Nyhed
Læsetid: 6 min.

Folketinget bør fortsætte deres arbejde, Indien vil vaccinere 300 mio. inden juni, og flere mutationer dukker op

Der er blandt andet tale om en brasiliansk og en tysk mutation. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
Der er blandt andet tale om en brasiliansk og en tysk mutation. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob

Redaktionen
19. januar 2021

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

 

Kære Læser

Det kan være svært at bevare overblikket over de mange forskellige virusmutationer, der bliver ved med at dukke op. Britiske, sydafrikanske, brasilianske og nu er en ny også dukket op i Tyskland, hvilket naturligvis afføder et vist påstyr, for hvis man kan sine tegneserier, sætter alene ordet fantasien i gang.

Fælles for dem alle sammen er, at de er meget mere smitsomme, end den variant vi har kæmpet imod indtil efteråret (som vi ikke kalder for den kinesiske) og at de tilsyneladende i sig selv er nogenlunde lige så farlige – hverken værre eller mindre. Heldigvis har de også det til fælles, at de heller ikke kan overkomme de vacciner, der foreløbigt er godkendt.

For de fleste videnskabsfolk er det ikke en overraskende udvikling. Virologerne har siden begyndelsen af denne pandemi talt om, at det ville gå sådan, og med lidt lomme-evolutionær teori virker det også indlysende, at hvis en coronavirus i sin duplikation forandrer sig en lille smule, så ville den variation, der stod tilbage med tiden vise sig at være mest effektiv, og på et tidspunkt overtage verdensherredømmet. Den afart ville så formentlig heller ikke ville være meget mere dødbringende, da det jo kræver en rørlig vært at sende smitten videre, hvilket virologerne også har talt om.

Men problemet med corona og alle dens variationer er, at den med statsministerens præcise nordjyske udtryk er »lumsk«. For mange er den ganske uskadelig og ikke meget mere end irriterende og ubekvem, men for de få er den dødbringende og invaliderende – i noget højere grad end de sæsonsygdomme vi normalt har bokset med, lige som den også er meget mere smitsom. Det har vi efterhånden lært.

Så selv om de nye virusmutationer ikke er mere farlige end de velkendte, så er har de heller ikke aftaget i styrke i forhold til de udsatte grupper, hvilket jo så statistik set gør den meget mere dødbringende, og det der også derfor, at Mette Frederiksen og Søren Brostrøm bliver ved med at se så bekymrede ud på trods af, at vi som samfund leverer det ene imponerende lave smittetal efter det andet – i dag det laveste siden oktober med et kontakttal på kun 0,6, så havde det ikke været for alle de nye kulørte mutationer, ville vi være godt på vej til helt at kvæle bæstet blot ved restriktioner.

Men de nye mutationer er her, og det betyder, at de tal vi i virkeligheden skal holde øje med er den udvikling, der sker her - og her stiger smitten fortfarende. Smittetallet for den britiske mutation B117 vurderes af Sundhedsstyrelsen til at ligge i nærheden af 1,2, og andelen af de smittede, der har mutationer, har i runde tal fordoblet sig hver uge til i dag at udgøre 7 procent.

Så den gode nyhed i dag er, at vi med restriktioner alene har bragt smitten så langt ned, at Danmark ligger lunt i forhold til at nå at vaccinere den del af befolkningen, for hvem COVID-19 på papiret kan være livstruende, inden B117 helt overtager epidemien. For med den ser det ikke ud til de nuværende restriktioner er nok, og det er den dårlige nyhed: COVID-19 skal nok nå at sætte en klo i mange, mange af os andre, for i det øjeblik den udsatte del af befolkningen er vaccineret, er argumentet for at holde samfundet lukket og smittetallene i bund vel ikke længere farbart. Heller ikke selv om sygdommen virker godt gammeldags lumsk og træls. Her kommer dagens Coronaoverblik fra Dagbladet Information, der er en lille smule sent på den, da vi oplevede noget så altmodisch som et strømnedbrud gennem eftermiddagen – os' træls.

Her er dit nyhedsoverblik

  • Danmark: Der er fundet endnu 724 coronaramte danskere i knap 84.000 prøver. Det er det laveste siden 21. oktober. 792 smittede er indlagt med sygdommen, hvilket er 25 færre end mandag. Samtidig er der også registreret yderligere 32 dødsfald blandt smittede – i alt er 1.837 døde. Næsten 3 procent af befolkningen er nu vaccineret.
  • Sverige: Siden fredag er der registreret 268 nye dødsfald. Det har været en øget smitte i julen, og det er det svenskerne ser konsekvensen af nu, forklarede statsepidemiolog Anders Tegnell på et pressemøde tidligere i dag. Modsat de danske sundhedsmyndigheder er han ikke nervøs for B117, som han medgiver også er i det svenske samfund, men ikke i et omfang, der bekymrer ham. Han har stadig is i maven, må man sige.
  • USA: Der er stadig mere end 200.000 nye smittede dagligt, men er dog faldet en anelse. Det samme er antallet af daglige dødstal, der i går talte 1.400 nye, hvilket betyder, at mere end 398.000 amerikanere har mistet livet. I mellemtiden har Donald Trump i sine sidste timer som præsident ophævet alle indrejserestriktioner til landet fra 26. januar. Joe Biden har dog allerede sagt, at han vil komme til at genindføre restriktionerne, inden det kommer så langt.
  • EU skubber på for fælles vaccinepas og kvikkere vaccination. Til sommer skal 70 procent af EU's voksne befolkning være vaccineret, lyder opfordring fra EU-Kommissionen. Og mens der flere steder i Europa arbejdes på nationale vaccinepas, der skal åbne døre i et ellers lukket Europa, søger EU-Kommissionen at sætte skub i et fælles projekt. Et pas med gyldighed i alle landene.

Pandemiske anbefalinger

Det er misforstået folkelighed at skrue ned for Folketinget i coronaens navn. Det mener vores chefredaktør. For mens blomsterhandlere, fodterapeuter og Synoptik kører for fuldt blus, har Folketinget skruet voldsomt ned for arbejde og vil ikke som i andre lande sætte folkevalgte og ministre foran i vaccinekøen. »De folkevalgte er ikke ekstraordinære mennesker, men deres arbejde er ekstraordinært, og uligheden mellem borgere og folkevalgte er her legitim, fordi vi har hævet dem op til at varetage ansvaret for det fælles,« skriver Rune Lykkeberg. (Dagbladet Information)

Indien vil vaccinere 300 millioner inden juli. Og nu vælter kritikken ned over myndighederne, skriver vor mand i Asien Lasse Kerner. Indien har taget landets egen vaccine i brug, før den er færdigtestet, men samtidig, lyder det fra indiske ngo’er, er forsøgsdeltagere fra ekstremt fattige og udsatte områder blevet ført bag lyset. Det sidste, verden har brug for, er en fejlslagen vaccine, der risikerer at erodere tilliden til vaccinationsprogrammer. (Dagbladet Information)

Hvad der sker med think pieces, når nedlukningen trækker ud. Den amerikanske forfatter har i overskriftform forestillet sig, hvordan hans think pieces kunne have udviklet sig gennem pandemien. Det er sjovt (ja, ja og fiktiv satire). (The New Yorker)

Jehovas Vidner og COVID-19’s dommedag. De har virkelig talt om det i mange år, men med pandemien, kom der endelig lidt hold i deres dommedags-romantik. Forfatter Daniel Allen Cox har set lidt historisk på den religiøse bevægelses forhold til jordens endeligt og den nuværende pandemi i en mesterlig langlæser. (Literary Hub)

Kom med en svensk læge på arbejde. Meget elegant svensk og rørende tv-indslag fra de alt for travle stockholmske sygehuse. (SVT)

Spred ordet, ikke smitten

Og sådan kom vi mørkelagt igennem store dele af sådan en tirsdag i januar. Det går heldigvis stadig mod lysere tider og strømmen er tilbage, men i år er, der ingen genveje mod varmere himmelstrøg. Til gengæld kan man åbenbart vente i lufthavnen indtil det lysner. Det har en mand gjort gennem tre måneder i Chicagos i lufthavn, fordi han ikke turde at tage tilbage til sit hjem L.A. på grund af coronasmitten. Så længe behøver du ikke at vente på os. Vi er tilbage allerede i morgen.

/Lasse Lavrsen, lumsk og træls

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"for i det øjeblik den udsatte del af befolkningen er vaccineret, er argumentet for at holde samfundet lukket og smittetallene i bund vel ikke længere farbart"

Desværre ændrer det nok ikke særlig meget, at man har nået at vaccinere dem, der bor på plejehjem. Det vil ganske vist begrænse antallet af dødsfald, men det vil kun i beskedent omgang begrænse belastningen af sundhedsvæsnet, som er et meget mere reelt problem end, at der dør nogen på et plejehjem. Så desværre bliver vi nok nødt til at fortsætte med at holde social afstand, indtil en væsentlig del af befolkningen er vaccineret, hvilket tidligst vil være i løbet af foråret.