Anders Haahr Rasmussens blog

Hvem kan poetisere Wozzen?

 

I nat dansk tid træder Caroline Wozniacki ind i rampelyset i den berømte Madison Square Garden i New York til en opvisningskamp mod verdens bedst betalte kvindelige idrætsudøver, den tredobbelte grand slam-vinder og ukronede diva Maria Sharapova. I den forbindelse var Wozniacki gæst i studiet hos Rosanna Scotto og Greg Kelly i Good Day New York, og det er, når man ser den slags tåkrummende interview med to håbløst uforberedte værter, hvoraf den ene stiller spørgsmål til 21-årige Wozzys intime relation til sin kæreste, mens den anden lummert gør opmærksom på, at han er glad for at se hende spille tennis i korte kjoler, ja, så er det, man forstår, hvorfor Team Wozniacki har brugt så mange penge på at medietræne den unge stjerne til at svare venligt og nogenlunde indholdsløst -- selvfølgelig både for at strømline hende i sponsorøjemed, men også bare for at hjælpe hende til at komme nogenlunde helskinnet gennem en opvækst og ungdom i mediernes konstante fokus.

Nå, men det her skal egentlig handle om noget andet; om et spændende Wozniacki-skriv, jeg blev gjort opmærksom på forleden. Først lige interviewet:

Caroline Wozniacki : MyFoxNY.com

Det er Kresten Lundsgaard-Leth, ph.d.-studerende i filosofi på Aarhus Universitet, der på sin blog stiller spørgsmålet: Hvad ville Jørgen Leth stille op med Caroline Wozniacki?

KLL er selv bidt af en gal tennisbold, og han tager udgangspunkt i sin egen og tennisvennernes mangel på oprigtig begejstring for den ellers så succesrige og populære Caroline Wozniacki. Det fører videre til en mere generel undren over, hvorfor man overhovedet gider at bruge sin tid og energi på at se andre mennesker dyrke sport. Her skelnes der mellem, om et fænomen (en tenniskamp fx) blot fungerer som afslappende underholdning, eller om den er reelt fascinerende og gribende.

Jeg giver ordet videre:

Rigtig god sport er egentlig ikke afslappende af overvære. Ligesom en virkelig god bog sjældent er særligt afslappende at læse. Rigtige sportsstjerner (som fx Federer og Nadal) er – i mit idiosynkratiske verdensbillede – således slet ikke underholdende, men netop fascinerende, skikkelser. God sport og rigtige sportsstjerner lader sig nemlig digte. Det lader sig omsætte poetisk, altså, og helst med rigelige mængder pathos. Eller anderledes udtrykt: Hvor blasfemisk det end måtte lyde, har god sport et åbenbart episk potentiale, der lader den interesserede tilskuer og dedikerede fan opleve sin foretrukne sportsgren som meget mere end blot underholdning.

(...)

Der skal sgu være noget mystisk, elegant, overskridende, personligt, ophøjet, iltert, kantet, overraskende, provokerende, æterisk eller – akkurat – poetiserbart over sportsfolk, hvis de virkelig skal kunne fascinere. Bemeldte behov hos fansene for that extra something (dvs. transcendensen!) knytter sig – for mig at se – til især to dimensioner; nemlig (i) stil og (ii) personlighed. Det er i denne sammenhæng mindre afgørende, om man har en ophøjet aura og en gennemkoreografisk stil (á la Federer) eller et iltert temperament henholdsvis en fysisk dominerende stil (á la Nadal). Smag og behag er jo forskellig – og pax romanum være med det. Man skal imidlertid have en (eller anden) personlighed og en stil, der ikke er for gennemsnitlig, forudsigelig og – tør jeg sige det – kedsommelighed, hvis man vil gøre sig gældende overfor fascinationens uhåndgribelige parametre.

(...)

For Caroline Wozniacki gælder det desværre, at hun simpelthen mangler noget stil og personlighed (både på og udenfor banen), man virkelig kan digte videre på, før hendes resultater på tennisbanen vil kunne ”oversættes” (eller omdigtes) til genial kunst eller episk fortællestof. Hun spiller med andre ord en kende for forudsigeligt, uelegant og ordinært; nogenlunde svarende til hendes måde at besvare spørgsmål fra pressen på. Det mest fascinerende ved fænomenet Wozniacki er sådan set hendes – ellers kraftigt udskældte – far og træner, Piotr, som hun af samme årsag skulle tage at beholde (både som far og træner).

(...)

Dette blogindlægs bærende pointe fremstår sikkert aldrig tydeligere, end når førnævnte Jørgen Leth kommenterer et af sportårets episke højdepunkter, nemlig sommerens Tour de France. Leth er således eminent dygtig til at omsætte selv den tarveligste hjælperytters mest intetsigende udbrud på en flad etape til et floromvundet epos, hvori såvel storstilet vovemod, genial strategi som betingelsesløs offervilje får lov (af fortælleren Leth) til at folde sig ud. Leth overdriver en smule, nu og da, og det gør jeg (endnu en Leth) givetvis også hér – men det er jo dét, vi sportselskere virkelig tørster efter: Det fascinerende, det geniale og det episke.

Jeg vil tillade mig at slutte med et spørgsmål, som læseren selv må prøve at besvare: Hvad ville Jørgen Leth egentlig stille op med Caroline Wozniacki?

Spørgsmålet er hermed givet videre.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wow, det må være et af de dummeste tv-interviews, jeg nogensinde har set. Hvor er det pinligt for dem at have en verdensstjerne i studiet og så ikke ane, hvem hun er eller hvad hun er der for