»Jeg er en af de 612«
I den spanske enklave Ceuta sidder Kisma Barrie og 611 andre unge mænd fra Vestafrika. Vi kalder dem migranter. De kalder sig selv ’les six cent douze’ – de 612
»Jeg er en af de 612«
I den spanske enklave Ceuta sidder Kisma Barrie og 611 andre unge mænd fra Vestafrika. Vi kalder dem migranter. De kalder sig selv 'les six cent douze' – de 612
Natalie Yahya Rosendahl, tekst
Peter Nygaard Christensen, foto
Informations udsendte

Mia Mottelson, tegninger
Kisma Barrie og 611 andre unge mænd fra Vestafrika har brugt nogle af de bedste år af deres liv på at jagte en drøm om Europa. I månedsvis boede de sammen i den marokkanske skov lige op til grænsehegnet, der beskytter den spanske enklave Ceuta fra resten af det afrikanske kontinent. Her planlagde de en fælles storm på hegnet.

Og mens solen stod op en tidlig morgen i juli, angreb de. For 612 af dem lykkedes det at komme over og sætte deres ben på europæisk jord.

Nu sidder de her og venter på, at det bliver deres tur til at blive sejlet til det europæiske kontinent. De er i Europa, men samtidig stadig i Afrika
Det er nemt at finde den spanske enklaveby Ceuta på et verdenskort. Det er den bitte tap, som udgør et af Afrikas nordligste punkter, lige der hvor Middelhavet og Atlanterhavet mødes. Ved det smalleste stykke er der en kort sejltur på kun 14 kilometer til Gibraltar på det europæiske kontinent. Du kan med andre ord ikke komme tættere på Europa og samtidig stadig være i Afrika.

Ceuta er lidt mindre end Anholt. Enklavens knudepunkt er det brede strøg af hvid marmor i centrum, hvor middelmådige tapasrestauranter og kendte tøjbutikker ligger side om side. Følger man den trafikerede hovedvej langs byens nordkyst væk fra centrum, kommer man til den store rundkørsel, hvor en ung, sort migrant iført en gul refleksvest anviser bilerne til de ledige parkeringspladser i håb om at tjene en mønt eller to.
Når man fortsætter ligeud og passerer legepladsen uden for Playa del Benitez, hvor de algeriske migranter står hele dagen lænet op ad fortovsgelænderet, er man næsten helt ude af byen. Herefter drejer man til venstre ind ad den snørklede, stejle vej omringet af jungle. Et godt stykke oppe ad bakken ligger socialforsorgen CETI, hvor enklavens over 1.000 migranter spiser og sover, selv om stedet kun er godkendt til 512 beboere. Der er adgang forbudt for alle andre.

I stedet skal man dreje af lige inden og følge grusstien. Forbi stenene, hvor der står ’612’ med hvid graffiti, forbi hytten gemt bag træerne, hvor en gruppe unge drenge fra Guinea sidder og ryger delejoints og drikker rom blandet op med vand fra plasticflasker, og helt op på toppen til udsigtspunktet. Her står syv firkantede betonblokke langs skrænten med udsigt til havet. På en af dem sidder Kisma Barrie. Det er her, vores historie begynder.
Hverdag i Ceuta. Bag en bakke foran centeret får Wimbo syet sit hår. Nogle af drengene fungerer som frisører og trimmer de andres hår med barberblade og papirsakse. Der går et barberblad per hoved.
Kisma Barrie sidder på en betonblok og kigger på Europa. De fleste dage kommer han her op, ofte alene. I dag har han allerede siddet her i næsten to timer. At spejde udover vandet og lade tankerne løbe er en af de bedste måder at få tiden til at gå med.

Derude på strædet ligger kystvagten, en stor krabat af et sort skib, og drejer rundt og rundt. Når vejret er godt som i dag, kan han skimte Gibraltar, mainland Europe, på den anden side.

Kisma Barrie er 22 år gammel og fra Sierra Leones hovedstad Freetown. I 2013 gik han i gang med at spare op til rejsen til Europa. Det begyndte med, at han solgte en gammel computer, han havde fået af sin ven. For de penge købte han en lille bunke sko, videresolgte dem, og sådan fortsatte han, indtil han en sen aften i februar 2016 havde sparet cirka 1.000 kroner op og meddelte sin far, at han ville begive sig ud på rejsen mod Europa næste morgen.

»Du spilder dine bedste år,« havde Kisma Barries far advaret. »Forstår du overhovedet, hvor farligt det er? Forstår du, hvor stor risikoen for fiasko er?«

Kisma Barrie smiler underspillet, mens han fortæller historien. Hans far forsøgte nemlig selv at migrere til Europa, da han var en ung mand. Men han blev stoppet allerede i Mauretanien og kom aldrig til Europa.

Noget af det første, Kisma Barrie gjorde, da han var kommet over hegnet, var at låne en telefon og ringe til sin far.

»Så sagde jeg: ’Du mislykkedes. Men jeg klarede det. Jeg er i Europa nu’.«
Signatur. ’612’ står der med stor, hvid skrift på mange af træerne og stenene i området rundt om centeret CETI – tit akkompagneret af ord som ’STRUGGLE’, ’BOZA’ eller som her ’WARIOR’.
Mål. Øverst: Mustafa (t.v.), 19 år, fra Guinea. Vil gerne til Danmark. Eller Frankrig. Fyren til højre vil ikke oplyse sit navn, 18 år, fra Niger. Vil gerne blive i Spanien, men ikke i Ceuta. Nederst fra venstre: Diallo, 19 år, fra Guinea. Vil gerne til Schweiz, Tyskland eller Canada. Polo, 19 år, fra Guinea. Vil gerne til Tyskland. Alhoussene, 22 år, fra Guinea. Vil gerne til Amsterdam.
En mand kommer ud af en hytte på skrænten lige ved siden af udsigtsposten. Han kravler op på en af betonblokkene og spejder ud over vandet med et alvorligt ansigtsudtryk, som skal han lige sondere terrænet. Så kigger han hen på Kisma Barrie og hilser med et »mon frére«. Kisma nikker forsigtigt tilbage.

Fyren hedder Mboula Viyoh og er fra Senegal. Han er en af dem fra det seje slæng, der ikke gider at sove inde på CETI og være underlagt centerets regler. Så han sover for det meste her i hytten.

Ligesom Kisma Barrie kom Mboula Viyoh til Ceuta den 26. juli i år. Det var den dag, hvor op mod 1.000 migranter fra vestafrikanske lande som Guinea, Sierra Leone, Cameroun og Senegal kom ud af deres skjul i den marokkanske skov og stormede hegnet rundt om Ceuta.

Det er sådan et hegn, som Donald Trump kun kan drømme om: Otte kilometer langt, seks meter højt, bevogtet af soldater på både den marokkanske og spanske side og fuldstændig pakket ind i pigtråd. Sammen med den anden spanske enklave, Melilla, har Ceuta EU's eneste landegrænse til Afrika. I 10 år har hegnene omkring de to enklaver fungeret som et værn mod afrikanske migranter på vej til Europa.

Men lige lidt hjalp det den morgen i juli. I alt 612 mennesker kom over hegnet. De fleste af dem er stadig i Ceuta, og nu er tallet ’612’ – six cent douze på fransk – blevet deres identitet, et symbol på, at de alle har gennemgået the struggle og er nået så langt.

»Det betyder, at vi alle er én. We made it,« siger Prosper Loua, der netop er kommet dalrende i sine klipklapper op ad grusstien til udsigtspunktet.
Udkig. Kisma ejer et par shorts, et par lange bukser, en t-shirt, en laksefarvet trøje og en sweatshirt med lynlås. Han er bange for, at tøjet vil blive stjålet, så når han har vasket det, sætter han sig halvnøgen foran det og ser på det, mens det tørrer på betonblokkene.
Efter noget tid er udsigtsposten fyldt med drenge og mænd fra de 612. Mboula Viyoh finder sin filosofibog frem inde fra hytten og sætter sig og bladrer lidt i den. Filosofi er bare en hobby. Hans store drøm er at blive rig ved at åbne en stripklub i New York, hvor han skal være dørmand.

»Den skal hedde 'Strip Club 612',« siger han, og de andre nikker anerkendende.

En fyr ved navn Ibrahim vil være stjerneangriber for Bayern München. En tredje vil være verdenskendt rapper. Sådan er deres drømme generelt – drengede og langtfra ydmyge. Bortset fra Prosper Louas.

»Maaan, alle jeres planer. Den første dag, når jeg kommer til Europa …« siger han, lægger armene over kors og læner sig tilbage med et smørret grin.

»… så skal jeg bare sidde sådan her. Og drikke en appelsinjuice. Jaaah.«

De andre griner. Også Kisma Barrie. Hans egen drøm er at blive fodboldspiller i Holland. Hvis det mislykkes, vil han åbne en NGO, der hjælper fattige kvinder og børn i Sierra Leone, og som skal hedde ’The 612 Foundation’. Men drømmene holder han for selv.

Sådan er det generelt med Kisma Barrie. Han er en del af 612, han er en af gutterne, men han fortæller ikke de andre meget om, hvad han tænker på, når han sidder på betonblokkene og kigger på vandet.

Han fortæller dem ikke, at han tænker meget på sin mor, der druknede, da Sierra Leone blev oversvømmet i 2015. Eller på sine syv små brødre hjemme i Freetown og sin far, der med de dårlige knæ ikke kan klare fysisk hårdt arbejde og derfor har vanskeligheder med at forsørge familien.

Og han taler slet, slet ikke om dengang under rejsen op gennem Malis ørken, da han så sin bedste ven blive skudt.
»Du forstår ikke hvor skamfuldt det ville være at mislykkes med at komme til Europa. Det er derfor folk dør på hegnet og i Middelhavet. Hellere det end at vende hjem som en fiasko«
Det var juleaften i Sierra Leone. Året var 2013, og selv om Kisma Barrie og hans venner ligesom de fleste andre i landet er muslimer, fejrede de traditionen tro aftenen på stranden i Freetown med bål, dans og lyden af hiphop fra små medbragte højttalere.

Det var deres sidste år af gymnasiet, og til sommer skulle Kisma Barries fem bedste venner begynde på universitetet. Kun Kisma Barrie skulle begynde at arbejde, for hans familie havde ikke pengene til, at han fortsat kunne gå i skole.

En af vennerne, Abu-Bakr, havde i noget tid været kæreste med den smukkeste pige fra klassen. Hun sad med rundt om bålet den aften, og stemningen var høj, indtil en stor Jeep parkerede tæt på dem. Ud steg en mand på omkring de 40 år.

Abu-Bakrs kæreste rejste sig og løb de få meter hen til manden. De to stod lidt og snakkede, mens teenagedrengene om bålet kiggede på dem. Hvem var han? Kort tid efter steg hun ind i bilen sammen med manden og kørte væk uden at sige farvel.

Det viste sig senere, at forføreren i den store Jeep var en af de mænd, som så mange unge drenge i Sierra Leone drømmer om at følge i fodsporene på. Sådan en, som var rejst til Europa som ung og havde made it i den hvide mands verden, og som nu kom hjem på visit til jul med sin store bil og tunge parfumeduft og stjal alle damerne.

Det var efter den aften på stranden, at Kisma Barrie besluttede sig for at migrere til Europa.

Og nu sidder han her på betonblokken i Ceuta og fortæller historien – langsomt med mange pauser, mens han knækker knoer.

»Problemet med de afrikanske kvinder er, at alt handler om penge,« siger Kisma Barrie. Damerne i CETI er ikke anderledes. Det ved Kisma Barrie, for en af hans venner her er blevet kærester med en af de afrikanske migrantkvinder på centeret. Når vennen kommer hjem fra arbejde, så står hun der med det samme med hånden fremme og vil have to euro. Derfor vil Kisma Barrie ikke have kærlighed i lejren.

»Hvis nogen elsker dig derinde, så elsker de dig for noget.«
Klar. De blå holder strategimøde. Nogle tisser lige af i busken. Så lægger de armene om hinanden, danner en cirkel og råber et kampråb på sproget fulani, inden de løber ind på banen.
Fra udsigtsstedet kan man se ned på den mudrede grusplads mellem havet og hovedvejen, hvor les six cent douze spiller fodboldkamp et par gange om ugen.

I dag er det de blå mod de gule. De står og varmer op, mens der langsomt kommer flere og flere tilskuere ned ad skrænterne oppe fra CETI.

Nummer 3 fra de gule hedder Ronaldo. »Ronaldo Afrika,« siger han og banker sig selv på brystet. Det bliver han kaldt her.

Kisma Barrie spiller også for de gule, oppe i forsvaret. Selv om han er høj, ser han lidt spinkel ud ved siden af de fleste af sine holdkammerater.

Mens holdene varmer op, dækker en fyr ved navn Suleiman en sten til med en fodboldtrøje og sætter sig. Han hiver en flaske mørk rom op af sin taske og tager en slurk. Han kan godt lide at se på sport, forklarer han en anden. Han kan bare ikke lide at deltage.

Lidt efter lægger holdene armene omkring hinanden, danner to cirkler og råber hvert deres kampråb. Så fløjtes kampen i gang.

Det er alvor det her. Fodboldspillerne glider på banens grusunderlag, og flere har blodige hudafskrabninger på læggene. Nogle gange lander en spiller lige midt i en vandpyt.

Man kan lugte sveden på lang afstand, og ikke bare sportssved, men gammel sved, som tydeligvis har siddet i det uvaskede tøj i lang tid. Et spansk par i kasketter og træningstøj powerwalker forbi kampen. Da kvinden passerer, tager hun sin lycratrøje op til ansigtet og dækker sin mund og næse, så man kun kan se hendes rynkede bryn og det skeptiske blik, hun tavst sender mod migrantdrengene. Imens hænger mørkegrå skyer faretruende over fodboldbanen.

Ude på sidelinjen bliver Suleiman mere og mere fuld og sidder og spytter mellem sine ben, mens Kisma Barrie kæmper inde på banen. På et tidspunkt laver han en hurtig aflevering og skaber mulighed for kontra. Men bolden ruller ind i vandpytten på midten af banen og mister farten. Kontraen er ødelagt, og de gules træner, en af de ældre fyre, er ved at miste besindelsen.

»Putain,« bander han skrigende ad Kisma Barrie og resten af holdet. Kort efter vinder de blå 3-2.
Drømme. Tro ikke, at bare fordi vi sidder her og laver ingenting, at vi ikke tænker, siger en af de 612, mens han sidder i en af hytterne på skrænten. Vi har også drømme og ideer.
Den spanske stat sørger for at fordele migranter rundt omkring i Spanien, så lillebitte Ceuta ikke sidder alene tilbage med byrden. Det er det, drengene venter på – at blive sejlet til Valeria ovre på kontinentet, hvor de vil prøve at finde arbejde eller rejse videre til andre europæiske lande.

Alle har fået et nummer. Kisma Barries er nummer 4.189, men det siger ikke så meget, for han ved ikke, hvor mange der er foran ham. Han ved bare, at det går langsomt, og at det er tre uger siden, nogen sidst blev sejlet over. Så han venter.

Lige nu har han en følelse af at være lykkedes. Han er i boza, hvilket egentlig betyder noget i retning af ’sejr’ eller ’frihed’ på sproget fulani, men som for drengene er blevet synonym med Europa. Heldigvis, for det ville være en katastrofe at vende hjem uden at være nået til Europa først, siger han på vej tilbage til CETI fra fodboldkampen.

»Problemet er, at vi sorte provokerer hinanden. For eksempel, hvis jeg kom hjem. Så ville jeg have min ven i telefonen med det samme.«

Han tager en usynlig telefon op til øret og siger med en dyb stemme:

»’Hey mand, hvad skete der? Var du ikke stærk nok? Kunne du ikke? Er du ikke en rigtig mand?’ Sådan noget,« siger han.

»I forstår ikke, hvor skamfuldt det ville være at mislykkes med at komme til Europa. Det er derfor, folk dør på hegnet og i Middelhavet: Hellere det end at vende hjem som en fiasko.«
Over hegnet. På minigolfbanen ved siden af CETI kan man fange WiFI fra luksuslejlighederne La Colina. Tre drenge sender talebeskeder til venner og familie på den anden side af hegnet.
Himlen åbner sig, og det pisser ned. Vandet løber som små åer ned ad skrænterne, som er fyldt med skrald, kartoner fra papvin, krøllede øldåser og tomme cigaretpakker af mærket American Legend – et cigaretmærke der sælges mistænkeligt billigt i Spanien og derfor er en yndling blandt les six cent deuce.

Oppe ad skrænten i en af de flotteste hytter omkring CETI har en håndfuld drenge fra les six cent douze klemt sig sammen i ly for regnen. De sender joints og cigaretter rundt i en rundkreds, og røgen er så tæt, at det svier i øjnene. Flere af dem er teenagere.

Imens udveksler de historier om deres rejser op gennem Afrika. De lyder næsten som unge drenge, der er kommet hjem fra fronten i en vunden krig, og som både har triumfen og de traumatiske minder tilfælles – noget, som ingen andre end de selv forstår.

De viser hinanden de ar, som pigtråden fra hegnet har efterladt på deres lægge og især på deres hænder. De taler i mytiske vendinger om præsidenten og det lille samfund, de sammen havde bygget i skoven, inden de stormede grænsen. Og de fortæller anekdoter om dem, de mistede på vejen, og som er fanget på den anden side af hegnet.

En fyr ved navn Karim, som ikke vil afsløre sit efternavn, fortæller om sin bedste ven, for hvem det lykkedes at tjene penge nok til at betale en menneskesmugler for at sejle ham over Middelhavet. Men båden sank, og vennen druknede. Karim har et billede af ham som baggrundsskærm på sin telefon.

Mange har forladt deres hjem omkring år 2016, langt størstedelen er fra Guinea, og de har alle forberedt sig på rejsen hjemmefra ved at ringe til dem, de kender, som allerede er kommet til Europa, eller som er midt på rejsen.

»Man bliver nødt til at være forberedt, inden man tager afsted. Ellers når man ikke længere end til Mali,« siger en af fyrene, og de andre nikker.

Da Kisma Barrie kommer ind i hytten, er det holdt op med at regne.
Forandring. Kisma ser et nyt billede af sig selv. Jeg ser så gammel ud, siger han og lyder overrasket. Han synes, at hans hud er blevet mere sort, siden han forlod Sierra Leone. Mere slidt.
Der er 5.000 kilometer fra Freetown, gennem Guinea, Mali, Algeriet og Marokko til Ceuta. Det er nogenlunde den rute, de fleste har taget til Ceuta, inklusive Kisma Barrie.

Den farligste del af rejsen er gennem Saharas ørken.

»Der var jeg også,« indskyder Kisma Barrie, da snakken i hytten falder på ørkenbyen Gao. Til gengæld holder han for sig selv, at det var tæt på Gao, at hans karavane blev stoppet af rebeller, der ville have deres penge.

Rebellerne stillede Kisma Barrie og de andre op på en række, og én efter én afleverede migranterne deres penge. Men da rebellerne kom til Kisma Barries bedste ven Ibrahim, opstod der et problem. Ibrahim havde ikke flere penge, sagde han til rebellerne.

Det var løgn. Kisma Barrie vidste, at Ibrahim havde omtrent 700 kroner tilbage, for det havde de talt om. Og rigtigt nok, da rebellerne bad Ibrahim om at tage tøj og sko af, fandt de pengene i hans ene sko.

»Hvorfor lyver du?« råbte de. Og så skød de ham.
Kisma Barrie rejste videre til Algeriet og siden til Marokko. I mange måneder tiggede han ved lyskryds og samlede kræfter i storbyen Rabat, og sidst i april 2018 besluttede han sig for at rejse til Casiago – skoven langs Ceuta-hegnet. Han havde hørt, at en stor gruppe afrikanske mænd havde dannet deres eget lille samfund og ventede på det rigtige tidspunkt til at angribe hegnet sammen.

Kisma Barrie var helt klædt i sort, da han steg på natbussen fra Rabat til Casiago. Det skulle man være i skoven, så man bedst muligt kunne gemme sig for les bumbulans – de migrantjagtende marokkanske soldater. Da han stod af i centrum af den marokkanske grænseby, var det stadig mørkt.

Sammen med en gruppe andre migranter fandt han frem til udkanten af skoven. De fulgte en sti og kravlede så ind ad en mindre sti, der førte dybt ind mellem træerne.

Pludselig hoppede to mænd ud på stien fra bag et træ. Den laveste af de to havde et langt ar i hovedbunden. Han tog fat i Kisma Barrie.

»Hvorfor er du kommet her?« spurgte han i en seriøs tone.

»Jeg er kommet for at få min boza,« svarede Kisma Barrie.
 
»De tror, at Europa vil opfylde alle deres drømme. Men du og jeg ved, at de vil blive skuffet«
Skoven breder sig over bjergene som et lag af tætte mørkegrønne skyer og omkranser den lille grænseby Fnideq. Det er den, som hedder Casiago på spansk, og det er her under trækronerne, at les six cent douze boede, før de blev le six cent douze. Men i dag er der ingen migranter at se i skoven.

Der er heller ingen i centrum af Fnideq på den pulserende markedsplads. Kun marokkanere. Allerede før les six cent douze stormede hegnet, intensiverede det marokkanske militær deres jagt på migranter i Fnideq i forsøget på at holde dem væk fra grænsen. Nu er det næsten umuligt for en sort migrant at gå rundt i byen i dagslys uden at blive fanget og kørt sydpå til Rabat eller Casablanca.

Bag byen ligger Fnideqs losseplads. Et decideret bjerg af skrald mellem de rigtige bjerge dækker den røde jord.

Stanken er grotesk og ubestemmelig, som en blanding af råd, kostald og noget kvalmende sødligt. Oven på bunken vader køer og geder rundt og roder efter noget spiseligt blandt plastikposer, gamle sko og dyreknogler. Hundredevis af måger kredser over området, og lyden af dyrene er ligesom stanken overdøvende.

For foden af skraldebunken står nogle marokkanske mænd. Deres job er at sortere affaldet. De kan sagtens huske migranterne, der engang kom i store grupper mange gange om ugen for at finde mad.

En af mændene er en ældre herre. Han plejede at lægge mad og tøj, som han fandt blandt skraldet, til side til de sorte migranter.

»Vi er alle afrikanere, brødre og mennesker,« som han siger.

Men i dag er migranterne et sjældent syn, fortæller han og peger på bjerget, der tårner sig op bag lossepladsen. Deroppe kan man se en hvid varevogn af den type, det marokkanske militær kører i.

»De står der hele dagen,« siger manden.
Vagten. Det er måden, de kommer hertil på, som jeg ikke bryder mig om, siger Alfonso Cruzado fra Guardia Civil om migranterne: Hvis nogen skal ind i dit hus, så foretrækker du jo, at de kommer ind ad døren. Ikke at de kravler ind ad vinduet, tilføjer han.
Få kilometer bag de marokkanske soldater ved lossepladsen snor hegnet sig som en lang grå slange mellem de brune bjerge, der stikker op som buler i landskabet. Det var lige her, Kisma Barrie og de 611 andre angreb i juli.

Nu har Kisma et langt ar hen over sin overarm. Han går ud fra, at det kommer fra pigtråden på hegnet, men han er ikke helt sikker. Lige da han var kommet over, havde han så meget adrenalin i kroppen, og dernæst var han så chokeret over at se sin ven være fanget på den anden side af hegnet, at han ikke kunne mærke sin krop.

Det var først, da han ankom til CETI en time senere, at han opdagede flængen på sin overarm. Vennen ved han ikke, hvor er.

Egentlig er der tale om to hegn – det spanske på den ene side, det marokkanske på den anden. Imellem de to er der cirka halvanden meter. Det er den internationale zone, som er et slags juridisk ingenmandsland.

Alfonso Cruzado fra Guardia Civil stiller sig helt tæt på det stykke af hegnet, hvor les six cent douze kom over, og klapper det som om det var en gammel trofast hund.

»Da denne udgave af hegnet blev bygget i 2008, sagde man, at det var særdesignet, så det var umuligt at kravle over,« forklarer han og småfnyser så.

» … men selv jeg kunne klatre over, hvis jeg ville. Og vi taler om unge, stærke mænd. Det tager dem fem til syv minutter, så er de ovre.«

Alfonso Cruzado er en rund, munter lille mand på 56 år. Han har båret den grønne Guardia Civil-uniform i 35 år. Først nogle år i Baskerlandet, så i Catalonien, og i de seneste 30 år her i sin fødeby, Ceuta.

»Dengang jeg fik jobbet her i Ceuta, havde jeg stadig hår på hovedet,« siger han, tager sin kasket af med den ene hånd og klapper sig selv oven på den halvskaldede isse med den anden.

I dag handler hans og kollegernes arbejde næsten kun om tre ting: migranter, migranter, migranter.

Når Alfonso Cruzado taler om den 26. juli, hvor les six cent douze kom over hegnet, kalder han det »et angreb«. Et perfekt organiseret angreb. I alt 28 medlemmer af Guardia Civil blev såret og kom på hospitalet den dag, efter at flere af migranternes havde kastet bomber af lort og læsket kalk på dem.

»Selvfølgelig var langtfra alle den dag voldelige. Men mange var,« siger Alfonso Cruzado.

Over 40.000 migranter er kommet til Spanien bare i år, oplyser FN. På den måde er les six cent douze blot et lille hjørne i det store billede.

Faktisk er Spanien lige nu det land i EU, der modtager flest nye migranter. Før var det Italien, men efter landet har fået en ny højreorienteret regering med vicepremierminister Matteo Salvini i spidsen, og Spanien samtidig har fået en socialdemokratisk, migrantvenlig regering, har migranternes ruter mod Europa langsomt ændret sig.

For tiden har flere iagttagere af spansk politik dog bemærket den spanske regerings ubeslutsomhed i migrationspolitikken. Først tog Spanien imod et skib med migranter, som Italien havde afvist. Senere luftede en spansk minister ideen om at rive hegnet i Ceuta ned.

Men så i august, da 116 migranter stormede hegnet som den første store gruppe efter les six cent douze, blev de alle deporteret tilbage til Marokko. Det viste sig nemlig, at Marokko og Spanien har en gammel aftale fra 1992, som alle indtil for nylig havde glemt.

Aftalen går ud på, at Spanien må sende migranter tilbage til Marokko, hvis de har krydset den marokkansk-spanske grænse ulovligt – også hvis migranterne er fra Vestafrika. Kisma Barrie og les six cent douze er altså den sidste større gruppe, der har fået lov til at blive. For nu, siger Alfonso Cruzado.

Han har forståelse for migranternes drømme om Europa. Men han synes, at deres bestræbelser er spild af tid.

»Det kan godt være, at der er højkonjunktur i Danmark. Men i Spanien er der tre millioner arbejdsløse. Hvad vil de her?« spørger han og sukker dybt.

»De tror, at Europa vil opfylde alle deres drømme. De bruger de bedste år af deres liv og hele deres families opsparing på at komme hertil. Men du og jeg ved, at de vil blive skuffet. Det er en skam.«
Overvågning. I Guardia Civils hovedkvarter viser ni skærme billeder af hegnet. Det eneste, der bevæger sig på dem, er træerne, der vipper lidt i vinden. Guardia Civil overvåger også aktiviteten på havet omkring Ceuta for at undgå, at migranter svømmer forbi hegnet fra Marokko til enklaven.
I hytterne, op ad skrænterne, på fodboldbanen og ved udsigtsposten har de godt hørt den slags dystre spådomme. At de bruger de bedste år af deres liv, og at de vil blive skuffet.

Men det gør bare ikke rigtig et indtryk. De fleste fra de 612 er overbeviste om, at alt løser sig, når først de er på kontinentet. Det gode liv er lige derovre, på den anden side af Gibraltarstrædet. Sådan har Kisma Barrie det også.

Han sidder på sin sædvanlige plads på betonblokken. Solen er på vej ned.

»Jeg har bare tænkt mig at sige til Europa, at der er problemer i mit land, og at jeg ikke kan være der. Der er ingen fremtid der. Jeg vil ikke bare sidde og spilde mig liv.«

Han ved godt, at han i mange europæeres øjne er uønsket. Det er noget, han tænker over, men det er ikke nok til at holde ham væk, for europæerne er jo også kommet i hans land i årevis og har taget, hvad de ville have, som han siger. Nu er det hans tur. Noget for noget.

Så vil han finde et arbejde, på sigt vil han få sine »papirer«, og en dag, når han har tjent nok penge, vil han rejse hjem til Sierra Leone igen.

»Jeg kan ikke forestille mig, at Europa kommer til at skuffe mig. Slet ikke,« siger han.

Nu er det blevet mørkt. Inde mellem træerne tæt på udsigtsposten stiger røgen op fra en hytte, hvor nogle mænd laver kylling med ris i en gryde over bål. Man kan høre fransk rap fra små højttalere.

Kisma Barrie rejser sig fra betonblokken. Lysene fra Gibraltar glimter i baggrunden, mens han går ned ad grusstien gennem duften af maden fra bålet. Han har ikke råd til selv at lave mad i det fri, for han har intet job som parkeringsvagt i løbet af dagen og ikke råd til at købe ind i supermarkedet.

I stedet skal han hjem til CETI, inden klokken bliver for mange, og aftensmaden bliver pakket væk.

Så han fortsætter ned ad grusstien, helt ud på den snørklede vej omringet af jungle, til venstre ind mod centeret og forbi vagten, der vogter indgangen til CETI og sørger for, at ingen andre end migranterne kommer ind. Så går han lidt langs det høje rækværk, der står som en mur rundt om det overbelagte center, indtil han drejer om hjørnet og er væk.
Tekst: Natalie Yayha Rosendahl
Foto: Peter Nygaard Christensen
Tegninger: Mia Mottelson
Redaktør: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jon Jørgensen

17. november 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Torsten Jacobsen
  • Katrine Damm
  • Benjamin Bach
  • Steffen Gliese
Torben Skov, Torsten Jacobsen, Katrine Damm, Benjamin Bach og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu