Anders Haahr Rasmussens blog

Pigerne mod drengene

Som en lille opfølger til dagens anmeldelse af den svenske skilsmisseantologi Happy, happy vil jeg gerne dvæle ved et aspekt, som der ikke blev plads til på avisens 160 linjer.

Udgangspunktet er en påstand i det pressemateriale fra forlaget, der fulgte med, da jeg fik stukket bogen i hånden af kulturredaktøren. People’s Press skriver, at bogen ”henvender sig til både kvinder og mænd”. I Politiken gør anmelder Anette Dina Sørensen opmærksom på det samme.

Gør den så det, Happy, happy, henvender den sig både til mænd og kvinder? Det synes jeg ikke, og her er hvorfor:

Hvis vi kigger på forordet, som vel kan siges at skulle sætte tonen og samle budskabet for antologiens ti artikler, så skriver Maria Sveland og Katarina Wennstam:

”I virkeligheden, den nok så omtalte virkelighed, viser alle statistiske undersøgelser, at kvinder blomstrer op både psykisk og fysisk, når de bliver skilt. Et faktum, der hænger sammen med den manglende ligestilling, som desværre stadig findes i de fleste forhold. I virkeligheden kan skilsmissen være det, der redder dig og får dig tilbage til livet.”

Her rettes der direkte henvendelse til læseren, til ”dig”, og det ”dig” er den kvinde, som ifølge statistikkerne bliver gladere og får et bedre liv.

Bogen er skrevet af ti kvinder, hvilket ikke i sig selv siger noget om, hvem den henvender sig til. Men når Sveland og Wennstam så i forordet begrunder deres valg af bidragydere, bliver det anderledes entydigt, hvem der skrives for og til.

”Hvis nogen spekulerer over, hvorfor der ingen mænd er blandt skribenterne, vil vi gerne citere de medie- og tv-chefer, som på spørgsmålet om, hvorfor de har så få kvindelige studieværter og profiler, har svaret, at de virkelig har prøvet, men at det desværre er meget svært at finde nogen, der kan holde det høje kvalitetsniveau.”

Der ligger en virkelig pudsig logik bag det udsagn. Jeg går ud fra, at Sveland og Wennstam forholder sig skeptisk til tv-chefernes påstand om, at det er svært at finde kompetente kvinder, der kan begå sig som profilerede studieværter. Jeg går ud fra, at de anser den skæve kønsprofil på skærmen for at være udtryk for ledelsesmæssig dovenskab/løgn/mandeklub/glasloft/vanetænkning – hvilket virker ganske berettiget. Men hvad gør det så ved deres eget argument? Det betyder vel, at de selv har udelukket mænd fra at bidrage til antologien, ikke fordi der ikke fandtes dygtige, interessante mænd, der kunne skrive indsigtsfuldt om skilsmisse (for selvfølgelig gør der det, ligesom der findes kompetente kvindelige studieværter), men fordi mændene skal smage lidt af deres egen medicin. Logikken bliver skolegårdens pigerne-mod-drengene: Hvis vi ikke må blive studieværter, så må I ikke være med i vores bog. Ha!

Jeg plæderer ikke for, at antologien nødvendigvis skulle have haft mandlige bidragydere. Det maskuline perspektiv er i forvejen overrepræsenteret (om end næppe i beskrivelsen af de følelsesmæssige aspekter af en skilsmisse), men præsentationen af bogen, argumentationen for de redaktionelle valg, der er truffet, og dermed hele det skær, antologien kommer til at læses i, gør det svært for mig at forestille mig, hvordan en typisk mandlig læser skulle få oplevelsen af, at bogen også er henvendt til ham.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu