Anders Haahr Rasmussens blog

Ringer du lige til en pro for mig?

 

I dagens Information har Nola Grace Gaardmand interviewet pædagog og seksualkonsulent Simon Simonsen, der til dagligt arbejder på Hulegården, et botilbud til voksne med udviklingshandicap, som han hjælper med at indvie i, hvad det vil sige at have en seksualitet.

Det involverer blandt andet formidling af kontakt til prostituerede. Hvis det står til regeringen, skal det forbydes pædagoger at hjælpe borgere med at købe seksuelle ydelser. Som ligestillingsordfører for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, forleden slog fast: ”Prostitution er skadeligt, derfor er det ikke noget, vi skal opfordre offentligt personale til at hjælpe til med.”

Simon Simonsen har nogle gode argumenter for, hvorfor forbuddet vil være forfejlet (bl.a. at det hverken vil være til gavn for de konkrete kunder eller de prostituerede, han har kendskab til), men jeg kom også til at tænke på et interview, jeg selv foretog for nogle år tilbage. Det var med Georgina Beyer, transkønnet eks-prostitueret og fhv. parlamentsmedlem i New Zealand. Hun har været ude for at blive fængslet, gruppevoldtaget, banket og truet på livet, hun synes prostitution var forfærdeligt, har været på randen af selvmord, og beskriver sine fem år i sexindustrien som “umenneskeliggørende”.

“Jeg hadede det fra den første kunde, jeg nogensinde havde, til den sidste,” siger hun i interviewet.

Men jeg kan huske, at hun fortalte om én kundeoplevelse, der gav mening for hende. Det var med en mand med svære fysiske skavanker. Citatet kom ikke med i interviewet, men jeg har fundet båndudskriften frem. Beyer siger:

“Folk som ham ... det er forfærdeligt for dem, og de er trods alt mennesker. Og det her åndssvage samfund, der siger ”fy føj”, bare fordi nogen har mistet en arm eller et ben eller er slemt forbrændt, og jeg er ligeglad med, hvad folk siger, det er grundlæggende menneskelige behov: intimitet, seksualitet, berøring. Åh gud, når jeg tænker på denne mand. Han var ikke blevet berørt (på det her tidspunkt lægger Georgina Beyer hånden på min underarm) af et andet menneske, i hvert fald ikke på en intim måde ... kan du forestille dig, hvordan det må være? Så ens hjerte går ud til dem. De har stadig brug for den intimitet, hvor kortvarig den end må være.”

Ofte bliver den slags referencer til ”behov” for intimitet og sex imødegået af en kritik, der lyder nogenlunde sådan her: Sex er ikke en menneskeret. Man har ikke sådan krav på sex. Sex er alene en mulighed, som er afhængig af en masse forskellige faktorer og måske ikke er alle forundt i nøjagtig det omfang, de måtte ønske det.

Det får mig til at tænke på et foredrag jeg var til i efteråret i Lund med den amerikanske antropolog Don Kulick. Han har foretaget feltarbejde gennem et halvt år i Danmark, levet på bosteder som det, Simon Simonsen arbejder på, og foretaget flere end 50 dybdegående interviews omkring seksualitet hos mennesker med handicap. Kulick argumenterede for, at man må lære at tale om seksualitet og handicap på en måde, der undgår snak om rettigheder:

I stedet foreslår han, at man taler om “entitlements”, hvilket kan være svært på dansk, hvor både “rights” og “entitlements” bedst oversættes som ”rettigheder”. Men i hvert fald er hans pointe, at ”entitlements” på sin vis er før-politiske:

“That is, entitlements are not merely the artifacts of laws and institutions, but are grounded in and arise from understandings and agreements about basic dignity and justice. For example, if we are agreed that a basic human entitlement is both protection from violence and abuse and the possibility to form romantic and sexual relations with others, then a just society will be one that both protects its citizens from abuse and provides possibilities and opportunities to develop one’s sexuality together with others. A society that only recognizes one of those entitlements – for example by telling people with disabilities that any help they request with sex constitutes an abuse and that their sexuality, if they must have one at all, should be limited to discrete masturbation – a society like this is not just a society that discriminates, it is a society that is fundamentally unjust.”

Kulick var meget begejstret for den måde, det danske system og danske pædagoger og seksualkonsulenter håndterede spørgsmål om seksualitet på bosteder for folk med udviklingshandicap. Hans foredrag var mest af alt en lang kritik af Sverige, hvor området er præget af tabu og forbud og berøringsangst. Det skulle være spændende at høre, hvad han havde at sige til regeringens tanker om gå i svenskernes fodspor.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Ja, det er inhumant at nogle mennesker ikke må have ret til selv den mindste smule intimitet. På den måde er de værre stillet end luderen. Som da i det mindste har muligheden, hvor lille den end måtte være, til at ændre sit liv.

Men problemet er nok meget større end vi tror. Der bor også masser af mennesker alene, som har psykiske problemer, som gør at de ikke er i stand til at etablere et forhold til et andet menneske.

Desværre er det den højere middelklasses borgerbørn som laver lovene. For dem er en prostitueret en trussel imod det 'eneste normale i deres verden': nemlig ægteskabet.

God artikel.

Brugerbillede for Jonas Kölker

Spændende.

Jeg har det lidt blandet med det du citerer Kulick for. Lad mig trække lidt på Kants kategoriske imperativ, som jeg i dagens anledning vil fortolke således: "påberåb dig kun de rettigheder som kan gøres universelle", og relatere det til positive vs. negative rettigheder.

At have en positiv ret til intimitet, berøring og sex vil sige at nogen har pligt til at give en dette. At have en negativ ret til samme vil sige at man har krav på at ingen tredjepart stiller sig i mellem en selv og ens villige partner(e). I den mest vidtgående form gælder denne negative ret uanset hvad ens partner(e)s motivation er, inklusive penge.

Jeg har svært ved at se hvordan man kan forsvare den positive ret til sex: hvis man har krav på en sexpartner men ingen melder sig frivilligt (uanset betaling) så har man en de facto ret til at begå voldtægt. Hvis folk derimod kun dyrker sex af deres egen frie vilje (hvadenten der er penge involveret eller ej) kan jeg ikke se nogen urimelighed.

Hvis vi mener at selv dem der hverken med penge eller på anden vis kan tiltrække sexpartnere har krav på sex, så kan vi jo eksempelvis give dem nogle af vores penge, så de kan betale sig fra det. Eller et medlidenhedsknald...

Anyways, den sondring (mellem positive og negative rettigheder) så jeg gerne træde lidt tydeligere frem i Kulicks standpunkt, og generelt i alle diskussioner af rettigheder, hvad enten vi snakker om de juridiske eller moralske af slagsen.

Brugerbillede for John W Larsen

Jonas Kølker :
Virkelig elegant måde hvorpå du sidestiller prostituerede med voldtægtsofre .

"vil sige at nogen har pligt til at give en dette"
Sludder og vrøvl . Derimod betyder det at tredje-mand ikke har ret til at blande sig .