Anders Haahr Rasmussens blog

Sandy vækker frustration og heltemod

I kølvandet på stormen Sandys hærgen tog jeg toget ud til Stony Brook University på Long Island, hvor bilerne stadig holdt i lange køer ved tankstationerne, hvor der blev rationsfordelt benzin, mens arbejdsfolk med hårde hatte knoklede langs togskinner og elmaster for at få infrastruktur og strøm tilbage til vanlig standard.

Jeg tog ud for at besøge professor Michael Kimmel, sociolog og maskulinitetsforsker, som hver mandag fra 14-17 har sit fag ”Sociology of Gender” i lokale 403, hvor 12 overbygningsstuderende i dag er samlet. Dagens pensum handler om globalt omsorgsarbejde, men de første tre kvarter bliver brugt på at diskutere Sandy.

”Hvilke kønsfortællinger har været på spil?” spørger Kimmel.

Han nævner selv de heroiske maskuliniteter, der har fyldt i medierne. Brandmændene, udrykningsfolkene, dem der klatrer rundt i elmaster og får styr på løsthængende ledninger og væltede kraner.

”De er villige til at risikere deres eget liv. I ville ikke gøre det,” siger han ud i rummet, der er befolket af ti kvinder og to mænd.

Flere har lagt mærke til en særlig maskulin vrede forbundet med biler. En studerende fortæller om en mandlig lastbilchauffør, der råbte af en ældre kvinde ved en benzintank. En anden fortæller om en mand, der skar ind foran hende på motorvejen, mens han stirrede på hende og gestikulerede en halshugning med sin ene hånd.

”Du kørte tydeligvis for langsomt,” siger Kimmel ironisk.

Hans tese, sådan overordnet, er, at mænd generelt ikke føler sig særlig magtfulde. Men de føler sig som regel berettiget til magt, til frihed, til adgang. Når så de ikke får det, når deres magt og frihed hindres, bliver de af og til vrede.

”Når jeg føler mig allermest magtfuld, så er jeg sjældent særlig vred,” siger Kimmel og vender tilbage til sin studerendes eksempel med at blive skåret af og truet på motorvejen.

”Biler er et af de få områder, hvor traditionel maskulin frihed stadig er mulig,” siger han og forsøger at sætte sig ind i den aggressive bilists tankegang: ”Nu har jeg taget imod ordrer hele dagen, endelig er jeg i min bil, alene, det er frihed, det har jeg fortjent (Kimmel banker sig på brystet), og så kommer du i vejen med din alt for langsomme kørsel. Du hindrer min frihed, så nu dræber jeg dig.”

En ung studerende med briller foreslår en lignende forklaring på de hidsige scener, der har udspillet sig ved tankstationer over hele byen, hvor folk har ventet timevis i kø for at tanke benzin.

”Det er et udtryk for en frustration over, at de ikke har adgang til deres bil.”

Kimmel konkluderer: ”Så vi har to fortællinger: frustration og heltemod.”

En studerende indvender, at det ikke er så enkelt. Hun har noteret sig, hvordan folk i hårdt ramte områder er trådt sammen på tværs af køn, sådan at alle, både mænd og kvinder, har måttet tage sig af omsorgsarbejdet. Undtagelsestilstanden har til dels ophævet de traditionelle kønsroller i fordelingen af arbejdsopgaverne.

En ældre kvinde fortæller, at det slet ikke var sådan hun oplevede det, da hun i lørdags sammen med sin mand sad i kø fra klokken 16 til 21 for at tanke benzin. Folk snød og skændtes, især mændene, mens kvinderne, også mig selv, havde travlt med at overtale dem til at tage det roligt, ”bliv nu i bilen, vær stille, vi skal ikke have dig arresteret”, og de hentede mad og kaffe fra den nærliggende McDonald’s.

”Vi stod for alt det følelsesmæssige arbejde. Vi udfyldte den lindrende funktion, der holdt sammen på det hele.”

Professor Kimmel har lagt mærke til, hvordan sorg kommer meget forskelligt til udtryk i mediernes dækning af katastrofen i Breezy Point, hvor 111 hjem brændte ned til grunden, paradoksalt nok i et område beboet af især brandmænd og politibetjente.

”Medierne viser os billeder af kvinder, der græder. Tårerne triller, de er meget følelsesmæssige. Mændene fremstår helt lammede, følelsesløse. ’Vi har mistet alt. Hvad skal vi stille op?’ siger de stoisk med sådan en fraværende passivitet.”

Så finder han dagens læsning frem, Sandy-diskussionen er forbi, det er tid til at diskutere familieliv, husarbejde og globaliseringen af omsorg.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu