Anders Haahr Rasmussens blog

Ulvehyl og lumre blikke

 

Jeg havde en gang en kæreste, der havde været au pair i Belgien og ikke brød sig om at gå på gaden dernede. Hun var ellers ikke sart, men mændene, især de yngre, var så aggressive, fortalte hun. Det var den måde, de stirrede på – og hvis de fik øjenkontakt blev den fulgt op af kække bemærkninger, lumre ansigtsudtryk, den slags. Til sidst kiggede hun altid lige frem eller ned i jorden, når hun gik en tur i byen. 

Det er nærliggende som heteroseksuel mand at tro, at man da også godt ved, hvad det vil sige at blive udsat for den slags blikke. Det sker sjældent, men dog af og til, at jeg bliver mødt af, hvad jeg tolker til at være erotisk/romantisk offensive blikke fra kvinder. Det generer mig som regel ikke. Det får mig ikke nødvendigvis til at slå blikket ned. Jeg føler mig i hvert fald aldrig utryg ved det. 

Men så skal man bare prøve at gå på bøssediskotek. Der får man lov at mærke intensiteten i det liderlige maskuline blik for fuldt drøn. Det er virkelig voldsomt. Den måde der bare bliver gloet, helt skamløst, med berettiget attitude, ikke spor legende eller forsigtigt eller inviterende, man bliver bare stirret på, det kan være ganske kortvarigt, men nok til at føle sig afklædt, usikker, og det værste af det hele er, at man – eller i hvert fald jeg – genkender deres blik hos mig selv. Genkender det, som et jeg selv benytter mig af om end i andre sammenhænge. På mine slags barer, på cykelstier, i supermarkeder, parker. Og tænker, hvordan det må være at være omgivet af det, hver gang man går forlader sit hjem.

Denne uge er International Anti-Street Harassment Week. I 20 lande (Norge bl.a., men ikke Danmark) på fem kontinenter bliver der gjort opmærksom på, at kønsbaseret gadechikane er med til at gøre det offentlige rum utrygt for piger, kvinder og LGBQT-folk. I fx Tyskland deler aktivister et rødt kort mod sexisme ud på busser, i metroen og i skoler, mens barer og klubber får ølbrikker med budskabet om, at gadechikane skal stoppe. 

Det er et vanskeligt emne at beskæftige sig med som heteroseksuel mand, synes jeg. På den ene side fylder det mig med lede og skam at læse og høre beretninger om, hvor ubehageligt det offentlige rum kan være for kvinder, for jeg ved, at jeg selv af og til bidrager til ubehaget. På den anden side har jeg veninder, der fortæller mig, hvor bekræftende og skønt det kan være at blive attrået og komplimenteret af fremmede mænd, so what to do?

Som Laura Woodhouse skriver ovre på The F Word, så er det ikke til at vide, hvilke kvinder der har lyst til at blive komplimenteret, og hvilke der ikke har. Så kan man måske tænke noget i retning af, ”Rolig nu, hvor kedeligt og politisk korrekt skal det hele blive, må man nu ikke engang fortælle folk, at de er smukke?”

Men altså, hvor går grænsen: ved et blik, et smil, en hilsen, et hej, et kompliment, et spørgsmål, hvad hedder du? Og selv om jeg ved, at der ikke er andet i blikket og smilet, gør andre det nødvendigvis ikke. 

Det er en læseværdig tekst, Woodhouse har skrevet. Den slutter sådan her: 

What Mr Random Stranger needs to realise is that many women have experienced so-called compliments quickly descending into nastiness when they don't respond in the desired way, and so "compliments" often carry threatening undertones. Same goes for wolf whistles. How are we supposed to know that "Give us a smile, love" won't turn into "Moody fucking bitch" or that "What's your name, darling?" won't turn into sexual assault? I know I don't, because both these things have happened to me. And even if we haven't experienced things taking a turn for the worse, why should we have our private space invaded by complete strangers, our bodies judged by men we have no interest in, our attention demanded for no good reason when we're busy with our own affairs?

Street harassment affects women so deeply that we change our routes to school and work, avoid using public transport at night, stop going out running, feel anxious every time we walk past a group of men, and walk with our heads down and eyes averted instead of enjoying the space around us, to list just a few of the self-imposed limitations mentioned by commenters on my blog post. We're hurt and angered by our experiences of street harassment hours, days and even years after they occur. I can't count the number of times my day has turned sour because some wanker decided to harass me on my way home and I couldn't think of a decent response or was too afraid to call him out. I hate how powerless that makes me feel.

So for International Anti-Street Harassment Week, I'd quite simply like men on the street to stop. Stop with the wolf whistles, the beeping horns, the demands for attention, the sexual comments, the stares, the touching, the groping, the jokes at our expense. And for the men who don't do those things, recognise that we can't differentiate you from the rest of them. Move out the way, don't block the pavement when you're in a group, cross the road if you find yourself walking close behind a woman at night. Learn how to be an ally. Street harassment has to end.

Apropos det med at være allieret, så kommer jeg i tanke om en bid fra Jerry Seinfelds stand up-show. Han morer sig over mænds håbløse forsøg på at komme i kontakt med damer. 

The car-horn-honk, is that a beauty? Have you seen men doing this? What is this? The man is in the car, the woman walks by the front of the car, he honks. This man is out of ideas. I mean what is he expecting? For the woman to stop and say "Hey you honked at me .. Ahhhh that's so sweet .. I never knew you felt this way!"?

Men måske handler det egentlig ikke om at komme i kontakt med kvinder. Hugo Schwyzer, en såkaldt Male Ally, skriver i et blogindlæg, at gadechikane ikke så meget handler om forholdet mellem den konkrete mand, der stirrer/smiler/komplimenterer en konkret kvinde, som det handler om forholdet mellem mænd. At mænd ofte er drevet af behovet for at imponere andre mænd, snarere end af behovet for at komme i hed nærkontakt med kvinder. Homosocialitet hedder det. Schwyzer skriver:

“The cat-callers in the car are using the woman on the sidewalk as a glue for male-bonding, as a way of affirming their masculinity to each other. That masculinity is so fragile that having it validated is, for many young men, better than sex. Many men who become solitary harassers first learned to harass in groups. One of the fascinating things about homosociality is that it doesn’t always require the actual physical presence of other men. When a man has been raised to always be conscious of how he appears to his fellow males, he may end up behaving in stereotypically hyper-masculine ways even when there are no other men around. The harasser on the subway, acting alone, may well have an internalized audience of other men in his head. He is performing as much for them as for the woman he’s attacking.”

Jeg er for så vidt helt på linje med Schwyzer her, men hans pointe rammer alligevel ikke helt plet hos mig. Som jeg forstår ham, så taler han om en meget tydelig form for chikane, som jeg godt kan genkende at have været vidne til, men som jeg ikke selv gør brug af. Hvor meget jeg end kigger, så dytter, pifter eller ulvehyler jeg ikke af kvinder. 

Så tilbage til den knap så åbenlyst problematiske form for gadechikane. Tilbage til det stirrende blik/komplimentet. Joe Vess fra Men Can Stop Rape svarer på et par typiske argumenter fra mænd i forhold til at interagere med fremmede kvinder i det offentlige rum. For eksempel, ”det ville ikke genere mig, hvis det var den anden vej rundt”:

That’s not the point, because it’s not directed at you, it’s directed at women. Whether or not it bothers you, or even bothers all women (because the other thing I hear is “some women like it”), is irrelevant. It definitely bothers many, many women and, if it bothers a woman you care about and who matters to you, isn’t that enough? Because we don’t get to choose who it happens to; the next person could be our friend or mother, sister or girlfriend, daughter or niece.

Det der med at tænke på kvinderne i ens liv hjalp i hvert fald Jay-Z, der erklærede, at han ikke længere ville bruge ordet ’bitch’ om kvinder i sine rapsange, efter han fik en datter (det har vist sig, at mænd generelt støtter mindre op om traditionelle kønsrollemønstre, når de får en datter). Og det er også et af Joe Vess’ råd til, hvordan mænd kan være med til at mindske sexchikane i det offentlige rum. Her er hans liste af opfordringer, som hermed er givet videre:

- Lad være med at gøre det. Stop. Fuldstændig. Nu. (og hvis du alligevel falder i, så øv dig på at blive bedre, red.)

- Lad være med at grine eller anerkende, når dine venner eller andre gør det. 

- Sig fra. Sig til dine venner, at du ikke bryder dig om det, og at de skal lade være, når du er i nærheden. Sig til fremmede, at det ganske enkelt ikke er i orden. 

- Snak med de kvinder, du kender. Spørg til deres oplevelser med chikane, og hvordan det påvirker dem. Lad være med at negligere det eller bede dem om at ignorere det. Vær empatisk. Det kan gøre en verden til forskel. 

Og så lige den her gentagelse fra Laura Woodhouse-teksten, som virkelig gjorde indtryk på mig:

- For the men who don't do those things, recognise that we can't differentiate you from the rest of them. Move out the way, don't block the pavement when you're in a group, cross the road if you find yourself walking close behind a woman at night.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Nikolajsen

Det her er en af de gange, hvor jeg tænker, at jeg lever i et priviligeret parallelunivers. Jeg kender ikke den utryghed og det ubehag, og det er jo mit eget held, der ikke skal forhindre andre i at tage deres utryghed og ubehag alvorligt. Jeg vil bare så nødigt have, at I begynder at skifte fortov.

Når jeg tænker på mine egne og mine venners erfaringer med truende ord og stemninger og med deciderede overgreb, så tænker jeg snarere, at det er teenagedrengene, der er udsat. Jeg kender mange mænd, der som drenge har fået nogen på hovedet (eller har fået lov til at løbe stærkt for at undgå det), fordi de har været (eller "spillet") langhårede i nærheden af bøvede provinsdiskoteker. Jeg har aldrig tænkt over hvilke steder, jeg med fordel kunne undgå, hvis jeg ikke ville slås på eller råbes ad, men de (evt. langhårede) drenge, der ikke respekterer de mest bovlamme, konforme koder for mandig mandighed risikerer mange steder at blive udsat for begge dele. Den form for vold har det til fælles med lumre ulvehyl, at den har til formål at opretholde en maskulinitetskonstruktion, som i sig selv ikke er skide bæredygtig.

Men tilbage til fortovsforslaget; det plager mig virkelig. Det er relevant at tænke over, hvordan vi får hinanden til at have det, men i stedet for at indrette sig efter en diffus frygt (såsom at skifte fortov, fordi man deler kropstegn med voldtægtsmænd og andre krænkere) kunne man...gøre noget andet. Målet er vel, at vi kan føle os tilpas på det samme fortov.

Kunne man ikke godt ønske, at folk (herunder kvinder) er kritiske overfor deres frygt? Ligesom man kan være kritisk overfor andre automatreaktioner? At man tænker over, hvilke forestillinger, frygten baserer sig på, og om de nu også er holdbare og hensigtsmæssige.

Det er godt at være bevidst om, at ens blikke kan være ubehagelige for andre. Men den her holdning: "we can’t differentiate you from the rest of them" - er det ikke også noget, man som kvinde burde bevidstgøre sig ud af? Kan man ikke øve sig i at skelne mellem dem, der kommer med fred, og dem, der gør bestemte ting, som gør en dårligt tilpas eller fortræd? Det synes jeg, man burde. Men jeg sidder jo også i det her priviligerede parallelunivers og føler mig helt tryg.

Lone Nikolajsen

Jeg læste lige det her, som jeg tænker er lidt apropos:

http://www.sociologyinfocus.com/2012/03/14/prehistoric-rape-machines-pro...