Anders Haahr Rasmussens blog

Midt i en stille revolution

(Her mellem jul og nytår kører en serie på Informations kultursider, hvor en håndfuld af avisens skribenter har fundet et billede af deres forældre frem og skrevet et lille essay om det og dem. "Familieportrættet" hedder serien, som er min kollega David Rehlings ide, og han opfordrede mig så til at bidrage, selv om mine forældre (vist nok i modsætning til de andre bidragyderes, ud over Rehling er det Karen Syberg, Torben Brostrøm, Lilian Munk Rösing og Kristen Bjørnkjær) stadig lever. Men i hvert fald: Jeg har kun ét billede af dem, og det har jeg så kigget på og skrevet, nok ikke så meget 'om', som 'ud fra', og det blev selvfølgelig meget længere, end der var plads til i avisen, så her kommer det i fuld længde med en ordentlig røvfuld fodnoter markeret i parentes undervejs og smidt ned i bunden af siden).

----------------------------------------

 

 

Midt i en stille revolution

 

Jeg har et minde om mine forældre på en stue på Frederikssund Sygehus. Det er mit tidligste minde om dem sammen, og jeg husker det, fordi de ikke var sammen længere. Året var 1985, jeg var fem år gammel, og min far var blevet opereret for blindtarmsbetændelse. Der var hvide vægge og hvide lagner, og jeg kravlede op i hospitalssengen, hvor han viste mig sit ar på maven. Det var første gang, jeg så et ar. Min mor stod ved fodenden af sengen med min etårige lillebror på armen. Nogle måneder forinden havde min far sagt til hende, at han var forelsket i Mette. Nu boede han til leje ude på Cellovej.

De blev kærester på en skiferie til Canazei i 1978. Min far, Bo, delte værelse med sin kammerat Ejvind. Min mor, Eva, delte værelse med Kirsten. Det var bare sådan, at Ejvind og Kirsten havde et godt øje til hinanden, så inden længe spurgte Ejvind om lov til at bytte værelse med Eva. Den slags ville hun nødig stå i vejen for, så Eva flyttede ind hos Bo, der som ivrig udlufter bød sin nye sambo velkommen med en advarsel: »Jeg sover koldt. Jeg sover iskoldt.«

Min mor var 32-årig fraskilt mor til Søren. Min far var 26 år og forlovet med Trulte fra Norge. De var begge to folkeskolelærere i gang med at videreuddanne sig på Danmarks Højskole for Legemsøvelser. Formålet var at gøre gymnastikundervisningen mindre militaristisk og mere pædagogisk. Jeg blev født halvandet år senere.

Mine forældre var ikke gift, da jeg kom til verden. Det var efterhånden blevet almindeligt. I 1979 blev over 30 procent af danske børn født uden for ægteskab – det var godt en tredobling på bare ti år. I nogenlunde samme periode dalede folks trang til at gifte sig med 40 procent. Det var selvfølgelig en del af ungdomsoprørets opgør med autoriteter, og skandinaverne var med helt i front. Sammen med Sverige havde Danmark verdensrekord i antallet af såkaldt ugifte samlevende. Konceptet var så relativt nyt, at man først i 1974 begyndte at undersøge omfanget. Da gjaldt det 10 procent af alle danske par, og det tal havde stejl retning opad.

I Sydeuropa var den slags stort set uhørt. Andre steder i det nordvestlige Europa – Frankrig, Tyskland, Holland, Storbritannien – vandt det gradvist indpas, men mest som en form for prøveforhold, en overgangsfase inden ægteskabet. For en stor del danskere og svenskere var det en anderledes permanent ordning. Det var der i grove træk to forklaringer på. For det første har skandinavere en lang tradition for et ret afslappet forhold til sex før ægteskabet. For det andet tjente mange skandinaviske kvinder deres egne penge, og det offentlige velfærdssystem udgjorde et finansielt sikkerhedsnet, sådan at mødre som regel kunne klare sig uden en mandlig forsørger.

Så folk købte hus sammen, fik børn sammen og forblev ’papirløse’, som det noget misvisende blev kaldt, eftersom fraværet af lige netop en vielsesattest medførte store mængder papirarbejde som kompensation for de arveregler, skattefordele og det formuefællesskab, der var forbeholdt ægtefolk. Det var et ømt punkt, det retslige forhold mellem ægtefolk og u-. Allerede i slutningen af 1960’erne foreslog Socialistisk Folkeparti en ændring af lovgivningen, sådan at to personer, der uden afbrydelse havde boet sammen i mindst tre år kunne kræve deres forhold »anerkendt af overøvrigheden«, og at denne anerkendelse på alle lovens områder skulle ligestille dem med ægtefolk. Det blev ikke vedtaget.

Hverken min mor eller far gjorde sig tanker om deres retsstilling, da de købte hus på Vibevej i Frederiksværk. Det er her, billedet er taget. I pejsestuen, hvor der stod et klaver, som min far tit spillede på med mig på skødet. Året var 1980. Min storebror, Søren, gik i 1. klasse på Byskolen. Min mor var lærer på Magleblikskolen, min far på Enghaveskolen. Økonomien var stram. Startlønnen for en seminarieuddannet folkeskolelærer var 96.805 kroner om året – omtrent 8.000 kroner om måneden. De havde lånt 60.000 af min farmor og farfar til udbetalingen af huset. For at spæde indtægten op arbejdede min far som svømmelærer i sommerferien og basketballtræner om vinteren. Hver dag hentede han mig tidligt om eftermiddagen hos dagplejen Karen, så de kunne nøjes med at betale den lave takst.

Peter blev født i sommeren 1983, vi flyttede op på Hulgårdsvej, og mine forældre snakkede om at gifte sig. Det handlede især om at knytte min far tættere til os, sådan rent juridisk. Lovgivningen var dengang skruet sådan sammen, at en ugift far ingen forældremyndighed havde over sine børn. Det fulgte et gammelkendt princip om, at Mater semper certa est, man ved altid, hvem moren er, mens Pater est quem nupriæ demonstrant – far er den, brylluppet udpeger.

Andre steder i verden ville de allerede være ægtefolk, sådan som de levede. Hvis mine forældre for eksempel havde tilhørt Vanatinai-folket i det sydlige Stillehav, ville deres forhold være officielt, så snart min far havde overnattet hos min mor og, meget afgørende, spist den morgenmad, hun efterfølgende serverede for ham. Hos Mbuti-pygmæerne i Congo er det endnu mere enkelt. Her ville mine forældre automatisk have været gift efter to sæsoner under samme tag. Sådan var det også i Danmark engang. For eksempel erklærede Jyske Lovs første bog §27 i 1241, at »Hvis nogen har en slegfred(1) i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst går til sengs med hende, og hun råder over lås og lukke og åbenlyst spiser og drikker med ham, da skal hun være hans ægtehustru og rette husfrue«. Min mor ville stensikkert have kvalificeret sig. Men i 1922 indførte Folketinget en ny ægteskabslov, der endeligt gjorde op med fortidens diffuse regelsæt. Fra da af blev vielse, enten borgerlig eller kirkelig, den eneste gyldige vej til ægteskab.

Så langt nåede mine forældre ikke. Søndag den 23. september 1984, efter flere timers hidsigt havearbejde, trådte min mor ind i stuen, hvor min far sad ved skrivebordet.

»Sig mig engang, har du fundet en anden?« spurgte hun.

»Ja,« svarede han.

Min mor cyklede en lang tur. Bagefter samlede hun os alle sammen i stuen, hvor hun meddelte, at Bo ikke gad bo sammen med os mere, så han flyttede.

»Så flytter jeg med,« sagde jeg straks, mens min storebror begyndte at græde, og min lillebror hoppede intetanende rundt i sin gynge. Samme aften pakkede min far en kuffert. Han flyttede op til Jens og Birgit, hvor min mor tog på besøg og foreslog ham at vende hjem igen. En måned senere fandt han et lejemål på Cellovej, 100 meter fra hans nye kæreste, Mette. Jeg blev på Hulgårdsvej.

Det var ikke fordi, min far ikke ville have mig med. Tværtimod foreslog han, at jeg fulgte med ham, mens Peter blev hos min mor og Søren. Men det var ikke op til ham. Hans retsstilling var mildest talt elendig.

Helt tilbage fra den tidligste danske lovgivning har forholdet mellem fædre og ’uægte’ børn været reguleret. Til at begynde med handlede det om arv og social status. Det handlede om, hvorvidt barnet skulle have et tilhørsforhold til farens slægt, og det var alene op til faren at bestemme. Boede han ugift sammen med moren, kunne han ifølge middelalderens landskabslove frit vælge at anerkende barnet, der så fik status som slegfredsbarn med halveret arvelod til følge, eller afvise enhver forbindelse.(2) Kvinder, der blev gravide med gifte mænd, fødte slægtløse horeunger.(3)

Det ændrede sig i Oplysningstiden. Traditioner blev udfordret af rationel tænkning, og naturrettens tanker vandt indpas i dansk lovgivning. Befolkningstallet steg, landsbrugsproduktionen blev øget, der var hårdt brug for arbejdsduelige hænder, og borgernes sundhed og trivsel blev efterhånden opfattet som afgørende for et lands økonomi. Børn blev med andre ord vigtige for staten. I 1763 ændrede man reglerne omkring de uægte af slagsen, så det nu først og fremmest handlede om at forsørge dem. Fra et nationaløkonomisk perspektiv var det ikke længere rentabelt at lade børn vokse op i armod. Faren blev pålagt at betale mindst halvdelen af udgifterne til barnets ”nødtørftige underholdning”.(4)

1900-tallet så den universelle velfærdsstat vokse, og børnelovgivningen afspejlede et udbredt ønske om at ophæve diverse samfundsmæssige uretfærdigheder og forskelsbehandling. Nu handlede det pludselig om barnets trivsel og rettigheder. ’Uægte børn’ blev til ’børn født uden for ægteskab’, og de fik lov til at arve deres far og bære hans efternavn. Børneloven i 1960 medførte fuld ligestilling mellem børn født inden og uden for ægteskab.

Én ting havde dog ikke ændret sig siden middelalderen. Moren blev stadig anset for at være den primære omsorgsgiver. I århundreders faderskabslovgivning var der kun sporadiske bemærkninger om, at en genetisk relation til barnet også indebar en social og psykologisk relation.(5) Farens rolle var forsørgelse.(6)

I 1984, da min far uden forældremyndighed satte sig ned hos Advokatvagten for at få gratis rådgivning om sine muligheder for at tage mig med sig fra Hulgårdsvej, var reglerne sådan, at »særlige omstændigheder« skulle gøre sig gældende, før statsamtet overhovedet gav en far ret til personligt samvær med et barn født uden for ægteskab.

Min mor insisterede på, at vi tre brødre skulle blive sammen. Juristen hos Advokatvagten mente nok, at min far havde en chance for at få sin vilje.

»Vi kan gå hele vejen, hvis det er,« sagde han.

Det havde min far alligevel ikke lyst til. Og sådan blev det, at vi, som det var så populært i 80’ernes skilsmissefamilier, havde hjemme hos mor og besøgte far hver anden weekend.

Han hentede os fredag efter skole. Nogle gange lånte han en bil, andre gange kom han på cykel med hænger på. Så sad Peter deromme, mens jeg sad på tværstangen og var Karl Gearskifter. Søren cyklede selv.

Jeg husker tiden i min fars lille lejebolig på Cellovej som ret fantastisk. Der var bare ham og os. En aften, da Søren og jeg ikke kunne sove, listede jeg ud i køkkenet, hvor han sad og rettede opgaver.

»Vi kan ikke sove,« sagde jeg.

Og så ved jeg ikke, hvor han fik den ide fra, for vi havde børstet tænder og det hele, men fem minutter senere kom han ind på værelset til os med en skål fyldt med Smarties-pastiller og Dumle-slikkepinde.

Når så han afleverede os på Hulgårdsvej søndag aften og skulle af sted igen, hylede vi op: »Du må ikke gå, du må ikke gå,« eller »Vi vil med, vi vil med.«

Min mor havde som regel brugt sin barnløse weekend på at leve op til en statistisk sandhed: Blandt arbejdende kvinder arbejder ingen så meget som enlige mødre. Mens vi spiste Dumle-slikpinde, løb min mor rundt og serverede fiskefileter og flæskesteg med sin veninde Bodil på hendes forældres restaurant i Rørvig. Det gav lidt ekstra, og det var der brug for. 1985 blev en isvinter. Kolde nordøstlige vinde sendte permanent termometeret under frysepunktet, der blev målt minus 25 grader, og min mor købte to paller koks, da brændet slap op. Året efter blev hun forfremmet til viceskoleinspektør.

En dag så vi tilfældigt min far. Peter og jeg sad for og bag på min mors cykel, da min far kom kørende forbi med Mette. De havde bil.

»Var vi ikke bare heldige i dag,« spurgte jeg min mor samme aften.

»Synes du ikke? Vi så Bo!«(7)

Men min mor var ikke så begejstret for at se Bo. Det begrænsede sig helst til den højst nødvendige kalenderplanlægning. Og så vores fødselsdagsmorgener, når han kom forbi med en pakke i hånden og sad med ved bordet til rundstykker og kaffe. Jeg spiste Frosties med sødmælk.

Det er et relativt nyt fænomen, at folk flytter sammen på grund af kærlighed. Indtil slutningen af 1700-tallet blev ægteskabet over det meste af kloden anset for at være en alt for vigtig politisk og økonomisk institution til at lade sig styre af noget så irrationelt som forelskelse. Bevares, kærligheden blev ikke opfundet i 1770, folk før da blev også forelskede – nogle af dem sågar i deres ægtefæller – men giftermålet som sådan handlede om alt muligt andet. Det handlede om at sikre sig den rette svigerfamilie, om social mobilitet, arbejdsdeling, produktivitet, ejendom, slægt og arv.

»Intet er mere urent,« skrev den romerske tænker Seneca, »end at elske sin kone, som var hun ens elskerinde.«

Gennem århundreders enevælde fungerede det sådan, at familien blev anset som en privat version af landets monarki med manden som herskende over sine undersåtter i form af kone og børn. Det ændrede sig alt sammen i 1700-tallet, da oplysningstanker talte til fornuften med appel om social retfærdighed og individets ukrænkelige rettigheder. Personlig lykke blev en legitim målsætning, kærligheden vandt indpas i litteraturen, hvor Jane Austen begyndte at skrive romaner om romancer blandt den britiske landadel, og skilsmisselovgivningen blev liberaliseret. Tidligere havde det været frygtelig svært at få annulleret sit ægteskab. I middelalderen krævede det enten, at ægteparterne var for tæt beslægtede, at en af dem viste sig at være gift i forvejen, eller at manden var impotent.(8)

Følelser var ikke et relevant parameter. En undersøgelse blandt franske skilsmissepar viste, at før 1760’erne mente under 10 procent af dem, at et ægteskab skulle være baseret på følelsesmæssig intimitet for at være legitimt. Det tal steg til over 40 procent i 1770’erne.

Den franske revolution gjorde det markant nemmere at opnå skilsmisse, og i slutningen af 1700-tallet havde også Danmark, Sverige og Preussen tilladt folk at gå fra hinanden uden anden begrundelse, end at de ikke passede sammen.

I samme periode var unge mennesker i stigende grad blevet uafhængige af deres forældre. Lønmodtagende mænd havde selvstændig økonomi længe inden, de fik lov at overtage deres fars forretning, og kvinder var ikke længere afhængig af familiens medgift. Hver især var de frie til at forfølge deres drøm om lykken. Kærlighedsægteskabet som ideal var født.

Læg 200 års ligestillingskamp oveni (ikke mindst p-piller, stemmeret og noget, der minder om ligeløn), og vi når frem til en tid, hvor ægteskabet i stigende grad har mistet sin nødvendighed. Efter tusindvis af år med giftermål som eneste sikre adgangsbillet til et socialt anerkendt, økonomisk velfungerende voksenliv, er det blevet muligt at gøre karriere, indgå i permanente seksuelle relationer og stifte familie – alt sammen uden at gifte sig.

Mine forældres samliv fra 1978 til 1984 var en del af det, skandinaviske demografer sidenhen har kaldt ’den stille revolution’: udbredelsen af ugift samliv som livsform.(9) Det tog fart i 70’erne og 80’erne, og lovgivningen er stille og roligt fulgt efter. Den sidste rest af skellet mellem børn født inden for og uden for ægteskab er forsvundet. Ugifte fædres forældremyndighed har siden 2007 været en automatisk konsekvens af faderskabet. Udviklingen omkring særskatteregler og pensionslovgivning fortæller samme historie. I takt med at ægteskabet er blevet fyldt med idealer om følelsesmæssig selvrealisering, er det langsomt ved at blive tømt for retsvirkninger.(10)

Meget langsomt, kan man tilføje. Den ægteskabelige tosomhed troner stadig politisk og juridisk over alle andre former for samliv. På den måde synes den relevante politiske kamp i dag – snarere end at handle om bøsser og lesbsiske ret til at blive gift(11) – at være et spørgsmål om at følge afmonteringen af ægteskabets særstatus til dørs, sådan at det flertal af den voksne befolkning, der ikke lever som ægtepar – hvad enten de er singler, sammensatte familier, samboende kærester, søskende eller nære venner – får samme mulighed som ægtefolk for at sikre deres nærmeste. Sikre dem for eksempel arveret og forsørgelsesret og retten til at sidde i uskiftet bo for bare at nævne et par af de stadig talrige privilegier, ægtepar i Danmark har.

Skilsmisseprocenten ligger i dag på omkring 40. Det er nogenlunde det samme, som den gjorde, da mine forældre blev skilt i 1984. Bortset fra, at de ikke blev skilt. De gik bare fra hinanden. Min mor kunne næsten ikke vente, til vi var fyldt 18. Så slap hun endelig for at have noget som helst med min far at gøre. Hun var stadig vred på ham, da jeg fyldte 14. Jeg skulle nonfirmeres, som det hed, min mor arrangerede festen, og min far blev inviteret uden ledsager. Adskillige år tidligere var han flyttet sammen og blevet gift med Mette. Han nægtede at komme alene. Det ligner ikke noget, sagde han. Jeg prøvede at overtale ham til at komme alligevel. Han rystede på hovedet, men indvilgede til sidst.

»Nu har du fire år til at vænne dig til tanken,« sagde han til min mor efter festen. »For jeg kommer ikke alene, når det bliver Peters tur.«

Jeg har siden spurgt min mor, hvornår hun stoppede med at være vred på min far. Hun siger, at det var deromkring. Sådan her tænkte hun:

»Eva, du slipper aldrig for det. Du slipper aldrig for at samarbejde med Bo. Aldrig, aldrig, aldrig. Det er resten af dit liv. Så er der studenterfester, så skal de giftes, fødselsdage, børnebørn. Du slipper aldrig for det. Få det dog på en ordentlig måde. Få dig dog et liv.«

Jeg tror, det var en lignende erkendelse, der ramte mig den dag på Frederikssund sygehus. Sammen eller ej, de hang på hinanden for altid. Min mor blev stående for fodenden af sengen med Peter på armen. Hun kiggede alle andre steder hen end på min far. Han kiggede alle andre steder hen end på hende. De kiggede begge to meget på mig. Måske var det mere en følelse end en egentlig erkendelse. En følelse af at være i centrum. En uformuleret bevidsthed om, at hvis det ikke var for mig, ville min far og mor være så langt væk fra hinanden, som de overhovedet kunne komme.

Jeg kommer i tanke om et andet, tidligere minde, jeg har af mine forældre sammen. Det var på Vibevej, det var nat, og jeg kunne ikke sove, så jeg kravlede ind i deres dobbeltseng og møvede mig ned i mellem dem. Der lå jeg og stjal lidt af skiftevis den ene og anden dyne, mens jeg havde den lettere skyldige fornøjelse, som jeg tror, hører de flestes barndom til. Den handler om at trænge sig på. At tiltrække sig opmærksomhed. At bryde ind i det, der opfattes som en enhed, og sige ’se mig’.

På en sygehusstue i 1985 gav det pludselig sig selv. Der var ikke længere noget fællesskab at forstyrre. Jeg havde deres fulde opmærksomhed. Det var uanset, hvad jeg gjorde. Der var intet sted at gemme sig. Vi var her kun på grund af mig.

 

----

Noter:

1) Slegfred er en kvinde, der lever sammen med en mand uden at være gift. Et nærmere etymologisk gennemsyn afslører, at det ikke er noget positivt ladet udtryk. Beslægtet med det fornsvenske ’sløkifrilla’ kan ordet deles op i sløki, der med henvisning til det islandske slæki betyder ’kraftløs og doven lang rækel’, og så altså frilla, frille, elskerinde. Som Ragnhild siger til sin stedsøster Regisse i dramatikeren Henrik Hertz’ romantiske tragedie Svend Dyrings Huus fra 1836, det er i slutningen af andet akt, Ragnhild har drømt om Ridder Stig, som hun er lidenskabeligt betaget af, og nu fortæller hun Regisse om sin drøm, hvori Ridder Stig træder ind ad hendes dør, guld og perler hænger ham om halsen, hans stemme er forførende blid: ”Han løftede mig op, han tog mig i sin Arm,/ Han klappede min Kind, han kaldte mig sin Kjære;/ Han sagde: Du skal min Slegfred være.”

2) Slegfredbørn kunne efter sigende forsøge at udpege deres far ved såkaldt jernbyrd, et middelalderligt bevismiddel, der skulle afgøre faderskabet ved at lade den påståede far enten 1) bære et stykke glødende jern ni skridt, også kendt som skudsjern, eller 2) kaste det glødende jern i et trug opstillet til lejligheden (trugsjern) eller 3) gå barfodet over 12 glødende plovjern (skrå). Skyldsspørgsmålet blev så afgjort ved at lade de ubehandlede sår indbinde i tre dage, hvorefter det skulle vise sig, om der var gået betændelse i dem eller ej. Det var der som regel, hvilket betød ’skyldig’ ud fra en forestilling om, at Gud, i tilfælde af den anklagedes uskyld, ville have afvendt de ellers helt normale konsekvenser af at røre ved glødende jern. Man skulle mene, at anerkendelse af faderskab ville være en foretrukken løsning.

3) Det viser sig, at selve sondringen mellem ægte og uægte børn til dels er en afledt effekt af forholdet mellem mænd og kvinder. I hvert fald er det ikke noget – apropos Mater semper certa est – man går op i i matrilineære samfund, som for eksempel hos Navajo-indianerne, hvor slægtskab regnes ud fra moren, og de vigtigste rettigheder overføres gennem kvindens æt.

4) Hvis det ikke entydigt kunne afgøres, hvem der var faren, kunne flere mænd blive dømt til solidarisk at hæfte for underholdsbidraget. Noget lignende, dog uden statens indblanding, viste sig at være gældende blandt det indfødte Bari-folk i Venezuela, hvor forskere i 1990’erne nedskrev ældre kvinders livshistorier. Det viste sig, at de fleste af dem havde haft udenomsægteskabelige affærer under mindst en af deres graviditeter. Deres mand kendte som regel til det uden at komme med indvendinger. Når så kvinden fødte barnet, satte hun navn på alle de mænd, hun havde haft sex med, siden hun blev gravid, hvorefter en kvinde opsøgte mændene og fortalte dem: ”Du har et barn.”

5) Først i 1990’erne fik farens rolle en fremtrædende plads i lovarbejdet, og med børneloven i 2001 blev det vedtaget, at en ugift mand, for overhovedet at blive registreret som far til sit barn, skal skrive under på en erklæring om, at han sammen med moren »vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet«.

6) Samme tendens har i øvrigt gjort sig gældende inden for forskningen, hvor morens eksklusive betydning for børns socialisering og udvikling længe blev taget for givet inden for både sociologien og social- og udviklingspsykologien, der først i slutningen af 1970’erne tøvende begyndte at interessere sig for det direkte forhold mellem fædre og deres børn. En interesse, der, selvsagt, tog afsæt i de skadelige konsekvenser ved farens fravær.

7) Jeg har, så længe jeg kan huske, kaldt og omtalt mine forældre ved navn, højst sandsynlig fordi min mor, al den stund at Bo ikke var Sørens far, altid refererede til ham som Bo – »Gå hen til Bo«, »Bo er ude i haven« – og så har det vel ligget lige for, at han kaldte hende Eva. Det var vist nok populært i 70’erne, som en del af opgøret med diverse traditioner og autoriteter, at opdrage børn til at kalde forældrene ved navn, men jeg tvivler på, at mine forældre var motiveret af den slags ideologiske tanker, eftersom mine bedsteforældre altid blev kaldt, og for mig altid har heddet, mormor og morfar og farmor og farmor. Det her kan synes at være en stærkt overflødig fodnote, men som barn på fornavn med sine forældre har jeg en vis erfaring for, at det ikke sådan går ubemærket forbi, hvorfor jeg føler en trang til at forklare den lidt usædvanlige tiltaleform, ligesom jeg gennem min opvækst har måttet forklare den til især andre forældre, der med et lettere forfærdet udtryk i ansigtet har spurgt, hvorfor dog i alverden jeg ikke kalder min mor for mor, og om hun da ikke er min mor, hvilket jeg så måtte bekræfte, at jo, hun er min mor, men at det bare lød helt forkert i mine ører, sikkert ligesom ’Marianne’ eller ’Elsebeth’ eller ’Poul’ lød mærkeligt for andre børn, og at det altså ikke var en fornægtelse af vores relation. Det var sjældent noget, der overbeviste eller beroligede folk. Det er det stadig ikke.

8) Og for at sikre sig, at et par ikke brugte impotens-reglen som en smutvej til at blive fri fra hinanden, blev der nedsat en slags undersøgelseskommission bestående af såkaldt vise kvinder - her beskrevet af en kirkeretlig ekspert: ”The man and woman are to be placed together in one bed and wise women are to be summoned around the bed for many nights. And if the man’s member is always found useless and as if dead, the couple are well able to be separated.” En retssag fra 1433 i York, England, står som et illustrativt eksempel på, hvor engageret disse “wise women” var omkring deres opgave, og hvor ydmygende et forløb der var tale om: En af disse ”wise women”, som det fremgår af retsprotokollen, ”exposed her naked breasts and with her hands warmed at the said fire, she held and rubbed the penis and testicles of the said John. And she embraced and frequently kissed the said John, and stirred him up in so far as she could to show his virility and potency, admonishing him for shame that he should there and then prove and render himself a man. And she says, examined and diligently questioned, that the whole time aforesaid, the said penis was scarcely three inches long ... remaining without any increase or decrease.”

9) Den amerikanske ægteskabsforsker Stephanie Coontz formulerer det anderledes slagkraftigt i sin mursten af en udgivelse, Marriage, a History – from Obedience to Intimacy or How Love Conquered Marriage: ”I dag oplever vi en historisk revolution nøjagtig lige så omvæltende, vidtrækkende og uigenkaldeligt som den industrielle revolution.”

10) Man kan måske sige, at hvor det tidligere var udbredt at den enkelte oplevede parforholdet som et fornuftspræget, nærmest forretningsagtigt fællesskab, alt imens myndighederne lovfæstede og omtalte det som et livslangt skæbnefællesskab, forholder det sig i dag nærmest omvendt. Det moderne menneske går som regel ind i parforholdet med en forventning om et særligt selvudviklende fællesskab på følelsesmæssigt og seksuelt plan, mens det fra statens side behandles som et forretningsfællesskab frit indgået af uafhængige individer, opløseligt ved den mindste uoverensstemmelse.

11) Det er måske ingen tilfældighed, at bøsser og lesbiske i en række lande har fået lov til at gifte sig netop i en tid, hvor de juridiske fordele forbundet med ægteskabet er langsomt forsvindende.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer