Anders Haahr Rasmussens blog

Wozzen styrer showet og bøjer kønnet

 

Caroline Wozniacki, multimillionær tennisspiller og gavtyv, er i Qatar for at spille sin første turneringskamp siden kvartfinalenederlaget ved Australian Open. Arrangørerne har sendt en håndfuld billeder i omløb fra spillernes besøg hos de lokale værter, og to ting viser sig straks:

1) Wozzen ser ud til, langt om længe, at have hyret en stylist, så nydeligt klædt hun er i enkel rød kjole og sort jakke.

2) Gennem sit forhold til golfstjernen Rory McIlroy lader Wozzen fuldstændig hånt om Pierre Bourdieus beskrivelser af den erotiserede underordning, som heteroseksuelle kvinder formodes at tænde på. Hør her den franske sociolog i Den maskuline dominans:

“Når det seksuelle forhold fremtræder som et socialt dominansforhold, er det fordi det er konstrueret gennem det grundlæggende princip for opdeling mellem det maskuline aktive, og det feminine, passive, og fordi dette princip skaber, organiserer, udtrykker og styrer begæret; det maskuline begær som begær efter besiddelse, som erotiseret dominans, og det feminin begær som begær efter den maskuline dominans, som en erotiseret underordning, eller endog, i yderste instans, en erotiseret anerkendelse af dominansen.”

Med udgangspunkt i franske undersøgelser, fortæller Bourdieu om præferencer på det heteroseksuelle parringsmarked, som enhver dreng, der begyndte i 1.g som den laveste i klassen (minimalt lavere end Martin, men stadigvæk), kan nikke genkendende til:

“Et meget stort flertal af de franske kvinder erklærer, at de ønsker en ægtefælle, der er ældre og desuden, helt i overensstemmelse med dette, højere end dem selv, idet to tredjedele af dem går så vidt som til eksplicit at afvise en mand, der er mindre end dem selv. Hvad betegner denne afvisning af at lade de gængse tegn på det kønslige 'hierarki' falde bort? "At acceptere en omvending af de ydre træk," svarer Michel Bozon, "er ensbetydende med at give det indtryk, at det er kvinden, der dominerer, hvilket (paradoksalt) nedgør hende socialt: hun føler sig degraderet sammen med en degraderet mand."”

Og se så Wozzen. Se hende føre an, gestikulere, sætte sig i centrum for samtalerne med de lokale sheiker, mens hendes – hæle eller ej – markant lavere kæreste spiller ydmyg, forsagt sekundant.

Hvem skulle have troet det, Wozzen som gender bender! Men ok, enhver der har set de voldsomme kræfter, hun frigiver på en tennisbane, de aggressive bevægelser, det rum hun skaber for sig selv og indehaver med den største naturlighed, ja, enhver, der har set det, ved, at Wozzen for længst har gjort Bourdieus skriverier til skamme:

"Den underkastede kropsholdning, der påtvinges de kabylske kvinder, er den højeste grad af den, der endnu i dag påtvinges kvinderne i USA som i Europa (...) Nancy M. Henley viser hvordan man lærer kvinder at optage rummet, at gå, at antage passende kropsholdninger. Frigga Haug har også forsøgt at genfinde de følelser, der forbindes med de forskellige dele af kroppen; med ryggen, der skal holdes rank, med benene, der ikke må være spredt osv.; altsammen positurer, der er ladet med en moralsk betydning (at sidde med benene spredt er vulgært, at have en tyk mave vidner om mangel på viljestyrke osv). Som om kvindelighed måltes efter kunsten at 'gøre sig lille', forbliver kvinder spærret inde i en slags usynligt indelukke, der begrænser det territorium, indenfor hvilket deres kroppe kan bevæge sig og flytte sig."

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu