Hopkins University, et par bud på. Han har speciale i medicinal logistik:

For det første er det forholdsvis små lande – både geografisk og befolkningsmæssigt. Det er en fordel, når der er tale om vacciner, som skal opbevares på mindre en 70 minusgrader, at borgerne bor tæt på de forholdsvist få vaccine-centraler, der kan imødekomme det opbevaringsbehov. Derudover har man et centralt statsligt styret sundhedssystem i landene, hvilket gør det nemmere præcist at beregne, hvor og hvor mange vacciner, der skal rulles ud.

Det er naturligvis alt sammen forhold, der også gælder for de fleste Europæiske lande, så i det kapløb har det været mere udslagsgivende, at landene godkendte både Pfizer/BioNTech, Moderna og Oxford-AstraZenecas vacciner allerede den 19. december – dvs. mindst en uge før EU. Bahrain fik en endnu mere flyvende start ved at godkende den kinesiske vaccine fra Sinopharm allerede i midten af november.

Desuden har Israel nødgodkendt Pfizer/BioNTechs vaccine under nogle særlige omstændigheder, der blandt andet fritager medicinalgiganten for et ansvar og af samme grund har Israel fået status som forsøgsland og sikret sig mere end 10 millioner doser af vaccinen.

En hjørnesten i de tre landes succes, mener Tinglong Dai, dog er befolkningens indstilling til vaccinationen. Landene har investeret massivt i oplysningskampagner, ligesom statsoverhovederne er gået forrest sammen med religiøse ledere og har under stor bevågenhed ladet sig vaccinere. Særligt i lande som Frankrig og Spanien har det, Ifølge Dai, været medvirkende til at man er kommet sløvt fra start.

Men Tinglong Dai vil dog ikke glæde sig for tidligt, hvis han var leder i de succesfulde lande. De første procent af befolkningen er ifølge ham de letteste.

»Om to måneder vil man skulle vende sig mod den generelle befolkning i de lande, og så vil udfordringerne komme,« spår han i erhvervsmagasinet Quartz.

»Så det er ikke så entydigt, hvem der kommer til målet først.«

  • Danmark: Det seneste døgn er 1.076 personer registreret smittet med coronavirus. 26 personer er døde. Der er nu 917 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er tre færre end i går. Dagens smittetal er baseret på 57.956 prøver. Det svarer til, at 1,9 procent af de testede er positive med covid-19 og det giver et kontakttal på 0,9, hvilket sundhedsminister Magnus Heunicke ikke er tilfreds med. »Det er alt for højt og skal væsentligt længere ned, inden den engelske variant af coronavius spredes i Danmark,« siger han.
  • Sverige: 234 nye døde af COVID-19 siden fredag. I alt har 9.667 svenskere nu mistet livet og næsten 2.500 coronasyge er indlagt. Det er det højeste antal i hele epidemien. »For at være ærlig er vi ved en meget kritisk punkt lige nu,« sagde statsepidemiolog Anders Tegnell på et pressemøde tidligere i dag. »Vi er på grænsen af, hvad sygehusvæsnet kan klare.«
  • USA: 375.000 amerikanere har nu mistet livet til COVID-19. Alene det senest døgn mere end 3.000. Samtidig er det stadig ikke lykkedes at knække smittekurven, der stadig tæller mere end 200.000 om dagen.
  • Storbritannien: Trods den hidsige B1.1.7-coronavirus er det tilsyneladende lykkedes briterne at knække smittekurven. For fjerde dag i træk falder smittetallet, hvor der senest er fundet 46.000 nye tilfælde. Globalt set har 1.946.000 mennesker mistet livet til COVID-19

Pandemiske anbefalinger

Var 2020 løsningernes eller katastrofernes år? Vores lille – tja, man kunne kalde det en – tænketank, Moderne Idéer har sat gang i en digital samtalefestival, hvor førende forskere gør status over tidens store udfordringer. Der er en ny samtale ude i dag mellem Klaus Høyer, professor i medicinsk teknologi og Liselotte Højgaard, klinikchef på Rigshospitalet, der i lyset af COVID-19 diskuterer, hvad vi skal bruge vores sundhedsdata til. (Dagbladet Information)

De værste af de værste. Nogle lande er ramt hårdere en andre, og i de lande er nogle befolkningsgrupper ramt hårde end andre. Globalt set har det været USA, i USA har det været Californien og i Californien har det været i Los Angeles og i Los Angeles, latinoerne. The Guardian har en barsk feature fra orkanens øje. (The Guardian)

Der skal andre lyskilder til. Den eksistentielle angst forsvinder ikke, fordi vaccinen udstyrer os med antistoffer, der bekæmper sygdommen i kroppen. Naturvidenskabens lys må kompletteres med litteraturens lys, der ikke giver mekaniske eller biomedicinske svar på livsgrundlagets gåder. Essay i det glimrende litterære magasin Atlas. (Atlas)

Hvad man kan lære af Pandemien. Og af humor. Vidunderlig og morsom langlæser om coronareflektioner. (Mark Manson)

Spred ordet, ikke smitten

Det var det. Dagens coronanyheder er ovre og ligger bag os. Men kan du huske, da vi for få uger siden ikke kunne tale om andet en mink? Måske ikke, men det er der andre, der kan. Blandt andet dem, der er brændt inde med en hel del minkbure og nu forsøger at gentænke dem i nye rammer. Det kræver måske lidt mere tid, før vi for alvor tror på den boligtrend, men vi har før taget fejl og vil gøre det igen.

/Lasse Lavrsen, tilbage igen i morgen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
Claus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da faktuelt forkert. Israel har IKKE vaccineret 25% af befolkningen. De har nemlig udelukket palæstinenserne fra deres vaccinationsprogram så det reelle tal vil være langt mindre. Måske israelerne mener at de vaccineret 25% af den del af befolkningen der betyder noget, altså jøderne. Men dejligt at se så som vestlige medier gladeligt fører propaganda for den atombevæbnede apartheid-stat. Stort tillykke til konservative zionister.

Jan Weber Fritsbøger, Henning Kjær, Kai Birk Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll, Carl Rosschou og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

USA: 375.000 amerikanere har nu mistet livet til COVID-19.

Man mister ikke livet til, man dør med eller af ...

Kai Birk Nielsen

Ja det er da så dejligt, rige lande har førertrøjen, de fattige de efterlades, hu hej hvor det går, tillykke Israel og Danmark

Kim Folke Knudsen

@GB

Ja smitteudviklingen pr. dag i GB er nu kun 72 gange højere end smitteudviklingen i sommermånederne. hvor smitteudviklingen i GB for 2 uger siden var 100 gange højere end smitteudviklingen i sommermånederne.

84.000 er døde i GB med COVID19 i kroppen.

I et land som er i total Lock Down.

Så hvis restriktionerne løftes med B.117 varianten der huserer så vil smitteudviklingen formentlig eksplodere. Desværre går der historier om at den sydafrikanske variant N501Y nu også er registreret i GB, og den er endnu mere smitsom end B.117.

Den gode nyhed er at Pfizers vaccine ser ud til at respondere på den sydafrikanske variant N501.Y