Nyhed
Læsetid: 6 min.

Uligheden er forstærket under pandemien, ressourcesvage områder er hårdest ramt, og kun et lavindkomstland er begyndt at vaccinere

WHO bliver dog ved med at gentage at »ingen er sikre, før alle er sikre«, og at virussen ikke kender nogen grænser. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
WHO bliver dog ved med at gentage at »ingen er sikre, før alle er sikre«, og at virussen ikke kender nogen grænser. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

Redaktionen
16. januar 2021

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære Læser

Det er endnu ikke lykkedes nogen at dokumentere det, men det har været sagt, at pandemien bringer det bedste frem i os mennesker. Det er også blevet sagt, at den bringer det værste frem i os, men det virker mere i tråd med virkeligheden at sige, at ingen af delene er sande, og at pandemien måske bare har bragt lidt mere af os frem. Det forstærker os.

Mellemmenneskeligt, psykologisk, på individniveau, på et strukturelt niveau, på et nationalt og, ja, på et globalt niveau.

Det er præcis lige så udokumenteret, men på det mellemmenneskelige niveau virker det til, at de, der var angste før pandemien, er blevet lidt mere angste. Dem, der var hjælpsomme, er blev endnu mere hjælpsomme, de hårdtarbejdende har arbejdet hårdere, de dovne mindre og har du en bekendt eller et familiemedlem, der altid har virket lidt sær, er vedkommende højest sandsynligt ikke blevet mindre aparte i løbet af det sidste år. Det er bare en fornemmelse og som nævnt helt udokumenteret.

Men hvad der til gengæld er direkte dokumenteret er, at den strukturelle ulighed har ramt på stort set samtlige parametre og har forstærket de forhold, vi kendte før COVID-19. De rige er blevet rigere, fattige er blevet arbejdsløse, og de ensomme, sårbare og psykisk syge, der havde det slemt før, har det værre nu.

Heller ikke etnicitet har virussen overset, og hvad der begyndte som en ’rigmandsvirus’ bragt til Danmark fra afterski i Alperne afslørede hurtigt et pandemisk kastesystem, hvor de rige tog i sommerhus, middelklassen sad derhjemme med rastløse børn og arbejderklassen blev kastet ud i økonomiens frontlinje, hvor virussen er – hvis de da stadig har et arbejde.

I dag har virussen bedst fat i ressourcesvage områder som Vestegnen i København og i Århus Vest, hvor der bor mange borgere med etnisk minoritetsbaggrund, og den tendens er klar over hele verden. For eksempel i USA, hvor de sorte amerikanere har en tre gange så høj dødelighed som hvide. Det er forstærket.

Det er også tydeligt, at virussen har forstærket nationalstaten og de grænser, globalisterne havde håbet ville forsvinde, er blevet tegnet lige så skarpt op som efter de store krige. Ikke alene er landene blevet ramt forskelligt af virussen, vi har også reageret helt forskelligt med det kulturelle og politiske DNA, vi er lavet af, og nu hvor pandemien er rykket ind og vaccinefasen fortsætter landskampene. Hvert land for sig selv.

Det gælder på det kulturelle og politiske plan, hvor franskmændene og spanierne kæmper mod vaccineskepsis, belgierne og hollænderne kæmper mod bureaukrati, amerikanerne med ulighed i sundhedssystemet, og danskerne er minsandten igen endt som klassens duks.

Formentlig fordi vi stadig har så stor tiltro til autoriteter, stadig har rimeligt styr på uligheden, stadig har en stærk velfærdsstat og et effektivt sundhedssystem. Blandt andet. Og så hjælper det også, at vi geografisk set er et lille, homogent og kompakt land, hvilket ikke er uvæsentligt for en vaccine, der skal opbevares ved minus 70 grader.

Men vaccinelandskampen var allerede fløjtet i gang måneder inden den reelle udrulning, og verdens rigeste lande har travlt med at sikre vacciner til sig selv. Der er blevet spillet på flere heste med det resultat, at man har sikret sig langt flere vacciner, end man har indbyggere, og man har talt så direkte om kampen, at lande som Danmark og EU generelt er blevet beskyldt for, havde sovet i timen og forpasset muligheden for at skaffe flere af de første sendinger coronavacciner, mens effektive Tyskland og de smarte amerikanere havde bragt sig langt foran.

På samme måde har denne fase af pandemien forstærket globale tendenser. I dag er der vaccineudrulning i 45 lande, hvor 38 af dem er højindkomstlande, seks mellemindkomst og kun et enkelt, hvad man betegner som lavindkomstland. 95 procent af verdens vacciner er i 10 lande, oplyser WHO.

Det er måske hverken underligt eller kritisabelt, at landene sørger for sig selv først og historisk set, såvel som tidligere i denne pandemi, har det været en accepteret logik. Det så vi med respirator-problemerne i foråret og med diskussionen om værnemidler i EU, og nu viser det sig også i vaccinekapløbet.

Spørgsmålet er, hvor langt denne nationalistiske vaccinemodel kan trækkes, før der opstår geopolitiske gnidninger. Hvornår har de rigeste lande vaccineret nok borgere, før de vil være solidariske med resten af verden. Det er balancen.

WHO bliver ved med at gentage at »ingen er sikre, før alle er sikre«, og at virussen ikke kender nogen grænser. Det virker umiddelbart indlysende rigtigt, men med en alt for skæv vaccineudrulning bliver det forkert. Med en skæv vaccine kan man sagtens drage virusgrænser, og med vaccinepas og lyntest kan man endda hjælpe virussen på vej.

Spørgsmålet er, om det er sådan en verden, man vil have. Det er i hvert fald ikke en verden, der bringer det bedste frem i mennesket. Her kommer dagens coronaoverblik fra Dagbladet Information:

  • Danmark: Der er fundet yderligere 659 coronatilfælde i Danmark. 17 er døde i samme periode og ialt har 1.720 mistet livet til sygdommen. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Der er kommet svar på 52.270 prøver. Det svarer til 1,26 procent af prøverne har været positive for covid-19. Det er den laveste andel siden midten af oktober. Gode nyheder, men husk nu, hvad der bliver sagt om den britiske mutation.
  • Sverige: 138 svenskere har mistet livet til COVID-19 det seneste døgn. I alt er 10.323 personer i Sverige døde af virussen. 4.703 nye smittede blev fundet i går.
  • USA: Antallet af nye smittede stiger fortsat blandt amerikanerne og i løbet af det seneste døgn er 235.000 nye registrerede og næsten 4.000 er døde. I alt har 388.000 mistet livet i landet, hvor den kommende præsident Joe Biden i går fremlagde en ny coronaplan, der skal få gang i landets økonomi. Planen indeholder tiltag for 11.700 mia. kr., og efter planen skal en del af de penge havne direkte i amerikanernes lommer. De fleste amerikanere står nemlig til at få en check på 8.500 danske kroner.
  • Storbritannien. Trods den strenge nedlukning er det stadig ikke lykkes briterne, at bringe det voldsomme smittetryk ned. I går blev der igen fundet mere end 48.000 nye smittede, mens 1.200 mistede livet.
  • Danmark får færre Pfizer-vacciner de næste uger. Reduktionen skyldes, at fabrikken i Puurs, Belgien, skal opgraderes, så der kan produceres 2 milliarder doser om året mod før 1,3 milliarder (hvad var det vi sagde om belgisk bureaukrati?). Ifølge SSI vides det imidlertid ikke, i hvilket omfang det vil påvirke antallet af, hvor mange vacciner der bliver leveret.

Pandemiske anbefalinger

Vi er i undtagelsestilstand

Derfor bør forskere straks fremlægge coronaforskning. Det mener en af avisens mest kyndige vaccine-skribenter Kristian Villesen, der skriver leder om det forskerhold fra Rigshospitalet, der har sammenlignet kvaliteten af hurtigtest og den almindelige PCR-test, men som de ikke vil publicere, før det er fagfællebedømt. (Dagbladet Information)

Pandemien i hvert enkelt ord

Verdens mest berømte journalist-uddannelses tidskrift gennemgår hvilke nye ord pressen har kastet sig over i løbet af pandemien og set på, hvordan de har fundet deres form. Det er mere interessant end det umiddelbart lyder. (Columbia Journalism Review)

Hvordan vi ikke skal komme tilbage til normalen

Velskrevet og veloplagt essay af den britiske forfatter og journalist Diyora Shadijanova om hvordan vi bruger en fælles fjende til at udrydde de gamle. (It’s Nice That)

Hvis du vil lidt længere ned i overvejelserne for restriktionerne

Så ligger regeringens ekspertgruppes seneste rapport til fri afbenyttelse – det var den, der dannede grund for forlængelsen af nedlukningen. Den er fyldt med let forståelige grafer og spændende vinkler. Siger det bare. (Coronasmitte)

Spred ordet, ikke smitten

Nå, men vi næver det jo en gang imellem, men det er egentlig ikke ved at være længe siden, du er blevet mindet om, at dit forhold til Dagbladet Information kunne udvikle sig til meget mere end bare denne platoniske nyhedsbrevs-flirt? Prøv hele avisen i en måneds tid, og se, om vi ikke skulle gå ind i en ny og mere forpligtende fase. Det kunne blive begyndelsen til noget smukt.

/Lasse Lavrsen, bringer det bedste frem i folk – eller det værste

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I artiklen står der, at pandemien bringer det værste frem i os. Og her er en sød lille sandfærdig historie fra guds eget land.

Stort amerikansk svindel med covid-19 vaccine: Trumps sundhedssekretær fratræder.

Guvernørerne i flere amerikanske stater beskyldte fredag ​​Trump-administrationen for bedrageri omkring den lovede hurtige distribution af millioner af doser af covid-19-vaccinen fra lager, som den amerikanske sundhedsminister i fredags indrømmede, slet ​​ikke eksisterede.

Trumps sundheds- og socialsekretær Alex Azar sagde tirsdag, at administrationen vil frigive millioner af doser, som den har holdt i reserve til boostede injektioner som introduktion til dem, der har mest brug for vaccinen. Azar sagde derefter, at administrationen var helt sikker i forsyningskæden til at frigøre sine store mængder forsyninger og opfordrede stater til at bruge den ekstra forsyning til at åbne vaccinationer for alle i alderen 65 år og derover.

Mange stater har derfor gjort det, men i går, fredag, ​​sagde en række guvernører, at de var forbløffede over at høre, at der ikke fandtes nogle forsyninger eller reserver.

De beskrev det som "et nationalt bedrag" og at de var "yderst skuffede over, at Azar løj for sit land", mens Azar i et interview med NBC i går, fredag, ​​foreslog, at doserne selvfølgelig allerede var blevet tildelt staterne, og at "derfor sidder vi ikke længere på nogen reserve Vi har gjort det tilgængeligt for stater".