Anders Haahr Rasmussens blog

Virkelighedens Askepot

I går aftes var jeg til CPH PIX-arrangement i Skelbækgade, hvor filmen Pretty Woman blev vist på en husmur efterfulgt af velbesøgt debat i KB18’s lokaler. Jeg selv var i panelet, men det er ikke selve debatten, jeg vil knytte et par ord til her – selv om den, emnet taget i betragtning, var både saglig, nuanceret og stort set fri for den evindelige ’for eller imod en kriminalisering’-skyttegravskrig, der har reduceret så mange prostitutionsdiskussioner til råbekonkurrencer.

Nej, det var fordi, jeg sad der på en palle på asfalten og så Julia Roberts og Richard Gere finde lykkeligt sammen i en film, der er blevet kritiseret for at tegne et urealistisk billede af livet som gadeprostitueret. Da Politiken lavede en optaktsartikel om arrangementet, beskrev jeg selv Pretty Woman som en ”kandiseret fremstilling af prostitution”, men så, i går på Skelbækgade, da jeg så filmen for vel nok tiende gang, blev jeg i tvivl om, hvorvidt det nu også var tilfældet.

For det første gik det op for mig, at Pretty Woman kun i meget lille grad handler om livet som gadeprostitueret. Vel omtrent 80 procent af filmen er en klassisk kærlighedshistorie mellem to mennesker fra vidt forskellige sociale lag (a la My Fair Lady), kombineret med et erhvervsplot, der ser en kynisk selskabstømmer forvandle sig til en storsindet entreprenør (a la Regarding Henry).

Men ok, lad os se på, hvordan filmen så portrætterer tilværelsen som sexsælger på Hollywood Boulevard omkring 1990.

I begyndelsen er der en smule miljøbeskrivelse fra Kit og Vivians liv. Vi ser, at veninden Skinny Marie er fundet død i en container, og man fornemmer, at ingen går synderligt op i dødsfaldet, fordi der alligevel bare er tale om en luder på crack. Det minder mig om udstillingen NHI – No Humans Involved, der handler om 45 mord på prostituerede i San Diego i perioden 1985-1992, hvor myndighederne gjorde mistænkeligt lidt for at opklare dem, fordi politiet, som en betjent beskrev, blev instrueret i at ignorere menneskeligheden hos ofre fra livets "mørke sider".

Vi hører om, at en Rachel er blevet arresteret, at en anden i miljøet har fået bank, og i det hele taget får man et indtryk af en verden præget af vold, mord og mistillid til politiet.
Vi ser Vivian snige sig ned af sin lejligheds brandtrappe, fordi ejeren af bygningen er på vej op af hovedtrappen for at indsamle husleje, som hun ikke har penge til at betale, fordi sambo Kit har brugt dem på stoffer. Senere fortæller Vivian om sin vej ind i prostitution, som gik via ufaglært arbejde på fastfood-restauranter og ved wrestling-stævner, hvor hun parkerede biler, men hun ”couldn’t make the rent”, fortæller hun, og så mødte hun Kit, der fortalte hende om at tjene penge på sex.

Forbindelsen mellem boligmarkedet og sexarbejde var noget af det første, den amerikanske sociologiprofessor og prostitutionsforsker Elizabeth Bernstein fortalte, da jeg interviewede hende i New York for nogle år siden.

»Det bliver sværere og sværere at finde boliger, der er til at betale. Flere af mine egne studerende har solgt sex. Det samme gør sig gældende i en del europæiske hovedstæder, hvor det er virkelig dyrt at leve og bo, og for store dele af befolkningen betaler sexarbejde bedre end meget andet.«

Hun nævnte en undersøgelse, Revolving Doors, lavet af the Urban Justice Center i New York blandt 30 gadeprostituerede, hvoraf størstedelen viste sig, ikke overraskende, at være stofbrugere. De fleste af dem viste sig også at være uden et fast hjem, og netop deres ustabile boligsituation var en af de største forhindringer for dem, der ønskede at slippe ud af stofmiljøet og stoppe med at sælge sex.

Tilbage i Pretty Woman hører vi, at Vivian kun har, hvad der svarer til en folkeskoleeksamen. Og mod slutningen, inden Edward ankommer i sin limousine og redder prinsessen ned fra tårnet, er hun fast besluttet på at forlade branchen, flytte til San Francisco og få sig en studentereksamen.

Det stemmer umiddelbart fint overens ikke bare med den generelle forestilling om uddannelse som vejen til et bedre liv med flere handlemuligheder, men også med tallene fra den hidtil største kortlægning af prostitution i Danmark, en undersøgelse fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hvori det fremgår, at gadeprostituerede for 40 procents vedkommende kun har en folkeskoleuddannelse – et tal der er nede på syv procent for kvindelige escortprostitueredes vedkommende. På samme måde fortæller to ud af tre kvindelige escortprostituerede, at de begyndte at sælge sex på grund af seksuel nysgerrighed, hvilket ikke er tilfældet for en eneste gadeprostitueret, der snarere er motiveret af behovet for hurtige penge, ofte for at finansiere et stofbrug (54 pct.), hvilket er også er tilfældet for Kit, mens det for Vivian altså især handler om husleje.

Det måske mest gennemgående prostitutionsrelaterede tema i Pretty Woman er omverdenens syn på Vivian. I hotellobbyen, på fortovet, ved sociale sammenkomster; overalt bliver hun mødt med misbilligende blikke fra det bedre borgerskab, der enten kigger ned på hende som en ’falden kvinde’, afviser hende fra at handle i ’respektable’ tøjbutikker, stirrer uhæmmet på hendes letpåklædte krop eller, som Edwards advokat Stuckey, først piller ved hende, siden forgriber sig på hende for til sidst at slå hende i ansigtet, da hun afviser ham.

Netop stigmatiseringen bliver mod slutningen af filmen brugt af Vivian som argument for, hvorfor det aldrig vil fungere mellem hende og Edward. Hun har pakket tasken og er klar til at forlade ham og hans miljø.

»Edward, there'll always be some guy, even some friend of yours, thinking he can treat me like Stuckey.«

Til arrangementet på Skelbækgade fortalte tidligere narkoprostitueret Tiller Lorentzen efter filmen, hvordan hun især kunne genkende scenen fra den fashionable tøjbutik, hvor de bedsteborgerlige ekspedienter afviser at betjene Vivian og behandler hende nedladende. Det er velbeskrevet, hvordan mange med erfaring fra sexbranchen oplever stigmatiseringen af dem som et af de største problemer ved at sælge sex, ligesom det kan gøre det vanskeligt at forlade branchen, fordi de oplever sig som isolerede fra det omgivende samfund.

At omstændighederne omkring arbejdet med at sælge sex – den prostitueredes udskældte position i samfundet og måden, der tales om hende på – kan være mere skadelige og sårende end salget af seksuelle ydelser i sig selv, gør Vivian opmærksom på efter at have været til fornemt polo-arrangement med Edward, der her fortæller sin nysgerrige advokat Stuckey, at Vivian er prostitueret, hvorefter Stuckey lummert smilende konfronterer hende med sin nyvundne indsigt og foreslår, at de finder ud af noget sammen, når Edward er rejst tilbage til New York. Vivian er rasende over, at Edward har klædt hende ud i fint tøj og introduceret hende for sine kolleger for så alligevel at annoncere hendes profession.

”I’ve never had anyone make me feel as cheap as you did today,” siger hun til ham med en formulering, der gør det svært ikke at huske tilbage på de protester, der lød for nogle år tilbage, da en konference om prostitution i landstingsalen på Christiansborg  – med et debatpanel uden deltagelse af sexarbejdere, som til gengæld af diverse filosoffer og politikere blev beskyldt for at lide af Stockholm-syndrom og selvbedrag omkring deres hverv – endte med at nuværende og tidligere sexarbejdere blandede sig i debatten fra deres plads i salen. Blandt andet Lise, der sagde:

”De overgreb, jeg eventuelt har lidt som sexarbejder, er intet at regne for dem, jeg bliver udsat for her. Det er her i salen, overgrebet finder sted. Det er her stigmatiseringen sker.”

Paneldeltager Peter Thielst afviste anklagen:

"Hvis du er så stødt, er det nok et eksempel på, at du bevæger dig i en branche, hvor man ikke må tale om, hvad der foregår," hvilket sjovt nok minder om Edwards lettere arrogante reaktion på Vivians anklage om, at ingen nogensinde havde fået hende til at føle sig så billig, som han gjorde i dag:

”Somehow, I find that very hard to believe.”

Ikke engang filmens grundlæggende fortælling om, at en prostitueret og en kunde bliver forelsket i hinanden behøver være fuldkommen urealistisk. Som sexarbejder Susanne Møller har skrevet om filmen:

”Et luder-kundeforhold, der udvikler sig fra en forretningsforbindelse til et kærlighedsforhold.  Det er der ikke noget forvrænget over. Det sker hele tiden, selvfølgelig ikke kun i sexarbejde, det sker overalt, men selvfølgelig også i sexarbejde. (...) Mange af mine kollegaer har mødt deres store kærlighed gennem arbejdet. Han var kunde og han udviklede sig til en kæreste, en ægtemand, en ven.”

Tilbage har vi vel kun den absurde rigdom, som Edward og Vivians romance udspiller sig i med luksushotelsuiter, privatfly, gourmetrestauranter og logepladser i operaen. Det er de færreste forundt. Det er ren Askepot. ”Cinder-fuckin'-rella,” som Kit kalder det, og sådan er det vel som regel med romantiske komedier fra Hollywood. De er urealistiske. Men den smule luderliv, der er i Pretty Woman? Slet ikke så skævt skudt endda.

Anbefalinger

  • Finn Årup Nielsen
  • ulrik mortensen
  • steen nielsen
  • Katrine Hornstrup Yde
Finn Årup Nielsen, ulrik mortensen, steen nielsen og Katrine Hornstrup Yde anbefalede denne artikel

Kommentarer