Anders Haahr Rasmussens blog

Sex til salg, kærlighed til salg

Jeg faldt lige over en spændende artikel, The Nanny Chain af sociologen Arlie Hochschild, om globaliseringen af omsorg og kærlighed. Den er 11 år gammel, men svært aktuel. Den handler om, hvordan der på tværs af kloden bliver skabt kæder af børnepasning, forstået sådan, at den ældste datter i en fattig familie på landet i et tredjeverdensland fx bliver sat til at passe sine søskende, sådan at hendes mor kan rejse ind til byen i samme land og arbejde som børnepasser for en middelklassefamilie, hvis mor er rejst til Vesten for at passe børn fx for en dansk familie med to fuldtidsarbejdende forældre.

Mange af kvinderne fortæller om smerten og de langvarige omkostninger ved at forlade deres egne småbørn for at rejse tværs over kloden og passe andres. Her fortæller en filippinsk kvinde om gensynet med sine børn efter fem års adskillelse:

”Da jeg så mine børn, tænkte jeg, ’Åh, børn bliver ældre selv uden deres mor’. Jeg forlod min yngste, da hun var blot fire år gammel. Hun var allerede fyldt ni, da jeg så hende igen, men hun ville alligevel stadig have mig til at bære hende [græder]. Det gjorde ondt, fordi det viste mig, at mine børn er gået glip af meget.”

En anden kvinde fortæller om savnet:

”De første to år føltes det som om, jeg var ved at blive vanvittig ... Jeg tog mig selv i at stirre ud i luften, mens jeg tænkte på mit barn. Hvert øjeblik, hvert sekund hele dagen føltes det, som om jeg tænkte på mit barn. Min yngste, du må forstå, var kun to måneder gammel, da jeg rejste ... Hver gang jeg modtager breve fra mine børn, efterlader det mig søvnløs. Det er godt, at mit arbejde er meget krævende om natten.”

Det er ikke usædvanligt for de migrerende børnepassere at overføre den kærlighed, de ikke kan give deres egne børn, til de børn, de får penge for at tage sig af, lege med, made, putte, trøste, synge for. Vicky Diaz, 34-årig mor til fem børn og universitetsuddannet skolelærer og rejseagent i Filippinerne, indtil hun migrerede til Los Angeles for at arbejde i huset hos en velhavende amerikansk familie, fortæller her om, hvordan hun håndterer sin situation, som hun beskriver som ”meget deprimerende”.

”Det eneste, man kan gøre, er at give al sin kærlighed til [det toårige amerikanske barn]. I fraværet af mine egne børn, var det bedste, jeg kunne gøre med min situation, at give al min kærlighed til det barn.”

Hochschild spørger, om ikke vi er nødt til at se på denne børnepasningskæde sådan, at omsorg og kærlighed bliver taget/købt fra børn i bunden af kæden og overført til børn i toppen. Hun spørger, om ikke det giver mening at tale om, hvordan førsteverdenslande som USA og Danmark importerer moderlig kærlighed på samme måde, som vi tidligere har importeret kobber og guld fra tredjeverdenslande.

Hochschilds ærinde er ikke fordømmelse. Hun understreger, at de migrerende kvinder har brug for pengene, og at deres velmenende arbejdsgivere blot vil sikre deres børn en omsorgsfuld og kærlig opvækst.

”Hver led i kæden føler med god grund, at hun gør det rigtige – og hvem kan tillade sig at sige, at det ikke er tilfældet?” spørger Hochschild.

Mens jeg læste artiklen, spekulerede jeg på, om ikke der kunne trækkes nogle paralleller sexindustrien. Jeg skynder mig at sige, at børnepasning og prostitution selvfølgelig også er vidt forskelligt og på mange måder usammenligneligt, men hvis vi lige for en stund suspenderer protesterne, så er der måske nogle fællestræk, der kan være interessante at tænke over:

- I forhold til migrerende kvinders betalte omsorg og kærlighed for små børn lader det til, at vi, ligesom med sexarbejde, har at gøre med relativt intime områder af tilværelsen, som for mange mennesker kan være svære at forene med rå markedslogik.

- Vi har at gøre med følelsesmæssigt krævende arbejde, som ofte stiller særlige krav til opretholdelsen af grænserne mellem det personlige og det professionelle.

- Vi har at gøre med arbejde, der ofte finder sted i en lovgivningsmæssig gråzone, uregulerede løn- og arbejdsvilkår og mangel på eller i det mindste uklarhed omkring grundlæggende rettigheder.

Nuvel. Hochschild skitserer tre måder at forholde sig til globaliseringen af omsorg. Den første kalder hun primordialistisk: Primordialisten er grundlæggende modstander af globaliseret børnepasning. Ifølge primordialisten har vi først og fremmest ansvar for vores nærmeste, vores familie, vores lokalsamfund, og således er det forældres og andre nære pårørendes opgave at give kærlighed og omsorg til børn. Den opgave skal ikke udliciteres til migrantkvinder. Globaliseret omsorg er forkert/forkasteligt, fordi det indfører en kold, globaliseret og økonomisk logik til forhold som er nære, familiære og følelsesmæssigt intime.

Den anden tilgang kalder Hochschild for solskinsmodernisme. Solskinsmodernisten er ligeså begejstret for globalisering, som primordialisten er skeptisk. Med klassisk liberal-økonomisk tankegang argumenterer solskinsmodernisten for, at det globale marked sørger for at matche udbud og efterspørgsel, sådan at de økonomisk trængende får arbejde, mens travle vesterlændinge får passet deres børn. Alle vinder.

Begge positioner synes at være genkendelige fra den hjemlige prostitutionsdebat. Primordialisten er grundlæggende modstander af prostitution ud fra en forestilling om, at sex ikke skal være noget, man køber sig til. Det hører til i anderledes nære eller i det mindste økonomisk magtfri relationer. Som filosoffen Peter Thielst for nogle år siden forklarede under en høring på Christiansborg arrangeret af Dansk Kvindesamfund, så er det i bund og grund et spørgsmål om, ”hvad der skal være til salg på samfundets hylder”. Seksuelle ydelser hører ikke til på hylderne. Sexarbejde er forkert/forkasteligt, fordi det indfører en kold, globaliseret og økonomisk logik til forhold, som er nære og intime.

Solskinsmodernisten tager ikke moralsk stilling til sammenblandingen af sex og penge, men nøjes med at argumentere for myndige, voksne menneskers frihed til at købe og sælge serviceydelser, som de nu engang måtte have lyst til. Sexarbejderen tjener penge, kunden får sex. Alle vinder.

Begge positioner kan kritiseres, som Hochschild gør, for at ignorere de vilkår, som ydelserne finder sted under. Primordialisten tager principiel afstand fra globaliseret omsorgsarbejde/sexarbejde uden for alvor at engagere sig i migrantkvindens/sexarbejderens livssituation, jobmuligheder, indtjeningsbehov. Solskinsmodernisten ignorerer konsekvenserne for de professionelle børnepasseres egne børn, ligesom solskinsmodernisten sjældent går op i, hvad sexarbejderen/børnepasseren reelt har af valgmuligheder for at tjene tilstrækkelig med penge.

Her introducerer Hochschild den tredje position, den kritiske modernisme. Den kritiske modernist anerkender, at der er både muligheder og udfordringer forbundet med globaliserede omsorgskæder. På den ene side giver det velhavende, vestlige forældre mulighed for at få passet deres børn og få familielivet til at hænge sammen, samtidig med at migranter får en velkommen mulighed til at tjene penge i et hidtil uset omfang, som kan være med til at finansiere deres børns uddannelse eller en hel families overlevelse. På den anden side rejser det globaliserede omsorgsarbejde en række spørgsmål: Hvordan sikrer man, at børn i migrantkvindernes hjemlande ikke lider mere end højst nødvendigt under den mangel på omsorg, der opstår som følge af den omsorgsimport, som førsteverdenslande som Danmark står for? Hvordan sikrer man migrantkvinderne ordentlige lønforhold og arbejderrettigheder?

Den kritiske modernist har ifølge Hochschild en globaliseret etik. Når man køber et par Nike-sko, går man op i, hvordan arbejdsforholdene er for den tredjeverdens-fabriksarbejder, der har produceret dem. På samme måde går den kritiske modernist op i, hvordan forholdene er for den filippinske børnepassers familie i hjemlandet. Man går op i, at hun er ansat under sikrede vilkår, at hun har rettigheder og kender til dem. At hun har mulighed for at rejse hjem og besøge sin familie med jævne mellemrum.

Den slags bekymringer gør solskinsmodernisten sig ikke. Der tænkes i frit marked, frit valg, sol og glade dage. Primordialisten gør det heller ikke. Vedkommende kan ligesom ikke. En primordialistisk afstandtagen fra globaliseret omsorgsarbejde er svært forenelig med et engagement i forbedrede vilkår for de migrantkvinder, der arbejder med at passe børn (og ældre mennesker for den sags skyld) i Vesten. Lidt på samme måde som en principiel afstandtagen fra prostitution er svært forenelig med et engagement i forbedrede vilkår, for de mennesker, der sælger sex. Som Socialdemokraternes Julie Rademacher har udtrykt det: ”Vores udgangspunkt er, at prostitution ikke skal være lovligt, så det er slet ikke relevant at diskutere rettigheder.”

Ok, så her er nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med.

* Det er givet, at parallellen til sexarbejde ikke er fuldkommen præcis, men jeg er alligevel forundret over, hvor forskellig en tilgang diverse aktører har til de to områder. Fx er der blevet skrevet vældig meget om filippinske kvinder, der arbejder for danske familier til omkring 3.000 kroner om måneden (plus kost og logi) under au pair-ordningen. Det engagerer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sig i. Hun vil sammen med SF sikre kvinderne højere lønninger. Hun svarer i Folketinget, at ”det kan være en god ide for au pair-personer at organisere sig, evt. som en faggruppe i et landsdækkende fagforbund”, og tilføjer, at au pairer i Danmark ”selvfølgelig” har ret til at vælge deres egne talspersoner. Man kan vel, med Hochschild in mente, kalde tilgangen for kritisk modernistisk. Anderledes forholder S og SF sig, når det kommer til prostitution. Her tages der fuldstændig afstand. Her tales ikke om rettigheder eller forbedret økonomi. Som Mette Frederiksen sagde på Socialdemokraternes kongres i 2009: ”Jeg mener, at det er helt principielt, at vi som samfund grundlæggende skal sige, at mennesker ikke skal være til salg.” Positionen er primordial.

Ok, så for at barbere det ned til et egentlig spørgsmål: Hvad er rationalet bag de to meget forskellige tilgange til to – i det mindste – beslægtede problemstillinger omkring marginaliserede mennesker på det danske arbejdsmarked?

* Jeg har selvfølgelig en forestilling om, hvad rationalet kunne være. Det kunne være noget i retning af, at det er usammenligneligt meget værre og mere skadeligt at sælge sex end at passe børn. Til det vil jeg mene, at følgende spørgsmål rejser sig: Er det dokumenteret eller baserer det sig på en slags ’almindelig sund fornuft’? Og hvilke former for sexarbejde tages med i sammenligningen? Hvilke former for børnepasning? Vi ved fra SFI’s undersøgelse, at størstedelen af sexarbejde i Danmark foregår på klinik/bordel. I modsætning til gadeprostituerede, for hvem flertallet fandt vej til prostitution som en måde at finansiere et misbrug, begyndte de fleste klinikprostituerede ifølge eget udsagn at sælge sex ud fra seksuel nysgerrighed. Andelen af klinikprostituerede, der oplevede vold i forbindelse med arbejdet i 2010, udgjorde tre procent (til sammenligning blev otte procent af FTF’s godt 450.000 offentligt og private ansatte udsat for fysisk vold i 2006). Jeg nævner ikke de her tal for at tegne et rosenrødt billede af livet som klinikprostitueret, men bare for at understrege, at det gør en stor forskel, hvilke former for sexarbejde, der tales om.

Det gør det fx, når talen falder på de psykiske konsekvenser af at sælge sex. Jeg tænker på historierne om, hvordan folk har taget skade af det. Jeg vil ikke gå ind i en længere kritik af de argumenter, der handler om prostitutions psykiske skadevirkninger. Lad os nøjes med at sige, at det er et mentalt krævende erhverv, og at nogle mennesker forlader branchen med svære psykiske mén (som ikke nødvendigvis er en konsekvens af selve sexsalget, men, igen, det lader vi ligge for nu). Ok, jeg har aldrig selv dyrket sex mod betaling, og jeg har ikke selv børn, så jeg må nøjes med at læse mig til førstehåndsberetninger og ellers forestille mig, hvad vi har med at gøre her. Og jeg må sige, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan der nødvendigvis, på sådan et helt grundlæggende, dybdepsykologisk, ’evig og altid’-plan, skulle være mere uoprettelig smerte forbundet med at sælge sex fra en klinik i København, end ved at en 34-årig filippinsk mor til fem forlader sine små børn i årevis for at dedikere sig til en familie, der betaler hende for den omsorg og kærlighed, som hun nu ikke længere er i stand til at give sine børn. (inden jeg får hug for implicit at overlade det omsorgsfulde børnepasningsarbejde til kvinderne, vil jeg lige henvise til, at kønsrollefordelingen ifm med forældreskab i Filippinerne er særdeles konventionel, sådan at det stort set altid er den primære omsorgsperson, der tager af sted, når moren rejser, og det er alt andet end givet, at far så bare tager over, hvor mor slap)

Så altså, min undren: Hvad er det, der gør, at disse fænomener forstås og behandles så forskelligt af politikere, kvindeorganisationer, etc.?

* Et ofte hørt argument i forbindelse med diskussionen om prostitution er, at køb af sex må forbydes for at sende et signal. Det handler, ifølge Villy Søvndal, om at ”holdningsbearbejde gennem lovgivning”.

”Et lovindgreb er nødvendigt, fordi vi med lovgivningen kan signalere, hvad der er socialt acceptabelt,” som SF’s Villy Søvndal siger som en del af Dansk Kvindesamfunds kriminaliseringskampagne Tag Stilling Mand.

På samme måde er Socialdemokraternes socialordfører i Københavns borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, fortaler for et forbud mod købesex, fordi lovgivningen ellers ”sender et signal om, at det er i orden at købe kvinder.”

Signal-argumentationen har fået meget kritik, blandt andet for at prioritere symbolpolitik højere end en gruppe marginaliserede menneskers faktiske leve- og arbejdsvilkår, men også for at overse, at et forbud mod at (hovedsageligt mænd) køber sex (hovedsageligt af kvinder) uvægerligt sender et signal om, at myndige kvinder ikke selv er i stand til at tage ansvar for, hvorvidt de ønsker at dyrke sex mod betaling. Lad os bare lade kritikken ligge for en stund. Lad os sige, at afkriminaliseret prostitution signalerer, at det er socialt acceptabelt at købe sex med et andet menneske. Hvis det er tilfældet, hvad signalerer au pair-lovgivningen i Danmark så? Lad os bare kigge på den version, som Socialdemokraterne støtter, med lønforhøjelse til 5.000 kroner om måneden og forbedrede rettigheder. Hvordan sender det ikke et signal om, at det er helt i orden for velhavende vesterlændinge at (under)betale fattige kvinder fra tredjeverdenslande for at forlade deres egen familie, rejse om på den anden side af jorden og pleje, passe og, ofte, elske små danske børn. Med andre ord: Hvis lovlig prostitution sender et signal om, at det er i orden at købe sex, sender lovliggørelsen af migrantkvinders au pair-arbejde så ikke et signal om, at det er i orden at købe kærlighed og omsorg? Bevares, der bliver købt meget andet af en au pair, sikkert først og fremmest hendes tid, rengørings- og madlavningsevner, men når man læser beretningerne fra Hochschild og andre forskere på området, så er det svært at komme uden om, at der også bliver købt oprigtig varme, kærlighed og omsorg.

Så igen – og spørgsmålet er motiveret af oprigtig nysgerrighed – hvad ligger til grund for, at politiske partier og organisationer insisterer på en primordialistisk tilgang til prostitution, mens de er anderledes kritisk moderne omkring migrantkvinders husarbejde?

Nu viser det sig så, mens jeg sidder og skriver det her, at regeringen, og især S-SF, har måttet opgive forsøget på at få gennemført et købesexforbud, hvilket ellers har været en mærkesag i årevis. Hvis det påståede engagement i prostitueredes liv og levned er reelt, kan man håbe, at de benytter lejligheden til at lægge et nyt perspektiv ned over et kompliceret emne. Og lad bare perspektivet været både kritisk, selvkritisk og moderne.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hvis man uden videre kan suspendere de væsentligste argumenter, eller ikke kan se forskel på at passe børn/gøre rent/lave mad og at gå i seng med x-antal mænd hver dag for penge, så kan man sikkert heller ikke se noget galt i at der i nogle samfund er så enormt stor forskel på rig og fattig, at nogle mennesker må rejse fra hjem og børn. Så har man nemlig accepteret det kapitalistiske system, retten til at udnytte andre og kravet om at klare sig selv eller dø.

Penge er penge, og her i landet kan nogen ligefrem få det til at se ud som en slags ulandshjælp at købe sex hos en gadeprostitueret og forlange taknemmelighed fra en au pair fra Filippinerne. Heldigvis har vi også her i landet en vis erfaring med regler for forskellige arbejdsforhold, som en au pair kan komme ind under, hvilket vi ikke har for prostituerede og heller ikke kan have.

Den dag hvor det er helt almindeligt at døtre, sønner, hustruer, mænd (også fra Filippinerne) tager job som prostituerede, her som i andre lande, og hvor man er helt sikker på at det sker frivilligt, vil jeg acceptere prostitution – ikke før. Vanessa må klare sig med S.U. og med hvad hun ellers kan få af lønarbejde, som hun ikke væmmes ved, og skulle hun en dag stå alene med et barn, så skal samfundet nok tage sig af både barnet og hende, hvis hun ikke selv kan.