Anders Haahr Rasmussens blog

En krammer til Fetterlein

(Informations bogtillæg bringer i morgen, fredag den 18/11, min anmeldelse af selvbiografien Fetterlein – Forført af livet. Det er en beskåret version, da man på redaktionen vurderede, at fire avissider trods alt ville være for meget plads at bruge på Fetterens bog. Så her er den fulde tekst. Der er en lille håndfuld fodnoter undervejs market med tal i parentes.)

 

En krammer til Fetterlein

 

Første gang jeg så Frederik Fetterlein var på en Q8-tankstation på Lolland. Det var vist i 1992 eller 1994, jeg har været 13-15 år gammel og var med familien på vej hjem i folkevognsrugbrødet fra bilferie i Holland eller Tyskland, den slags detaljer fortaber sig i tågerne. Oplevelsen af Frederik Fetterlein står til gengæld lysende klar. En rød Porsche drejede i høj fart ind fra hovedvejen, bremsede ved en stander og ud stod han: høj, slank, rank, med daggamle skægstubbe og det lækreste hår. Med sig havde han den smukkeste kvinde, man kunne forestille sig, bølgende lokker, lange ben, høje hæle og pels. Fetterlein tankede med et fraværende blik i øjnene, hun gik ind i butikken, tempoet var højt, de vekslede ikke et ord, og straks drønede de af sted igen. Fetterlein var videre. Jeg stod tilbage med åben mund og blottede togskinner. Det var som at blive strejfet af en brise fra et højere luftlag.

Anden gang jeg så Frederik Fetterlein var i Brøndbyhallen. Det var stensikkert søndag den 5. februar 1995, da det danske tennislandshold spillede Davis Cup-dyst mod Sverige. To dage forinden havde Fetterlein sensationelt slået selveste Stefan Edberg, og nu, i den afgørende kamp, foran 4.000 tilskuere, servebombede han sig frem til en femsætsafgørelse mod endnu en svensk favorit. Det var en fryd at se Fetterlein spille, så ivrig, så ilter, med den sikre baghånd og forhåndens korte aftræk, smældet i underarmen, følingen i håndleddet. Lige lidt hjalp det. Han tabte, men overvandt enhver tvivler. Her var Danmarks mest talentfulde tennisspiller i nyere tid.

Forleden udkom så hans selvbiografi, Fetterlein – Forført af livet. Nårj, hvor jeg glædede mig. Jeg glædede mig til at komme med ind på centre court i Paris mod gruskongen Thomas Muster (1). Til at have matchbold mod Stefan Edberg, til at komme ned i omklædningsrummet, ud på træningsbanen, ind i limousinen, op i privatflyveren, ned til Monte Carlo og drikke champagne med oliemillardærer og score topmodeller, og i det hele taget få det, som enhver selvbiografi gennem sin genre lover: et andet liv oplevet indefra.

Det leverer de færreste sportsbiografier, og Fetterlein – Forført af livet er ingen undtagelse. Her er for eksempel hans beskrivelse af dagen – en af de største i hans karriere – da han endelig, efter årevis af slid blandt det frådende felt af verdens endnu uforløste tennistalenter, brød ind i top-100 på verdensranglisten og blev en del af den absolutte elite med fast deltagelse ved grand slam-turneringer til følge:

»Det føltes godt. Rigtig godt. Jeg fejrede det med et glas vin og en stor steak om aftenen sammen med min træner.«

Eller om møderne med sit livs største idol, tennislegenden Björn Borg:

»Hver gang har det været en særlig oplevelse for mig. Og han har ikke skuffet mig en eneste gang. Han er bare en super cool fætter.«

Eller hør her beskrivelsen af Fetterleins mentale styrke, der har vundet ham adskillige sejre:

»En gang var jeg bagud i første sæt og spillede som en pose nødder, og var på vej ud af turneringen. Jeg fik hevet mig op ved hårrødderne, vandt et par svære bolde, og cruisede derfra til en sejr.«

Sportsfolk er notorisk håbløse til at sætte levende ord på de nærmest umenneskelige præstationer, som vi andre dødelige har hevet uanede mængder inspiration og begejstring ud af fra tilskuerpladser og lænestole. Det er ingen nyhed. Det er måske snarere en nødvendighed. Hvilket tvivlende, reflekterende, spørgende væsen er i stand til at slå så mange tusinde forhåndsslag, uge efter uge, gennem hele sin opvækst og ungdom, indtil det sidder i nervebanerne som ren muskelhukommelse, der automatisk og uden angst aktiveres under tusindvis af tilskueres stirrende blikke og snurrende kameraer, når serven ankommer med 200 km/t? Kald det tavs viden. Den nu afdøde forfatter David Foster Wallace beskrev det for år tilbage i sit berømte essay, How Tracy Austin Broke My Heart (2), en 15-sider lang anmeldelse af tennisfænomenet Austins selvbiografi:

»De, som modtager og udlever idrætsgeniets gave, må nødvendigvis være blinde og stumme i forhold til det – og ikke fordi blindhed og stumhed er gavens pris, men fordi det er dens essens.«

Men der er andre grunde til, at Forført af livet er så gennemgående en bedrøvelig læseoplevelse.

En del af forklaringen skal findes i, at bogen, målt på alle gængse parametre, er elendig. Sproget er smerteligt ringe. Fetterlein har fortalt om sit liv til ghostwriter Peter Bennett (Hestekunster, 2007, Lær at ride med Tina Lund, 2007, Lær at springe med Tina Lund, 2009, Hundekunster, 2009), men med sætninger som »Chaufføren åbnede døren for først Saseline, der spændte Sean fast i barnestolen i limoen og chaufføren løb så hurtigt over på den anden side og åbnede døren for mig«, er det svært at se, hvad hans funktion har været.

Såvel kronologisk som temamæssigt er bogen et stort rod med referencer til f.eks. »Sarah« og andre bipersoner, adskillige kapitler inden man finder ud af, hvem de er.

Forlaget Bogkompagniet har tradition for sjuskede udgivelser, men med Forført at livet sætter de nye standarder. Der er fejl på alle sider. Slåfejl, stavefejl, faktuelle fejl, syntaksfejl og flere kommafejl, end jeg har set i tre år som lektiehjælper for tosprogede børn på Nørrebro. Der rodes rundt i årstallene og skiftes mellem nutid og datid i samme sætning. Hov, så manglede der lige et punktum mellem to sætninger. Hov, så var der pludselig et stort bogstav midt i det hele. Baghånd bliver til forhånd, ekskonen Tereza bliver til Theresa, kæresten Michella til Michelle, og oplysninger om, at Wimbledon »afholdes hvert år med start seks uger før den første mandag«, er så besynderlige, at selv denne livslange tennisfanatiker har svært ved at gætte sig til, hvad der skulle have stået.

Som en fysisk manifestation af udgivelsens totale mangel på kvalitet er limningen i ryggen gået op efter en enkelt gennemlæsning og et par efterfølgende opslag.

Lad os bare slå op nogle steder, for der er sådan set spændende afsnit hist og her. For eksempel på side 32, hvor Fetterlein fortæller om, hvor helt og aldeles urimelig, egoistisk og krukket en doublemakker han var i sine unge dage. Han svinede konsekvent sine medspillere til, fik pigerne til at græde og bad drengene om at skride ud til siden efter serven, så han selv kunne spille pointet færdig.

Her forventer en erfaren biografilæser så at få den nu 41-årige Fetterleins tanker om, hvad den slags opførsel skyldtes. Man forventer refleksion. Indsigt takket være bagklogskabens klare lys. Det får man ikke. Fetterlein, der var sin årgangs ubestridt bedste juniorspiller med DM-titler som U-12, U-14, U-16 og U-18-spiller, nøjes med at konstatere, at det irriterede ham grænseløst, når hans medspillere lavede fejl, så han forsøgte at spille så lidt double som muligt. Og så videre til næste emne.

Sådan forløber det meste af bogen. Fetterlein konstaterer, at han altid tabte sine formiddagskampe, fordi han aldrig har kunnet og stadig ikke kan spise morgenmad. Blæsevejr fungerede heller ikke, og høj varme slet ikke. Og så ikke mere om det.

Uden for tennisbanen går det vildt for sig. Han låner rask væk en million til »at være party uartig for«. Der ligger 25 Rolex-ure hjemme i skuffen, og tøjstilen fordrer skræddersyet designervarer frem for noget så sølle som »en stangtøjshabitjakke fra Giorgio Armani«. På en kedelig tirsdag privatjetter Fetterlein, bosat i Monaco, med sin gode ven prinsen af Saudi-Arabien til Genève, hvor en limousine kører dem op i Alperne til en dag på ski. Bevæbnet med et American Express’ Centurion titaniumkort uden limit bruger han snildt 200.000 på en bytur med Cristal, coke og luksusludere, hvis ikke han hiver en topmodel eller rigmandskone med i kanen.

Fetterlein »kneppede alt hvad der kunne kravle og gå«, men det gør ikke den store forskel, for »sex er alt for ens, uanset hvem man dyrker det med (...) en gentagelse af det man gjorde aftenen før. Bare med en anden«.

Det lette liv går selvfølgelig ud over tenniskarrieren. Han formulerer det ikke uden humor i et afsnit om doping, som han afviser at have taget – og hvilken forskel skulle det også have gjort:

»Så vidt jeg ved, kan man ikke tage nogen former for doping der hjælper mod at tage dumme beslutninger, som at feste og sove til langt op af formiddagen frem for at gå i seng i god tid og stå op og få en god gang morgentræning.« (3)

Det giver næsten sig selv, at de mange fester har konsekvenser for Fetterleins kærlighedsliv. Det bliver gennemgået i kapitlet »Kvinderne i mit liv«, der er inddelt i afsnit med navne som overskrifter: Heidi Albertsen, Tereza Maxová, Saseline, Charlotte, Michella.

Den ene er mere »stanglækker«, »drønfræk« eller »gudesmuk« end den anden. Fetterlein bliver stormende forelsket og sover lykkeligt »med verdens smukkeste og dejligste kvinde i mine arme«. Han fortsætter selvsagt med at knalde til højre og venstre, indtil han pludselig løber ind i en ny version af »den sprødeste pige, jeg nogensinde havde mødt«, og sådan begynder historien forfra. Der er ikke den store livsvisdom at spore i genfortællingerne. For eksempel her, efter en faktisk ret øm beskrivelse af sit forhold til Katrine, 17-årige Fetterleins første kæreste, som også er den første pige, han er i seng med.

»’Hvor er jeg dog bare vild med dig,’ sagde jeg til Katrine, da vi lå i armene på hinanden i sengen på hendes værelse i øjeblikkene efter jeg ikke længere var jomfru mere. Og sex’en knyttede os endnu tættere til hinanden. Men mit primære fokus dengang var som sagt på tennissen, og så var det altså, at jeg begyndte at falde for en anden pige i vores omgangskreds, nemlig den unge og sprøde Sarah Zobel.«

Eller senere, da han efter en affære med sangerinden Saseline Sørensen under indspilningerne til reality-programmet Robinson forlader sin kone, Tereza, og deres lille dreng Tobias. Familie og venner begriber ikke, hvad der får ham til at opgive sit tilsyneladende velfungerende ægteskab.

»Men det gjorde jeg,« skriver Fetterlein, inden han citerer en berømt popduo:

Den går frem og tilbage, fra side til side: G-streng, gennemsigtigt tøj
Daamn, du er hot! Men du ved jeg ikke kommer til dig
For du kommer til mig og gnider røven op ad mig.

»Sådan sang vi alle med på Nik og Jays mega hit Ryst din røv den sommer. Og jeg sang den til min nye, sexede kæreste, når hun frækt vimsede omkring mig iført en fræk top, hvor de stive brystvorter tittede igennem og med en g-strengs trusse, der fremhævede hendes super velformede nougatbrune røv. Jeg var vild med den røv. Jeg var vild med den krop. Jeg var vild med den sjæl. Jeg var vild med Saseline.«

 

SELVBIOGRAFIER KAN VÆRE mere eller mindre læseværdige. De kan være skruet bedre eller dårligere sammen. Uanset hvad er de altid utroværdige. Ikke fordi fortælleren nødvendigvis lyver, men fordi fortælleren vælger, hvad der skal tilstås. Som den amerikanske forfatter J. D. Salinger formulerede det i Seymour – An Introduction fra 1959:

»Der er nok aldrig skrevet en skriftestolspassage, som ikke stank en smule af forfatterens stolthed over at have givet slip på sin stolthed. Når man har med en offentlig bekender at gøre, skal man altid lytte efter det, han ikke bekender.«

Og det stopper ikke her. Selvbiografiens utroværdighed handler ikke bare om hvad, der bekendes, men også hvordan det gøres: Hvad det kædes sammen med, hvilken større narrativ det sættes ind i. Med François de La Rochefoucaulds ord:

»Lysten til at tale om os selv og vise vores fejl fra et perspektiv, vi selv vælger, kan forklare en stor del af vores åbenhed.«

For et par år siden – apropos åbenhed og tennisspillere – udkom Open, den usædvanligt best-sælgende selvbiografi af Andre Agassi, der vidt og bredt blev hyldet som en af alle tiders bedste inden for sin genre. Den er på mange måder alt det, som Fetterlein – Forført af livet ikke er. Den er velskrevet, sammenhængende, fængende, rørende, reflekteret og så godt som fejlfri. Det er en god bog. Det er også, vil jeg påstå, en virkelig træls bog.

Den er træls på en måde, som især selvbiografier kan være det. Agassi skriver – eller rettere, hans Pulitzerprisvindende forfatter af en ghostwriter gør det for ham – fra en position som velhavende, gudfrygtig familiefar bosiddende i sin hjemby, Las Vegas, med sin kone, den ligeledes pensionerede tennisstjerne Steffi Graf, og deres to børn. Han har samlet over en kvart milliard kroner ind til velgørenhed for socialt udsatte børn i sin hjemegn, som har mulighed for at få en uddannelse takket være hans college-forberedende Andre Agassi Academy. Det går ham godt. Og bogen handler om, hvordan han nåede dertil.

Hvad han dog ikke måtte kæmpe med, Agassi: en frygtelig far, sit eget mindreværd, ungdommelig forvirring, skoletræthed, diktatoriske trænere, forliste parforhold, svære skader og et dybtfølt had til den sport, han ikke kunne undvære. Men han klarede det. Opnåede lige præcis de mål, han satte for sig som de vigtigste i tenniskarrieren, fandt sig selv uden for banen, sluttede fred med sin far, byggede en skole og mødte sit livs kærlighed, sådan at alle de narrative tråde på smukkeste vis fandt sammen til en hjerteformet sløjfe.

»Alt er skæbne,« skrev Informations anmelder Lise Nielsen, der som en af de få, ikke faldt på halen over Open, som snarere efterlod hende »med indtrykket af, at Agassis liv først og fremmest er en fortællemodel. Ung mand tager af sted, udsættes for prøvelser og finder lykken til sidst«.

Den slags historier er som regel opmuntrende. Man bliver glad af at læse dem. Lidt på samme måde, som man kan blive glad af at se romantiske komedier. For det er en rar tanke: at den eneste ene findes, at det hele giver mening, at der er en lykkelig slutning.

Måske er det derfor, Forført af livet er så bedrøvelig læsning. Godt nok er bogens forside – et nærbillede med lille dybdeskarphed af en ubarberet Fetterlein – en tro kopi af Open, men indeni er alt anderledes. Her er intet fremskridt at spore. Her gives ingen mening. Fetterlein fester kærestens husholdningspenge væk og flygter ud på badeværelset, når inkassomanden ringer på. Han lyver og stjæler og bedrager og ødelægger alle »de gode ting i mit liv, nærmest inden de får lov at folde sig ud«, men han aner ikke hvorfor.(4)

Det ene øjeblik begræder han sit rastløse, rodløse liv og sine manglende evner som far, ven og kæreste. Han konstaterer bedrøvet, at han får sværere og sværere ved at binde sig til andre mennesker, og at han er opsat på at gøre noget ved det. Han ved nu, at alt det flygtige ikke skaber glæde. Han har brug for ro. For sin egen og sine børns skyld. Det næste øjeblik snakker han om fodboldspilleren Ashley Coles tidligere kone, Cheryl, som han ofte så til Chelseas hjemmekampe på Stamford Bridge, hvor Fetterlein har fast plads i VIP-afsnittet.

»Fik jeg lejlighed til det, så ville jeg ikke tøve med at være sammen med hende. Hvis hun ringede lige nu og spurgte om vi skulle giftes, så ville jeg smide alt hvad jeg havde i hænderne, og tage den første flyver til London. Så lækker er hun.«

Vi forlader Fetterlein, eller han forlader os, med blødende mavesår og en gæld på 5.786.000 kroner. Han er blevet erklæret personlig konkurs og har mistet sine lejligheder i Monaco og København, sine Rolex-ure, to Porscher og ene Ferrari. Han ernærer sig ved at optræde i realityprogrammer og gæstebartende rundt omkring i landet. Det sejler, skriver han.

»Jeg bor i skiftende lejligheder som ikke er mine, og har 4-5 piger der tror, de er kæreste med mig og skriver I love you hver morgen på sms’en. Jeg drikker meget. Spiser for godt og rører mig ikke nok.«

Men Fetterlein er optimist. Han er pavestolt over bogen, som er det første projekt, han nogensinde har gennemført. Han er opsat på at gå i terapi, og sikker på at gælden nok skal blive betalt af. Han er gode venner med sine børns mødre og nyforelsket i 21-årige Michella, hvis navn han har fået tatoveret på indersiden af ringfingeren for at vise, at han virkelig vil det.

»Jeg tror hun er den nye, store kærlighed i mit liv. Jeg håber det. Bare min nærhedsangst nu ikke også ædelægger dette forhold. Men det må tiden vise. Og jeg må håbe at jeg denne gang kan holde mig væk fra andre kvinder end Michella.«

Det er svært at være helt så optimistisk som Fetterlein. Men det også svært, efter at man har bladret om på sidste side til et billede af en topløs, veltrimmet, solbrun Fetterlein i barfodet løb langs landevejen med et smil på læben og en forsikring i bogens sidste sætning om, at han glæder sig afsindig meget til resten af sit liv, ja, så er det svært ikke også at blive en lille smule glad.

Og her tænker jeg ikke på den slags glæde, der følger med romantiske komedier og Agassi-biografier. Den slags glæde, der altid også indeholder en snert af misundelse og som føles lidt som at tisse i bukserne på en kold vinterdag, fordi man går i seng med tanken om, at der findes en Sally til enhver Harry, og at selv rødder som Agassi finder deres plads i livet, kun for selv at vågne op næste morgen til det samme vanskelige parforhold, følelser strittende i tusind retninger og en grundlæggende tvivl om, hvad man skal bruge sit liv til.

Dér står Fetterlein. Selvmodsigende, tvivlende og utilstrækkelig. Midt i det rod, der er livet, uden helt at vide hvad der foregår, men opsat på at knokle videre. Det minder om noget, man kender. Og man ender sgu med at få lyst til at give ham en krammer – som nok i virkeligheden er en krammer, man får lyst til at give sig selv.

 

--------------------------------------------------

 

 

Noter:

1) Jeg kan huske, jeg sad og så kampen mod Muster i 1996 på Eurosport. Det var dengang, man havde fornøjelsen af de britiske kommentatorer, som syntes, at Fetterlein var en »Funny character« eller »Funny chap« eller noget i den dur, fordi han bare gav den max gas, men også fordi man på slow motion-billeder kunne se, at Fetterlein bogstavelig talt servede med lukkede øjne. Når man søger efter Fetterlein på youtube i dag, finder man sølle tre tennisklip med ham, hvilket nok både siger noget om, hvor sjældent danske tv-seere havde mulighed for at se Fetterleins og Kenneth Carlsens kampe i fjernsynet dengang i 90'erne, og hvor få VHS-båndede kampe, der har klaret det gennem ti års arkivering og efterfølgende digitalisering og upload. Heldigvis er 30 sekunders Muster-kamp fra fransk tv et af dem.

... hehe, og folk brokker sig over, at kvinderne stønner for meget? Fetterlein tabte i øvrigt kampen 4-6, 2-6, 4-6.

2) Det er virkelig et læseværdigt essay, som unægtelig også har fungeret som inspirationskilde til ovenstående tekst, og som vel egentlig bør købes i boghandlen, hvor den findes i Wallace's suveræne essay-samling Consider the Lobster, men som faktisk også ligger frit tilgængelig som 2,12mb pdf-fil lige her.

3) Man tænker om Fetterlein, at han ville have haft det en del nemmere i begyndelsen af 1970’erne, dengang verdensstjerner som Jimmy Connors og Ilie Nastase kunne finde på at åbne en flaske champagne ved sidebytte eller gå sammen i byen på Playboy Club og hænge ud med Andy Warhol på Studio 54. »Dengang var sex ligesom at tage et bad,« skriver Nastase, den livsglade rumæner, i sin selvbiografi fra 2005. »Du tager et, det føles godt, og så glemmer du det.«† Den gik måske i 70’erne, tennissportens guldalder, da nys tilladte sponsormillioner og tv-transmissioner bragte rigdom og berømmelse til spillerne, som stadig svor til den hedengangne amatørtids træketsjere og træningsidealer. I 90’erne var det en anden sag. Fetterlein kæmpede i en tid med syntetiske strenge og ketsjere af grafit, mod et strømlinet felt af nøje trimmede modstandere underlagt stram disciplin og strenge diæter. Der var ikke et gram unødigt fedt på kroppen og stort set aldrig alkohol i blodet. Så Fetterlein begyndte at tabe. 1995 – året da han slog Edberg, slog Muster og kravlede op som nummer 75 på verdensranglisten – blev ikke begyndelsen på en karriere blandt de allerbedste. Det blev begyndelsen på enden.
             † Fetterlein synes næste at mime ’Nasty’, når han fortæller om sine strandfester i St. Tropez, hvor han sammen med sin stenrige ven Carlos fra Colombia* havde for vane at smide om sig med champagne, omgive sig med smukke kvinder, »knalde dem i suiten. Smide dem ud. Gå i bad. Klæde om og springe i sit pæne jakkesæt, gå ud og spise og så feste videre.«
                         * Man kan have sine sikkert lettere fordomsfulde tanker om, hvem denne Carlos fra Colombia er, og hvordan han finansierer sit liv i Monaco, men det er, sigende for bogen og tilsyneladende sigende for Fetterleins tilgang til livet, ikke noget han bryder sit hoved med, hverken dengang eller nu: »Han var fra Colombia og ingen anede, hvad han lavede og hvorfor han var så rig, som han var. Jeg syntes, at en af de bedste ting ved Monaco netop er, at der ikke er nogen, der dømmer hinanden.«

4) Bevares, han forsøger sig med et par forklaringer, men de bidrager kun til fremstillingen af ham som skrupforvirret. Hvis bare han havde festet igennem som alle de andre unge i Rungsted i stedet for at spille tennis, så ville han ikke opleve denne forsinkede pubertet - »måske er det derfor jeg står på natklubben Zen hver weekend og står på bordene og danser rundt på højtalerne«. Hvis bare han ikke var så kendt et ansigt, der fik så mange frække tilbud i København, ville hans forhold have holdt. Hvis bare Monaco ikke havde haft så mange smukke kvinder, hvis bare han havde været bedre til at sige nej, hvis bare han havde Sarah Zobel lidt senere, så havde han været gift med hende i dag.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer