Anders Haahr Rasmussens blog

Er jeg så også homofob?

 

Med vanlig Informationsk sans for aktualitet, tager vi her et kig på en sag, der fyldte en del i medierne tidligere på ugen: Elbæk-gate.

Kulturministeren røg en tur rundt i mediemøllen citeret for at racisme og homofobi kan undskyldes. Anledningen var et par december-sager fra den engelske Premier League i fodbold, hvor Liverpools Luis Suárez fik otte spilledages karantæne for racistiske udtalelser under en kamp, og Chelseas John Terry er blevet hevet i retten anklaget for noget lignende.

Sådan her indleder Ritzau-artiklen, der blev bragt vidt og bredt:

En verbal tilsvining omkring hudfarve eller seksuel orientering under en fodboldkamp skal der være plads til i ny og næ. Det mener kulturminister Uffe Elbæk (R).

”Der skal være en vis tolerance, hvor man forstår, at der kan ryge en finke af panden under særligt pressede situationer. Det er der jo tit på banen,” siger Uffe Elbæk

Det skulle han tilsyneladende ikke have sagt. Udtalelserne blev udlagt som blåstempling af homofobi og racisme, og ministeren blev kritiseret af LGBT Danmark og SF’s Özlem Cekic, der kaldte det en "meget, meget uheldig udtalelse", fordi homofobi og racisme aldrig, aldrig, aldrig kan retfærdiggøres eller accepteres.

Det er svært at være uenig i. Men lad os se på, om det nu også var det, Uffe Elbæk sagde. I kølvandet på ståhejet følte ministeren sig nemlig så tilpas misforstået, at han lagde alle de citater, som han oprindelig havde godkendt efter interviewet med Ritzau-journalisten, ud til offentligheden.

Her fremstår kulturministerens holdninger en smule anderledes. Fx siger han:

”Der er brug for, at vi siger fra for sådanne ting. Klubber, spillerforeninger og vi politikere har hver vores ansvar for at rejse dette emne til den offentlige dagsorden. Ord skaber virkelighed, også på banen.”

Og:

”Vi skal gribe ind over for alle slags fordomme. Om det er ens etniske baggrund eller seksuelle orientering, er lige meget. Som klub, spillerforening og politiker skal vi klart sige, at det er sådan og sådan, musikken skal spille, og at vi ikke finder os i de ting. Vi skal behandle hinanden ordentligt.”

Det, ministeren så tillader sig at give udtryk for, er, at det kan være svært at forfølge det juridisk, og at der ikke kan laves regler for alt, og at der i nogle tilspidsede situationer kan blive sagt ting, som er problematiske, og som aldrig må accepteres og som skal påberåbes og kræves undskyldning for, men som måske ikke skal straffes formelt.

Det giver sig selv, at Uffe Elbæk havde sluppet for en masse besvær, hvis han bare havde sagt, at racisme og homofobi er uacceptabelt, punktum. Og det giver vel også sig selv, at i en medieverden, hvor en artikels succeskriterier i høj grad udgøres af antallet af bruger-klik og konkurrenters viderekolportering af historien, ja, der spidsvinkler man sine artikler, så de skaber mest mulig kontrovers/opmærksomhed/citat-historier/hits. Så mon ikke kulturministeren efterhånden lærer at udtale sig lige så varsomt (kedeligt/intetsigende) som så mange andre politikere.

Desværre. For han var inde at røre ved noget interessant, synes jeg. Det her med racisme og homofobi, og hvordan der kan ”ryge en finke af panden”. Tillad mig at komme med et personligt eksempel.

For et par år siden på en sommerferie med min familie sad jeg og spillede kort med mine to brødre og vores onkel. Et stik, som jeg virkelig ikke ville have, blev spillet sådan, at mine to brødre smed de to laveste hjertere på bordet, 2 og 3, og så smilede jeg til min onkel, da jeg lagde 4’eren, for den kunne han ikke krybe under. Men for pokker, han var renon i hjerter, smed en klør af, og stikket var mit.

”Ok!” udbrød jeg højlydt og spontant. ”Der blev jeg da godt lige bollet i røven.”

Se, det var noget åndssvagt noget at sige. For hvorfor skulle jeg pludselig kæde det at blive snørret/narret/udnyttet/ydmyget sammen med en bestemt form for seksuel praksis. Skulle der være noget særlig slemt ved analsex? Giver udsagnet egentlig ikke kun mening for (og bliver det ikke næsten kun sagt af) heteroseksuelle mænd, der forbinder analsex med noget nedværdigende? Jeg vil mene, at det er et homofobisk udsagn. Og når jeg øjeblikkelig blev ildrød i hovedet, og min lillebror begyndte at sprutte af grin, var det selvfølgelig fordi, at min onkel er til mænd.

Ok, så jeg anser ikke mig selv for at være homofobisk. Jeg tror ikke, at jeg på noget bevidst plan har en eneste holdning i forhold til mennesker og deres seksuelle adfærd, der kan udlægges som homofobisk. Men lige der, i familiens skød af alle steder, i en pludselig reaktion på et frustrerende nederlag i kortspil, fløj der et homofobisk udsagn ud af munden på mig.

Det minder mig om en anden sag. Seinfeld-skuespilleren Michael Richards (det er ham, der spiller Kramer) optrådte i 2006 som stand up-komiker på Laugh Factory i West Hollywood. Han følte sig generet af nogle publikummer og blev til sidst så arrig, at han, ja, gik amok og begyndte at råbe op om, at de skulle holde kæft, at de for 50 år siden ville hænge med hovedet nedad med en gaffel stukket op i røven, for det var tilfældigvis sorte publikummer, og Richards kaldte dem ”nigger” en håndfuld gange og blev bare mere og mere vred og ubehagelig at høre på, indtil publikum begyndte at udvandre.

Nogle dage senere var Jerry Seinfeld så gæst i David Lettermans talkshow, hvor Michael Richards kom igennem på en videosamtale, hvor han sagde:

“You know, I’m really busted up over this and I’m very, very sorry to those people in the audience, the blacks, the Hispanics, whites – everyone that was there that took the brunt of that anger and hate and rage. (...) And I’ll get to the force field of this hostility, why it’s there, why the rage is in any of us, why the trash takes place, whether or not it’s between me and a couple of hecklers in the audience or between this country and another nation, the rage…”

Jeg boede i New York på det tidspunkt, og jeg kan huske en af mine (hvide) amerikanske veninder fuldstændig afviste hans undskyldning som et ynkeligt forsøg på at redde sin karriere, nu hvor han havde afsløret sig selv som racist, hvilket han – ifølge hende – kunne glemme alt om at løbe fra.

Og det er så her, at jeg får lyst til at sige: Den som fisen lugte kan, det er fisens ejermand.

For mon det overhovedet kan lade sig gøre at vokse op i grundlæggende racistisk land som USA uden at få racismen indprentet i ens tankegang. Mon ikke min veninde selv – som jeg, som Richards – ser hudfarve, før hun ser mennesker, mon ikke hun selv, på trods af hendes ph.d. i sociologi og venstreorienterede politiske ståsted, har knap så politisk korrekte tankemønstre gemt i sig.

Jeg tænker det samme om min egen homofobi. At man da umuligt kan vokse op i den danske provins, gå i folkeskole, gå til fodbold, forbruge populærkultur uden på et eller andet plan at være præget af homofobisk tankegang. Jeg kan i hvert fald konstatere, at ”bøsserøv” eller ”homo” som skældsord ikke automatisk forsvandt ud af mit vokabularium, blot fordi jeg blev politisk bevidst.

Det stopper vel i øvrigt heller ikke ved racisme og homofobi. Jeg tror stadig, at jeg kan finde på, hvis en bilist kører ud foran mig på cykelstien, eller hvis en modstander tackler mig hensynløst, at råbe, ”Hvad sker der for dig, spasser?!”, hvilket jo i princippet er en fuldstændig urimelig og uacceptabel, nedværdigende omtale af mennesker med fysisk motoriske funktionsforstyrrelser og specifikke kognitive vanskeligheder kendt som spastisk lammelse. Som jeg ellers ikke tænker dårligere om end jeg gør om andre mennesker – hvilket jeg så måske nok gør alligevel.

Jeg er ikke homofob, og Michael Richards er ikke racist.

“I’m not a racist, that’s what so insane about this, and yet it’s said, it comes through, it fires out of me and even now in the passion that’s here as I confront myself.”

Sådan sluttede han sin optræden i Letterman af. Og jeg synes virkelig, at det var en stærk optræden. Eller rettere: Den gjorde et stærkt indtryk. For det må vel være vejen frem. At der skabes et rum for, at man i fællesskab kan konfrontere det had, de fordomme, den forskelstænkning, som ingen vel kan sige sig fri for at bære i sig.

Som Uffe Elbæk også sagde i det meget omtalte interview:

"Det vigtigste er, at de rollemodeller vi har blandt spillerne, men også os politikere og idrætsorganisationerne, står frem og siger, det er dårlig stil, og at det er uacceptabelt."

For selvfølgelig skal hverken racistiske eller homofobiske udsagn accepteres. Af og til skal de decideret straffes. Men loven kan kun slå ned på symptomerne, den kan ikke kurere. Det kan kun et fællesskab, der tør tale åbent og ærligt om sine egne sygdomme.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu