Medier
Læsetid: 1 min.

Kim Schou bliver ny digital redaktionschef på Information

Kim Schou kommer fra en stilling som redaktør for digitale fortællinger i DR og begynder som digital redaktionschef på Information den 1. juni
Redaktionen
3. maj 2022
Kim Schou bliver ny digital redaktionschef på Information.

Kim Schou bliver ny digital redaktionschef på Information.

Arkivfoto

Information har fundet sin nye digitale redaktionschef.

Han hedder Kim Schou og kommer fra en stilling som redaktør for digitale fortællinger på DR, hvor han har haft ansvar for at udvælge og udvikle digitale fortællinger og skabe udbredelse for dokumentarer, undersøgende journalistik og podcast.

»Jeg kunne ikke være mere begejstret eller spændt på opgaven. Information er en avis med sjæl og formål karakteriseret ved at insistere på nuancerne og blikket stift rettet mod det virkeligt vigtige i verden og hverdagen,« siger Kim Schou. 

»Jeg tænker på Information som ’min’ avis, og jeg er allerede som læser fuld af beundring for de vanvittigt dygtige mennesker, der dagligt producerer journalistik, debatstof, analyser og anmeldelser i tekst, billeder, grafik, lyd og kode. Dem glæder jeg mig til at lære at kende som kolleger,« siger Kim Schou, som tilføjer, at han ser frem til at være med til give Informations læsere endnu mere lyst til at dele deres begejstring for avisen med andre.

Kim Schou er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Han har arbejdet som journalist, forfatter, tegneserieredaktør, digital tilrettelægger og visuel redaktør på Kristeligt Dagblad.

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg beskriver Kim Schou som en mand med forståelse for, hvordan man på samme tid laver bedre journalistik og når et større publikum:

»Vi vil på Information have vores eget digitale udtryk og udvikle en journalistik, der viser en anden vej digitalt. Kim har nogle helt rigtige ideer til, hvordan vi kan tage vores arbejde til det næste niveau, og en masse erfaring og indsigt i, hvordan man gør det konkret. Vi glæder os meget til at udrette store ting sammen med ham på Information,« siger Rune Lykkeberg.

Kim Schou tiltræder som digital redaktionschef den 1. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Koch Larsen

Det glæder jeg mig da til, men please: bliv nu ved med at favourisere indhold over appearance. DRs (og Politikens) web-historier er forfærdelige og forhindrer en ordentlig tilgang til historien hvor du i stedet for information får serveret grafik, der måske er flashy, men i bund og grund blot forstyrrer.

Thomas Tanghus, Martin Rønnow Klarlund og Anker Nielsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Velkommen til den nye redaktør!

Thomas Tanghus

Peter Koch Larsen: Helt enig. Får jeg åbnet en af de såkaldte web features, lukker jeg den simpelthen igen.
Kunne de så lave to udgaver, hvor den ene var til at læse, så blev alle måske (mere) tilfredse?