Anders Haahr Rasmussens blog

I andet ærinde

Jeg faldt for nylig over en interessant læserbrevsudveksling i Jyllands-Posten. Det var i forbindelse med mine forberedelser til en tjans som ordstyrer på Aarhus Teater, hvor stykket Kødkarrusellen skulle efterfølges af et debatarrangement om prostitution. Jeg søgte på paneldeltagernes navne, hvilket bl.a. førte mig til JP's opinionssider, hvor der udspillede sig en debat, som fremstod så symptomatisk for prostitutionsdebatten generelt, at jeg besluttede mig for at kigge nærmere på den.

Det kom der en slags kronik ud af. Den er blevet bragt på Queerkrafts hjemmeside, og selv om den er lidt rigelig lang til at fungere som blogindlæg, kommer den alligevel her på Luftskibet:

-------------

I andet ærinde

Det er de fleste bekendt, at prostitution er til debat. I aviser og på tv diskuterer politikere og feminister og sociologer og sexarbejdere, mens der opføres teaterstykker, arrangeres offentlige høringer og afholdes konferencer på universitetet. Det ser ud til at kunne blive ved i en uendelighed, for debatten udmærker sig først og fremmest ved sin stilstand: Den flytter sig ikke ud af stedet. Det samme virvar af påstande, tal og argumenter farer rundt i luften, hvor end debatten finder sted. Ingen lader til at blive klogere.

Spørgsmålet er, hvordan det kan lade sig gøre at diskutere et emne i årevis uden at komme nogen vegne. Svaret kom muligvis i Jyllands-Posten den 20. april. Her var trykt et læserbrev skrevet af folketingsmedlem for Socialdemokraterne og medlem af retsudvalget Anne-Marie Meldgaard. Det var hendes andet af slagsen inden for kort tid, og det handlede – ligesom det første – om forholdet mellem prostitution og trafficking. Når Anne-Marie Meldgaard skrev flere indlæg på kort tid, skyldtes det, at hun var involveret i en diskussion med to andre læserbrevsskribenter. Diskussionen førte som sædvanlig ingen steder hen. Vi skal se hvorfor.

Først et kort rids af forløbet op til Anne-Marie Meldgaards andet læserbrev:

25/3/09: Forkvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation Susanne Møller skriver, at politikerne er nødt til at skelne mellem prostitution og menneskehandel, hvis de vil bekæmpe menneskehandel inden for sexindustrien.
31/3/09: Anne-Marie Meldgaard skriver under overskriften ”Prostitution og handel med kvinder kan ikke skilles ad”, at hun er uenig med Susanne Møller: ”Vi ved, at op mod 90 pct. af alle ofre for menneskehandel ender i prostitution,” lyder argumentet.
6/4/09: Susanne Møller kalder Anne-Marie Meldgaards tal en skrøne ”i modstrid til al den viden, der findes fra forskningen”.
11/4/09: Steen Schapiro fra Seksualpolitisk Forum kritiserer også Anne-Marie Meldgaard for at gengive forkerte tal. ”Ifølge International Organization for Migration holdes 75 pct. af trafficking-ofre inden for landbrug, byggesektoren og tiggeri,” skriver han.

Nu kommer så Anne-Marie Meldgaards andet læserbrev, hvori hun forholder sig til kritikken. Det bærer overskriften, ”Prostitution vil aldrig blive accepteret af os”, hvilket øjeblikkeligt indikerer et ændret fokus. Det er ikke længere centralt, hvorvidt prostitution og trafficking kan skilles ad (jf. overskriften på hendes første indlæg). I stedet lægger hun vægt på den principielle afvisning af prostitution, som noget Socialdemokraterne ”aldrig” vil acceptere. Man forstår straks, at partiets holdning til prostitution er endegyldig og tidløs. Den er ikke til diskussion.

Vi deler læserbrevet op i tre og tager det fra toppen. Første del:

Efter mit indlæg på disse sider (31/3), hvor jeg fremførte, at jeg anser prostitution og trafficking som værende to sider af samme sag, har såvel Steen Schapiro fra Seksualpolitisk Forum (JP 11/4) som Susanne Møller fra Sexarbejdernes InteresseOrganisation (JP 6/4) prøvet at overbevise mig om det modsatte.
Jeg kan fortsat ikke se, at de har ret i deres betragtninger. For det ville betyde, at jeg og mit parti skulle acceptere prostitution. Jeg kan afsløre, at det ikke kommer til at ske.

Anne-Marie Meldgaard indleder sit læserbrev med at konstatere, at hendes syn på prostitution og trafficking er blevet udfordret af to andre debattører. Anne-Marie Meldgaard mener ikke, at de har ret i deres kritik. Det er i sig selv uinteressant, indtil hun forklarer hvorfor, hun er uenig: ”For det vil betyde, at jeg og mit parti skulle acceptere prostitution.”

Det lille ord ”for” er afgørende. Det etablerer en opsigtsvækkende årsagssammenhæng, der i al sin enkelhed lyder: Jeg kan ikke se, at I har ret i jeres betragtninger, for hvis jeg kunne det, ville jeg være nødt til at ændre mening. På den måde slipper Anne-Marie Meldgaard for at bakke sin mening op med argumenter. Hendes mening bliver et argument i sig selv: Jeg har ret, fordi jeg mener det. Eller omvendt: Du tager fejl, fordi jeg mener det modsatte af dig. Den cirkulære logik gør Socialdemokraternes holdning til prostitution uangribelig. De nægter at acceptere prostitution, fordi de anser prostitution og trafficking som to sider af samme sag. Og de insisterer på at se prostitution og trafficking som to sider af samme sag, fordi de nægter at acceptere prostitution.

Anne-Marie Meldgaard fortsætter:

At acceptere prostitution vil betyde, at jeg og mit parti skulle bifalde, at kvinder kan sælge deres krop for penge. Det kommer heller ikke til at ske.
Jeg mener, at det er grundlæggende galt, at vi som samfund skal slå ud med armene og billige "verdens ældste erhverv". Jeg køber ikke myten om den lykkelige luder. Selv om der af og til dukker historier op i pressen, hvor kvinder tegner et rosenrødt billede af livet som prostitueret, dækker det ikke situationen for flertallet. Argumentet om prostitutions præventive effekt over for voldtægter osv. er også svært at forstå, når undersøgelser viser, at det er helt almindelige mænd, der opsøger prostituerede.

Her bliver etableret en anden interessant årsagssammenhæng. Mellem at ”acceptere prostitution” og ”bifalde, at kvinder kan sælge deres krop for penge”. Det ene ”vil betyde” det andet. Dette lighedstegn er Socialdemokraternes eget, og det forklarer, hvorfor partiets prostitutionspolitik fremstår urokkelig: De har sat lighedstegn mellem det pragmatiske og det principielle. Mellem det de i praksis ”accepterer”, og det de i princippet ”bifalder”. Det er ikke en tilgang, der ellers karakteriserer Socialdemokraternes socialpolitik. Partiet støtter f.eks. fixerum og lægeordineret heroin for narkomaner. Denne accept af stofbrugernes afhængighed er så vidt vides ikke et udtryk for, at Socialdemokraterne bifalder narkomani. Anderledes forholder det sig med prostitution. Her har pragmatismen trange kår. Derfor tager Anne-Marie Meldgaard afstand fra argumenter om at skelne mellem prostitution og menneskehandel. Det indebærer nemlig en accept af prostitution, hvilket i Socialdemokratisk optik indebærer et uacceptabelt bifald af samme. Og så er det ellers irrelevant, om det kan forbedre vilkårene for de prostituerede og styrke samarbejdet mellem dem og politiet i kampen mod trafficking eller ej.

Problemet er for så vidt ikke, at Socialdemokraterne principielt tager afstand fra salg af seksuelle ydelser. Det står dem frit for. Problemet er, at Anne-Marie Meldgaard overfører sin egen logik om forholdet mellem princip og praksis på sine modstandere: Hun præsenterer deres konkrete argumenter og løsningsforslag som udtryk for principper, de aldrig har ytret. Det er definitionen på et stråmandsargument, når man forvansker den andens synspunkt blot for at angribe forvanskningen. Anne-Marie Meldgaard argumenterer netop mod en stråmand, når hun ikke vil ”bifalde” prostitution og nægter at ”slå ud med armene og billige "verdens ældste erhverv"”. For hendes to kritikere har aldrig bedt hende om at bifalde prostitution eller slå ud med armene. På samme måde kan hun have gode grunde til ikke at ville ”købe myten om den lykkelige luder”, problemet er bare, at hun diskuterer med folk, der aldrig har forsøgt at sælge den. Folk, der ikke har påstået at livet er ”rosenrødt” for de fleste prostituerede, eller at prostitution har en ”præventiv effekt over for voldtægter”.

Muligheden for at komme i konstruktiv dialog med sin modpart er selvsagt begrænset, når man vælger at diskutere med sig selv.

Sidste del af læserbrevet lyder således.

Jeg vil til hver en tid stå fast på, at kvinder, der havner i prostitution, er ofre for nogle frygtelige omstændigheder. Uanset hvor meget vi diskuterer tal, som Steen Schapiro gerne vil, rykker det ikke ved, at størstedelen af de mennesker, der bliver handlet, ender i prostitution.
Ifølge politiets afhøringer ved op mod 95 pct. af dem, der kommer hertil, at de skal ind i prostitution.
Det er altså ikke ting, der er hevet ud af den blå luft eller er kommet gennem et filter, som Susanne Møller tror.
Netop det, at så stor en del af de handlede kvinder ender i prostitution, understreger præcist, at prostitution og trafficking ikke kan skilles ad – uanset hvor meget man end prøver. Det er virkeligheden – og det er den, som vi gerne vil gøre noget ved.
Derfor håber jeg, at SIO sætter handling bag ordene, så vi kan drøfte det politisk på Christiansborg.
Vel mødt.

Her har vi en interessant udmelding: Anne-Marie Meldgaard gør det klart, at hun ”til hver en tid står fast på”, at prostituerede er ofre for nogle frygtelige omstændigheder. Den er interessant, fordi den reducerer et empirisk spørgsmål (de prostitueredes livsvilkår) til et holdningsspørgsmål (”jeg står fast”). Det er ikke sådan, at Anne-Marie Meldgaard vurderer eller er overbevist om, at alle prostituerede er ofre for frygtelige omstændigheder. Nej, det er ganske enkelt hendes holdning, at virkeligheden hænger sådan sammen. Og den står ikke til at ændre. Den er uafhængig af tid og sted, uafhængig af hvad de prostituerede selv måtte mene, uafhængig af forskningsresultater og antropologiske feltbeskrivelser. Uanset hvad, ”til hver en tid”, vil hun mene, at prostituerede er ofre for frygtelige omstændigheder. Der er lukket for yderligere diskussion.

Ikke overraskende har Anne-Marie Meldgaard et problematisk forhold til at diskutere tal. Det er noget, som Steen Schapiro gerne vil, skriver hun, som om hun selv helst var det foruden. Men se så her: ”Uanset hvor meget vi diskuterer tal,” skriver hun, ”så rykker det ikke ved, at størstedelen af de mennesker, der bliver handlet, ender i prostitution.” Med andre ord: Uanset hvor meget vi diskuterer tal, så er mine tal rigtige. Og ifølge mine tal (hvis oprindelse vi vender tilbage til) ender over 50 procent (”flertallet”) af de handlede i prostitution.

Nu var det bare sådan, at Steen Schapiro havde påstået, at 75 procent af de handlede blev handlet til byggearbejde, landbrug og tiggeri. Hans kilde var International Organization for Migration. Det betyder ikke, at han har ret. Viden om trafficking er ofte behæftet med stor usikkerhed, og tallene kan variere fra undersøgelse til undersøgelse. Anne-Marie Meldgaard behøvede ikke nødvendigvis tage Steen Schapiros tal for gode varer. Hun kunne stille spørgsmålstegn ved validiteten eller fremføre andre kilder. Tag f.eks. Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO. Ifølge dem ender 43 procent af ofrene for menneskehandel i prostitution. Det stemmer ikke med, at 75 procent af dem handles til andre erhverv. Sådan kunne man diskutere tal. Men det gør Anne-Marie Meldgaard ikke. Hun konstaterer blot, at størstedelen af de handlede ender i prostitution, uanset hvor meget vi diskuterer tal. 

Og dog. Der kommer faktisk tal på bordet. Op mod 95 procent af dem, politiet afhører, er godt klar over, at de skal sælge sex, skriver Anne-Marie Meldgaard. Det er et velkendt tal, men det er overraskende, at hun bringer det frem. Tallet stammer fra Rigspolitiets ”Fakta om kvindehandel og rufferi” og plejer at blive brugt som argument imod sammenblandingen af trafficking og prostitution. Hvilket man forstår, når man læser det i sin oprindelige sammenhæng:

”Der er ikke mange sager om kvindehandel i Danmark. Baseret på afhøringer af udenlandske prostituerede viser det sig, at op mod 95 procent af dem er klar over, at de skal arbejde med prostitution i Danmark, inden de rejser hertil.”

Citatet er decideret ødelæggende for Anne-Marie Meldgaards argument. Politiet har afhørt udenlandske prostituerede og vurderet, at kun en brøkdel af dem er ofre for menneskehandel. Det taler ikke for at prostitution og trafficking skulle være to sider af samme sag. Og det siger i øvrigt intet om, hvor stor en andel af ofrene for menneskehandel, der er handlet til sexindustrien. Men det gør det for Anne-Marie Meldgaard. Hun er tilsyneladende ikke klar over, at de 95 procent er andelen af udenlandske prostituerede, der hjemmefra ved, at de skal til Danmark for at sælge sex. Hun tror, det er andelen af ofre for menneskehandel, der er udenlandske prostituerede. Hvilket hun bruger som argument for sin overordnede pointe: ”Netop det, at så stor en del af de handlede kvinder ender i prostitution, understreger præcist, at prostitution og trafficking ikke kan skilles ad.”

Man er forhåbentlig tilgivet for at trække på smilebåndet, når Anne-Marie Meldgaard understreger, at hendes tal ikke er ”hevet ud af den blå luft”.

I sit første indlæg, det som satte gang i brevvekslingen, argumenterede Susanne Møller for, at sammenblandingen af trafficking og prostitution er problematisk. Den forværrer forholdene for de prostituerede og besværliggør opklaring af menneskehandel. Hun fremlagde på vegne af Sexarbejdernes Interesseorganisation fem konkrete tiltag, der skal forhindre trafficking i sexindustrien. Det er ikke denne kroniks ærinde at vurdere, hvor realistiske disse forslag var. Det er dens ærinde at stille spørgsmålstegn ved Anne-Marie Meldgaards ærinde. Og dermed ved Socialdemokraternes ærinde. Måske ved det meste af venstrefløjens ærinde. For det er desværre ikke sådan, at Anne-Marie Meldgaards læserbrev skiller sig væsentligt ud fra mængden af indlæg i debatten. Tværtimod. Hendes argumentationsform er karakteristisk for de fleste til venstre for midten, når emnet er prostitution.

Det er bekymrende, fordi det reducerer den offentlige samtale til overflødig støj. Det er især bekymrende, når der er tale om et folketingsmedlem for landets næststørste parti, hvis holdninger hun eksplicit repræsenterer. Et medlem af retsudvalget, der involverer sig på eget initiativ i en debat om problemer og løsninger i forbindelse med prostitution og trafficking. Man skulle formode, at hendes dagsorden var konstruktiv og kritisk dialog, men hendes bidrag er en konsekvent lukken-ned for diskussion. Det består af cirkelslutninger, stråmandsargumenter og misbrug af talmateriale, der tilsammen formår at hvirvle så meget støv op, at debatten sander til og går i stå. Lige indtil den begynder forfra igen på nogle nye avissider, i et nyt debatprogram, på en ny konference.
 

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for charles bo nielsen

Jeg vil bare sige Tusind tak, for den nødvendige vidensdeling. Det er både forståeligt og interessant :) Jeg synes det er en meget ømtålig debat og den bliver alt for nemt fejet af bordet af politikere eller kritikere der bare slår ned med for mange følelser og for lidt saglighed som jeg fornemmer er Anne-Marie Meldgaards store problem i denne debat. Jeg havde dog aldrig selv gennemskuet hendes mangel på saglighed så det var rart at få gennemgået og du har nok meget ret i at der er selvom det for mig er svært at indrømme et stort problem med at diskutere prostitutions emnet på venstrefløjen.
Det er dog min holdning at sex/charme vil blive brugt ligemeget hvad, som middel til at opnå rigdom, viden eller magt ligemeget samfundsformen, ligemeget hvad politikkere måtte synes om det, det eneste man kan rokke ved er måden det bliver gjort på.
Om man charmerer sin chef på jobbet, knaldet med ham/hende, om man sælger sig selv på gaden, om man knalder den store selvsikre/trænede fyr/kvinde for at opnå tryghed. Meget af det går ind i samme boldgade uanset om vi vil se ned på det eller ej.
Det er for mig at se bare en naturlig del af overlevelses instinkterne at ville bruge alle midler til at opnå sikkerhed for sig selv og eventuelt nærmeste.
Men tak for oplysningen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Jensen

Tak for en meget præcis analyse.
Du begår imidlertid den fejl, at gøre Anne-Marie Meldgaard til repræsentant for Socialdemokratiet i denne sag. Partiet har endnu ikke lagt sig fast på en holdning, det gør de først på kongressen til efteråret.
Jeg har stadig tiltro til, at fornuften sejrer. Ikke alle socialdemokrater er så alternativt begavede, magtfuldkomne og anti-demokratiske som Meldgaard.
Håber jeg.
Så man kunne faktisk tilføje den kritik af Meldgaards læserbrev, at hun mod bedre vidende i sin magtfuldkommenhed lader som om, at hun kan udtale sig på sit partis vegne.

mvh. Bo Jensen
Butik Go’aften

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johannes Nielsen

Fantastisk tekstanalyse, der burde være tvangslæsning for alle der har ambitioner om at skrive andre steder end i deres egen dagbog. Elendige og forvrøvlede indlæg som det Anne-Marie Meldgaard præsterer forekommer så hyppigt i den offentlige debat at avislæsning for mit vedkommende ofte er forbundet med kvalme. Tak til Anders Haahr Rasmussen for helt præcist at sætte fingeren på hvori vrøvlet består.

Det eneste urefærdige er måske at Anne-Marie Meldgaard hænges ud i en sådan grad...hendes indlæg er - desværre - ikke meget værre end så mange andre. Denne uretfærdighed kan dog sagtens tilgives da den sker i en god sags tjeneste - nemlig i kampen for stringens, klarhed og skarphed i tekst og tale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Haahr Rasmussen

@ Bo Jensen

Tak for oplysningen om kongressen til efteråret. Når jeg skriver, at der "er tale om et folketingsmedlem for landets næststørste parti, hvis holdninger hun eksplicit repræsenterer", så forholder jeg mig blot til, at hun i læserbrevet giver udtryk for, at hun udtaler sig på partiets vegne. Det kan jeg så forstå på dig, at hun ikke har mandat til. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om.

@ Johannes Nielsen

Du har ret, AMM hænges ud, men nogen gange er det nødvendigt at tage udgangspunkt i et enkelttilfælde for at konkretisere en generel tendens. Jeg forsøger sidst i teksten at tage forbehold for dette:

"... det er desværre ikke sådan, at Anne-Marie Meldgaards læserbrev skiller sig væsentligt ud fra mængden af indlæg i debatten. Tværtimod. Hendes argumentationsform er karakteristisk for de fleste til venstre for midten, når emnet er prostitution."

anbefalede denne kommentar