Nyhedsbrev
Læsetid: 9 min.

Krige har før medført store visioner om et europæisk forsvar. Men gennembruddet lader vente på sig

Her er dagens nyhedsbrev om krigen i Ukraine – og hvad den betyder for verdensordenen
I sidste måned blev EU’s ledere enige om det såkaldte strategiske kompas, der ifølge EU’s udenrigschef Josep Borrell udstikker »en ambitiøs kurs« for EU’s sikkerhedspolitik. Men hvis unionens ledere virkelig ønsker at »forsvare den europæiske sikkerhedsorden«, som det hedder i kompasset, virker ambitionen om at kunne mobilisere 5.000 mand i 2025 noget undervældende.

I sidste måned blev EU’s ledere enige om det såkaldte strategiske kompas, der ifølge EU’s udenrigschef Josep Borrell udstikker »en ambitiøs kurs« for EU’s sikkerhedspolitik. Men hvis unionens ledere virkelig ønsker at »forsvare den europæiske sikkerhedsorden«, som det hedder i kompasset, virker ambitionen om at kunne mobilisere 5.000 mand i 2025 noget undervældende.

Julien Warnand

Redaktionen
26. april 2022

Ukrainekrigen har gjort det klart, at EU ikke kan nøjes med at være en økonomisk magtfaktor, men også må træde i karakter på forsvarsområdet. Det mener i hvert fald en del politikere på kontinentet. Historisk har det dog været vanskeligt at stable et europæisk forsvarssamarbejde af betydning på benene, og spørgsmålet er, om denne gang vil være anderledes. Det ser vi på i denne udgave af nyhedsbrevet, hvor vi blandt andet også skal høre om, hvordan det er at være rekrut i den russiske hær. Men først:

Dagens overblik

Tyskland vil sende 50 kampvogne med antiluftskytsudstyr til Ukraine. Det skriver blandt andet Bloomberg. Der er tale om et nybrud for Olaf Scholz’ regering, der er blevet kritiseret for tøven og tilbageholdenhed med den militære støtte til landet. Ifølge Deutsche Welle er det også besluttet, at ukrainske soldater vil komme til at træne på tysk jord.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

I dag afholdes også et møde om den vestlige våbenstøtte til Ukraine. Det finder sted på den tyske Ramstein-base, ledes af USA’s forsvarsminister Lloyd Austin, og et af målene er at koordinere de mere end 40 deltagende landes støtte til ukrainerne. »De har brug for fortsat støtte for at lykkes på slagmarken. Og det er i virkeligheden denne konferences formål,« siger den ledende amerikanske general Mark Milley ifølge Reuters.

Det er »fuldstændig legitimt«, hvis Ukraine angriber mål i Rusland. Sådan lyder det fra den britiske minister for de væbnede styrker James Heappey. For at kunne forsvare sig må ukrainsk militær blandt andet kunne ramme russiske forsyningslinjer og våbendepoter, siger ministeren, og det er »ikke nødvendigvis et problem«, hvis det sker med våben, briterne har leveret.

Der er en »reel« fare for en atomkrig, lyder det fra Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov. I et interview med russisk stats-tv siger han: »Jeg ønsker ikke at puste den risiko kunstigt op. (...) Faren er alvorlig, reel. Og vi må ikke undervurdere den.« I interviewet anfører han også, at »NATO dybest set er engageret i en krig med Rusland gennem en stedfortræder«.

Der meldes om eksplosioner i Transnistrien. Det er budskabet fra myndighederne i den prorussiske udbryderregion fra Moldova, der huser hundredvis af russiske soldater. Det hævdes blandt andet, at en militærenhed nær hovedbyen Tiraspol er blevet udsat for et »terrorangreb«. Meldingerne har vakt uro i Moldova, hvor præsidenten har indkaldt sikkerhedsrådet, og det frygtes, at russiske enheder er involveret i begivenhederne. En russisk general sagde i fredags, at man ønsker at opnå kontrol med hele det sydlige Ukraine, og i så fald kan man drage nytte af tropperne i Transnistrien, der ligger relativt tæt på den ukrainske havneby Odesa.

Store planer, beskedne resultater

Statsminister Mette Frederiksen har slået fast, at Ruslands invasion af Ukraine er hendes tungeste argument for, at det danske forsvarsforbehold bør afskaffes. Som reaktion på Putins adfærd må vi »styrke os selv endnu mere« i Europa, fortalte hun forleden Politiken. Og i Bruxelles har EU’s udenrigschef Josep Borrell gjort det klart, at Ukrainekrigen har skærpet behovet for en stærkere europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik.

Det er ikke første gang, at en krig ansporer europæiske politikere til at advokere for et tættere forsvarssamarbejde – men historisk har det vist sig, at den slags ikke er helt let at føre ud i livet.

Faktisk blev ideen allerede lanceret, inden Kul- og Stålunionen så dagens lys, nemlig i 1950, og det i en særligt ambitiøs aftapning: Tanken var dengang at skabe en overstatslig europæisk hær, og alle unionsmodstanderes skrækscenarier om EU-hære har følgelig kunnet suge næring fra denne kuldsejlede vision, udformet af supereuropæerne Jean Monnet og Robert Schuman samt den franske premierminister René Pleven. Initiativet var dog ikke kun motiveret af føderalistiske sværmerier: Det handlede nok så meget om at tøjle og ’europæisere’ et fremtidigt vesttysk militær, da USA havde gjort det klart for franskmændene, at Tyskland igen måtte bevæbnes for at modgå truslen fra Øst.

Et hovedsigte med planen var altså at bringe Europa på omgangshøjde med Den Kolde Krig. Og faktisk kom ideen om Det Europæiske Forsvarsfællesskab relativt langt: I 1952 underskrev Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene en aftale om at skabe en europæisk forsvarsstyrke. Men i sidste ende kunne aftalen ikke samle opbakning i den franske nationalforsamling, hvor de konservative frygtede for den nationale suverænitet. Planen led skibbrud i 1954, og året efter blev Vesttyskland optaget i NATO, der blev hjørnestenen i den vestlige sikkerhedsarkitektur.

Knap 45 år senere blev der igen advokeret for et europæisk forsvarssamarbejde, nu dog ikke med en overstatslig model. Krigene på Balkan havde gjort det klart, at EU ikke spillede nogen rolle i forhold til sikkerhedssituationen på kontinentet, og i 1998 fastslog den britiske premierminister Tony Blair og den franske præsident Jacques Chirac, at »unionen må have evnen til at handle autonomt, støttet af troværdige væbnede styrker«. Året efter fulgte stats- og regeringscheferne op på den ambition, da de besluttede, at man i 2003 skulle kunne mønstre en styrke på 50.-60.000 soldater.

Det mål blev dog aldrig indfriet. I stedet kom man senere frem til en noget mindre ambitiøs model, da man i 2007 oprettede såkaldte kampgrupper på i alt 1500 soldater. Dem gik det bare heller ikke så godt med: Grupperne blev aldrig taget i anvendelse, da EU’s ledere ikke kunne enes om, hvad man skulle bruge dem til.

Og siden er årene gået, uden der er sket det store. Unionen har ganske vist en håndfuld militære missioner, heriblandt en freds- og træningsmission i Bosnien-Hercegovina, men som forsvarspolitisk aktør spiller EU ingen nævneværdig rolle. Som Judy Dempsey fra Carnegie Europe konstaterede sidste år: »På trods af krigen i Syrien, den voldsomt farlige konflikt i Mali og andre brændpunkter, der direkte påvirker den europæiske sikkerhed, har EU’s ledere kollektivt været uvillige og ude af stand til at supplere unionens økonomiske gennemslagskraft med militær styrke.«

Men nu skal det være slut. Efter den kaotiske vestlige exit fra Kabul sidste år slog EU’s udenrigschef Josep Borrell fast, at »Afghanistan har vist, at manglerne (på forsvarsområdet, red.) har en pris«. I efteråret kom det frem, at unionen overvejede at etablere en udrykningsstyrke på 5.000 soldater, der skal kunne indsættes i forbindelse med kriser. Og i sidste måned blev den idé så omfavnet af de europæiske ledere, da man godkendte det såkaldte strategiske kompas, der ifølge Borrell udstikker »en ambitiøs kurs« for EU’s sikkerhedspolitik.

Men hvis unionens ledere virkelig ønsker at »forsvare den europæiske sikkerhedsorden«, som det hedder i kompasset, virker ambitionen om at kunne mobilisere 5.000 mand i 2025 noget undervældende, som det påpeges i Foreign Policy af Bart M.J. Szewczyk, adjungeret professor ved Sciences Po. Læg dertil, at udsendelse af den påtænkte udrykningsstyrke kræver enstemmighed blandt medlemslandene; en oplagt hæmsko. Som det påpeges i en analyse fra tænketanken Centre for European Reform, vil kravet om konsensus »fortsat skubbe medlemsstaterne i retning af at handle inden for NATO eller i ad hoc-formater uden for EU, især når det gælder militæroperationer med et stort fodaftryk«.

Til unionens forsvar kan siges, at man har iværksat andre tiltag i de senere år, for eksempel den såkaldte Europæiske Forsvarsfond, der blandt andet skal finansiere fælles forskning. Og hvis der med Ukrainekrigen kommer større offentligt fokus på forsvarssamarbejdet, er det selvsagt muligt, at det vil blive udbygget.

Men foreløbig kan vi konstatere, at den styrke, der i dag skulle vidne om et ambitiøst fremskridt, udgør ti procent af det, de europæiske ledere satte sig som mål i 1999. Og i lyset af historien er spørgsmålet måske, om den største fare ved forsvarssamarbejdet er, at det en dag bliver til en EU-hær – eller snarere, at det ikke rigtig bliver til noget.

Det bedste, vi har læst, set og hørt

Hullede sanktioner. Vi har hørt meget om de hårde sanktioner mod Rusland. Men på mindst ét område har det været svært at håndhæve dem i praksis: Det er nemlig kun ganske få russiske fly, der er blevet indefrosset i Vesten, mens Rusland omvendt har beslaglagt hundredvis af vestligt ejede fly. En af udfordringerne handler om at fastlægge ejerskabet af russiske fly: »Der tegner sig et billede af, at vi simpelthen ikke har ressourcer til at følge op på de her komplicerede ejerkonstruktioner,« siger sanktionsekspert Jens Ladefoged Mortensen til Informations Bo Elkjær.

Er problemet Putin eller russerne? I den offentlige samtale er vi gået fra overvejende at omtale russerne som en slags gidsler af Putin til i stedet at betragte præsidentens krig som russernes krig, påpeger den bulgarske intellektuelle Ivan Krastev i en kommentar. Det står i kontrast til tænkningen under Den Kolde Krig, anfører han, hvor Sovjetunionen blev skildret som en slags gigantisk fængsel. Men ifølge Krastev er den dominerende udlægning også en strategisk fejltagelse, blandt andet fordi den uforvarende giver Putin en slags legitimitet til at tale på vegne af det russiske folk, som han altså skulle være i samklang med.

Hærens elendigheder. Vil man overleve som rekrut i den temmelig brutale russiske hær, »skal man først acceptere at blive slave og opgive sin menneskelige værdighed«, skriver forfatter Mikhail Sjisjkin. Ydmygelseskulturen og korruptionen i militæret er en væsentlig forklaring på, hvorfor det er gået så dårligt for Rusland i Ukraine, mener Sjisjkin, der også tænker tilbage på sin egen tid som sovjetisk rekrut og den storladne edsaflæggelsesceremoni: »’Jeg sværger at forsvare mit socialistiske fædreland til sidste blodsdråbe,’ udtalte jeg. Så kyssede jeg flaget. Det lugtede af røget fisk. Vores befalingsmænd havde drukket øl, spist fisk. Bagefter havde de tørret deres hænder i det.«

Krig på nyhedsgangen. Vi ved godt, at der finder en informationskrig om Ukraine sted, men nogle gange foregår det også i ganske bogstavelig forstand. Det kan man læse om i denne artikel fra BBC, der blandt andet beskriver, hvordan journalister på et lokalt nyhedsmedie i havnebyen Berdyansk i Ukraine blev holdt som gidsler, tvunget til at dele deres kildeoplysninger og til at sende prorussisk propaganda. Og i byen Melitopol lavede russerne simpelthen en kopi af en velkendt lokalavis, da redaktøren nægtede at samarbejde med dem, og lukkede originalversionen.

Hitler og Putin. Man skal som bekendt altid være varsom med at trække nazikortet, men efter invasionen af Ukraine har der været en tendens til at drage paralleller mellem den russiske præsident og Adolf Hitler. I denne tekst peger en prominent ekspert i Nazityskland, Cambridge-professor Richard J. Evans, både på de centrale forskelle og et par iøjnefaldende lighedspunkter. Begge mænd er/var for eksempel optændt af en ideologi, der baserer sig på en forvrænget udlægning af en verdenskrig. Men i modsætning til Hitlers syn på tyskernes racemæssige fjender ser Putin ikke ukrainerne som undermennesker, påpeger Evans: Han ser dem som russere.

På gensyn

Alle kan jo få brug for et sporskifte her i livet. Det gælder også kommentatoren Mikhail Konev, der førhen indtog rollen som en af de ’liberale’ stemmer, som russisk stats-tv smed ind i mikset for at give sendefladen et skær af mangfoldighed. Han har endda en fortid som regional assistent for den fremtrædende oppositionspolitiker Boris Nemtsov, der blev myrdet i 2015. Men når Konev optræder på russisk tv i dag, er det en noget anderledes karakter, der træder frem, som BBC Monitorings Francis Scarr påpeger på Twitter: »Så snart det kriminelle Kyiv-regime er fjernet fra Jordens overflade, vil harmonien vende tilbage, den internationale handel vil genopstå, og sanktionerne vil blive ophævet«, lød det glade budskab forleden fra den unge kommentator i et tv-program.

Vi vender tilbage i morgen og forsøger os med nogle mere genuint opbyggelige budskaber.

Niklas Hessel
Redaktør, Moderne Tider

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Siersbæk

Overblikket har et afsnit om de to soulmates, Hitler og Putin.

"Men i modsætning til Hitlers syn på tyskernes racemæssige fjender ser Putin ikke ukrainerne som undermennesker, påpeger Evans: Han ser dem som russere." står der at læse.

Det gælder dog ikke for "nazisterne og narkomanerne", som der vist er mange af, ifølge Putin.

Holger Nielsen, Jørgen Mathiasen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bruno Petersen

Kommentar til “ Store planer, beskedne resultater”. Dette anser jeg som den mest nøgterne beskrivelse af situationen, jeg har set.
Som artiklen demonstrerer er de situationer hvor EU burde have kunnet stille noget op flere og det bliver både et udefra kommende og et internt krav til fremtiden at passivitet/ubeslutsomhed ikke bliver normen.
Når man tager EUs historik på forsvars- og sikkerhedsområdet samt vurderingerne af fremtidsudsigterne som præmicer (læs også vurderingen her i avisen om Polens og Tyrkiets ændrede statusser) er en diskussion om ja eller nej til et forbehold, som ikke har haft nævneværdig betydning (for at ingenting er sket) et lille dansk anliggende, der i bedste fald bliver stemt væk med overvældende flertal efter en sober debat. En opslidende polemik med nej-sigere vil være rigtig dårlig stil. Tænk på den europæiske situation. Udstil ikke vores renommé.

Carsten Troelsgaard

"En russisk general sagde i fredags, at man ønsker at opnå kontrol med hele det sydlige Ukraine, og i så fald kan man drage nytte af tropperne i Transnistrien, der ligger relativt tæt på den ukrainske havneby Odesa."

... eller er det dét her der trækker?:
https://en.wikipedia.org/wiki/Cobasna_ammunition_depot

Indledningsvis lad det være slået fast, - at politikerne i hjemlandene og EU udnytter den igangværende situation(invasionenen) i Ukraine til at presse en oprettelse af en EU-hær igennem.

I Danmark skal vi således stemme om "forsvarsforbeholdet", - om vi skal beholde det eller ej.

Allerede dengang vi stemte imod forbeholdet var de politiske tanker om en EU-hær fremme, som det også fremgår af artiklen men aldrig er blevet til noget i flere omgange, for et par lande i Europa og også for hele EU, men hver gang er det endt i ingenting.

Målet med EU-hæren har intet at gøre med den pågående krig i Ukraine, så hvorfor den benyttes som grundlag for afskaffelse af forsvarsforbeholdet, og oprette en fælles EU-hær er et bedrag.

Som det også fremgår af artiklen, så er det tanken om at eksponere EUs økonomiske magt udenfor EU, og for nylig så vi et eksempel herpå; "vores mission i Mali sammen med Frankrig".

Det gik som bekendt ikke så godt, både Frankrig og Danmark fik ren besked fra Mali's regering; "I er uønskede i vort land", så missionen i Mali blev altså en fiasko.

- Hvor skal vi så eksponere vores økonomiske mangt med militær bagved, - og hvorfor skal vi eksponere vores økonomiske magt militært, - i lande som Mali??

- Er det skyggen af gammel-kolonialisten vi ser i aktion?

NATO er ikke i krig i Ukraine, landene i EU og Europa samt Amerika leverer våben til Ukraine efter anmodning, - intet NATO-land er blevet angrebet af Rusland, og det udløser ikke en krig for NATO under musketer-eden; "En for alle og alle for en", som en følge heraf - derfor er vi(NATO) ikke i krig med Rusland.

Nå.., men tilbage til EU-hæren og det danske forsvarsforbehold, - som vi skal stemme om - implicit en EU-hær, man ikke i de foregående 20- 30 år har kunnet samles om, og som nævnt ovenfor, nu nærmest ikke ved hvad den skal bruges / udsendes til!?

En ting er i hvert fald helt sikkert, vi skal ikke have flere tomme institutioner i EU som FRONTEX og EUROPOL, -papirinstitutioner der skal forsørge elitens børn med gode arbejdspladser, mens andre i samfundet skal acceptere ledighed og nedgang i levevis for familien, men elitens børn ikke får beskidte fingre for deres papirnusseri.

- Nu tager vi lige FRONTEX først, en institution dannet til at beskytte EU's ydre grænser, ved nedlæggelse af de indre grænser imellem EUs lande, så pengene herfra overgik til finansiering af FRONTEX.

- Det er ikke succes på succes der belaster FRONTEX om dømme, men derimod fiasko på fiasko, når vi ser på flygtninge- og indvandrer-strømmene igennem årene fra Nordafrika og længere sydfra, og fra Mellemøsten, og helt så langt som til Afghanistan.

EU-landene i syd husker ligesom os andre også hvorledes det er gået, og hvor lidt FRONTEX har beskyttet EU's ydre grænser, - men millioner vandrende på vores landeveje fra syden helt til nord i 2015, - Tyskland, Danmark, Sverige m.fl. som FRONTEX ikke holdt ude - "beskyttede EU's ydre grænser"!

Papirrapporter fra FRONTEX holdt ingen flygtninge / indvandrere ude fra EU, - og viser hvad FRONTEX ikke

er; "en institution der beskytter EU's ydre grænse mod uønsket indvandring / flygtninge - eller andre med hensigter der vil ødelægge vores samfund", men derimod en TOM papirorganisation for elitens familier og venner!

Så kommer vi til EUROPOL, en organisation og et politi-samarbejde i EU vi stemte NEJ til i 2015, og ligensom FRONTEX er en papirorganisation der skal forsyne eliten, dens børn og venner og familie med gode sikre arbejdspladser.

Da vi skulle stemme om tilslutning til EUROPOL i 2015 kom direktøren Rob Wainwright til Danmark og blandede sig i valget om vores tilslutning til EUROPOL, med usande("falske") historier om herlighederne ved at stemme for tilslutning til EUROPOL.

- Trusler blev det da også til fra de danske politikere og nogle EU-politikere; "vi ville blive holdt udenfor samarbejdet og ikke kunne få den nædvendige hjælp i og til efterforskning", hvilket var et bedrag - alle vinder ved samarbejde, og alle taber ved det modsatte, og det er også hvad tiden har vist.

- Hvilke usandheder("løgne") kom Rob Wainwright så med i forbindelse med vores afstemning om EUROPOL-samarbejdet.

# 1: "Samarbejdet om rocker-bandernes grænseoverskridende kriminalitet", - hvordan det kan være grænseoverskridende samarbejde - eller kriminalitet, når EU har afskaffet de indre grænser?

# 2: Kampen mod terror i EU fra folk fra Mellemøsten m.m.. - På det tidspunkt havde EUROPOL ca. 4.500 personer i deres databaser for hele Europa so de hold øje med. Frankrig havde alene 15.000 registrerede personer de skulle holde øje med.,
- For hele EU betyder det, at der mindst skulle være over 100 - 200,000 der burde være registreret som mulige emner til terror der skulle holdes øje med. EUROPOL falder således helt igennem.

#3: - "Denne her usandhed(løgn) var helt klart rettet mod kvinderne, så de stemte fortilslutning til EUROPOL", men også en beskidt og grim en af slagsen, for den ramte lige præcis i kvindernes følelser for deres børn. - Om det var i beregnet ond hensigt skal jeg lade være usagt!

Samarbejde mod pædofili-bander indenfor EU, men hvordan var historien så lige præcis på det tidspunkt.

- Jo..., der blev afsløret en pædofili-ring der strakte sig fra Norge over Danmark(Bornholm) - men ikke afsløret af EUROPOL, men derimod af FBI som gav vore myndigheder oplysningerne.

EUROPOL er ligesom FRONTEX en papirorganisation for elitens papirnussere så de ikke får beskidte fingre af et rigtigt arbejde, og samtidig går deres dyre uddannelser ikke til spilde, - det sidste er noget arbejderbørn må leve med, ikke elitens børn, for de skal forsørges hele livet med god løn og pension af arbejdernes børn.

- Der er altså virkelig god grund til ikke at fravige vort forsvarsforbehold og ikke have en EU-hær - ingen ved hvad skal lave, nå ja floskler er der rigeligt af, men realiteterne er ikke til stede, og flere pepirorganisationer for forsørgelse af eliten venner familie og børn er der ikke brug for.

Torben Siersbæk

Mener du at EU udstiller (eksponerer) eller udvider (ekspanderer) sin økonomiske "magt"?

Det udstoppede øg, "EU-hæren" hives nu ud fra museet i det - desværre alt for - velkendte skræmmebillede. Nu skal det søreme støves af igen - det kunne jo være at ubefæstede sjæle kunne tro, at der var noget om snakken.

Det er der ikke!

EU's forsvarssamarbejde er MELLEMSTATSLIGT. Det vil sige, at HVERT medlem har vetoret!

Skal vi gentage:

VETORET

for alle medlemmer!

Der er altså ingen suverænitetsafgivelse i forbindelse med afskaffelsen af forbeholdet!

Med andre ord: HVIS der nogensinde skulle blive etableret noget, der har bare den ringeste lighed med skræmmebilledet, vil den frygtede franske ledelse af "hæren" være undergivet den danske regerings aktive tilslutning - og risikerer at en hvilken som helst aktion, de måtte ønske at gennemføre kan blive bremset af Danmark.

Tror nogen på at en fransk regering vil overlade den beslutningskraft til fremmede lande er de mere naive end selv Folkebevægelsen mod EU tillader (og det er ellers ikke så lidt)!

Og til overflod er det en del af grundlaget for folkeafstemningen, at der kommer en ny afstemning, HVIS der foreslås overdraget suverænitet på forsvarsområdet - som Grundloven kræver.

En stille bøn: Kan vi ikke diskutere forsvarsforbeholdet, når det nu er det, vi skal stemme om?

Altså holde retsforbeholdet, Euroen, Lynetteholm, Samsøbro og alle mulige andre irrelevante temaer ude af debatten?

Svend Jespersen

Det afgørende spørgsmål i den forbindelse må vel være: Hvad kan et europæisk forsvarssamarbejde bedre bidrage med end det, NATO allerede giver os?

Så snart nogen kan give mig et klart svar på det spørgsmål, så kan jeg tage stilling til afstemningen.

Og så længe ingen kan give mig et klart svar på, hvorvidt beslutningen vil vedblive med at være mellemstatslig eller senere kan blive overstatsligt, så vil min stemme nok blive et ”Nej”.

Det er sørgeligt, men min tillid til den europæiske forsvarsvilje mod diverse trusler mod europæiske idealer, hvordan de end defineres, og hvordan de bedst forsvares, har lidt et knæk de seneste årtier. Jeg behøver nok ikke nævne den europæiske valne holdning i især det tidligere Jugoslavien?

Torben Siersbæk

@Svend Jespersen.

Dit første spørgsmål er det svære! Jeg har ikke selv klarhed over omfanget ovg betydningen, men har den fornemmelse at der vil komme et stærkere, europæisk forankret samarbejde om både våbensystemudvikling og strategiske planer.
Jeg regner med (håber på afklaring i løbet af tiden indtil afstemningen).

Det andet sprgsmål er let: vi stemmer ikke om overgang til overstatslighed. Og hvis der senere kommer forslag i den retning vil der blive afholdt en ny folkeafstemning - selv om der skulle vise sig 5/6-deles flertal i folketinget.

Svend Jespersen

Torben Siersbæk, 26. april, 2022 – 23:42

Dit (og vores lovgiveres) manglende svar på mit første spørgsmål er det, der vejer mest i min holdning. Spørgsmålet har været fremme mange gange siden afstemningen i 1993, og ingen har endnu kunnet overbevise mig om, at vi har brug for et EU-forsvar i tilgift til NATO.

Jeg ser for mig blot endnu en alliance, hvor to forskellige og egentligt ens sammenslutninger, styret af to mere eller mere enige embedsvælder, kommer i karambolage mht. administration, infrastruktur, indkøb af udstyr, regelsæt o.m.a. Hvori ligger forskellen mellem NATO’s interesser og en EU-hærs? Og glem alt det om, at der ikke findes en EU-hær. En hær uden soldater på jorden er ikke en hær.

Når nu EU siden 1993 ikke har kunnet formulere et entydigt og overbevisende svar på det spørgsmål, så vil mit svar stadig være ”Nej”.

Jørgen Mathiasen

@Svend Jespersen
Det umiddelbare svar på spørgsmålet (Hvad kan et europæisk forsvarssamarbejde bedre bidrage med end det, NATO allerede giver os?) er: Sørge for strategisk autonomi for Europa.
Da NATO er er hjørnestenen i det europæiske forsvar, er det en begrænset opgave, som bliver aktuel, når eksempelvis Hvideruslands diktator eller natomedlemmet Tyrkiet sender asylansøgere ind i EU med henblik på at destabilisere unionen.

Andre vil pege på, at europæerne blev solgt, da Afghanistan blev rømmet, men jeg anser selv migrationspolitikken, pirateri, ydre grænser og den slags for at være det mest centrale tema hidtil for det europæiske forsvarssamarbejde.

Nu er det ikke min opgave at anbefale en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, da jeg allerede har stemt med fødderne, men der forestår en opgave med at skabe en ny sikkerhedsstruktur ikke mindst for Ukraine, som ikke kan blive NATO-medlem foreløbigt, - det kunne gøre russiske atomkrigstrusler reale.

Det står fast, at sådanne temaer vil blive en del af den fremtidige beslutninger om det europæisk forsvarssamarbejde, og man ville undre sig på resten af kontinentet, hvis Danmark ikke ønsker at være med til at tage beslutningerne, men det er især statsministeren, der må forklare sine vælgere, hvorfor Danmark har en interesse her.

Holger Nielsen

Jeg ved, at det nok lyder temmelig dumt, men hvad skal vi med en EU hær uden soldater? Er det meningen, at EU skal opbygge en hær for alle 27 EU lande, hvad skal vi så med NATO? Hvis der skal opbygges en EU hær med soldater, hvem skal så lede den, hvis alle 27 lande, skal samles om det bliver det et gedemarked af format, for jeg er sikker på, at de ikke kan blive enige om, hvem der gør hvad. Er to lande uenige om, hvilket land, der skal lægge soldater til et angreb, så har vi balladen. Hvis EU så utænkeligt gik i krig mod et ikke EU land, og et af de 27 siger, at de ikke vil være med hvad så? Hvad skal vi så med forbehold - for hvad? Derfor bliver det nej herfra.

Torben Siersbæk

Hvem er det, der til stadighed taler om en "EU-hær"?

Det er folk, der allerede i 1972 fastsatte deres holdning: EF var noget skidt, der skulle bekæmpes på alle mulige måder - og som ikke har åbnet øjne og ører siden!
I 1992 fik de så en voldsom optur! Nu havde EF fået én på lampen.
Hu hej!
I 1993 var der så tilstrækkeligt mange, der havde set, at en udtræden af EF, som ville være en nødvendig følge af Nej i Maj, at de stemte Edinburgh-aftalen igennem, så Danmark ikke ville ryge ud på r.. og albuer.
Det skete gennem fire forbehold, hvoraf to havde suverænitetsbeskyttelse som et væsentligt element. De to forbehold har vi stemt om, og begge står endnu.
Euroforbeholdet har vi heldigvis kunnet omgå i praksis, så den eneste alvorlige skade af det er, at vi ikke kan PÅVIRKE afgørelser direkte, men kun via mellemmænd.
Det andet, retsforbeholdet, lider vi under på en række områder, så f.eks. DF's fremmedfjendske politik ikke kan imødegås tilstrækkeligt efftektivt. Men også på andre områder er det forbehold skadeligt.
Så er der de to sidste.
EU-borgerskabet er droppet traktatmæssigt, så det er kun til grin.
Forsvarsforbeholdet har indtil nu ikke været til voldsom gene.
Der HAR været situationer, hvor selv totalt argumentresistente EU-modstandere har brokket sig over manglende dansk indsats, men hvor netop deres højt elskede forbehold stod i vejen for aktiv indsats - fordi der var militær blandet ind.
Nu begynder behovet for et bredere - europæisk - forsvarspolitisk samarbejde at manifestere sig.
Som især Polen har påpeget igen og igen har vi været for begejstrede over USSR's sammenbrud i tiden efter 1989 (bl.a. et resultat af et voldsomt misforhold mellem indre økonomisk styrke og misbrug af ressourcer til oprustning, der kunne holde Østeuropa undertrykt og true Vesteuropa og USA), og derfor troet at vi med samhandel og mange andre samarbejdsrelationer kunne støtte og fastholde et fredeligere Rusland, som også det store flertal af russere ønsker (selv om deres stemmer nu bliver kvalt af regeringen).

Jeg vil ikke udbygge mine betragtninger her, da Jørgen Mathiasen ovenfor allerede har gjort så udmærket rede for en stribe grunde til at vi, der kan deltage i afstemningen, stemmer JA til afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Det medfører ikke nogen EU-hær - den ville have været her, hvis det havde været hensigten -
og det betyder ikke suverænitetsafgivelse!

Jørgen Mathiasen

Et spøgelse går gennem Danmark - Europahærens spøgelse. Folk og foreninger i gamle Danmark har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, Folkebevægelsen og Enhedslisten, Messerschmidt og Dansk Folkeparti, danske nationalkonservative og deres medsammensvorne. Inden længe dukker Holger Danske og Skipper Clement op for at lede en almuehær bevæbnet med høtyve og leer til at få manet spøgelset i jorden og sikre, at roen igen sænker sig over det ganske land, så man kan forsætte med at overgødske uden fremmed indblanding og lade melodigrandprixet flimre hen over skærmen.
Det bliver et syn!

erik jensen

Tak for godt overblik af avisen. Første tanke efter at ha læst et par kommentarer : hvor er jeg træt af at høre vendingen " træde i karakter" - det bliver kastet til højre og venstre i alle mulige sammenhænge . Har egentlig altid været skuffet over at Danmark i årtier konstant fik at vide at vi ikke bidrog som aftalt til NATO . Det blev gradvist mere og mere gjort klart under tiden med ambassadør Sanders, men vi kunne jo konstant læse om hvordan dette reelt var et spørgsmål om hvordan man regnede sig frem til 2 procent . Alle social demokraterne og SFerne sad i krogene og grinede af det men nu er det pludseligt grav alvorligt og vi skal til at "træde i karakter" . Stationering af amerikanske soldater i Danmark, afstemning omkring forsvarsforbeholdet og et nyt -NATO eksemplarisk militær budget- blev så som den store krise pakke lagt frem . Utroligt men lille Danmark vil jo gerne stikke lidt op i landskabet og vise man er med helt fremme på banen . Har vi helt glemt de sidste 30 år ? Alene timingen omkring afstemningen er nok for mig til at sige fra og det er allerede gjort pr brevafstemning. Forhåbentlig er denne konflikt snart forbi og så kan vi se hvordan EU kan enes om at dele de enorme udgifter som venter -oven i alle de penge der pt bruges på våbenleverancer og hjælp til folk fra Ukraine , internt fordrevne såvel som udrejste eller bosatte i feks Polen .