Anders Haahr Rasmussens blog

På date i New York, hvor ligestilling stadig kun findes på papiret

 

Det er tirsdag aften, og jeg skal på date. Hun hedder Chantia. Hun havde skrevet et indlæg om, at hun var på udkig efter høje, kulturelt interesserede, europæiske mænd, og jeg er opdraget til at komme, når man kalder, så nu har vi aftalt at mødes til en drink i Greenwich Village klokken halv syv.

Jeg er der et par minutter før tid. Hun sender en sms om, at hun kommer lidt for sent. Taxaen sidder fast i trafikken. Det passer mig glimrende. Så kan jeg bestille en øl til mig selv og kun være halvvejs færdig med den, når hun ankommer, så vi slipper for den nogle gange lidt akavede situation omkring, hvem der går i baren og bestiller og betaler og alt det.

Chantia sender en sms om, at det har været en laaang dag. Hun trænger til en driiink. Jeg forsikrer hende, at baren er velforsynet.

Så står hun der. Høj og smilende med kort, sort, skinnende krøllet hår. Hun er mindst lige så flot, som på det billede, hun sendte. Vi hilser med et kindkys. Hun kigger på udvalget af drikkevarer. Jeg forstår på hende, at hun mest har lyst til et glas vin, men hun bestiller ikke noget. Jeg tager en tår af min øl, og hun fortæller mig om sin stressede dag på jobbet. Hun arbejder i økonomiafdelingen af et multimediefirma i Chelsea. Alle hendes kolleger er mænd. Det er en blindgyde rent karrieremæssigt, fortæller hun. Alle de vigtige samtaler foregår rundt om eller hen over hovedet på hende. Hun føler sig isoleret.

Efter et kvarters tid har jeg drukket min øl. Jeg rejser mig for at gå hen til baren og spørger, om kun tænke sig noget at drikke. Et glas rødvin, tak, tør, svarer hun. Det lød til at have været et langt kvarter.

Vi skåler, og Chantia spørger, om jeg er vant til at date sorte kvinder. Det er sket før, svarer jeg. Hun smiler og fortæller mig, at hendes navn udtales »Sjahn-tæh«, ikke »Sjahn-ti-a«. Vi griner. Jeg henter en omgang til og en til. Så kysser hun mig på munden og springer på en taxa.

Næste tirsdag skriver jeg til hende og spørger, om hun har lyst til at ses. Det har hun. Hun foreslår, at vi mødes til tapas efter arbejde. Stedet hedder Las Ramblas, og vi bestiller calamari, ostekroketter og små frikadeller vendt i aioli. Chantia foreslår, at vi deler en kande sangria med granatæbler.

Hun fortæller mig, at kvinder fra Jamaica har det med at sige tingene ligeud. For eksempel havde hun for nylig besøg af sin tante, der straks hun trådte ind ad døren fortalte Chantia, at hun havde taget på. Jeg spærrer øjnene op og spørger, hvad hun sagde til det. Hun sagde ikke noget, fortæller hun, for man kan alligevel ikke ændre folk, der er oppe i årene.

Så smiler hun og spørger, om jeg vil se hendes »ludersko«. De har meget høje hæle. De er flotte, siger jeg og spørger, hvad de har kostet. Chantia vil helst ikke snakke om penge. Sådan er det i USA, siger hun. Det er også derfor, der aldrig bliver ligeløn mellem mænd og kvinder, for selv om Barack Obama har skrevet under på the Lilly Ledbetter Fair Pay Act, så er det næste umuligt at finde ud af, om man bliver underbetalt i forhold til sine mandlige kolleger, eftersom ens lønforhold er strengt private. Hun aner ikke, hvad hendes kolleger tjener, og hun kunne aldrig finde på at fortælle nogen, hvad hun selv tjener.

Så kommer regningen. Jeg spørger, hvad hun foreslår, vi gør ved den. Hun forstår ikke, hvad jeg mener. Jeg spørger, hvordan hun synes, vi skal afregne. Hun kigger forbavset på mig. Hun gik da ud fra, at jeg betalte. Jeg siger, at jeg godt kan betale, men at jeg ikke bryder mig om det. Hun spørger hvorfor. Jeg svarer, at det får mig til at føle som om, hendes selskab koster penge.

Hun siger, at hun jo ikke er prostitueret, så det er der ingen grund til at føle. I hendes verden er det almindeligt at betale, når man har inviteret nogen i byen, forklarer hun. Jeg synes måske ikke, fordelingen af initiativ er helt så enkel. Så kommer tjeneren, og jeg lægger mit kreditkort på bordet, og regningen bliver betalt, og vi rejser os og går.

Hun er stille. På vej gennem Washington Square Park spørger jeg hende, hvordan hun har det. Hun fortæller mig, at hun er lidt rystet. Hun har ikke været ude for den slags før. Med østeuropæiske mænd kan hun ikke engang få lov til at bære sin egen taske, fortæller hun. Jeg ser straks, at hun går rundt med to håndtasker. Den ene ser tung ud. Jeg prøver med et smil, mens jeg tilbyder at bære den, og jeg foreslår, at hun kalder mig Woitjek, og jeg tager hendes hånd og hjælper hende hen over en vandpyt.

Det hjælper. Hun griner. Hun rækker mig sin taske. Godt kommet igen, siger hun.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Kristensen

Fedterøv..