Allan de Waals blog

Skrift og byrum

Jeg har skrevet en artikel i papiravisen onsdag 26.12, med udgangspunkt i en stak nye arkitekturbøger.
Et par af de mest fagnørdede omtaler har jeg udskilt her til bloggen, (også fordi jeg selv har medvirket i to af dem).

Illustrationerne her ved siden af er dels fra Hjørring bymidte under et kongebesøg i 1908, dels fra billedkuntneren Pipilotti Rists gummibelagte by-lounge i St. Gallen.

Hvad estimerede nordiske arkitekter selv siger og har sagt om deres praksis, er der kommet en amerikansk antologi om.

Om det interesserer et engelsklæsende publikum er ikke godt at vide. Men den bløde nordiske modernismes huse har i alt fald i nyere tid været et slagnummmer i Spanien og måske også i USA.

Poul Henningsens store 1927-artikel om tradition og modernisme er med i bogen, og den er om noget en modifikation af de vildeste funkis-tanker.

Carl Erik Bay endevender også artiklen i første bind af Syddansk Universitetscenters bogserie under PH-Forskningsprojektet, med vekslende forfatterbidrag og PH-studier.

Andet bind er lige kommet, blandt andet med forskningslederen Jørn Guldbergs egen morsomme og minutiøse undersøgelse af Henningsens forhold til den daværende naturfredningsforening. Og så har jeg selv skrevet om forholdet mellem Henningsens kritisk-formidlende virksomhed og hans praksis som arkitekt og designer.

Arkitekterne Juul-Frost har udgivet en Realdania-støttet debatbog om byens rum, blandt andet med en fin artikel af amerikaneren Richard Sennett, der gør opmærksom på de 'sømme' i byens sammensyede kludetæppe af socialt forskellige kvarterer, som kan have brug for integrerende særbehandling. Den nye langstrakte Nørrebropark kunne være et positivt eksempel. (Den er tegnet af landskabsarkitekten Sten Høyer).

Akademisk Arkitektforening har taget initiativ til en bog efter forårets konference om 'arkitektur der forandrer' – i spørgsmålet om renovering af 1960´ernes serielle betonbebyggelser. (Helst uden helt at spolere kvaliteterne i den datidige velfærdssatsning, som Kulturarvsstyrelsen og Historiens Hus i Hvidovre nu prøver at kortlægge – kunne man tilføje.)

For Køge har forlaget Bogværket produceret en artikelsamling med relation til byens kulturplan-initiativer.

Carsten Thau, professor i arkitekturteori, citerer i sit indlæg Rem Koolhaas for, at der i Europa ikke længere er tilstrækkelig mange historiske bydele til at klare turisterhvervets efterspørgsel. Og byplanprofessoren Jens Kvorning gør opmærksom på, at byplaninteresser i offentligheden åbenbart har flyttet sig fra det sociale til det kulturelle. Hvilket ikke bør anfægte nødvendigheden af den byplanfaglige disciplin, understreger han.

Her kommer faktuelle oplysninger om de seks bøger:
- M.A. Andersen (red.): Nordic Arch.s write, Routledge, 415 s. ill.
- Syddansk Universitet: PH-projektet, bind 1 og 2, 170 + 230 s. ill
- Juul&Frost (red.): Byens Rum 1, Forlaget B, 160 s. ill.
- Niels Bjørn (red.) og AA: Arkitektur der forandrer, Gad, 240 s. ill.
- Køge Kommune og Bogværket (red.): Kulturplaner, 225 s. ill.

Og så (som bonus eller ekstragevinst) et klip fra min egen artikel i Juul-Frosts tekstsamling om Byens Rum og det såkaldt fremmede i det kendte:

En sommerformiddag i Hjørring 2007 fik jeg – ikke særlig overraskende – lyst til en hurtig kop kaffe og et stykke wienerbrød. Det var ikke så ligetil at finde en cafe med dén trivielle meny, men Føtex på Springvandspladsen, byens gamle centrum, havde en bagerbutik i underetagen med både spandauere og coffe-to-go, så nu var problemet kun at komme til at sidde ned i solskinnet.

Bænkene rundt om springvandet var imidlertid optaget af en gruppe lokale rygende og øldrikkende, så da der omsider blev en plads ledig måtte kaffen placeres på brostenene mellem skoddene, mens bagerposen blev lukket op.

En slags tivoli-tog rullede ind fra gågaden med et hold basketball-spillere fra Honolulu, fremgik det af deres t-shirts. Borgmesteren bød dem velkommen med bred kæde om halsen og kørte med i forreste vogn til næste destination. Jeg havde godt undret mig over at selveste Borgmesteren på forhånd promenerede sin gyldne værdighed i bymidten en almindelig formiddag, men det fandt jo så sin forklaring. Rådhuset ligger nemlig et stykke fra den egentlige bymidte.

Jeg tog et kort over midtbyen frem for at finde vejen til min egen destination, Lokalhistorisk Arkiv. Min sidemand på bænken kom til uafviselig undsætning og sendte mig omhyggeligt i den forkerte retning, da jeg havde drukket kaffen og spist mit wienerbrød.

Bortset fra at guldet for min fod mellem brostenene på torvet i Hjørring skuffende lignede gyldne kapsler, var fejlen ved det bymæssige koncept ikke de mange sammenstødende elementer, men at de er forkert skruet sammen. Og det er der en forståelig baggrund for.

Hjørring har helt frem til 1960'erne ligget uden for andre landsdeles voksende handel og kommunikation, med sin placering langt fra havne og i udkanten af vejnettet. Skt. Katharine Kirke og den gamle springvandsbrønd midt i den beskedne bebyggelse var i flere århundreder byens eneste synlige attraktioner.

Bechs Klædefabrik midtbys blev en af de få større virksomheder nordenfjords, og da den ikke længere kunne klare sig på Hjørring Tweed og præstegårdsløbere blev bygningerne og arealet overladt til sig selv som provisorisk byrum, gennembrudt af  trafikomlægning, truet af parkeringspladser til bymidten, men reddet af en privat investor. Han præsterede i samarbejde med kommunen et miks af kunstmuseum, skulpturopsatser og finere handel-kontor-cafe på et indadvendt butikstorv. Men uden rimelig sammenhæng med den oprindelige springvandsplads og nye gågade.

Her ville have været brug for en mere effektiv kontakt- og buffer-zone i byens fysiske omdannelse. Der er altid en planmæssig forklaring på at byliv går skævt, selv om planlægning ikke i sig selv sikrer en positiv udvikling.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lige en kommentar til citatet
»Carsten Thau, professor i arkitekturteori, citerer i sit indlæg Rem Koolhaas for, at der i Europa ikke længere er tilstrækkelig mange historiske bydele til at klare turisterhvervets efterspørgsel.«
Jeg så lige i det seneste nummer af Die Zeit's glimrende magasin, at der var (mindst) 300 bevaringsværdige bykerner i Tyskland.
Trier, som jeg meget ofte benytter til en bytur og som jeg i høj grad værdsætter, fungerer i weekenden som en turistmagnet, så folk må stå som sild i en tønde i sidegaderne og på torvet, der faktisk er ret stort.
Men stemningen er god (inkl. tiggere), og når Park+Ride fungerer er det let at parkere.