I sidste uge kom Radikale Venstre med et udspil, der skulle gøre livet lettere for transkønnede. Ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen argumenterede for at indføre pas og cpr-numre, der ikke (gennem hhv. M/F og ulige/lige slutciffer) afslører indehaverens køn. Alternativt burde man lade transpersoner selv vælge kønsangivelse i pas og cpr-nummer uafhængigt af biologisk køn.
Til venstre for midten udtrykker S og SF forbeholden opbakning til tankerne bag forslaget. Til højre for midten afvises det som » et ideologisk forsøg på ophæve kønsbetegnelsen i det danske samfund«, som politisk ordfører Ellen Trane Nørby udtrykker det.
Nu har så også sociologen Henrik Dahl blandet sig i debatten. Han synes, at de radikale er ude på et sidespor. Forslaget er udtryk for politisk korrekthed af »værste, radikale kvalitet«, skriver han i et indlæg i Den korte avis.
Henrik Dahl advarer mod de radikales tankegang, som repræsenterer »den totale relativisme«, hvor alle sandheder tager udgangspunkt i det enkelte menneske: »Det, der er gyldigt for mig, kan meget vel være ugyldigt for naboen,« som sociologen beskriver det.
Med andre ord: Hvis jeg føler mig som kvinde og lever som kvinde, så er jeg kvinde – uanset hvad der står på min dåbsattest og hænger mellem mine ben.
Det er udtryk for »åndelig opløsning«, mener Henrik Dahl, når de radikale på den måde vil lade folk »[leve] i deres egen sandhed«. Det store flertals erfaringer bør være retningsgivende, forklarer sociologen, og det store flertal med M i passet, ulige slutciffer i cpr-nummeret og noget, der minder om en penis, mellem benene opfatter nu engang sig selv som mænd. Han efterlyser, at der sættes grænser: »Nogle ting er uacceptable. Andre ting er løgn.«
Enkebrændinger er fx uacceptable, selv om nogle kulturer har tradition for dem, eksemplificerer Dahl. På samme måde er det løgn, når en mand kalder sig kvinde. Det er uacceptabelt. »Alle og enhver er nødt til at tåle, at de kan blive og rent faktisk bliver beskrevet objektivt. Det er de små stød, livet giver.«
Sociologen kender selv til disse små stød. Han er bekendt med ubehaget ved den objektive beskrivelse. Men han accepterer det: »Skønt jeg ville ønske, jeg var højere, må jeg personligt udholde, at mit pas brutalt over for enhver politimand eller immigrationsofficer i verden udstiller det faktum, at jeg er 185 centimeter høj.«
Her er et godt råd på sin plads: Det er almindelig praksis, at højden i ens pas bestemmes af skrankevagten på politikontoret, som ikke beder en om at tage skoene af og sædvanligvis nøjes med fra siddende stilling at kaste et hurtigt blik på målepinden, så hvis man sørger for at påføre sig sko med markante såler, måske en lille hæl, og i øvrigt sætter sit hår i strittende facon (særlig nemt for krøltoppe), er det en smal sag at få skruet kunstigt op for højdeangivelsen. Denne 185 cm høje blogger har i sine seneste to pas formået at blive noteret for stolte 190 cm.
Nuvel, videre til Dahls forestilling om kønnets uantastelige sandhed. En række parametre anvendes til at bestemme et menneskes køn. Der kigges på gener, kromosomer, hormoner, gonader (kønskirtler, dvs. æggestokke og testikler), anatomi og sågar psyke. Sædvanligvis slår de alle ud til samme side. Men det hænder med jævne mellemrum, at børn bliver født med anderledes uklare kønskarakteristika. Det kan være kromosomsammensætningen, der hverken er XX eller XY, eller et barn med æggestokke og penis, der er mange forskellige intersexdiagnoser, og hver dag kloden rundt bliver nyfødte børn opereret, sådan at deres tvetydige kønsdele kommer til at se enten mandlige eller kvindelige ud. Det vurderes, at der findes 10.000 intersex-personer i Danmark. De er, ud fra Henrik Dahls analyse, en slags levende løgn.
Men ok, lad os bare lade som om, at verden entydigt består af mænd og kvinder, klart opdelt, ingen grænsetilfælde, rendyrket enten-eller, en Henrik Dahlsk absolut sandhed. Hvad stiller samfundet så op med de mennesker, der er født som mænd, men føler sig som kvinder, eller omvendt? Mange af dem har det virkelig dårligt. Ifølge LGBT Danmark har 20 procent af alle transkønnede forsøgt selvmord, før de fylder 20 år. Som voksne har de svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, hvor de er udsat for fyring og mobning i uforholdsmæssig høj grad. De fortæller om, hvor udmattende og ydmygende det er at blive mistænkeliggjort i banken, i lufthavnen, på jobcenteret, på boligkontoret. Hver eneste gang, de skal fremvise officielle identifikationspapirer, skal de redegøre for deres kønsidentitet – Hvem er du? Er det dit eget pas? Hvorfor står der, at du er en mand, når du ligner en kvinde?
For mange bliver det en kraftanstrengelse at skulle melde sig til korsang eller aftenkursus. For andre bliver boligsøgningen en serie af diskriminerende afslag. De tilhører en af samfundets allermest marginaliserede grupper.
Et af deres helt store ønsker er at kunne få et pas og et sygesikringsbevis, som afspejler det køn, de møder verden som. Og helst uden krav om og psykologudredninger, diagnoser og kønsskifteoperationer, som det er tilfældet nu. I 2009 opfordrede Europarådets menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg medlemslandene til netop det: at gøre det enkelt og ligetil for transkønnede at skifte navn og køn på fødselsattester, pas og lignende dokumenter. Flere europæiske lande lever op til anbefalingerne. Nu foreslår Radikale Venstre så, at Danmark følger trop. Og det skulle altså ifølge Henrik Dahl være udtryk for åndelig opløsning.
Her er et andet bud på åndelig opløsning: Når man fuldstændig mister evnen til at sætte sig i andres sted. Når man bilder sig ind, at smerten ved »at mit pas brutalt over for enhver politimand eller immigrationsofficer i verden udstiller det faktum, at jeg er 185 centimeter høj«, på nogen måde kan sammenlignes med at skulle forsvare og forklare sit udseende, sin selvopfattelse, sin mest grundlæggende identitetsfølelse over for fremmede mennesker dag efter dag. Når man afviser diskrimination af transkønnede i det statslige bureaukrati som »de små stød, livet giver«. Når man insisterer på, at flertallets erfaringer af køn må og skal være retningsgivende for alle, også selv om det tvinger folk ud i desperation, får dem fyret, sætter dem bagerst i boligkøen, isolerer dem socialt, gør det svært at leve, i nogle tilfælde at overleve.
Han har ret, Henrik Dahl, der skal trækkes grænser. Nogle ting er løgn. Her på bloggen følger vi sociologens opfordring: Vi trækker en grænse for, hvor snæversynet selv en midaldrende, hvid mand er undskyldt for at være. Og vi håber det er løgn, når ellers tænksomme skribenter gør sig kloge på andre mennesker uden at sætte sig den mindste smule ind i deres liv.
Om denne blog
Anders Haahr Rasmussen om køn og krop – og lidt om tennis.
Udmærket! Tak! god svar på tale
Jeg håber virkelig, Henrik Dahl læser det her og får røde ører!
Først lidt nitpicking: "Det kan være hormonsammensætningen, der hverken er XX eller XY"---ahem, kromosom, ikke hormon :P
Dernæst, jeg deler din opfattelse af Dahls kritik: det er for tyndt at sammenligne et mismatch i kønsidentitet med 5 cm højde fra eller til, specielt når man i forvejen har en højde som mange gerne ville ha'. Det er lidt ligesom at kigge på velstandsforskellen mellem den gennemsnitlige zimbabweaner og den gennemsnitlige dansker sammenlignet med velstandsforskellen mellem den gennemsnitlige dansker og den gennemsnitlige person blandt de rigeste 10% i Danmark: vi bør som middelklassedanskere prise os lykkelige over vores heldige fødselssted.
En model jeg ikke kan se det store problem i: folk der ønsker at ændre deres køn i pas- og cpr-mæssig sammenhæng kan frit gøre det, imod selv at afholde de administrative omkostninger. Når det kommer til det offentliges brug af kønsinformationen, så er det vel mest til at sammenholde hvad dokumentet siger med hvordan den påståede retmæssige ejer fremtræder, i.e. for at hjælpe en afgørelse af hvilke påstande på formen "dette er mit pas/cpr-nr." er sande? I så fald er de fremviste kønskarakteristika de relevante, og ikke dem der er skjulte---uanset om de så er skjulte i personens bevidsthed, underbevidsthed eller underbukser. Ud fra den betragtning kan der ikke være noget problem i at folk kan sige hvad de vil om deres ydre køn.
Den løsning ka' nok med lidt held håndtere de transkønnede (måske der er brug for et koncept af folks biologiske køn når det kommer til forældremyndighed og biologiske forældre, så min løsning er ikke komplet).
Mere speget bliver det med de interkønnede, altså dem der besvarer "køn?" ikke med "ja" eller "nej" men "ved ikke". Hvis det at tilgodese dem vil sige at man aldrig be'r dem om at anbringe sig i en (og kun en!) kønskategori---hvor "mand" og "kvinde" er to gode eksempler på sådanne---og man ikke kan se på folk om de er interkønnede, så kræver det at man ("man" er... offentlige instanser?) aldrig beder folk om at putte sig i kønskategorier, altså at der ikke er "ja", "nej" og "ved ikke", men kun een kategori, "ved ikke". Det giver muligvis et problem når det kommer til bestyrelseskvoter og påvisning af et løngab mellem... øh... ja, der er problemet vist.
Hvad mere er, hvis man vil tilgodese dem ved at ændre pas- og cpr-systemet således at der ikke er nogen skelnen mellem køn, så vil det betyde at alle personers informationer og papirer skal opdateres, hvilket vil koste en hulens masse penge. Jeg ville ikke brokke mig over at ha' et cpr-nr. der slutter på 0, 2, 4, 6 eller 8 og et pas hvor der står "?" frem for "M"---og jeg ville *slet* ikke brokke mig over at leve i et samfund hvor det ikke ses som afvigende at jeg er vild med en tegnefilmserie der handler om små lyserøde ponier---men jeg har svært ved at se at vi alle sammen skal betale med både penge og besvær for en politik der tilgodeser de 0.2% af befolkningen der har en "lø(g)nlig" kønsidentitet. Eller rettere: *højest* 0.2%, idet der givetvis er interkønnede personer der er fint tilfredse med at de selv er "ved ikke" og andre er "M" og "F" frem for at alle er "ved ikke".
Det er ikke for at minimere det ubehag som de (op til) 0.2% af befolkningen føler. Men med det offentliges kompetencer udi forvaltning af IT-projekter (hvilket ændringen vil medføre) er jeg ganske overbevist om at de ressourcer der ville blive brugt på det kunne blive brugt på at forbedre andre 0.2% af befolkningens liv endnu mere, eller en større andel af befolkningen lige så meget per person. Derfor synes jeg stadig man kan rette en rimelig kritik---eller i hvert fald skepsis---mod det stillede foreslag: har vi ikke mere presserende problemer?
Forstå mig ret, som utilitaristisk liberalist går jeg ind for at fremme alle individers bedste og bestræber mig på at være tolerant og (pro-)pluralistisk. Hvis de berørte personer gerne vil ha' denne ændring og selv er villige til at betale (evt. med bistand fra de godhjertede radikale støtter---og dem af anden politisk observans), så kan jeg ikke se fornuften i at holde tilbage. Også selvom der ikke står "M" i mit pas ka' jeg godt finde ud af at svinge med "sablen" for at markere mit køn, og forhåbentlig kan jeg også finde ud af hvornår den skal gemmes væk i sin skede ;-)
@Jonas Kölker
"Mere speget bliver det med de interkønnede, altså dem der besvarer “køn?” ikke med “ja” eller “nej” men “ved ikke”. Hvis det at tilgodese dem vil sige at man aldrig be’r dem om at anbringe sig i en (og kun en!) kønskategori–hvor “mand” og “kvinde” er to gode eksempler på sådanne–og man ikke kan se på folk om de er interkønnede, så kræver det at man (“man” er… offentlige instanser?) aldrig beder folk om at putte sig i kønskategorier, altså at der ikke er “ja”, “nej” og “ved ikke”, men kun een kategori, “ved ikke”."
Nej det gør da ej - det kræver at man opretter kategorien 'ingen af ovenstående', ikke at man nedlægger de andre. Hvilken interesse ville inter- eller ikkekønnede på nogen måde have i, at alle andre blev tvunget ind i deres kategori? Mener du også, at hvis nogle skal have lov til at definere sig som homoseksuelle, så skal alle definere sig som homoseksuelle?
I øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det er mange år siden, at en politmand udstedte pas. I dag er det en lille forsagt kommuneassisiant, der gør det, da pasudstedelse nu henhører under kommunerne.
Højden, som begge de herrer praler gevaldigt af, er vel rimelig at måle med sko på, da man også har sko på ved indrejsen til Tashkent.
"Nej det gør da ej - det kræver at man opretter kategorien ‘ingen af ovenstående’, ikke at man nedlægger de andre. Hvilken interesse ville inter- eller ikkekønnede på nogen måde have i, at alle andre blev tvunget ind i deres kategori?"
Du har ret ang. "ingen af ovenstående". Det var også det jeg mente, men mine fingre skrev åbenbart noget andet ^_^
Jeg synes jeg læste (men jeg ka' sagtens ha' taget fejl) at der er en interesse for ikke at skille sig ud fra andre.
"Mener du også, at hvis nogle skal have lov til at definere sig som homoseksuelle, så skal alle definere sig som homoseksuelle?"
Jeg går ud fra at hvis du læser mit indlæg i lyset af din rettelse så bortfalder dette spørgsmål. Ellers ping mig igen, så skal jeg gerne svare.
mvh J
Lige akkurat Jonas - det er et meget rammende spørgsmål du stiller der. Konsekvensen af forslaget ville jo ikke være diversitet og tolerance (aka accept af forskelle), men homogenisering og udrydelse af individualitet, således at der ikke er noget at være tolerant over.
Hvorfor i alverden er det overhovedet nødvendigt at opgøre folk på køn? Det er da gammeldags - for en gangs skyld kan jeg følge de radikale.
Jeg bliver glad naar
- jeg hoerer Lady Gaga synge: "Born this Way - God made you perfectly "
- ser Milos Forman portraitere manden, der insiterer paa at Gud skabt saavel kvindens ansigt som hendes skoed i "The People vs. Larry Flynt." og gaar til kamp for ytringsfriheden ved at saelge masser af billedmagasiner der giver os god mulighed for at iagttage skabervaerket
- hoerer den 2m hoeje american football star og transsexuelle Roberta Muldoon i "Verden ifoelge Garp" filosofere over livet efter et par venner kommer tilskade i en trafikulykke: "I mean - I had mine surgically removed, but to have it bite off in a Buick?"
Derimod goer Henrik Dahls kommentarer mig ofte forstemt - men kun indtil jeg kommer i tanke om Mark Twains beretning om skiltet uden paa en bedemandsforretning: "Hvorfor gaa rundt og vaere smaatrist, naar vi kan faa dem begravet for 5 dollar!"
Det er interessant, at folk mener, at samfundets mandtal har noget med virkelighedens køn at gøre. Det er to forskellige ting, om staten skal gå op i, om folk er det ene, andet eller tredje, og så hvordan folk lever med hinanden og for sig selv.
@Jonas Kölker
"Jeg synes jeg læste (men jeg ka’ sagtens ha’ taget fejl) at der er en interesse for ikke at skille sig ud fra andre."
Jeg er nysgerrig efter hvor du har læst dette... eller synes at have læst det. Jeg er selv ikke-kønnet, og jeg havde som yngre en periode hvor jeg ønskede at få en kønsskifteoperation - så jeg har hørt og læst en del diskussioner om køn efterhånden. Og noget der går igen, er denne idé om, at hvis man gerne vil have lov til at være officielt anderledes end andre, så skal alle andre også være ligesom én selv. Det er i sig selv en selvmodsigelse... og jeg kan ikke huske nogensinde at have hørt eller læst nogen ikke- eller transkønnet sige, at de gerne ville have at alle andre også skulle være ikke- eller transkønnede. Men dette bliver tit brugt som argument imod den tredje kategori - at den pr. definition nedbryder de to første - ligesom det bliver brugt som argument imod homoseksuelle ægteskaber, at de nedbryder heteroseksuelle ægteskaber. Hvor i alverden kommer den forestilling fra?
Sådan er det jo?
man skal i min verden ha det køn man biologisk tilhører..... på sit pas...
man skal kunne identificeres af andre, ikke en selv.
alt andet er i min verden helt skudt ved siden af....
Peter Hansen
"Hvorfor i alverden er det overhovedet nødvendigt at opgøre folk på køn? Det er da gammeldags - for en gangs skyld kan jeg følge de radikale."
Du har ret, synes OL skulle droppe den diskriminering og lade alle konkurrere mod alle i løb, svømning og atletik....
Blot en indskydelse:
Interseksuelle er i de fleste tilfælle ikke i tvivl om deres køn. Når de bliver født er lægerne i tvivl om deres kønsorganer, og i de fleste tilfælle bliver de normaliseret gennem en operation til enten noget kvindeligt elller mandligt. Men det sker oftest før barnet viser det mindste tegn på kønsidentitet.
Med hensyn til interseksuelle mener jeg at problemet kan løses på en ret enkel måde (med transkønnede er det straks mere vanskeligt). Man bør blot vente med at forholde sig til barnets køn, indtil man er sikker. Man kan her måske gøre det muligt at give et midlertidigt cpr-nummer.
Samfundets største mangel med hensyn til kønsidentitet er mangel på oplysning.
Det burde ikke få så meget omtale at en lille dreng går med kjole, og det skulle være fuldstændigt acceptabelt at børn med indtil videre ukendt køn starter i børnehaven eller måske endda i skolen, hvis man da stadig ikke er sikker.
Inter- og transkønnedes største problem er (så vidt jeg har opdfattet) at fejlen bliver opdaget for sent.
Hvis hverken forældrene, pædagogerne, lægen, eller barnet selv er bevidste om, at man kan være i den situation, at man kan have det forkerte køn, bliver det i de fleste tilfælle opdaget for sent. Har man f.eks. har at gøre med en lille pige med en drengs kønsidentitet. Hvis uoverensstemmelsen ikke opdages inden puberteten, vil denne egentlige dreng udvikle bryster, brede hofter og andre feminine træk, som, med hensyn til f.eks. hofterne, er umuligt at ændre igen. Havde man istedet informeret læger, pædagoger, forældre, sundhedsplejesker osv. om at kønidentiteten hos et barn kan være usikker, så ville en sådan dreng i tide begynde en testestoronbehandling, så hans krop istedet udvikler sig, i en mandlig retning.
Problematikken skulle være kendt og accepteret af alle.
Og med hensyn til cpr.-nummer, mener jeg at det skulle gøres lettere at ændre det sidste ciffer. Ganske enkelt.
Jeg synes ikke der er nogen grund til at der ikke skulle kunne skældnes mellem mand og kvinde i registrene. Men hvis en person har skiftet køn. vil det da alligevel stå i lægejournalerne, hvilket er det eneste sted hvor jeg mener at éns kønsdele er relevante i det offentlige.
@Caroline Rønde-Becker
"Har man f.eks. har at gøre med en lille pige med en drengs kønsidentitet. Hvis uoverensstemmelsen ikke opdages inden puberteten, vil denne egentlige dreng udvikle bryster, brede hofter og andre feminine træk, som, med hensyn til f.eks. hofterne, er umuligt at ændre igen. Havde man istedet informeret læger, pædagoger, forældre, sundhedsplejesker osv. om at kønidentiteten hos et barn kan være usikker, så ville en sådan dreng i tide begynde en testestoronbehandling, så hans krop istedet udvikler sig, i en mandlig retning."
Hold lige her for øje at der er forskel på sex og gender - altså på fysisk og personlighedsmæssigt køn. En kvinde med en mandlig kønsidentitet skal ikke nødvendigvis gennemgå en kønsskifteoperation for at føle sig rigtig i egen krop, men kan lige så vel bare have behov for at få sin personlighed accepteret i omgivelserne uanset bryster - eller neglelak og kjole, for den sags skyld. Men hvis en kønsskifteoperation (som jo i realiteten er flere operationer og en livslang hormonbehandling) bliver udlagt af personens omgivelser som den eneste mulighed for at blive accepteret som den man er, vil det sikkert ikke være svært at presse vedkommende til det, især ikke i så tidlig en alder. Derfor synes jeg det er ret vigtigt at holde kropskøn og personlighedskøn adskilt som to ting, der kan være, men ikke nødvendigvis er, det samme.
Fordi man ikke direkte kan aflæse kønnet i et identifikationsnummer - som man i øvrigt helt burde droppe - ophører folk ikke med at dele sig efter kromosomer; men lægers viden om, at enhver har en individuel kønslig balance mellem de to yderpoler ville måske få lidt mere at sige.
Det biologiske køn og det bureaukratiske køn er to forskellige ting, og det er da fuldkommen ligegyldigt i samfundsmæssig sammenhæng, om folk er mænd eller kvinder.
@Cecilie
Det jeg hører (beklager, jeg kan ikke huske hvor) er at folk hvis ydre køn ikke matcher deres bureaukratiske køn ikke ka' li' når en skrankepave spørger "HVAD MENER DU MED MAND?! DU ER JO EN KVINDE..." (el. lign.) og dermed retter tilskuernes opmærksomhed, og nogle af disses misbilligelse, på ens kønsidentitet(er?)---og at den situation derfor skal undgås, e.g. ved at det offentlige ikke spørger folk om deres køn, hvilket effektivt putter alle i samme kategori (e.g. "ingen kønsoplysninger indhentet").
Ideen om at ændre alles CPR-numre så de alle bliver kønsneutrale ville i hvert fald (approximativt) realisere dette, så de radikale mener vel at der er et "marked" for det jeg foreslår. Sådan læser jeg dem i hvert fald.
mvh Jonas
@Jonas Kölker
Ok, nu forstår jeg hvad du mener. Det kan jeg godt se pointen i. Men genen ved “HVAD MENER DU MED MAND?! DU ER JO EN KVINDE…” ville vel også forsvinde, hvis man oprettede en tredje kategori? Det kunne måske være et mindre intimiderende (for de kønsfikserede) alternativ til Rs udspil. Der ville sfg stadig være risiko for at blive set skævt til osv., men det er der jo desværre altid for de alternativt kønnede...
@Cecilie: der er vist en risiko for at blive set skævt til for de alternativt hvad-som-helst ;-)
Så vidt jeg ka' tælle, så er der et par dimensioner i spil her: en er om alles pas/cpr skal laves om, eller kun dem der ønsker at lave deres eget om. En anden er hvilke ting man skal kunne sige med ens pas/cpr: skal det være mængden {mand, kvinde} eller mængden {mand, kvinde, fisk}, og hvad skal "fisk" helt præcist betyde? Skal der være mere end blot en atypisk mulighed?
Og du har nok ret, genen hved "HVAD MENER..." ville nok gå væk, hvis folk forstod hvad "fisk" betød og det medførte at de ikke skulle rette opmærksomhed mod... øh... fisken :-)
/JK
@Jonas Kölker
"Fisk" er vel teknisk set termen for kvinde, er det ikke? :P