Anders Haahr Rasmussens blog

Interview med japansk kvinde, Junko Kita, 31 år, om hvorfor hun og hendes landsmænd ikke får nogle flere børn.

 

Har I hørt det, Japan er ved at blive gråhåret.

Ifølge de seneste tal fra landets sundhedsministerium vil befolkningstallet dale fra 128 mio. til små 87 mio. i 2060, hvor 40 procent af japanerne vil være 65 år gamle eller derover. Den arbejdsdygtige andel af befolkningen står til at falde fra 63,8 procent til 50,9 procent. Av, sagde økonomerne.

Problemet er selvfølgelig, at der ikke bliver født nok børn. Det problem kender man godt til i Europa, men hvor fertilitetsraten (det antal børn, en gennemsnitlig kvinde føder) i fx Danmark er 1,84 (den skal være på 2,1 for at befolkningen reproducerer sig selv), så er den helt nede på 1,39 i Japan med udsigt til at falde til 1,35 i 2060.

Hvad er det med de japanere? Jeg ved det ikke. Og jeg er heller ikke stødt på andre gode forklaringer, så her følger et interview med min gode veninde, japanske Junko Kita, som jeg engang for 12 år siden gik på college med i USA. Hun er 31 år gammel og bor i en forstad til Tokyo sammen med sine forældre (men gør i den forbindelse opmærksom på, at hun har boet alene hele vejen op gennem 00’erne, men flyttede hjem forrige år efter nogle ubehagelige oplevelser med en stalker). Junko har i mange år arbejdet i et internationalt filmselskab som ansvarlig for kvalitetssikringen af deres dvd-udgivelser, og så går hun i sin fritid til sådan noget reggaeton-dans, som hun optræder og nogle gange rejser med. Indtil for nylig havde hun en fast kæreste, men forholdet sluttede, netop som de havde fundet en lejlighed og var klar til at flytte sammen.

Vi går i gang (og jeg skal på forhånd beklage det forudsigelige i, at jeg stiller en kvinde til ansvar for det faldende fødselstal, når det kunne være lige så interessant at spørge en mand, men nu er det bare sådan, at jeg kun kender én japaner, og det er Junko. Ok, så kører vi):

- Junko, du er 31 år gammel, burde du ikke få nogle børn?

DET VIL JEG OGSÅ GERNE! Jeg vil så gerne have min egen familie, hvis bare jeg havde den rigtige mand.

- Ok, det lyder som om, det er noget der optager dig en hel del?

Ja, kvinder i min alder, såkaldte ’arasa’ (det er et fast udtryk i Japan for en kvinde ’omkring 30’ – en forkortelse for den japanske udtale af det engelske udtryk ’around thirty’ = ’araundo sati’, red.), vi er under en masse pres for at finde den eneste ene og beslutte sig for, om man blive i eller gøre en ende på ens parforhold. For mig personligt begyndte jeg at tænke på, at jeg havde lyst til at stifte familie, da jeg var omkring 28-29 år. Jeg begyndte at vælge og date fyre, der passede til forestillingen om min fremtidige ægtemand. Det er bare ikke gået så godt ;(

- Hvordan mærker du det pres?

Hvis min mor fx ringer til min farmor, og hun så tager telefonen og spørger, ”Skal Junko-chan (eller Kohei, min 34 år gamle storebror) giftes?”. Min bedstemors generation er fuldstændig anderledes. Mange af dem fik arrangeret deres ægteskab. Min egen bedstemor havde aldrig mødt min bedstefar før deres bryllupsdag.

Selv blandt venner og kolleger kan jeg mærke en stiltiende ’over 30, men stadig single’-ynk. Jeg ved det ikke, måske er jeg selv skyld i den følelse, fordi jeg lige er trådt ind i 30’erne.

Men det er mere et spørgsmål om at blive gift eller være single. Det handler ikke så meget om børn.

- Hvordan mener du?

Jeg mener, at i Japan, der kommer ægteskabet først, og så kommer børnene. Så for mig er presset for at blive gift selvfølgelig størst. Problemet er at finde én (eller måske er det bare mig, der har det sådan).

Så længe du er gift, er du klar til at få børn. Men altså, selv mine gifte venner, der ikke har børn, lader ikke til at være under noget stort pres for at få børn. Og så føler folk sig heller ikke særlig trygge i forhold til at blive gravide og have små børn efter atomkraftværket brød sammen i Fukushima. Det er ikke sådan, at folk er paranoide, men det fylder meget i folks hoveder. Familier med børn drikker ikke vand fra hanen længere, de køber ris fra sidste år, det samme med grøntsager osv. Folk er meget forsigtige med, hvad de giver børnene at spise.

- Hvordan er situationen i din vennekreds – er det en blanding af singler, par og forældre, eller kører I alle sammen det selvstændige liv med fester og karriere?

Ok, lad mig kategorisere dem. Mine nære venner er enten:

1) Gift og har børn, de fleste er hjemmegående husmødre eller har et deltidsjob 3-5 timer om dagen.

2) Gift, men uden børn. Det er nok her, der er grund til bekymring (ift den lave fertilitetsrate, red.). Sådan som jeg forstår det, så er det deres økonomiske situation eller problemer i familien (at de er nødt til at tage sig af syge forældre fx), der lader til at være i vejen for, at de får børn.

3) Singlemødre. Fraskilte og fuldtidsarbejdende.

4) Singler: Jeg har konkatsu-venner (konkatsu er en vældig populær form for ægteskabsjagt, der udspiller sig i barer, ved teselskaber eller sågar til sportsbegivenheder, hvor man kan reservere særlige konkatsu-pladser for giftelystne singler, red.), og det lyder nok lidt mærkeligt for dig, men altså, vi går til fester – ikke klubber længere (Junko gik meget på klub, da jeg besøgte hende tilbage i 2002, red.), det passer ikke med, hvad vi er på udkig efter – og ellers bare steder, hvor man kan møde nye mennesker. Vi går til Gokon sammen (en særlig form for gruppeblinddate, red.). Og så har jeg selvfølgelig også no strings attached-singlevenner.

5) Gifte, men lever separate liv, altså par der officielt er gift, men ikke fungerer som par i virkeligheden.

- Nu er der lave fertilitetsrater over det meste af den vestlige verden, men de er særligt lave i Japan. Hvad er der i vejen med jer?

Som sagt, det handler om at blive gift først. Og alderen for at blive gift stiger, og der er mange mænd omkring mig, som ikke er gift, selv ældre mænd (Officielle statistikker viser, at andelen af ugifte mænd mellem 30 og 34 år på tre årtier er steget fra 14 til 47 procent, for kvinder fra 8 til 32 procent, red.).

Fra min egen personlige oplevelse, og når jeg snakker med mine mandlige venner, så har mænd en tendens til ikke at ville giftes – medmindre de gjorde det, da de var unge, blev forelskede og pludselig giftede sig, eller hvis deres faste arasa-kæreste presser dem til det.

Når jeg tænker på de europæiske lande, der har gode velfærdsordninger til at støtte familierne, så har man ikke nødvendigvis brug for en far i huset. Man kan have en kæreste, eller man kan være en single-mor. Nu, hvor jeg føler mig mentalt klar til at have børn, så er jeg nødt til at blive forelsket i en mand, og han skal være økonomisk stabil, og han skal være en, som jeg har føler mig klar til at tilbringe resten af livet med på traditionel japansk vis (skilsmisse er ikke en mulighed, når man tænker på, hvor mange vanskeligheder, der følger med – men det er måske bare mig, der tænker sådan, jeg har en del venner, som er blevet skilt efter at have giftet sig i en ung alder (skilsmisseraten i Japan er steget nogenlunde stødt siden 60’erne, inden den toppede i 2002, hvorefter den er dalet en smule, red.)).

- Jeg kan huske fra mit besøg hos dig, at der lader til at være ret konservative kønsrollemønstre i Japan. Hvor meget spiller det ind, fx at du kigger på dine forældre og tænker, ”Aldrig i livet om jeg gider at være hjemmegående husmor og lære kalligrafi i min fritid, mens min mand arbejder hele dagen”?

Jeg tror faktisk, at mange ser på den livsform – far på arbejde, mor gør hvad hun har lyst til – som et forbillede. Husmødre nyder stor respekt, fra begge køn, det er et statussymbol på, at man har penge. Jeg hører ret ofte piger snakke om, at de drømmer om at blive husmødre.

Når jeg snakker med fyrene, så har jeg aldrig hørt nogen sige, at de ikke kan lide tanken om at deres kone går hjemme. Det overrasker mig virkelig. Måske er det fordi, mandens stolthed bl.a. ligger i at tjene flere penge end kvinden og klare det hele selv.

- Har du nogensinde overvejet at få børn uden om den traditionelle ’far, mor og børn i monogamt kærlighedsforhold i en lejlighed’-model?

Nej, jeg har aldrig overvejet at stifte en utraditionel familie. Jeg tror, det er for vanskeligt at leve sådan. Og det handler ikke bare om den japanske kultur, men også om at jeg slet ikke forestille mig at leve sådan.

Et ægteskab med børn er førsteprioritet (og lig med social status). Det er mindre vigtigt, om de er utro eller utilfredse. Udfordringen ligger bagefter: Hvordan håndterer man det, hvordan holder man det skjult.

- Hvad skræmmer dig mest ved tanken om at få børn?

Hvis jeg skulle have børn lige nu, ville jeg være bange for effekten af strålingen (fra atomulykken, red.). Og så tænker jeg på den byrde, de ville være pålagt i fremtiden med sådan en aldrende befolkning i det her land.

- Hvad begejstrer dig mest ved tanken?

Alt omkring børn. At blive mor, have en familie, jeg tror, at det er en helt ny verden, når man har sit eget barn.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant og originalt interview. Tak for det.

Overoplysningen har også sat sine spor i Japan.

John Vedsegaard

Måske har de så plads til 20 millioner sultende Somaliere?

Lennart Kampmann

@ John Vedsegaard

Næppe. Japanere generelt har det ikke så godt med andre nationaliteter, med mindre de bliver væk fra Japan. Særligt udlændinge med afrikansk baggrund kan opleve at japanere er reserverede i forhold til dem.

Med venlig hilsen
Lennart

Kapitalismen har ikke brug for børn, de skal ankomme færdiguddannede som tyveårige, klar til at arbejde til de styrter. Den gang man kunne bruge børn i industrien som billig arbejdskraft var det selvfølgelig anderledes.
Vi har i Skandinavien søgt en anden vej, og vi har da også højere fertilitet end i mange andre i-lande. Men når man betragter vinterens angreb på børnepengene, i første omgang til de rige, så aner man hvilken vej den politik er på vej hen.
Ideen med at importerer værdige børn passer selvfølgelig kapitalismen godt, USA f.eks. importerer uddannelse fra den tredie verden som har større værdi end det amerikanerne selv bruger på at uddanne deres befolkning.
Men emigration er ikke løsningen på fertilitetskrisen hverken for i-landene eller u-landene, løsningen er at indrette et samfund hvor det er OK at have børn.