Anders Haahr Rasmussens blog

Maja Bissenbakker kritiserer

For nogle dage siden skrev jeg et blogindlæg om racisme og homofobi med udgangspunkt i kulturminister Uffe Elbæks udtalelser om, at "at der kan ryge en finke af panden under særligt pressede situationer". Jeg postede et link til indlægget på min facebook-side, hvilket afstedkom en række tilkendegivelser, overvejende positive, men også især én kritisk kommentar. Den kom fra Maja Bissenbakker Frederiksen, som er adjunkt, ph.d. ved Center for Kønsforskning, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Det var en hård kritik. Det var også en interessant kritik. Så jeg svarede Maja og rettede selv et par spørgsmål og kritiske pointer til hende. Nu har hun så på opfordring uddybet sin kritik i en privat mail til mig, og her -- med hendes godkendelse og med fuld forståelse for, at dette muligvis er komplet uinteressant for andre end Maja og mig -- følger så den samlede korrespondance i rækkefølgen "Majas kritik", "Mit (for)svar" og "Majas uddybning":

 

Af Maja Bissenbakker Frederiksen:

Til Anders og de af vores fælles FB-venner, som har liket dette indlæg: betyder det, at jeg i fremtiden kan forvente at blive mødt af fx homo- og transfobiske udfald fra jer, når jeg møder jer? Og at det i så fald bare er noget, jeg bare må finde mig i, med henvisning til, at I jo ikke er trans/homofober?

Anders: jeg er som udgangspunkt totalt begejstret for dine indlæg – men det her er simpelthen en af de ringeste analyser af racismens og homofobiens natur, jeg længe har læst. Er det virkelig din forståelse, at homofobi og racisme er noget, man går rundt og ”bærer i sig”. At de er noget, man ”er”, snarere end noget man gør? At racisme består af ”tankemønstre” og indre psykologiske dispositioner, snarere end konkrete handlinger, som fx sproglig vold?

”Jeg kan i hvert fald konstatere, at ”bøsserøv” eller ”homo” som skældsord ikke automatisk forsvandt ud af mit vokabularium, blot fordi jeg blev politisk bevidst” -- Dét synes jeg ærlig talt siger meget lidt om vore ”tankemønstre” og en hel del om, hvor lidet personligt forpliget, du øjensynlig føler dig på at investere konkret energi i antihomofobi i din hverdag.

”Er jeg så også homofob”. Helt ærligt Anders: Who cares hvad du går og er eller tænker? Det væsentlige er, hvorvidt du og andre gør og dermed sanktionerer homofobi og racisme og således medvirker til – i en meget konkret forstand – at gøre verden til et farligere sted for at leve i for fx mig og folk, jeg holder af. Racismen ligger ikke inde bag det racistiske udsagn som en sygdom bag ”symptomet”. Det racistiske udsagn er sygdommen. Hvis du og kulturministeren og fodboldspilleren vil gøre noget godt mod -fobi og racisme så er løsningen rimelig simpel: øv dig i at tænke dig om, før du taler!

Den analytiske ambition i det her indlæg er godt nok langt, langt under dit sædvanlige niveau. Så hermed en opfordring til at lave et indlæg, der undersøger, hvordan credoet: ”men jeg er altså ikke homofob/racist/able-ist, selv om jeg siger ting, der får det til at se sådan ud!” sikrer den ytrende adgang til heteroseksuelle, hvide og ikke-handicappede privilegier og samtid gør det muligt at cashe ind på det, du kalder ’politisk korrekthed’.

 

Af Anders Haahr Rasmussen

Hej Maja, tak for dit indlæg, det er værdsat. Vi har jo snakket sammen om det her emne før, med stort udbytte for mig, så jeg er spændt på, om denne debat kan føre nye indsigter med sig.

Jeg læser to hovedanker i dit indlæg: 1) at jeg misforstår racisme/homofobi etc som noget, man er, og ikke noget man gør. Og 2) at jeg, ved at understrege at jeg ikke er racist/homofob, lægger ansvaret for min racistiske/homofobiske gøren fra mig – altså at jeg undskylder og legitimerer min hadfulde tale med henvisning til, at jeg egentlig slet ikke er sådan.

For at begynde med det sidste, ansvarsfritagelsen: Det er jeg virkelig ærgerlig, og også en smule overrasket over, at du læser ud at mit indlæg. For det var min oprigtige intention at formidle et ganske andet budskab. Det som jeg også opfatter som værende Uffe Elbæks budskab. Nemlig, at det aldrig, selv heller ikke i tilspidsede situationer, er acceptabelt eller legitimt, at ”der ryger en finke af panden” i form af homofobiske eller lignende hadfulde ytringer. Aldrig. Punktum.

Det jeg opfattede som Uffe Elbæks pointe, og som jeg forsøgte at gøre til min pointe, var, at den hadfulde tale ikke altid og i alle situationer bedst konfronteres med loven i hånden. At man ikke kan regulere og lovgive sig ud af alt.

Hvad kan man så gøre? Hvad skal man stille op over for hadfuld tale, som – jeg gentager det igen for at der ikke skal være nogen tvivl – aldrig er i orden? Her synes jeg, at Michael Richards-eksemplet var illustrativt. Her har vi en mand, som gjorde racisme. Og det var fuldstændig uacceptabelt. Og han kunne måske have fået en dom eller underholdningsbranchens svar på 8 spilledages karantæne, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at han stillede op på nationalt tv, og så konfronterede han sin egen hadfulde ytring. Han konfronterede sin egen gøren-racisme. Han skammede sig over den, og han undskyldte dybt, og han insisterede på, at han, som en del af det arbejde, der nu var ham magtpåliggende, ville finde ind til ”the force field of this hostility”.

Det er så her, at jeg mener, at det rent faktisk er relevant, at manden ikke på noget bevidst plan opfatter sig selv som racist. For hvis han slet ikke kan genkende det had, der pludselig sprøjtede ud af ham, hvor kom det så fra? Måske er ”force field” et uheldigt udtryk for sådan nogle post/anti-essentialister (eller hvad man skal kalde det) som os. Min pointe er bare, at de hadfulde talehandlinger ikke bare dukker tilfældigt op og ud af munden på enkeltstående individer. De er en del af en struktur eller et system.

Jeg husker, da jeg interviewede dig om det her emne for et par år siden. Der snakkede du om det racistiske system og om, hvordan den enkelte person ikke ER det racistiske system, men at den enkelte har et ansvar for, hvordan de gør brug af de privilegier, som det racistiske system tildeler dem. Jeg er enig. Michael Richards har ansvaret for sit racistiske udbrud foran et sort publikum. Jeg har ansvaret for det homofobiske udbrud over for min onkel. Hans optræden på Letterman og mit engagement i de her spørgsmål opfatter jeg som en del af den ansvarstagen. Det handler om, hvordan man kan blive bevidst om sine ekskluderende, marginaliserende, diskrimerende, hadfulde talehandlinger, så man ikke gentager dem igen og igen. Så man ikke blindt reproducerer det racistiske system.

Korriger mig, hvis jeg tager fejl, men jeg tror, vi er helt enige her.

Jeg siger så også, at det ikke er nok. Det er ikke nok bare at gå og slå sig selv oven i hovedet for at have sagt noget hadfuldt. Jeg personligt er nysgerrig efter, hvorfor jeg siger det. Hvorfor Richards siger det. Hvorfor nogen siger det. Hvor kommer det had fra? Jeg er med på, at den enkelte talehandling ikke kun skal ses som et udtryk for et dybereliggende had, der gemmer sig inden i mig et sted. Jeg er med på, at ”nigger”/”røvrendt”/etc., at selve det hadfulde udbrud er hadet.

Men det er for mig ikke en udtømmende forklaring. Racismen/homofobien osv er jo indlejret i de strukturer, vores samfund bygger på. I lovgivningen, i sproget, og som du (hvis jeg har forstået dit arbejde rigtigt) selv har vist, i den måde dansklærere skruer deres pensum sammen på.

Er det ikke det, vi begge to er nysgerrige efter at afdække? Hvordan racismen/homofobien/transfobien fungerer, hvordan den opererer, reproducerer sig, hvordan det af og til føles som om at den taler igennem os?

Jeg kommer i tanke om en passage i Kirsten Hammanns bog ’Fra smørhullet’ (som i øvrigt er helt afsindig morsom, jeg kan virkelig anbefale den), der handler om Mette, veluddannet kunstner fra Århus, som nu bor i København K:

Mette har ment og forstået i hele sit liv, at alle er lige meget værd, uanset hvad de tror på og hvilken hudfarve de har. Hun er blevet godt opdraget. Hun har aldrig fået at vide, at det er ”de andre skyld” eller at ”alle sigøjnere stjæler” eller ”negere er dumme”, tværtimod.

Men hvordan kan det så være, at hun altid bliver overrasket over, at de er ”ligesom os”, når hun rejser til et andet land? Og hvis Mette er så godt opdraget og føler sig så tolerant, hvordan kan det så være, at hun meget ofte må feje en lille tanke væk, når hun ser en mørk person? Tanken er ligesom en lille, let flue, hun bemærker den knap nok, men hendes hånd ryger lige op og vifter den væk. Tanken har ikke en præcis ordlyd, men hvis man alligevel skulle prøve at oversætte den, ville det lyde i retning af: ”Han er ikke lige så god som os”, ”han er dårlig” og nogle gange også ”han er farlig”. Det samme gælder, hvis der er sket en naturkatastrofe i et u-land, så kan fluen også lige komme forbi og slynge en bemærkning ud om, at ”det var godt, det bare var den slags mennesker”. Det er klart, at Mette vifter sådan en flue væk. Den fylder kun en mikropromille af hendes tanker, men hun føler virkelig ikke, at den kommer fra hende selv, og hvis det virkelig ER hende selv, der kommer til at tænke sådan, så mener hun det ikke!

Men hvorfor flyver den så alligevel ind i hovedet på hende?

Man kan jo mene, det er lige meget, når den alligevel fylder så lidt og hun jo vifter den væk og aldrig bruger den til at sætte sit kryds med, men den er der jo.

Jeg føler mig truffet, når jeg læser sådan en passage. Og igen, jeg er ikke ude på at fralægge mig ansvaret for, at fluen flyver ind i hovedet på mig, og at den hadfulde tale finder sted. Men jeg er også nysgerrig efter, som Mette her, som Michael Richards, at finde ud af, hvorfor den flyver ind i hovedet på mig. For det gør den.

Så for at svare på dit indledende spørgsmål: ”Betyder det, at jeg i fremtiden kan forvente at blive mødt af fx homo- og transfobiske udfald fra jer, når jeg møder jer?”

Så må jeg nok svare: Ja, det er der desværre en reel risiko for.

Jeg har fx ingen kvindelige venner, som ikke har hørt mig sige noget objektgørende eller sexistisk. Ingen. Og det har ikke noget med dem at gøre. Det har noget med mig at gøre. Heldigvis har jeg heller ingen kvindelige venner, som finder sig i det. Og så snakker vi måske om det, og jeg tænker måske over, hvad der fik mig til at sige sådan noget.

Så for at svare på dit opfølgende spørgsmål: ”Er det I så fald bare noget, jeg bare må finde mig i, med henvisning til, at I jo ikke er trans/homofober?”

Nej, er du vimmer? Jeg håber da, at du vil sige fra. Det er i hvert fald det, alle andre jeg kender gør, når jeg – fordi jeg ikke altid i alle situationer tænker de politiske implikationer af mine ytringer igennem før jeg åbner munden – kommer til at sige noget, som er uacceptabelt og problematisk.

Nu kan det så være, at du tænker noget i retning af, at ”det er sgu da ikke mit ansvar at opdrage dig, Anders, at hjælpe dig af med din hvide mands byrde og alt det lort der flyver ud af munden på dig som en konsekvens deraf”.

Og det har du ret i. Det er ikke dit ansvar. Jeg siger bare, at det kommer til at ske igen. Det sker meget sjældnere, end det gjorde, da jeg var 18 år gammel, og forhåbentlig sker det endnu sjældnere i fremtiden, men jeg har desværre oprigtig svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at opføre mig helt ”rent”.

Jeg bliver nysgerrig: Tager du ikke dig selv i (fx ift din hudfarve) at tænke og tale og handle på en måde, som ikke afspejler din politiske overbevisning? Og undrer du dig ikke over, hvorfor du tænker og taler sådan, når du nu ikke mener det?

Er målsætningen ikke at konfrontere den hadfulde tale, og gøre det i et rum, der ikke bare giver den mundkurv på og siger ”fy!”, men også kan kigge på, hvor den kommer fra, hvad den er udtryk for?

Det synes jeg, Michael Richards forsøger at gøre, og det virker meget stærkere på mig, end hvis han var blevet bedt om at gå hjem og skamme sig og holde sin mund. Nu stod han frem på landsdækkende tv og sagde:

“I’ll get to the force field of this hostility, why it’s there, why the rage is in any of us, why the trash takes place, whether or not it’s between me and a couple of hecklers in the audience or between this country and another nation, the rage…”

Du skriver til mig: ”Løsningen er rimelig simpel: øv dig i at tænke dig om, før du taler!”

Og det kan du tro jeg gør. Men jeg er uenig med dig i, at løsningen er så simpel. At det er nok. Det er, vil jeg mene, for individualistisk et perspektiv at anlægge.

 

Af Maja Bissenbakker Frederiksen

Kære Anders.

Tak for dit svar og fordi du tog dig tid til en forklaring. Lad mig indlede med at sige, at jeg synes, din pointe her ovenfor fremstår en del klarere end den gjorde i det oprindelige indlæg.

At racisme ikke kun kan bekæmpes med lovgivning i det eksisterende samfund, kan vi godt blive enige om. Men nu er viljen til at gøre netop dét, måske heller ikke ligefrem ekstremt presserende i DK anno 2012?

Mit svar til dig handler om to ting: 1) hvad vi forstår hadefuld tale som og 2) hvilke projekter bekendelsen af hadefuld tale potentielt understøtter.

Vi er helt enige om at ”hadfulde talehandlinger ikke bare dukker tilfældigt op og ud af munden på enkeltstående individer. De er en del af en struktur eller et system.” Bestemt – der er jo fra strukturen, ytringen henter sin kraft til at skade in the first place. Spørgsmålet er dog, om vi så skal mene, at det blot er systemet, der ’taler igennem os’ eller om det snarere er os, der aktivt betjener os af det racistiske system, når vi fx bruger racistisk hate spech? Jeg hælder nok til at mene det sidste.

Dit argument, sådan som jeg forstår det er: at racismen er et tankemønster – en vedholdende ’flue’ – som integreres i den enkelte af samfundets strukturer, og som man så kan se, når den bobler over. Hvis vi vil den til livs, må vi kunne tale åbent om denne flue.

Vi er enige om, at fx racisme ikke stammer fra den enkelte, men snarere er en slags magtens endepunkter. Men det gør for mig at se ikke de racistiske udfald til et indre tankemønster, som pludselig ’sprøjter ud’ af os. For mig at se, er racisme et altid tilgængeligt våben, som du og jeg er blevet tildelt, og som vi kan tilvælge eller afstå fra at benytte os af. At betjene sig af racisme, misogyni, homofobi osv. kan, som du skitserer, ganske rigtig ske lige så uovervejet og automatiseret, som det at gribe noget, der bliver kastet til os. Det, ikke at gribe racismens bold kræver et stykke aflæringsarbejde. Og det arbejde kræver noget af griberen. Noget mere end at ’stå ved’ sin racisme eller at ’tale ærligt om den’.

Du skriver: ”Nu kan det så være, at du tænker noget i retning af, at ”det er sgu da ikke mit ansvar at opdrage dig, Anders, at hjælpe dig af med din hvide mands byrde og alt det lort der flyver ud af munden på dig som en konsekvens deraf””

Hvis det er det sådan, jeg har præsenteret hadefuld tale, så har jeg udtrykt mig uklart: Lad os slå helt fast: jeg ser ikke racisme, homofobi, misogyni på det personlige plan, som en bag-om-ryggen-virkende konsekvens af det at være en hvid heteroseksuel mand. Jeg forstår den inter-personlige racisme, homofobi og misogyni som: måder hvorpå man kan gøre hegemonisk hvid, heteroseksuel mandlighed og derigennem opnå magtmæssige privilegier. Situationer, hvor jeg siger noget racistisk er altså ikke situationer, hvor låget ryger af og strukturerne taler gennem mig, som var jeg en bugtalerdukke. De er situationer, hvor jeg betjener mig af forhåndenværende magtinstrumenter for at opnå hegemoni.

Valget om at betjene os af de instrumenter eller ej, mener jeg i høj grad er i den enkeltes hænder. Derfor synes jeg heller ikke, det er så imponerende, når Michael Richards bruger efter sit udfald til at spørge hvorfor racismen stikker så dybt i ham. Måske ville det være mere produktivt af ham at spørge, hvorfor hans antiracisme øjensynligt ikke stak dybere, end den gjorde? Jeg tror, Richards og andre, som på én gang ønsker at opføre sig som ikke-racister og alligevel betjener sig at racisme (jf. for homofobi osv), skulle tage og tænke over, hvor deres sympatier og loyaliteter egentlig ligger, når de kommer med sådan et udfald in the first place?

Det mener jeg, vil jeg gerne understrege, ikke som et :”hvor kunne du overhovedet finde på det??”(som er en komplet uproduktiv form for kritik!). Tværtimod mener jeg, at det er basalt væsentligt at afklare, hvad ens politiske projekt egentlig er? Man bliver nødt til at spørge sig selv, hvad ens projekt er: Er det at modvirke de andetgørende strukturer? Eller er det at opnå selv at blive set som et godt (ikke-misogynt, ikke-homofobt, ikke-racistisk….) menneske? At være solidarisk eller bare at få det bedre med sig selv? Hvilket af de to projekter er det, de hatespech-sårbare omkring dig kan bruge til noget?

I den forbindelse er det jo interessant, at du omtaler de hadefulde udfald som noget af en selv, man ” slet ikke kan genkende”. For indirekte at citere den fantastiske antiracistiske teoretiker Sara Ahmed, så må Richards spørge sig selv om hans dagsorden er at modarbejde racisme, eller blot det at kunne genkende sig selv som ’et ordentligt (ikke-racistisk) menneske’. De to ting udelukker ikke hinanden, men man skal ikke forlede sig selv til at tro, at de er det samme. Og ofte kan det at tage sig godt ud stå i vejen for det at gøre noget godt.

Du skriver: ”Det handler om, hvordan man kan blive bevidst om sine ekskluderende, marginaliserende, diskrimerende, hadfulde talehandlinger, så man ikke gentager dem igen og igen. Så man ikke blindt reproducerer det racistiske system. ”

Ja: det her er vi meget enige om. Og det er derfor, jeg synes, der bliver nogle underlige lakuner i din tekst:. Hvad er fx forholdet mellem at ”det aldrig, selv heller ikke i tilspidsede situationer, er acceptabelt eller legitimt, at ”der ryger en finke af panden” i form af homofobiske eller lignende hadfulde ytringer. Aldrig. Punktum.” Og: ”Jeg siger bare, at det kommer til at ske igen”?

Altså: er det acceptabelt eller ej? Og har man ansvar for, hvad man siger eller ej?

Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at vende blikket mod et andet element, nemlig hvad din teksts mange eksempler – alle disse mange indrømmelser – gør. Hvad er det, de her bekendelser af homofobi, misogyni og racisme skal gøre? Hvordan risikerer de i sig selv at fungere som en måde at opnå privilegier på, og samtidig afmontere kritikken af samme privilegeringsforsøg?

Når du bekender din brug af homofobi og misogyni og derefter tilføjer: ”Jeg siger bare, at det kommer til at ske igen”? hvad forventer du så, at jeg skal sige? At ”jamen, så er det OK, Anders for jeg ved, du prøver så hårdt”? Men altså: det er bare ikke ok! Det rum, du ønsker at åbne for på en comfortabel måde at kunne diskutere din egen homofobi, åbner et rum af ekstrem utryghed for mig: Hvad finder du på at sige eller gøre næste gang vi ses? Du serverer det som en naturnødvendighed, at min tryghed må vige for din, ud fra logikken at: vi kan ikke komme over homofobi med mindre vi giver mere plads til homofobi. Same-same siger jeg.

Du stiller i den forbindelse et spørgsmål, som jeg gerne vil dvæle ved: ”Jeg bliver nysgerrig: Tager du ikke dig selv i (fx ift din hudfarve) at tænke og tale og handle på en måde, som ikke afspejler din politiske overbevisning? Og undrer du dig ikke over, hvorfor du tænker og taler sådan, når du nu ikke mener det?”

Jeg synes, det kunne være interessant at overveje, hvad der er, denne appel om med-bekendelse af racisme skal gøre? Jeg kan godt sidde her og hælde vand ud af ørerne om alle de mange gange, jeg har prøvet at være morsom og i stedet bare gentog racistiske strukturer og derved fik mulighed for at konsolidere min egen privilegerede position i dem. Eller alle de gange, jeg troede, jeg var fantastisk antiracistisk og inklusiv og i stedet bare var åndssvagt eksotiserende og bedrevidende. Men hvad skal den bekendelse? Hvem er det, den gør noget for? Fungerer den ikke først og fremmest som en blankocheck, som på forhånd skal sige undskyld og dermed samtidig tjener som undskyldning?

Ikke-hvide kan ikke bruge min forhåndsundskyldning eller mine bekendelser til en skid. De kan bruge mine handlinger til noget. Og det er ikke deres ansvar – på forhånd eller per efterkrav – at tilgive mig mine stupiditeter eller uafklarede loyaliteter. De ting må jeg da selv arbejde med? Jeg har ikke tænkt mig at stille mig op i køen af hvide mennesker, der hver gang de har sagt noget racistisk crap, a) forlanger at blive trøstet for det af dem, det gik ud over, eller b) trøster hinanden med et: jeg ved, du mener det godt.

Hvis du virkelig vil til bunden af de her problemer, så prøv at spørge, hvad det her: ”Tilgiv mig, for jeg ved godt hvad jeg gør!”, skal gøre og gør? Hvilke muligheder for protest giver du fx dine veninder, når du allerede på forhånd har fortolket deres eventuelle sigen fra som et ”fy”, der giver mundkurv på?

”Jeg har fx ingen kvindelige venner, som ikke har hørt mig sige noget objektgørende eller sexistisk. Ingen. Og det har ikke noget med dem at gøre. Det har noget med mig at gøre. Heldigvis har jeg heller ingen kvindelige venner, som finder sig i det. Og så snakker vi måske om det, og jeg tænker måske over, hvad der fik mig til at sige sådan noget.”

Ved du hvad – mand til mand – det er da bare ikke godt nok!? Det er da for slapt bare at køre derudaf og så at overlade det til vennerne at sige fra, så du selv slipper for at gøre arbejdet for at aflære dig at komme med de der udfald in the first place. For Nej: det er ikke deres arbejde at uddanne dig. Jeg har masser af venner, som er vokset op i de samme strukturer som dig, og som ikke desto mindre godt kan finde ud af at afstå fra fristelser til at bruge misogyni, trans- og homofobi osv. til at sikre sig en magtposition igennem. De udgør ikke flertallet, nej: Men det kan åbenbart godt lade sig gøre…

Fucker vi alle sammen op en gang i mellem – ja, selvfølgelig gør vi det! Det faktum betyder ikke, at vi kan afskrive os ansvar for, hvad vi gør ved at henvise til, at det bare var strukturerne, der gjorde det, eller at: ”det er ok, for jeg er gået til bekendelse”. Vi bliver nødt til at forpligte os på at arbejde på at gøre det bedre i stedet for bare at det bedre selv.

Jeg anerkender og har sympati for, at du med dit indlæg opfordrer til, at vi skal gå dybere end blot at sige, at vi er fx antiracister. At vi ikke skal bruge det som en sovepude for at se godt ud. Men jeg synes paradoksalt, at din tekst gentager det, du siger, du vil modarbejde.

Og angående det individualistiske perspektiv, du mener, jeg anlægger: Det er klart, at det at du individuelt ændrer dine vaner ikke i sig selv ændrer de grundlæggende strukturer. Men det hverdagslige ansvar, vi hver især tager på os, kan jo trods alt medvirke til at gøre det muligt for andre end os selv at kunne eksistere her – at overleve her og nu. Det synes jeg ikke er at individualisere problemet. Det er at gøre verden levelig for de mennesker, du omgiver dig med og hvis velbefindende, du dermed har et medansvar for, om ikke andet, så at undlade at stille dig på tværs af.

Kommentarer

Ene Bissenbakker Frederiksen

Rigtig god læsning og gennemarbejdede kommentarer/kritikker.

Jeg læser ikke Anders' blog som en ansvarsfralæggelse, faktisk det modsatte. Egentlig synes jeg netop han arbejder med at overveje hvilke finker, der ryger af panden og hvad han har sagt af sexistiske, objektgørende ting om/til sine kvindelige venner inden det sker, ved at skrive det her reflekterende blogindlæg. Jeg læser det bestemt ikke som et forsøg på at sige, at de er ok at fucke up (underforstået "for vi er jo alle ufrivillige racister, sexister etc. som følger af et samfund, som producerer disse holdninger"), men netop at det IKKE er ok.

Som jeg forstår det er blogindlægget et forsøg på at gribe fat i problemstillingen fra et andet sted og netop anerkende det personlige ansvar, og det synes jeg også Anders gør. Der er ikke ret meget i hans artikel, som får mig til at tænke, at hans reaktioner er hverken slappe eller afspejler en uvildighed til at arbejde med, hvad pokker det er der sker, når han ytrer sig fordomsfuldt. Så det ikke kan ske igen, that is.

Det er knap så labert at skulle anerkende sin egen fordomsfuldhed, men det er da så absolut nødvendigt OGSÅ at prøve at tage sit udgangspunkt netop her i ønsket om at forhindre det gentager sig.

(Ps. Jeg sidder ikke og caps lock-råber, jeg ved bare ikke hvordan man skriver med kursiv herinde!?!)

Vibeke Nielsen

Når jeg læser debatter, som den her, kommer jeg altid til at tænke på to situationer.

Den første er min prøvesmag på den akademiske verden. Sikkert fordi jeg helt basalt ikke kommer fra et nordsjællandsk/Risskov-hjem, hvor man har lært at smile og tale pænt, mens man dræber kom jeg en tidlig morgen på universitetet med stor kaffetørst til at udbryde: "Har I drukket al kaffen, røvhuller?!" Den sætning stod bøjet i neon over mit hoved, som så mange andre af mine mindre velartikulerede måder at formulere min utilfredshed på. Det interessante var bare, at min medstuderende, som de velopdragne mennesker, de, i modsætning til mig, var, ikke gav mig en sviner igen eller grinede af mig, men sendte mig et iskoldt blik og en velformuleret og ultrapæn sætning, der bogstaveligt betød, at jeg selv måtte brygge noget, men som i betoningen betød: "Du er ikke en af os".

Sproglig, strukturel og social vold er meget svær at få greb om. Den eneste form for sproglig vold, man kan nå, hvis man luger som det foreslås i brevvekslingen ovenfor, er den form, som ligner tidslerne i haven. Klart og tydeligt fremmedartede i det velfriserede spinatbed. Det kropsnære sprog, som de taler på de billige rækker. Men den form for sproglig vold, de fleste udsættes for i massiv grad, er af en helt anden karakter. Derfor er lugningens eneste effekt, at man får de grupper, som formulerer sig uhøfligt, til at holde kæft.

Man rammer de dårligt uddannede, som paradoksalt nok i virkeligheden er dem, der står for det største praktiske integrationsarbejde. Det er også blandt de dårligt uddannede, man finder de fleste såkaldt afvigende folk. Jeg har aldrig på universitetet mødt den mangfoldighed af vidt forskellige mennesker og den brede tolerance, som jeg har mødt blandt dårligt uddannede, som taler "grimt".

Man får ikke gjort op med den sproglige vold ved at luge ud i det uhøflige sprog, for den mest effektive sproglige, sociale og strukturelle vold udøves af de kommunikationstrænede på første række.

Hvilket bringer mig videre til min anden association.

Mange indvandrere, jeg har mødt, har oplevet et helt bestemt spørgsmål, som langt mere krænkende end udtryk såsom "perker". Nemlig det spørgsmål "høflige" folk altid stiller dem, lige efter de har sagt, hvad de hedder: "Hvor kommer du fra?" Årsagen til, at det spørgsmål er krænkende, er, at spørgeren markerer den adspurgte som fremmed og ikke kommunikerer med ham eller hende, som de ville gøre med alle andre fra den samme by. At være fremmed - dvs. mere fremmed end andre fremmede, man ikke kender i forvejen - og det "fremmede" sted, som spørgeren helt automatisk antager, at svareren nødvendigvis må komme fra, bliver overskriften på personens identitet. Uanset om personen vil det eller ej. Spørgsmålet er mere krænkende end "perker", fordi det er omklamrende og intimiderende, samtidig med at den adspurgte føler sig skubbet væk. Ham, der råber "perker", omklamrer og intimiderer i det mindste ikke. Han skubber kun væk - og åbner samtidig muligheden for at give igen med samme mønt, altså yde modstand.

Men hvilke modstandsformer er mulige, når man bliver stillet et høfligt spørgsmål? Det er som at få en krammer af en, som ikke vil en det godt. Så hellere et verbalt slag, for så kan man slå igen, verbalt.

Hej Maja, Anders og Vibeke.

Jeg orker sgu ikke at kaste mig ud i en akademisk udredning af hvad jeg mener, mest af alt fordi jeg ikke kan, men jeg vil gerne kommentere alligevel.

Jeg sys du ska slap lidt af' (Sådan ville du få den serveret der hvor jeg kommer fra) Ude på landet. Og jeg synes Vibeke har godt fat i netop det her med, at man nogen gange akademiserer og tænker sproget ud i en abstrakt, hvor det slet ikke hører hjemme i virkeligheden. Jeg har netop mødt en sød sønderjysk pige, og vi elsker at gøre grin med hinanden, andre og samfundet. Og på en eller anden måde er den her latter med til at løsne lidt op for mange alvorlige situationer. Og det er sgu altid stereotype, latterligt diskriminerende platte ting der bliver sagt med et smil og et blink. Om jeg tilkæmper mig magt på den måde, eller er racistisk det synes jeg ikke, men ved du så bedre end mig. En ting er sikkert. Vi har det sjovt og vi tager det ikke så tungt.

Åhh - det bliver så pisse politisk korrekt, at man til sidst slet ikke tør sige noget, og så bliver det sgu da først røv hamrende sygt mand!

Jeg synes jeg mangler en definiton af hatestech - er der ikke en gråzone. Eller er det som da jeg kom til at udbryde bøsselort overfor min onkel, også i et kortspil, hatespeech?

Tænk hvis vi bare kunne grine af det og ikke skulle være så pisse sippede og velmenende... Man er da ikke i tvivl om når folk er hadefulde?

Så kom ud på landet, ud af akademiker tårnet, nærmere bestemt Fr. Værk - og slap lidt af ikk.

Oliver Wollenberg Christensen

Ord skaber den virkelighed vi lever i. Bruger man et negativt ord om en gruppe i befolkningen ofte nok, smitter den negative association fra ordet over på personerne. Dette er f.eks. et kraftigt virkemiddel indenfor kulter og diktaturer, såkaldte ladede ord, der skaber en underbevidst negativ association. Så nej, ikke alt behøver at være mega politisk korrekte, men der er altså virkelige konsekvenser af det sprog vi bruger.
For det andet kan det sagtens være at det for mange bare er noget man gør for sjov.
Men lille Ole på 11 år, der måske lige er ved at finde ud af at han ikke er som de andre drenge i sin klasse når det kommer til piger, bliver ikke hjulpet på vej af, at "bøsserøv" er et bandeord. Når Karl kalder læreren der lige har givet ham en skideballe for en bøsserøv bag lærerens ryg, så er det ikke det Ole vil associeres med. Og når noget er "homo" eller "gay" fordi det er i stykker, ikke virker, er nederen, grimt eller dårligt, så sætter det sig også fast i lille Oles bevidsthed. Og han har ikke erfaring og nuanceret tankegang nok til at tænke: "Argh, de mener jo ikke direkte mig."
Prøv at tænk over det, før du kalder folk der gør opmærksomme på problemet for "sippet".

Vibeke Nielsen

Der er ingen tvivl om, at de ord, vi bruger om andre påvirker vores måde at se dem på.

Jeg er ked af, hvis mit indlæg blev lige lovlig langt og uskarpt.

Hvad jeg prøver at sige med mit indlæg er:

At gå efter udtryk som bøsserøv og andre kropsnære udtryk rammer kun dem som kommer fra miljøer, hvor man taler kropsnært. Det vil typisk være på landet og i arbejderklassen. Det vil sige, at de i lige så høj grad kan bruges til at ekskludere de folk, som taler kropsnært, altså ikke taler pænt og høfligt, men siger "røv" i stedet for "bagdel" eller "ende", "bøsse" i stedet for "homoseksuel" osv. osv.

Der findes et hav af pæne sproglige eksklusionsmetoder overfor alskens befolkningsgrupper, også de grupper, som omtales i nærværende debat. De benyttes af folk, som er trænet i høflig kommunikation og er præcis lige så dybt ubehagelige for de angrebne, som de mere fysisk nærgående verbale strategier er. Folk, der benytter den høflige, kolde strategi, går helt ram forbi sprogrøgterne. Ofte benyttes disse høflige metoder af nøjagtigt de samme mennesker, som kan finde på at vise andre døren under henvisning til, at de siger "LORT!" i stedet for "Det ærgrer mig virkelig".

Jeg mener ikke, at de høflige røvhuller er mere sympatiske eller mere uskadelige end de uhøflige røvhuller.

Oliver Wollenberg Christensen

@Vibeke Nielsen:

Jeg tror du misforstår debatten. Det handler ikke om et "pænt" sprogbrug uden bandeord, men et sprogbrug hvor de bandeord man bruger samtidig nedgør en befolkningsgruppe. Ingen hidser sig op over at man siger "lort", "fuck", "røv" osv.
Der er heller ingen der hidser sig op over at folk kalder mænd der elsker mænd for "bøsser", fordi ordet "bøsse" i sig selv jo ikke er et negativt ord.
Problemet opstår når man siger: "Ej, min telefon virker ikke, sikke en bøsse!" eller "Totalt gay!" om noget man ikke bryder sig om.

Man kan tit anskueliggøre ting ved at erstatte ordene med andre. Ville vi synes det var acceptabelt at sige "sort", "jøde", "muslim" som bandeord?

Vibeke Nielsen

Nej, jeg misforstår ikke debatten. Jeg prøver at indvende, at sprogrøgterne ikke når ind i problemets kerne, fordi de er ensidigt fokuseret på talehandlingen som en slags nominalisme - altså: du bliver, hvad de kalder dig.

Og her indvender jeg så, at man kan stille ganske pæne og høflige spørgsmål til folk, som får dem til at føle sig nedgjort og ekskluderede som værdige medmennesker. Helt uden bandeord. Hvor baneordene giver mulighed for at give bandeord igen, giver den pæne verbale eksklusion ikke mange handlemuligheder. Så skal man i hvert fald været meget veltrænet retoriker.

Jeg har i flere forskellige sammenhænge mødt indvandrere, som sad og øvede sig sammen på, hvad de skulle svare næste gang, nogen som det allerførste spurgte dem: "Hvor kommer du fra?" De øvede sig på modstandsformer. Men de havde virkelig svært ved at tackle situationen. At blive kaldt perker havde de langt lettere ved at tackle og kaldte sågar hinanden perkere.

Sprogrøgterne kan slet ikke forholde sig til den høfligt ekskluderende form for talehandling, men kun til nominalismen, bogstaveligheden, som præger dem, der ikke er så skarpe på kommunikationen. De højtuddannedes sproglige misbrug flyver under radaren. Og nogle gange er dem, der forbyder ordet bøsserøv altså skideligeglade med hvordan bøsser har det. De foretrækker bare social eksklusion med mere raffinerede metoder og så kan de ekskludere to grupper, den ene efter den anden - dem, der bruger kropsord og derefter bøsserne.

Som kommende lærer i den danske folkeskole er netop brugen af ordet "bøsserøv" i sammenhænge, hvor det hverken har med bøsser eller røv at gøre meget aktuelt. Det er super interessant at gøre folk opmærksomme på hvad de ord folk vælger at bruge har af konsekvenser for nogen, som måske netop tilhører denne her minoritet.

Jeg har tænkt meget over hvordan jeg skulle forholde mig til det, og der er ikke noget enkelt eller sort hvidt svar. Som: Det skal jeg altid slå ned på og reagere som Maja Bissenbakker mener det, sådan at jeg kan sørge for at vi ikke marginaliserer minoriteter og i forvejen udsatte grupper endnu mere.

Hvad med ordet "luder"? Brugt i flæng og time efter time. Især der hvor jeg arbejder. Det er ikke fordi jeg som sådan bryder mig om det skældsord, men det er meget sjældent det bliver brugt i en kontekst, hvor det faktisk har noget med at sælge sig selv at gøre Og jeg er heller aldrig i tvivl om, hvornår det bliver brugt nedladende mod kønnet, dreng som pige. Og ofte bruger pigerne det lige som drengene. Og lige så ofte. Og hvad så når pigerne kalder hinanden for bøsserøve?

Jeg tror først jeg ville blive skræmt hvis børnene begyndte at tale om knæhøj karse og bred ymer.

Sproget udvikler sig og er ganske dynamisk. Det er ikke længe siden at udmærket var noget ganske særligt. Det var specielt. Men i dag bliver ordet udmærket brugt som noget der er udemærket - sådan o.k. om man vil.

Jeg forstår at vi i det offentlige rum og i offentlige debatter ikke kan acceptere racistiske nedladende kommentarer om minoriteter. Det bryder jeg mig bestemt ikke om

Jeg mener bare, i tråd med Anders' pointe, at vi skal slappe lidt af, når folk bruger de her forskellige udtryk i situationer, hvor ordets leksikale betydning ikke stemmer overens med budskabet. Altså når en pige kalder en dreng for luder eller spassermongol, så handler det mere om hun bare udtrykker han er et kvaj, eller at hun godt kan lide ham. Det betyder sjældent det der bliver sagt.

Hermed ikke sagt at ordets betydning ikke kan såre en tilstedeværende i lokalet, hvis han i sit sårbare teenagesind er begyndt at eksperimentere med sit eget køn, eller handicappede.

Men hvornår bærer ordet den betydning det bærer i kraft af sin leksikalske semantik og hvornår må man kigge på den kontekst ordet er brugt i?

Se det er jo ganske interessant...

Fed diskussion! - og når jeg skriver det, mener jeg ikke fed som i ordet "fed"s oprindelige betydning. Det er ingen i tvivl om, antager jeg.

Som psykolog mener jeg dog, at diskussionen mangler et vigtigt perspektiv, selvom der allerede er rigtig mange væsentlige aspekter på banen. Det er et - ikke overraskende - psykologfagligt perspektiv.

Vi kommunikerer på mange måder - ikke kun via sproget. Det er efterhånden et alment kendt faktum, og det er værd at huske på i denne sammenhæng. Når ikke-sproglig kommunikation også er kommunikation - når et blik eller en tien også kommunikerer et egentligt budskab - så ligger der pludselig noget andet i racisme og homofobi end noget sprogligt. Da handler det ikke om ord, men om adfærd, og hvad får os til at handle som vi gør?

Da siger den konstruktivistiske kognitive tilgang inden for psykologien, at: vi handler ud fra tanker - herunder fordomme - følelser og kroppens signaler til hjernen. Så vidt så godt. Det tror jeg ikke overrasker mange.

Dernæst er jeg begejstret for systemperspektivet i diskussionen, der fortæller os, at fordommen skabes i skabte systemer. Disse er imidlertid ikke systemer, der er lagt ned over hovedet på os som noget udefrakommende, som Mona så smukt var inde på. Det er menneskeskabte systemer, der imidlertid har den virkning, at disse selvsamme oprindeligt menneskeskabte systemer påvirker os igen og igen, hvorefter vi påvirker systemet én gang til - osv. osv. - i et uendeligt dialektisk forhold. På den måde skaber mennesket - ud fra dets helt unikke evne til det - sin egen virkelighed igen og igen og igen..

Og hvad siger det os så? Jo, at vi HAR som menneskehed ansvar for, hvilke systemer, herunder adfærd og fordomme, der hersker, men at det er helvedes svært at ændre disse systemer, fordi systemerne er ældgamle, og fordi vi er så mange!

Hvad angår alder på systemerne, går de helt tilbage til dengang vi hoppede rundt på heden med køller og ikke havde udviklet sprog. Dengang vi blev nødt til at holde os til vores egen gruppe for at overleve. -Og så fungerer menneskehjernen bare sådan i en gruppe, at andre grupper gøres mere forkerte, selvom det er en ubehagelig tanke. Det er der tonsvis af empiri bag.

Denne strategi er bare en strategi som har vist sig ikke at være hensigtsmæssig på sigt (fordi det ikke stemmer overens med et humant menneskesyn, sårer, fører til vold og død), hvorfor vi gradvist og først igennem det 20. århundrede, er blevet bevidst om uhensigtsmæssigheden i strategien.

Gudskelov for, at vi er bevidste væsner, der er i stand til at se os selv udefra og lave om på vores strategier.

Hvis man har behandlet klienter med ubevidste uhensigtsmæssige strategier (som vi alle har) før, ved man hvor svær og tidskrævende den opgave er.

Der er altså en evolutionsteoretisk forklaring på fordomme ud fra den synsvinkel, om man kan lide det eller ej. Ud fra den konstruktivistiske kogntive tilgang inden for psykologien,

Det kræver overordnet tre trin at lave om på en strategi, der er så gammel og sejlivet: 1) opdagelse af, at man - omend på et ubevidst plan - benytter sig af stratgeien og 2) accept af, at det forholder sig sådan 3) adfærdsændring. Man har selv ansvaret for alle tre led. - Sammen med resten af menneskeheden, for man vil igen og igen blive "offer" for systemet og vores psykologiske historie. Det er derfor en svær opgave, men den kan løses.

Derfor kan jeg i den forstand også godt følge Anders' flue-metafor - og fint billede i øvrigt!

Når fluen kommer er det bare vigtigt, at hver især tager ansvar for evolutionen fra sit sted og tænker sig om én gang til via vores selvrefleksionsevne og da spørger sig selv om: er det en vane eller er det min holdning?

Er det min oprigtige holdning, at andre er forkerte blot fordi, de ser anderledes ud, kommer fra en anden kultur eller udøver en anden seksualitet end jeg? "Nej, selvfølgelig gør det dem ikke forkerte! Omvendt kan det være ganske berigende. Da vil fluen forsvinde igen, Anders.

Derudover er jeg helt med på, at sproget netop er en kæmpe del af den virkelighed, vi selv skaber hele tiden. En postmodernistisk tilgang vil hævde, at vores virkelighedsopfattelse udgøres alene af sproget. Dog er sproget hele tiden til debat - som her. Vi må ikke længere kalde rennovationsarbejdere for skraldemænd og dysfunktionelle/antisociale for psykopater. Her synes jeg, at modtageren også har et ansvar: at forstå, hvad der menes ud fra andre signaler end sproget. Noget vi øver os i fra vi fødes. Måske mente den medstuderende, du henviser til, Vibeke, at du ikke hørte til hendes slags - eller også mente hun bare fra person til person, at du selv kunne brygge din kaffe. Med hvilke briller ser vi på virkeligheden og os selv? Det har alt at sige i den sammenhæng.

At se intentionen hos andre er så forbandet svært, jeg ved det godt, men det er også noget, vi alle bør øve os i. Ligesom vi skal øve os i at se mennesket og ikke bøssen eller perkeren,

ØV: se lige bort fra sætningen: "Ud fra den konstruktivistiske kogntive tilgang inden for psykologien" under evolutionsteorien - de har intet med hinanden at gøre - det er fordi, at jeg har klippet lidt i indlægget for at sikre en god formidling. Nå, men jeg håber budskabet nåede frem. Ellers må i meget gerne læse hvad jeg mener og ikke præcist hvad der står ;)

Og med sidste sætning i mit indlæg - den kan misforstås (det er noget svært noget det her kommunikation) - men den med at vi skal øve os i at mennesket og ikke bøssen eller perkeren er ikke en racistisk eller homofobisk udtalelse! - jeg siger bare, at jeg forstår fluen ud fra en evolutionsteoretisk tankegang - og i den forstand skal aflære, som Mona også pointerer.

Vibeke Nielsen

Først vil jeg lige sige til Peter Haahr, jeg synes følgende sætninger er højst uheldige:

"Altså når en pige kalder en dreng for luder eller spassermongol, så handler det mere om hun bare udtrykker han er et kvaj, eller at hun godt kan lide ham. Det betyder sjældent det der bliver sagt."

Men når det betyder "kvaj" er det vel ikke så fedt at det bliver brugt?

For problemet er jo netop, som Oliver Wollenberg Christensen også er inde på, at nogle tilsyneladende neutrale betegnelser, lad os bare sige spastiker eller bøsse, bruges som synonymer for "kvaj". Hvis man er dum, er man en spastiker. Hvis man er spastiker, er man så også automatisk dum? Jeg personligt bliver for eksempel meget irritabel, når folk bruger forskellige betegnelser for pige eller kvinde som kommentarer til folk, der fremstår som svage eller dumme. "Tøs" eller "kælling" bliver sagt til mænd og kvinder, der gør noget galt, er slappe eller tåbelige, eller på anden måde ikke lever op til nogle krav. Og det bliver betragtet som helt legitimt i mange miljøer - også på studier og på arbejdspladser, hvor man højt og flot rituelt gentager, at man går ind for ligestilling.

Og så skal jeg da lige minde om, at "transfob", "racist" og andet fra den samme verbale værktøjskasse også er skældsord og sproglige slagvåben, der kan benyttes strategisk i kampen mellem grupper, hvor begge grupper er marginaliserede - og den gruppe, som slagvåbnet bliver brugt imod måske i virkeligheden er den gruppe, som står svagest.

Et eksempel.

Hvad er værst: Når en indvandrer i en fed åben sportsvågn cruiser ned ad Nørrebrogade en sommeraften, holder ind til siden og råber BUUUMMMMSSS!!! efter en hjemløs eller når to venner kalder hinanden perkere?

Undskyld: Maja, ikke Mona.

Jeg er i øvrigt enig i, at udtryk er ladet med dum-associationer, og vi skal sgu tænke os om, når vi slynger sådan noget ud.

Tror bare ikke, at vi helt kan undgå det - men vi må øve os på det og tage den på os, hvis det uheldige skulle ske. Samtidig med, at modtageren må øve sig på at se intentionen, ikke ordet. - Så gør begge parter en indsats på at "nå" hinanden.

Der er langt fra teori og ideal til praksis.

Fra KU til Hundested

Fra Christianshavn og kaffe latté til Høje Tøpholm og en kasse Wiibroe.

Jeg tvivler på idealet overlever den pragmatiske virkelighed, når man er konfronteret dag efter dag. Men jeg er grundlæggende enig i at vi skal tænke før vi taler. Men vi skal som Lone siger, forsøge at mødes på midten.

Vibeke Nielsen

Peter Haahr og Lone Lytken:

Jeg vil gerne vide, hvordan fyren i sportsvognen og den hjemløse skal mødes på midten. Hvad skal "bumsen" gøre, som kommer "Mr. Bling Bling" i møde? Og hvorfor bør han egentlig komme ham i møde?

Troels Ken Pedersen

Vibeke Nielsen:

Klasse er et ganske interessant emne mht. verbal vold. Jeg synes bare det er lidt (OK, meget) uheldigt, hvis man som underklasse-bøsse er henvist til at tavst bøje sig for og leve med at ens seksualitet bliver brugt som metafor for alt, hvad der er forkert ELLER forsøge at dømme homofobe udtryk ude ...og være en klasseforræder som går de gustne akademikeres undertrykkende ærinde.

Du demonstrerer det endda selv så rigtigt ved at protestere mod at "tøs", "luder" eller whatever bliver brugt som kønnede fornærmelser, også selv om man ikke "mener det sådan" eller det er en art trækken-pigerne-i-fletningerne-fordi-man-kan-lide-dem. Og med "spasser" er det, som du også påpeger, helt galt.

Og i det konkrete tilfælde med sportsvognen og den hjemløse ville det nok være pragmatisk klogest for den hjemløse at holde kæft. Det burde ikke være sådan, men folk har ikke travlt med at forhindre hjemløse i at få tæsk. Jeps, det er en uperfekt verden, vi lever i.

Vibeke Nielsen

Jeg forstår ikke hvad du mener? Jeg skriver intet om klasseforræderi. Jeg mener ikke, at homoseksualitet eller heteroseksualitet har noget med klasse at gøre. Jeg prøver bare at pointere, at der findes former for verbal undertrykkelse, som ikke går tæt på kroppen. Overklassebøsser bliver skam også undertrykt - med pæne ord. Lige som underklasserengøringsassistenter bliver undertrykt med deres sprog som påskud.

Selvfølgelig er det altid mest pragmatisk klogt at holde sin kæft, hvis man er alene og tilhører en udsat gruppe. Men Peter Haahr og Lone Lytken mener ligefrem, at folk, der udsættes for verbale overgreb skal komme angriberen i møde. Det er godt nok at gå et meget langt skridt videre end bare at holde sin kæft.

Tag din voldsmand i hånden og bed om godt vejr... Nej, vel?

@Vibeke:

Var det ikke netop det Gandhi gjorde?? Var det ikke netop det Mandela gjorde? (efter han havde kæmpet mod dem med våben)

Dialog og samtale = to parter involveret = kommunikation.

Troels Ken Pedersen

Vibeke Nielsen:

Jeg mener, at hvis man beklager sig over at folk bruger udtryk som gay/bøsserøv osv. som generelle udtryk for at noget eller nogen er noget lort, lader man i dit ordforråd til at være "sprogrøgter". Og sprogrøgterne er sådan nogen iskoldt høfligt-voldelige nogen, som overklasseundertrykker underklassen. Når folk på underklassevis bruger bøssethed som udtryk for alt hvad der er skidt og i stykker, kommer klasse og seksualitet TIL at hænge sammen. Som ting i øvrigt har en tendens til at gøre på kryds og tværs. Jeg ville i alt fald ikke være glad for at skulle forsvare hadefuld tale mod homoer som en del af et forsvar for underklassen mod overklassen.

Og uden i øvrigt at lægge sig ned for verbale eller andre overgreb er det vel som regel en god idé at se på, hvad modparten egentlig har gang i. For så vidt man ikke har for travlt med at dukke sig.

(Og ja, glatte overklassesataner har deres egne, lidt andre, måder at få ram på folk, det er jeg fint klar over.)

Lad mig lige slå fast, at jeg bestemt ikke er fortaler for, at man som den, der angribes, blot skal finde sig i det. Jeg mener, at man bør øve sig i at afkode intentionen med udtrykket OG at modparten bør øve sig i at kommunikere uden brug af ord som bøsserøv, tøs og/eller perker. Det er en opgave for begge parter at kommunikere. Det vil det alle dage være. Vi har alle ansvaret for, hvordan vi oplever, fortolker og handler. - Ikke kun handler. Verden er ikke sort og hvis, men heldigvis utrolig nuanceret. Vi bør alle øve os i at se nuanceforskellene med forbehold for at fejl og misforståelse fortsat kan forekomme. Dermed ikke sagt, at der ikke findes racister og eller homofober, og det er IKKE rimeligt, at disse undertrykker. Ligesom undertrykkelse generelt er urimeligt. Vi kan ikke lovgive os ud af det her. Vi må øve os og berige hinanden via dialog - ligesom her. Det er konstruktivt.

Vibeke Nielsen

Okay, jeg er så enig med dig, Lone Lytken.

Men jeg er ikke enig med Troels Ken Pedersen og Peter Haahr.

Troels Ken Pedersen, jeg kommer i tanker om en episode jeg hørte om i radioen engang, hvor en socialarbejder talte om romaer med sociale problemer. Han sagde, at mange af dem, som han personligt havde arbejdet med, var utroligt svære at hjælpe, fordi de havde en meget defensiv og nogle gange ligefrem offensiv stil overfor resten af verden, som de følte sig misforstået af. Han nævnte et eksempel. Når en person, der har akut brug for hjælp, istedet for at sige "Kom og hjælp mig", råber "Jeg knepper dig i røven", så er det altså for det første utrolig svært at afkode, for det andet meget svært at sige: "Nu skal jeg komme og hjæpe dig".

Hvis man skal følge sprogrøgtere, så skal han selvfølgelig allerførst på skolebænken og lære at holde op med sine skrækkelige homofobiske udsagn mod socialarbejdere. Han bør fordømmes i Informations spalter, uhøvisk som han er.

Hvis man accepterer at andre mennesker har en anden måde at udtrykke sig på end man selv har lært i det pæne og humanistiske lærerhjem, man er vokset op i - eller whatever - så har man i anden omgang også lettere ved at arbejde med positiv udvikling af kommunikationen. Det er ikke det samme som at stille sig op og forsvare udsagn som: "Jeg knepper dig i røven", men et forsøg på at forstå andre menneskers psykologi og personlige ståsted, fremfor straks at træde ind med en moddemonstration og en total fordømmelse af "de fucking homofober". Jeg har endnu til gode at se demonstrationer fra de sprogbegejstrede akademikere og deres venners side, imod den pæne verbale fordømmelse af homoer, transer, handicappede osv. nord for København. Derfor siger jeg - den flyver under radaren. Det er altid nemmer at ramme en, der råber "Jeg knepper din røv" på et socialkontor. Han er dejligt synlig - og han ligger, så at sige allerede ned, rent sprogligt. Dvs. han vil blive retorisk udgrænset, hvis han nogensinde skulle nærme sig de pæne og sprogligt rene akademiske miljøer - også selv om han ryddede op i sit sprog og holdt op med at sige "Jeg knepper din røv" i stedet for "Vil du ikke nok hjælpe mig":

Peter Haahr.

Hvis der er noget, der kan få mig helt op i det røde felt, så er det folk, som bruger Ghandi eller Jesus i forsvar for vold mod dem, som vil yde modstand eller i det mindste forsøge at flygte fra den. I sommers var jeg udsat for, at en mand jeg kender, pludselig truede mig med at kaste syre i mit ansigt, fordi jeg sagde fra overfor et verbalt overfald han udsatte mig for og prøvede at forlade lokalet. Da jeg svarede: "Du kan rende mig i røven" og gik hen imod døren for at komme væk derfra for evigt, begyndte han også at fable om Ghandi - jeg skulle være som Ghandi og ellers var det mig, der havde et forklaringsproblem!!!

Gad vide, hvad Ghandi ville have sagt til det, hvis han havde været til stede? Jeg mener, at det du gør (og han gjorde), er misbrug af Ghandis navn. Og jeg tror, at jeg kan takke min selvrespekt for, at jeg ikke endte med at få klø af den fyr.

Tag din voldsmand i hånden. Nej!!! Skynd dig væk.

Anders stiller Maja et spørgsmål: ”Jeg bliver nysgerrig: Tager du ikke dig selv i (fx ift din hudfarve) at tænke og tale og handle på en måde, som ikke afspejler din politiske overbevisning? Og undrer du dig ikke over, hvorfor du tænker og taler sådan, når du nu ikke mener det?”

Maja svarer ikke direkte men siger: "Jeg kan godt sidde her og hælde vand ud af ørerne om alle de mange gange, jeg har prøvet at være morsom og i stedet bare gentog racistiske strukturer og derved fik mulighed for at konsolidere min egen privilegerede position i dem."

Skulle dette oversættes til et direkt svar er svaret således: "Ja, jeg har mange gange taget mig selv i at ytre racistiske udtalelser, men jeg undrede mig ikke meget over det, fordi jeg var hver gang klar over at jeg blot havde gang i at konsolidere min egen privilegerede position " (som medlem af den hvide Kaukasiske menneskerace).

Det er ikke godt nok Maja. Jeg kan selvfølgelig ikke vide om "de mange gange" nu hører fortiden til og du nu endelig har skillet dig af med dette uskik, eller om du stadigvæk falder i, men det tyder på enten at du ikke har øvet dig nok i ikke at ytre dig racistisk, eller at dine øvelser i sin tid ikke var særlige effektive. Uanset hvad så synes jeg du har et behov for at undre dig mere over at noget der bør være så simpelt faktisk ikke er det.

Du har måske behov især for at undre dig over hvorfor dit behov for at konsolidere din privilegerede position er så stærk og påtrængende, at du faldte i så mange gange. Kan det have noget at gøre med at utrygheden, bevidste spredte af DF og andre åbenlyse og skamløse racister, faktisk virker, og vi er grundlæggende usikker på om vores bestræbelser på at åbne for total lighed mellem forskellige racer og kulturer kunne give bagslag i form af at give spillerum til racister og totalitær elementer fra de andre ikke hvide ikke vestlig holde? At vi som hvide en dag kunne risikere at befinde os et magtforhold med de ikke hvide der lige er den omvendt af hvad det er i dag? At det aldrig kan lykkes at gøre "os" og "dem" til en større "os" og derfor kan man en dag blive tvunget til at bekende kulør? Os eller dem?

Det er meget primitive følelser og drifter der er på spil både når vi kommer til at dumme os og også når det lykkes at lade være, og det hører med til naturen af flokdyret som vi er. Vi er langtfra altid bevidst om hvordan de påvirker os, og langtfra altid i stand til at styre dem. Det er simpelthen ikke så simpelt. "Systemet, der ’taler igennem os’ " som Anders og Maja taler om er i andre sammenhæng blevet identificeret som en "kollektiv underbevidsthed". Det er simpelthen for 'spooky' for rationelle mennesker at tage om bord som en mulighed, men vi er nødt til at spørge igen og igen hvordan det kunne lade sig gøre at en hel nation - og en af 'verdens mest civiliserede' tilmed - kunne - med et - falde i et hul hvor det blev muligt for en håndfuld karismatiske personligheder så totalt at tage styring, at deres dæmonisering af en af landets subkulturer kunne føre -næsten ubekæmpet - til dens grusom fysisk udryddelse.

Og vi er nødt til at spørge hvordan vi kan være sikker på at vi har lært noget og er nu i stand til at forhindre at det sker igen. Jeg har faktisk længe gjort som anbefalet af Maja og lært at styre min talestrøm så effektivt at selvom et ord som bøsserøv, perker osv dukker op i bevidstheden midt i strømmen er det sjældent det ikke lykkes mig at filtrere det fra inden det bliver til et talt ord. Jeg kan også nogle gange mærke en vag skyldfornemmelse over at jeg ikke deltog i aktionen om Brorsons kirke, eller tilbød mit ekstra værelse til en afvist iraker. Men jeg er ikke sikker på at disse egenskaber (til at holde min tale stueren og skamme mig over min passivitet) er nok, og jeg er ikke engang sikker på de er sunde. Det er nemt nok på en afstand af 80 år at sige at det tyske folk skulle have gjort oprør fordi der måtte have været nok af dem der var imod udviklingen der skete lige for næsen af dem, men de gjorde det ikke. Det kræver en forklaring der stikker noget dybere end en antagelse om at de ikke var flittige nok til at træne sig selv i at undgå sprogbrug kalkuleret til at svine jøderne til. Jeg er nødt til at spørge mig selv - Hvad ville jeg have gjort som ung arbejdsløs tysker, presset fra alle sider til hjælpe mit land bliver stort igen og bidrage til fjernelsen af elementet der står i vejen for det?

Vil det viser sig om 25 år, når en ny fascistisk styr har fæstnet sit jerngreb om DK, at rømningen af Brorsonskirke var faktisk Danmarks Krystalnacht, et vendepunkt hvor det stadig havde været muligt at afvise udviklingen? Men derefter for sent? Hvordan vil jeg så have det med min manglende indsats? Vil jeg kunne trøste mig med at jeg ikke i de 25 år har sagt 'bøsserøv'? Det er hvilke mening og motivationer der ligger bag vores ord og handlinger der første og fremmeste er vigtige. Passer man på det er der langt større muligheder for at de ord og handlinger der kommer til udtryk vil blive ordentlige, også selv om de måtte tilfældigvis ikke passe ind i øjeblikkets definition af hvad der politisk er mest korrekt. Had vil højest sandsynligt komme til udtryk i hadefuldt tale - dog som påpeget af Vibeke ikke nødvendigvis med de genkendelige udgrænsede gloser. Men uanset om man bruger 'svag-pisser' 'neger' 'bøsserøv' 'perker' eller kan udtrykke sin had på meget finere måder, ville man, som Anders siger, stadig mangler et bud på hvor hadet kommer fra.

Det er det bekendelsen skal bruges til Maja. Ikke til at undskylde sig selv, men til at undersøge hvordan hadet tilsyneladende kan transplantere sig selv; hvad det er helt privat ved ens selv der gør det muligt at deltage, opfostre og erhverve ny deltager i en mobnings / lynchning / forfølgelses bevægelse og i strid med egne private samvittighed. Hvis man via bekendelsen så opdager, at det er en bestemt element af personlig styrke og mod der mangler for at forhindre at man bliver inficeret, er bekendelsen derved en fremragende ting, som kan inspirere andre til at finde de styrker de også kan have brug for. Erkendelse af at man mangler noget for at kunne opfylde et rimeligt krav om at behandle andre mennesker ordentligt, er i min optik bestemt ikke ansvarsfraskrivende. Tværtimod. Det er en meget ansvarsfuld måde at afdække et problem og gøre noget ved det, som også har sidegevinsten af at det kan 'smitte af' på andre.