Et ordentlig spark empati

Jeg ved ikke, om I har hørt det, men i søndags sparkede en af verdens bedste tennisspillere en linjedommer til blods. Det var i The Queen’s Club i London, hvor en af de mere prestigefyldte græsturneringer inden Wimbledon afholdes, finalen stod mellem Marin Cilic og David Nalbandian, som havde vundet første sæt, men netop tabt sit serveparti ved stillingen 3-3 i andet sæt, da han i frustration over en fejlslåen forhånd lossede til den lille 30 cm høje træplanke, som omgrænser baglinjedommerens stol. I stolen sad Andrew McDougall, en nydelig britisk herre, lidt oppe i årene, med blikket intetanende rettet andetsteds, da Nalbandians fod og træplanken smadrede ind i hans skinneben, som straks begyndte at bløde, mens han lagde sig ned på græsset i smerte.

Det er nok den mest voldelige, vanvittige opførsel jeg husker at have set i en professionel tenniskamp. Nalbandian blev øjeblikkelig diskvalificeret, fik frataget sine præmiepenge for hele turneringen, små 45.000 euro og yderligere tildelt en bøde af mændenes tennisforbund, ATP, på 10.000 euro. Han risikerer flere års karantæne. Nalbandian selv mente nok, han burde have haft lov til at spille kampen færdig.

Forleden meldte Andrew McDougall så tennisstjernen til politiet, der nu undersøger sagen som et overfald. Det har fået Nalbandians modstander, Marin Cilic, til at reagere. For det er alligevel at gå over stregen, synes han.

»Det, der skete på banen, var ikke med vilje,« sagde Cilic til The Tennis Space. »Det var bare en reaktion, men det endte med at være ret hårdt for ham at afslutte kampen med at blive diskvalificeret. Og så at konfrontere politiet med det – det er ret skidt. Jeg synes, det er at overreagere.«

Cilic’ reaktioner mindede mig om en lektie, jeg får nylig fik i empati. Jeg diskuterede racisme med en ven, og snakken faldt på en episode, der udspillede sig i USA for et par år siden, og som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen: Skuespilleren Michael Richards havde optrådt som stand up-komiker i West Hollywood. Han følte sig generet af nogle publikummer og begyndte at råbe op om, at de skulle holde kæft, og at de for 50 år siden ville hænge med hovedet nedad med en gaffel stukket op i røven, for det var sorte publikummer, og Richards er hvid. Han kaldte dem »nigger« en håndfuld gange.

Nogle dage senere blev Richards så interviewet i David Lettermans talkshow, hvor han sagde:

»Altså, jeg er virkelig knust over det her, og jeg beklager dybt over for alle folk blandt publikum, de sorte, latinamerikanerne, de hvide — alle, som var der og tog imod al den vrede og det had og raseri. (…) Jeg vil nå ind til roden af denne fjendtlighed, hvorfor den er der, hvorfor raseriet er i nogen af os, hvorfor det møg finder sted.«

Jeg genkendte mig selv i Richards og syntes, det var en stærk optræden. Min ven var uenig. Vi diskuterede frem og tilbage, indtil hun gjorde mig opmærksom på, at jeg udelukkende så situationen fra Richards’ synspunkt.

»Du ser hele tiden med hans øjne. Du overvejer ikke på noget tidspunkt, hvordan det er at sidde blandt publikum og være genstand for den type trusler,« sagde hun.

Den gik rent ind. Vi blev ikke nødvendigvis enige, men jeg blev med det samme klar over, at jeg uden nærmere eftertanke havde lagt alt min empati hos den hvide mand. Jeg forstod hans situation. Jeg havde måske ikke oplevet noget lignende, men jeg kunne sætte mig ind i at sige noget hadsk om andre uden helt at forstå, hvorfor jeg gjorde det. Jeg sympatiserede med hans undskyldning, den talte til mig, jeg kunne forestille mig selv at komme til at levere den en dag.

Ikke et øjeblik overvejede jeg, om taletiden på nationalt tv skulle have været en andens. Om det var Richards’ oplevelse af begivenhederne, der skulle have primært fokus.

Det virker til at være det samme, der sker for Cilic i hans vurdering af Nalbandian-McDougall-sagen. Han forstår sparket som »bare en reaktion« (fra Nalbandian) og kan levende sætte sig ind i, hvordan det må være »ret hårdt for ham (igen, Nalbandian) at afslutte kampen med at blive diskvalificeret«, hvilket efterlader politianmeldelsen som en uforståelig og unødvendig overreaktion.

Altså, jeg ved sådan set ikke selv, hvad jeg synes om politianmeldelsen. Men hvis jeg prøver at forestille mig, hvordan det må være, ud af det blå, at opleve sig voldeligt overfaldet af en fremmed mand, der efterfølgende har haft mere travlt med at kritisere tennissportens regelsæt end at undskylde den smerte, han forvoldte, og i øvrigt er så rig, at de økonomiske sanktioner klares med et greb i lommen, ja, så forstår jeg måske godt, hvad der kan få én til at bede myndighederne om at stille ham til ansvar over for sine handlinger. Jeg siger ikke, det er det rigtige at gøre, men jeg tror godt, jeg forstår hvordan behovet opstår.

Det er en banal pointe, jeg har gang i her, tilgiv mig, men når linjedommeren forbliver så fjern en figur for Cilic, så hænger det sammen med, hvor snæver en verden professionelle tennisspillere færdes i; en lille boble beboet af andre tennisspillere, trænere, den nærmeste familie og så i øvrigt fuld af penge og anerkendelse. De har nok lige så lidt kontakt med lavtlønnede linjedommere, som jeg har kontakt med mørklødede amerikanere.

Nu kører vi den lige op på de høje nagler og citerer Schopenhauer: »Ethvert menneske tager begrænsningerne af sit eget synsfelt for at være verdens begrænsninger.«

Det er egentlig ikke så velvalgt et citat, for det handler vel i højere grad om perspektiv end om synsfelt. Om evnen til at sætte sig i andres sted – hvilket selvfølgelig er umuligt på sådan et rent fænomenologisk plan, men vi går vel alle sammen rundt og prøver hele tiden alligevel.

Her prøver Cilic fx:

»Han gjorde det ikke med vilje, for han vidste, at hvis han gjorde det, ville han blive diskvalificeret,« sagde han i et forsøg på at sætte sig ind i Nalbandians motiver. Det faldt tilsyneladende slet ikke Cilic ind, at man kan undlade bevidst at sparke folk til blods af hensyn til andet end ens tenniskarriere – for eksempel af hensyn til dem, der ligger på græsset og bløder bagefter.