Coronaoverblik
Læsetid: 5 min.

Corona er en kæmpechance for klimaet, stadig ingen dato for skoleåbning, og krisen sætter sig på børnene

Et hold forskere fra Syddansk Universitet har i samarbejde med TV 2 testet sundheden blandt eleverne i en 8.-klasse hen over hele coronaskoleåret, og det er ikke ligefrem opløftende. I gennemsnit har eleverne nemlig taget 7,6 kilo på – hvoraf 3,3 kilo er rent fedt. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
Et hold forskere fra Syddansk Universitet har i samarbejde med TV 2 testet sundheden blandt eleverne i en 8.-klasse hen over hele coronaskoleåret, og det er ikke ligefrem opløftende. I gennemsnit har eleverne nemlig taget 7,6 kilo på – hvoraf 3,3 kilo er rent fedt. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob

Redaktionen
22. februar 2021

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

 

Kære læser

 

Så er vi endelig tilbage efter en herlig vinterferie med bål i haven og improteater over telefonen eller hvad det nu var, Sundhedsstyrelsen havde lagt op til. Og faktisk føler vi en spirende forårskådhed boble i os med varmere temperaturer, lysere eftermiddage og udsigten til en forsigtig genåbning. Det kan ikke blive meget bedre, så lad os tage en lille verdensomsejling med de gode nyheder, der er piblet frem, siden vi var her sidst.

Smitten er faldende over hele kloden, og selv dødskurverne i USA er på vej ned, selv om de i disse timer passerer en halv million coronaofre derovre. Det er næsten kun Sverige, der stædigt holder fast i stigende kurver – sammen med åbne skisportsteder og restauranter. Globalt set registrerede WHO omkring julen omkring 800.000 dagligt nye smittede, mens vi i dag ikke engang når det halve, og dødstallene er fulgt med. I samme periode er de faldet fra 16.500 dagligt til cirka 9.000 i de seneste dage. Det er en glædelig tendens, der kun bliver endnu bedre, når man medtager de nye varianters øgede smitte, for det må betyde, at det vi gør som mennesker – afstand, hygiejne og naturligvis nedlukninger – åbenbart virker. Som det blev sagt i de første dage af pandemien, er det vores vigtigste supervåben, så længe vaccinerne ikke er fuldt rullet ud.

Og netop vaccinerne går det også lidt bedre med. Alle de godkendte vaccineproducenter har fået skruet produktionen så voldsomt i vejret, at man igen har kunnet leve op til vaccineplanerne i EU, USA og Storbritannien, der netop i dag her lagt sin køreplan ud. Ifølge Boris Johnson vil Storbritannien blive åbnet i fire faser, og den sidste og fuldkomne genåbning vil ligge der til juli. Fra den 8. marts vil det også være tilladt for to personer at mødes udenfor og tale sammen. Fra den 29. marts vil det være tilladt at mødes udendørs for to husholdninger eller for seks personer. Udendørs sport - blandt andet fodbold, golf og tennis - bliver også tilladt fra 29. marts. Almindelige butikker, frisører, sportscentre og udendørsservering bliver tilladt fra 12. april, hvis særlige betingelser opfyldes. Fra 17. maj vil der blive åbnet for, at en del tilskuere kan følge idrætsarrangementer, mens de videre skridt vil afhænge af vaccinationer, smitte og presset på hospitaler og antallet af dødsfald.

Det er den slags håndgribelige planer man godt kan sukke lidt efter herhjemme, og måske får vi noget lignende på onsdag. Måske ikke. Sikkert er det dog, at regeringen forhandler – ja, eller hvad man nu kan kalde det – med kommuner, regioner og opposition om en genåbningsplan, som vil blive offentliggjort på et pressemøde i Sundhedsministeriet onsdag. Mette Frederiksen nævner selv begreber som »ansvarlig udfasning« og »regionale åbninger«, men bruger i verdens længste facebookopslag flere kræfter på at tale om »tålmodighed« og »forsvarlighed«, så man skal nok ikke glæde sig for tidligt, for i samme opslag citerer hun sin egen nytårstale med et »Hold ud!«.

Det må vi jo så prøve. Måske dit daglige Coronaoverblik kan hjælpe dig lidt. Vi er i hvert fald tilbage i indboksen på dig og lister mod lysere tider.

  • Danmark: Vi holder det lave smittetryk med 450 personer registreret smittet med coronavirus siden i går, mens fem personer er døde. Smittetilfælde er fundet blandt 106.113 prøver, hvilket betyder, at 0,42 procent af prøverne var positive. Der er nu 254 indlagte på landets coronaafdelinger. Det er seks flere end i går, men stigningen kan være udtryk for, at der som regel udskrives færre patienter i weekenden.
  • Endnu ingen dato for skoleåbning. Det er muligvis en såkaldt ikke-nyhed, men regeringen undersøger stadig, om det snart er muligt at genåbne de øverste klassetrin i grundskolerne, efterskoler, højskoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Det kom frem på formiddagens virtuelle stormøde med deltagelse af borgmestre fra alle 98 kommuner, regionsrådsformænd og en række ministre, heriblandt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S).
  • Eksperter foreslår i 11. time at udskyde epidemilov. Det har piblet frem med historier om konsekvenserne af den nye epidemilov, som Folketinget ventes at vedtage tirsdag. Et politisk flertal uden om regeringen vil nu have ændret en del af lovteksten, mens eksperter efterspørger mere tid til at debattere så omfattende en lov.
  • Studie indikerer at Pfizer-vaccine begrænser smittespredning. Det er gode nyheder. I et indledende studie i Israel har vaccinen nemlig vist sig at forhindre smittespredning i næsten 90 procent af tilfældene. Indtil videre har der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke været sikker dokumentation for, at vaccinerne også forebygger, at den vaccinerede kan være smittebærer.

 

Pandemiske anbefalinger

Coronakrisen er en kæmpechance for klimaet. Men milliarderne risikerer at gå til spilde, skriver Mathias Sonne i denne nervepirrende thriller af en feature om EU’s Genopretningsfond. Men trods faren for korruption, greenwashing og taltrylleri har Danmark og de andre sparsommelige lande i EU taget fejl, mener økonomer: Det er en stærk chance for grøn vækst. (Dagbladet Information)

Pandemien skal lære os at indtage en mere ydmyg plads i verden og naturen.
En smuk tanke i en smuk kronik af højskolelærer Andreas Lloyd. (Dagbladet Information)

Vaccinen ingen vil have. Indrøm det nu bare – du har det lidt lumpent ved den der AstraZenca-vaccine. Den virker lidt anden klasse-agtig og ikke helt så rap, smart og dækkende som amerikanske Moderna og Pfizers. Men sådan forholder det sig slet ikke, argumenterer denne artikel fra tyske Spiegel hårdt. Faktisk kan den indstilling være direkte skadelig og true hele klodens vaccineplan. Nå, nå ok, så tager I den da bare i Tyskland. (Spiegel (på engelsk))

Coronakiloene sidder også på børnene. Det er en lidt tarvelig undersøgelse, men et hold forskere fra Syddansk Universitet har i samarbejde med TV 2 testet sundheden blandt eleverne i en 8. klasse henover hele coronaskoleåret, og det ikke ligefrem opløftende. I gennemsnit har eleverne nemlig taget 7,6 kilo på – hvoraf 3,3 kilo er rent fedt, hvilepulsen er steget med fire og blodtrykket markant højere. (TV2)

Har du haft svært ved at finde en pandemisk hobby? Så skulle du måske prøve at gøre som Chelsea Cirruzzo her, der har testet tre af de mest populære – uden synderlig succes. Eller hvad med en »Pandemisikker sport«, som fx frisbee-golf – det dyrker de meget i Viborg? Nej? Nå, men så kan du jo bare læse om det. Selv har vi rigeligt at gøre med at følge med i pandemien og Kanye West og Kim Kardashians skilsmisse. (The Lilly + DR Midt- og Vestjylland)

Spred ordet, ikke smitten

Og sådan kom vi hvinende ind på sporet igen. Kun for at høre Mette Frederiksen nok engang sige »Hold ud!« Det virkede hverken for det franske elektro-pop-band Darf Punk eller for Kim og Kanye. Verden er på vej videre.

 

Lasse Lavrsen, på jagt efter håbet og ideen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En kold og snefyldt dag sidst i Februar, hen ad middagstid og under en stålgrå himmel, stimlede befolkningen sammen overalt i det ganske land. Der var opstillet storskærme i alle bycentre og nu var der forlydener om en genåbning af samfundet. Folket var kommet for at se den store leder bekræfte den gode nyhed og de ventede forventningsfuldt i stilhed. Efter en times venten i det kolde vejr, tonede den store leder endelig frem og efter en lang og floskelfuld indledning om velfærdssamfund og makrelmadder, kom ministeren til sagen.

”Venner og landsmænd! Rygterne taler sandt, der ER en åbning på vej i vores samfund. Desværre har vi haft problemer med både vaccineproduktion, indkøb og distribuering af samme, så åbningen vil blive gradvis. Jeg må derfor desværre bede alle privatansatte og små foretningsejere om at gå hjem. Der kommer ingen åbning for jer, foreløbigt. De af jer, som er loyale samfundsborgere og regeringsstøtter, kan blive. Der kommer nye detaljer lige om lidt.”

De privat ansatte, vant til at blive skoset af den socialdemokratiske elite, trak på skuldrende og gik tavse hjem eller til deres tomme forretninger. De tro offentligt ansatte socialkammerater og andre velfærdsmodtagere, blev stående i den faldende sne og faldende temperatur til sent på eftermidagen, hvor statsministeren atter tonede frem og fortsatte:

”Venner, vælgere og folkesocialister! Rygterne taler sandt, der er en åbning på vej. Desværre har vi haft problemer med nye mutationer og visse usolidariske elementer, der nægter at modtage vaccinationerne eller lade sig isolere. Åbningen vil derfor blive lidt mere gradvis end forventet. Jeg må derfor desværre bede alle, som ikke er medlem af partiet om gå hjem. Der kommer ingen åbning for jer andre foreløbigt. De trofaste partimedlemmer vil blive informeret om genoplukningen om få øjeblikke.”

En vredladen mumlen steg op fra diverse støttepartier og forligspartnere, som godt nok var utilfredse, men også var velvidene om at ingen medier eller meningsmålinger ville stå dem bi. De fortrak langsomt fra bycenteret for at vende tilbage til deres regneark og reality tv. De tro partimedlemmer blev stående i den nu tiltagende og bidene kolde vind, fygende sne og efterhånden tocifrede minus grader. Langt ud på aftenen tonede statsministeren tonede atter frem på storskærmen og sagde:

”Trofaste partikammerater! Jeg ved at I er loyale overfor regeringen og vil støtte partiet i en hver henseende. Til jer kan jeg fortælle sandheden. Der kommer ingen åbning af samfundet.”

På vej hjem i den nu fygende snestorm, kunne man høre et dæmpet snerren fra mængden - ”De satans privatansatte får sgu altid alle fordelene!”

jens christian jacobsen

@ Kim Larsen. I skolen for længe siden lærte jeg at dårlig ironi og sarkasme var kendetegnet ved at man måtte spørge: Er dette alvor - eller er det ironi?
Det spørger jeg så dig om. Eller: Hvad er pointen 'bag' denne historie?
Hvis det er ironi, så bare rolig, Kim. Partikammerat Heunicke har bøjet af for de privatansatte og deres ypperlige talsmand Brian Mikkelsen. Vi tager et par hundrede døde mere. Så kan MATAS og motionscentre holde åbent.

@jens christian jacobsen

>Kim Larsen. I skolen for længe siden lærte jeg at dårlig ironi og sarkasme var kendetegnet ved at man måtte spørge:

Lidt af en selvslutning. Når du nu føler at du 'må' spørge, så 'må' det være (efter din mening) dårlig ironi. Men det er nu slet ikke ironi. Ironi er når man giver udtryk for det åbenlyst modsatte af hvad man mener.

Dette er snarere en slags lignelse, der på en humoristisk maner, beskriver det jeg føler. Nemlig at vi grundet krisen ser en regering som:

1) Indføre et mere og mere totalitært styre, som helt åbenlyst favorisere egne grupper på bekostning af andre. Ikke forstået sådan i klassisk klassekamp regi, men en mere en uhellig (og ulækker) alliance mellem de helt store kapitalistvirksomheder og en socialistisk (i navn i hvert fald) regeringen, i.e. store butikker må sælge, små butikker må ikke. Det er ikke Amazon eller offentligt ansatte der har fået ødelagt økonomien under krisen. Det er små erhvervsdrivende og privatansatte (i sådanne små virksomheder).

2) Benytter udskamning som politisk våben til at få sine tilhængere til at vende sig imod politiske modstandere.

3) Fylder os med usandheder.

jens christian jacobsen

@ Kim Larsen. Fint nok - og nu er vi så kommet forbi genrebestemmelserne.
I bagvendt rækkefølge: Ad 3) Hvad er det for usandheder?, ad 2) Udskamning? Eksempel/-ler? og endelig ad 1) Måske favoriserer regeringen store virksomheder. Bilka, Føtex og andre har jo haft åben. Favoriseringen skyldes nu nok at der ikke kan være så mange ad gangen i små butikker og at folk bevæger sig mere på store arealer. Det er mindre smittende.
Men jeg aner en konspirationsteori tone frem i dit indlæg. Det er også fint nok. I al fald underholdende.

Ad 3) Hvad er det for usandheder?,

Tja for eksempel at det var på 'sundhedsmyndighedernes anbefaling' at de lukke Danmark ned. Men du glemte at brokke dig over det totalitære, vil det sige at du faktisk er enig med mig på det punkt?

>ad 2) Udskamning? Eksempel/-ler?

Prøv bla at se dit eget skriv ovenover. Det hvor du antyder til at mine holdninger ville medføre 'et par hundrede døde mere '. Et klokkeklart eksempel.

>Favoriseringen skyldes nu nok at der ikke kan være så mange ad gangen i små butikker

Og da sjældent heller ikke er det. Det er der derimod i Bilka. Der er også mange flere små butikker end store og dermed mindre koncentration = mindre smitte.

>og at folk bevæger sig mere på store arealer. Det er mindre smittende.

Er det? Den enkelte kassemedarbejder har da ellers langt større kontakt end en lille butiksindehaver har. Tænk hvis Bilka's kassemedarbejder bliver smittet - sikke en superspreder vi ville have her. Men du glemte at brokke dig over at offentligt ansatte ikke blev ramt nær så hårdt økonomis, vil det sige at du også er enig med mig på det punkt?

>Men jeg aner en konspirationsteori tone frem i dit indlæg.

Virkelig? Eller er det mere fordi du ønsker at affærdige mig som en klaphat med sølvpapir?

>Det er også fint nok. I al fald underholdende.

At være 'underholdende' er vist det bedste jeg kan opnå i dette forum:)