Anders Haahr Rasmussens blog

Kan kvinder snakke om andet end mænd?

For en del år siden sad jeg og så fjernsyn med min sambo, det var sådan noget Go’ Aften Danmark-agtigt med Hans Pilgaard som vært. Jeg er ikke helt sikker på, hvem han interviewede, men det kunne fx have været Bjørn Lomborg, og de sidder så der og snakker (om klimaet velsagtens), da min sambo pludselig siger:

”... sagde den ene bøsse til den anden.”

Hun grinede straks af sig selv, sådan lettere skamfuldt, for hun vidste jo godt at det var noget pjat at sige, men hun kunne alligevel ikke dy sig. Hun måtte lige gøre opmærksom på det, som alle vidste, men som forblev usagt gennem hele interviewet (fordi det nu engang handlede om klima og ikke seksualitet): at de to mænd var afvigere.

Jeg kender det godt fra mig selv. Så sidder der en offentligt ansat med arabisk baggrund nede bag disken på kommunekontoret, og så kommer der en borger med arabisk baggrund hen og skal ekspederes, og så tænker jeg på, om de mon sådan lige anerkender hinandens ’arabiskhed’, inden de går i gang med deres formelle gøremål – måske lidt ligesom lastbilchauffører løfter hånden eller nogle gange bare en finger som hilsen til en forbikørende lastbilchauffør for ligesom at understrege, at de ikke er som alle de andre i trafikken, de tilhører en lille gruppe af særlige trafikanter, og det kan ikke gå ubemærket hen.

Faktisk, og nu bliver det rigtig skørt, tænker jeg af og til over det, hvis jeg står i en bar, og bartenderen er kvinde og en kvindelig gæst kommer op og bestiller en øl. ”Jeg skal have en øl,” siger hun. ”Det bliver 27 kroner,” svarer bartenderen.

”... sagde den ene kvinde til den anden,” tænker jeg.

Ok, så det er vel en nogenlunde banal logik, der ligger bag: Normen er en hvid, heteroseksuel mand, og alt andet bliver først og fremmest set ud fra, hvordan det adskiller sig fra normen. Så hvis to hvide, heteroseksuelle mænd sidder i et tv-studie, på et kommunekontor, i en bar, så er etnicitet, hudfarve, seksualitet og køn usynligt (for mig). De er først og fremmest tv-vært/gæst, borger/ansat, bartender/gæst, mens alle andre først og fremmest er kvinder, mørke, bøsser, og så måske dernæst vært/gæst osv.

Når nu det er så gammel en pointe, så kan man måske undre sig over, at relativt oplyste mennesker som mig selv stadig tænker sådan. Men så var det, jeg hørte om Bechdel-testen. Den blev for alvor kendt i 80’erne, da Alison Bechdel havde den med i sin tegneseriestribe Dykes to Watch Out For.

Bechdel-testen har til formål at vurdere kvinders rolle og relevans i spillefilm. Den er ret enkel. For at bestå Bechdel-testen skal en film kunne svare bekræftende på følgende tre spørgsmål:

1. Er der mindst to navngivne kvinder med i filmen?

2. Taler de med hinanden?

3. Om andet end mænd?

Umiddelbart lyder det som en enkel test at bestå. Der er ikke tale om, at de allermest centrale karakterer skal være kvinder, at det skal være en ’chick-flick’ eller at plottet skal være feministisk eller noget i den dur. Der skal bare, på et eller andet tidspunkt i filmen, finde en samtale sted mellem to kvinder, det kan være en ganske kort ordveksling, og den skal handle om andet end mænd.

Hvis vi kigger tilbage på nogle af de store biografsucceser de senere år, så er det imponerende, hvor mange film, der ikke består testen. Her er et udpluk:

Slumdog Millionaire, Shrek, Pirates of the Carribean, Bourne Identity, Austin Powers, Fight Club, Milk, En Verden Udenfor, Ringenes Herre, The Truman Show, Alene hjemme, Tomb Raider, Ghostbusters, The Big Lebowski, Oceans Twelve, Trainspotting, Toy Story, Da Harry mødte Sally, Gladiator, Tilbage til Fremtiden, Pulp Fiction, Seven, Biutiful, Submarino, Cars 2, The Girl with the Dragon Tattoo.

Og hvis vi kigger på nattens Oscar-nominerede i kategorien ‘Bedste film’, så har Anita Sarkeesian hos Feminist Frequency gået dem efter i sømmene med Bechdel-testen i hånden. Det viser sig, at ud af de ni nominerede film, er der to (2) film, der består testen (The Descendants og The Help), to film er i gråzonen (fx Midnight in Paris, hvor kvinderne udelukkende snakker om mænd, bortset fra en enkelt scene i en møbelforretning, hvor to kvinder taler om shopping, men både forhandleren og Owen Wilsons karakter blander sig i samtalen, så det er svært at sige med sikkerhed, hvorvidt filmen består), mens fem film dumper, inklusiv vinderen, The Artist, der jo godt nok er en stumfilm, men stadigvæk, hvis man går den efter for hvilke som helst former for non-verbal kommunikation (skriftlige replikker, mimen, ansigtsudtryk, gestik, kropssprog) mellem to kvinder om andet end mænd, så er der intet at finde.

Tidligere manuskriptforfatter Jennifer Kesler har skrevet om, hvordan hun selv blev uddannet og opfordret til at lave film, der ikke bestod Bechdel-testen.

According to Hollywood, if two women came on screen and started talking, the target male audience’s brain would glaze over and assume the women were talking about nail polish or shoes or something that didn’t pertain to the story. Only if they heard the name of a man in the story would they tune back in. By having women talk to each other about something other than men, I was “losing the audience.”

Det, der måske undrer mig mest, er, hvor blind jeg er (eller har været indtil nu) over for den her måde at skrue film sammen på. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bliver træt af det. At det ikke bliver kedeligt med så ensformig en skildring af køn, pakket ind i nye plot, præsenteret af nye skuespillere, men med samme centrum, samme perspektiv, samme Andre. Måske er det fordi, det føles behageligt. I så fald er det på kort sigt. For det behager mig egentlig ikke blive så distraheret af omstændighederne, at jeg dårligt kan høre efter, når to Andre taler sammen. Sagde manden.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Ladegaard Johannesen

Interessant og velskrevet blog, men det forekommer mig at Bechdel-testen har et ret gammeldags perspektiv på køn, og at den derigennem medvirker til at bevare kvindens position som 'den Anden'.

Når testens andet spørgsmål ekspliciterer at det skal være to kvinder der taler sammen, så fastholder den netop kønnet som forskelsmarkør. En professionel samtale mellem to jurister hvoraf den ene tilfældigvis var kvinde og den anden tilfældigvis var mand, og i løbet af hvilken de to personers køn hverken implicit eller eksplicit blev gjort relevant, ville således ikke kvalificere en given film i forhold til Bechdel-testen.

Testens underliggende påstand er altså at kønsforskellen mellem de to personer altid vil være relevant. Uanset om de taler sammen i egenskab af deres professionelle lighed, vil deres kønsmæssige forskellighed - og i forlængelse heraf begærsrelationen - altid være til stede. Først i en samtale mellem to kvinder er kønnet altså ikke relevant ifølge Bechdel-testen, og først i en sådan samtale giver det mening at spørge om samtalen handler om andet end... køn og begær.

Men derudover er jeg ikke i tvivl om at Hollywood er med til at fastholde det samme centrum, det samme perspektiv og de samme Andre - som du skriver - men jeg synes ikke Bechdel-testen er et specielt produktivt svar på dette problem.

Muligt er det, at denne test skal tages som et måske humoristisk korrektiv til hvad visse amerikanske feminister ser som kvinde-undertrykkelse i film...

Jeg synes ikke det er morsomt....

Den unge kvinder er åbenbart ikke film-studerende, ellers ville hun have vist, at der i Midnigt in Paris er en ganske flot scene hvor Owen Wilson taler om sin forlovede med ingen ringere end Ernest Hemingway... Og at den scene hvor Owen Wilson afbryder mor og datters talen om køb af en særdeles rædselsfuld gyngestol netop er der for at vise, hvor meget han - i realiteten - foragter både moderens og datterens rige livsstil. Og at der er scene hvor mor og datter taler om farens hjerte-anfald alene...

Mht. The Artist tror jeg næppe hun har fanget pointen: Kvinden får en stemme i filmen, manden gør ikke. Forstået på den måde, at kvinden, dvs. den kvindelige hovedrolle i filmen, hendes stemme passer fint til den moderne verden, dvs. den verden som kommer med talkies, altså talefilm, mens mandens stemme ikke passer til the talkies, altså de moderne tider, overhovedet.

Måske man også skulle se på filmens budskab og på dens fortolkning og på om den kvindelige hovedrolle f.eks. er aktiv eller passiv....og både i Tomb Raider og i The Girls With the Dragon Tattoo har man altså særdeles aktive kvinder, som i bogstaveligste forstand sparker røv...

Og Ringenes Herre? Har hun fuldstændig glemt Elver-dronningen Arwen, som godt ikke taler med en anden elverpige eller elverkvinde, men som vist er en af de stærkeste kvinde-karakter i film overhovedet. Og da Harry mødte Sally er en romatisk komedie, giver det jo ligesom sig selv, at kvinderne her taler om - ja mænd. Og Submarino ( en dansk film!) handler jo om et forhold mellem en mand og hans dreng...

Og handler Milk ikke om et homoseksuelt byrådsmedlem i San Francisco? Hvad med en film som The Kids Are Allright. Den består vist testen, to navngivne kvinder er med, de taler sammen, om andet end mænd. Til gengæld er hele set-uppet dybt problematisk set fra et køns-perspektiv: Vi får igen myten om den lesbiske butch (anette benning) som er sammen med en lesbisk 'kvinde'. (juliane moore?) Og vi får igen myten om at alle lebiske kvinder i virkelig-heden kan omvendes bare de får en rigtig mand. Og den udmaler ganske langsomt, at lesbiske forhold skam har også har de samme problemer som hetero-seksuelle forhold....Måske skal USAnerne mindes om det, men i Danmark ved vi da godt dette....

Søren Løvborg

Karsten, Bechdel-testen er ikke en "feminist-test". Selvfølgelig kan man lave en film med velskrevne, aktive kvindelige karakterer, og uden uheldige kønsstereotyper, og alligevel dumpe Bechdel-testen. Men det er ikke pointen.

Pointen er jo at en mandlig udgave af Bechdel-testen er banal, da praktisk talt alle film rummer to navngivne mandlige karakterer, der snakker om noget andet end kvinder.

Underforstået at mens mænds roller defineres i forhold til filmens plot, så defineres kvinder i det store hele ud fra deres forhold til de mandlige roller.

At det er kvinden, der stormer frem i "The Artist", mens manden går ned med depressioner, ændrer ikke på at "The Artist" er en _mands_ historie. "Midnigt in Paris" er historien om en _mand_. Arwen i "Ringenes Herre" er 100% defineret ud for sit forhold til Aragorn. Fjern ham, og hun forsvinder ud af plottet, fjern hende, og han har stadig sit kongerige at se til. "Mænd der hader kvinder" handler om... mænd der hader kvinder. Salander er defineret ud for sit forhold ti mænd (især sin mandlige formynder.) "Tomb Raider" vil jeg slet ikke kommentere...

Bechdel-testen sætter fokus på at spillefilm næsten uden undtagelse laves _af_, _om_ og _for_ mænd. Selv når filmen handler om kønsroller, seksualitet eller kvinders rolle i samfundet.

Carsten Hansen

Om kvinder kan tale om andet end mænd ?.

Jeg mener nu, at det kvinder er bedst til at tale om; er sig selv !

;-)

PS. Februar er den måned kvinder taler mindst .

Søren Løvborg

Og Niklas Monrads forudsigelse går i opfyldelse. Men 55 timer uden en "jeg er ikke sexist, men ... høh høh"-kommentar er heller ikke dårligt.

Carsten Hansen

Kom frit frem med med de sexistiske bemærkninger.

Det er sundt med et godt grin.

(Opfordringen gælder naturligvis også for damerne)

Det tredje punkt i testen kan give anledning til nogle interessante videre betragtninger, i umiddelbar forlængelse af artiklens overskrift. For kvinder taler jo ikke bare på film, men også i virkelighedens verden umanerligt meget om mænd. Både på personniveau, men også i generel forstand, og i videre forstand om køn (hvilket pr. definition jo også omfatter mænd). F.eks. beskæftiger mange kvinder sig indgående med kønsvinklen på emner de ellers ikke blander sig meget i. Sammenlign f.eks. antallet af kvinder der diskuterer kønskvoter i erhvervslivet, med antallet af kvinder som diskuterer erhverslivets forhold og vilkår i øvrigt.

Det er en mangel ved testen, at den ikke forholder sig til hvad kvinder siger om de mænd de taler om, i deres indbyrdes filmdialoger. Det kan have meget stor betydning for kønsfortolkningen i hvilket omfang kvindernes tale om mænd indebærer kritik, bagvaskelse, selvpositionering, rænkespil, eller på anden vis tager udgangspunkt i egne interesser. Og modsat, hvor ofte kvinderne i dialogerne, i forhold til mændene, fremstår som underdanige, understøttende, selvudslettende, eller på anden vis varetager den/de omtalte mand/mænds interesser, frem for egne.

Så ville der ganske vist ikke længere være tale om en simpel test, men dybere forståelse er sjældent simpel.