Nyhedsbrev
Læsetid: 8 min.

Verden havde glemt alt om Transnistrien. Nu frygter man, at det kan blive en ny front i krigen

Her er dagens nyhedsbrev om krigen i Ukraine – og hvad den betyder for verdensordenen
Tingene er ikke helt, som de plejer i Transnistrien. Området, der ligger i det østlige Moldova og grænser op til det sydlige Ukraine, har på det seneste været ramt af en række mystiske eksplosioner, der blandt andet er gået ud over to radiotårne, oplyser de lokale myndigheder, der har udleveret dette billede.

Tingene er ikke helt, som de plejer i Transnistrien. Området, der ligger i det østlige Moldova og grænser op til det sydlige Ukraine, har på det seneste været ramt af en række mystiske eksplosioner, der blandt andet er gået ud over to radiotårne, oplyser de lokale myndigheder, der har udleveret dette billede.

Det Transnistriske Indenrigsministerium via Reuters

Redaktionen
4. maj 2022

Krigen i Ukraine er som bekendt ikke forløbet helt, som Rusland forestillede sig, og undervejs har Kreml indskrænket sine mål og valgt at fokusere på Donbas-regionen i det østlige Ukraine. Men på det seneste er der begyndt at ske mærkelige ting i Ukraines lille naboland Moldova, et af Europas fattigste, som har skabt frygt for, at Rusland vil forsøge at destabilisere landet. Det handler om en 30 år gammel frossen konflikt, som måske er ved at blive varmet op – og det skal vi se på i dag. Men først:

Dagens overblik

Rusland har planer om at annektere to ukrainske regioner. Ifølge Michael Carpenter, amerikansk OSCE-ambassadør, planlægger Rusland at foranstalte såkaldte folkeafstemninger i de to russisk-støttede udbryderregioner Donetsk og Luhansk i midten af maj, der skal bane vej for en indlemmelse i Den Russiske Føderation. Angiveligt skulle man overveje at gøre det samme i Kherson i det sydlige Ukraine, som Rusland under krigen har overtaget kontrollen med.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Israel protesterer over den russiske udenrigsministers udtalelser. I går prøvede Sergej Lavrov i et interview med italiensk tv at forklare, hvordan Ukraines jødiske præsident skulle kunne være nazist. Her fik han sagt, at Hitler vistnok også havde »jødisk blod«, og at de mest »rabiate antisemitter« ofte er jøder. Bemærkningerne er blevet skarpt kritiseret af Israel, der har kaldt den russiske ambassadør til samtale og krævet en undskyldning. Dermed har Kreml altså vakt vrede i et af de få vestlige lande, der endnu ikke har sanktioneret Rusland for krigen, som Guardian bemærker.

Det har ikke fået det russiske udenrigsministerium til at genoverveje strategien: I stedet har man erklæret, at den israelske reaktion »i høj grad forklarer, hvorfor den nuværende israelske regering støtter det nynazistiske regime i Kyiv«.

Stålværket Azovstal i Mariupol angribes fortsat. Rusland har igen sendt raketter mod det omringede område, hvor 200 civile er indespærret ifølge ukrainske myndigheder, skriver Reuters. Det sker efter en midlertidig våbenhvile, som gjorde det muligt for grupper af civile at blive evakueret fra stålværket, der fortsat huser ukrainske styrker.

Historien kommer til Transnistrien

Hvordan går det egentlig i Transnistrien for tiden? Det spørgsmål er der sådan cirka ingen, der plejer at stille, og det er måske ikke så underligt, for normalt sker der ikke det store i den lille pro-russiske udbryderrepublik med knap en halv million sjæle, der efter en kort krig i starten af 90’erne løsrev sig fra Moldova. Siden har stedet været en blanding af et sovjetisk frilandsmuseum med hammer og segl i flaget og en dubiøs oligark-økonomi domineret af et firma ved navn Sheriff – hvis medstifter er en tidligere KGB-agent – som nu menes at kontrollere alt fra supermarkeder og benzinstationer til fodboldhold og republikkens politiske institutioner. Det er et land, der synes fastfrosset i et sælsomt historisk øjeblik, ikke findes på nogen officielle kort, og som omverdenen aldrig har ofret unødig opmærksomhed på.

Men måske kommer det snart til at ændre sig, for tingene er ikke helt, som de plejer i Transnistrien. Området, der ligger i det østlige Moldova og grænser op til det sydlige Ukraine, har på det seneste været ramt af en række mystiske eksplosioner og det, de lokale myndigheder har omtalt som et »terrorangreb«. De sidste par ugers eksplosioner er blandt andet gået ud over en militær enhed, sikkerhedsministeriet og to radiotårne; det vides ikke, hvem der står bag, men Transnistrien hævder, at sporene leder til Ukraine.

Det ukrainske forsvarsministerium retter imidlertid pilen mod den russiske efterretningstjeneste FSB – målet er tydeligvis at true Moldova, har den ukrainske præsident Zelenskyj sagt: »De viser, at hvis Moldova støtter Ukraine, vil det få visse følger.«

Sandt er det i hvert fald, at Rusland har en vis indflydelse i Transnistrien, hvor man længe har haft omkring 1500 ‘fredsbevarende soldater’ udstationeret, ligesom man generøst forsyner udbryderrepublikken med gas. Og selvom separatisternes præsident Vadim Krasnoselskyj har tilkendegivet, at han vil holde området ude af en konflikt, er det ikke sikkert, at det er op til ham.

»Vores formodning er, selvom den endnu ikke er bekræftet, at Krasnoselskyj er under pres fra det lokale sikkerhedsministerium, der sandsynligvis er en lokal FSB-afdeling, og som på den ene eller anden måde skubber ham mod krig eller mobilisering,« vurderer militæranalysegruppen Conflict Intelligence Team ifølge CBS. Læg dertil, at den russiske general Rustam Minnekaev for nylig talte om »undertrykkelsen af den russisk-talende befolkning« i området, og så begynder der efterhånden at tegne sig et billede, som virker en kende urovækkende på de politiske ledere i Moldova, der i sidste uge holdt møde i landets sikkerhedsråd om sagen. Letlands udenrigsminister Edgars Rinkevics har udtrykt stor bekymring for udviklingen og sagt, at den minder ham om de russiske »false flag«-aktioner i Donbas-regionen, der skulle legitimere en invasion af Ukraine, og den tidligere moldoviske vicepremierminister Vlad Kulminski beskrev forleden situationen således over for Sky News: »Moldova befinder sig i en svag tilstand, landet her har ikke, hvad man ville kalde resiliens, en evne til at modstå disse chok.«

Den lille, fattige stat, der ligger mellem Rumænien og Ukraine, er det land, der har modtaget flest ukrainske flygtninge set i forhold til indbyggertallet på omkring tre millioner. Landet er delt mellem dem, der primært orienterer sig mod Rusland – som forhenværende præsident Igor Dodon, der hyldede Putin som en inspirerende »patriot« – og vestligt orienterede moldovere som nuværende præsident Maia Sandu, tidligere økonom i Verdensbanken, der i sidste måned indgav en ansøgning om moldovisk EU-medlemskab. Og samtidig har man altså en frossen konflikt på sin østlige flanke, hvor Transnistrien i øvrigt har et militær, der menes at være større end Moldovas eget (omkring 10.000 soldater mod 7.000 ifølge El Pais).

Alt i alt virker det som en ret dårlig kombination. Men hvad skulle Rusland forsøge at opnå, hvis det altså er dem, der lige nu skruer op for blusset? Én teori lyder, at man vil bruge udbryderrepublikkens styrker til at rette angreb mod det sydlige Ukraine. En anden mulighed er, skriver analytikere fra tænketanken Institute for the Study of War, at Rusland går efter at destabilisere Moldova og øge spændingerne i nabolandet Rumænien, som Moldova har tætte bånd til – »muligvis i et forsøg på at begrænse den vestlige militære støtte til Ukraine ved enten at få NATO-styrker til at rette deres opmærksomhed mod Rumænien eller ved at true med en større eskalering«.

Foreløbig er det spekulationer; der er stadig meget, vi ikke ved om det, der foregår i den separatistiske flække. Men som vi har set i Østukraine og inden da i Georgien, fyrer Rusland gerne op under en mere eller mindre frossen konflikt i det post-sovjetiske rum, når det tjener Kremls interesser. Og efter at den lille kvasi-stat i 30 år har levet på kanten af Historien, kunne noget tyde på, at turen nu er kommet til Transnistrien.

Det bedste vi har læst, set og hørt

Fødevarepolitik er også sikkerhedspolitik. Krigen i Ukraine har bidraget til en global fødevarekrise – ifølge Verdensbanken er priserne på fødevarer i dag 37 procent højere end på samme tid sidste år – som især rammer ulandene, men som EU også kæmper for at svare på. Unionen frygter, at de stigende priser både kan føre til social uro på kontinentet og flygtningestrømme fra syd, og derfor er man nu gået i gang med at revidere sin fødevarepolitik markant. ‘Fødevaresuverænitet’ er det nye buzzword, fortæller Ditte Maria Brasso Sørensen i denne analyse.

Besøg i Donbas. Den ukrainske journalist Nataliya Gumenyuk har været i Donbas-regionen, hvor hun har talt med guvernørerne for de dele af regionerne Donetsk og Luhansk, der stadig er under ukrainsk kontrol. Der er selvsagt meget på spil for de to mænd, også på det personlige plan for Donetsk-guvernør Pavlo Kyrylenko, hvis forældre og bror bor i den separatist-kontrollerede del af Donbas og støtter Rusland: »De mennesker er ikke min familie. De, der bliver hos mig her nu, det er min familie‚« siger han.

Atomkrigen afblæst. Hvis man frygter, at Ukrainekrigen risikerer at komme ud af kontrol og blive til en slags verdenskrig, hvor NATO og Rusland konfronterer hinanden, er der beroligende ord at finde i dette essay af Gideon Rose, tidligere redaktør for Foreign Affairs. Konflikten følger i hans optik et velkendt mønster for en begrænset krig i den nukleare tidsalder, som vi kender fra Korea, Vietnam og andre tilfælde, hvor atommagter har været involveret i stedfortræderkrige. Massemorderne Josef Stalin og Mao Zedong afviste i deres tid at bruge atomvåben i krig, og det samme vil gælde for Putin – »acting not from a soft heart but a hard head«, skriver Rose.

Pinlige Gerhard. Det er stærkt pinligt at høre på Gerhard Schröder, Vestens sidste loyale lobbyist i Putins energiimperium. Men det er også lidt for let at pege fingre ad en stivnakket ekskansler og fortsat bruge løs af den russiske energi, skriver Informations Mathias Sonne i denne kommentar, hvor han også præsenterer det glimrende tyske ord ‘Fremdscham’ – skam på andres vegne.

Hvem er Marina Ovsyannikova? Altså den tidligere redaktør for den statslige russiske Kanal 1, der 14. marts protesterede mod Ukrainekrigen under en liveudsendelse. Det spørgsmål forsøger Politico Europe at besvare i denne lidt melodramatiske, men også meget oplysende artikel, hvor de har interviewet den 43-årige journalist selv. Nogle kritikere, især de ukrainske, har svært ved at tro på Ovsyannikovas omvendelseshistorie og mistænker hende for reelt at være lakaj for Kreml. Til det siger hun: »I Rusland kalder de mig en britisk spion eller forræder. For at få ukrainere til at tvivle på mig føjer de til mikset, at jeg er FSB-agent … Så jeg er hadet af både den ene og den anden side – og det er meget nyttigt for Kreml.«

På gensyn

I de senere år har der været en tendens til at se Putin som en mesterlig strateg, der altid forstod at udnytte Vestens svagheder og til at betragte Kreml som en effektiv producent af misinformation, der skabte tvivl og splittelse i vores samfund. Den tolkning ser noget mere tvivlsom ud her et par måneder inde i Ukrainekrigen, og den nye diplomatiske strid mellem Rusland og Israel, som vi omtalte tidligere, ligner heller ikke just et mesterligt træk fra Moskvas side. Som historikeren og slavisten Ian Garner skriver på Twitter: »Rusland anklager Israel for at støtte nazister. Kan vi nu erkende, at de ikke spiller 12-dimensionel skak?«

Vi afventer politologernes dom i spænding.

Ses i morgen.

Niklas Hessel
Redaktør, Moderne Tider

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

@Moldova

Der er rigeligt grundlag for at NATO styrker nu rykker ind i Moldova og så at sige # beskytter # nationen mod Den Røde Hærs forventede invasion.

I forbindelse med denne operation fastslås det, at Moldova når tiden er moden til at NATO styrker igen kan trække sig ud af Moldova

En militær massiv tilstedeværelse af NATO styrker i Moldova vil kunne lægge pres på Russerne, da afstanden til den strategisk vigtige havneby Odessa er meget kort.

så skal der afholdes en Folkeafstemning om følgende, når striden med Rusland er bilagt.

Ønsker Moldova at blive forenet med Rumænien og dermed automatisk blive medlem af EU og NATO.

Ønsker Moldova fortsat at være en selvstændig nation mellem Rumænien og de områder som vi af gode grunde ikke kontrollerer Ukraine ? Rusland ?

Så enkelt er det hvorfor vente til Den Røde Hærs kampvogne vælter ind i endnu en selvstændig nation Moldova.

En præventiv beskyttelse af Moldova er at foretrække og derfor skal NATOs styrker rykke ind i nationen snarest muligt.

VH
KFK