Anders Haahr Rasmussens blog

Kaos i det kridhvide patriarkat

Frit flet er en stor bog. Den vejer to kilo. 100 gram inde virker det nærmest uoverskueligt at skulle tygge sig igennem resten.

(I december udkom tidsskriftet Kritik i sin 212. udgave. De havde bedt mig skrive om bogen Frit flet. De havde den frækhed at kalde mig Anders Haahr Pedersen i kolofonen, så jeg tænkte, at de så til gengæld ville tilgive mig at gengive teksten her under mit rigtige navn.)

-----------------------------

 

For et par år siden, under et par ugers ophold i Paris, spiste jeg frokost med en nær ven. Han var fløjet til fra København, vi havde været i byen aftenen forinden, og nu sad vi så på en fortovsrestaurant i latinerkvarteret med tunge hoveder og kold hvidvin i glasset. Vi talte om store ting: livet, døden og det skrevne ord, kærlighed, familie, børn eller ej. Jeg havde en optager med i tasken. Jeg satte den i gang og lagde den på bordet. Jeg havde en fornemmelse af, at det ville blive  en af den slags samtaler, der kunne være sjove at genbesøge om ti år.

Den varede en time. Da jeg stoppede optageren, foreslog jeg, begejstret over de indsigter, der netop var udvundet, at vi publicerede vores visdomsord. Vi kunne gentage seancen under aftensmaden og igen over et par øl nede ved Seinen. Vi kunne kalde det 'Parisersamtaler'. Min ven var helt med på ideen. Han foreslog, at vi lod andre om det hårde arbejde. Vi ville tage hjem til København, svinge ind forbi min redaktørs kontor hos Gyldendal, smide optageren på bordet og sige: ”Make it happen.”

Så grinede vi. Og vi snakkede om, hvor sjovt det ville være at tilhøre en generation af mænd uden de store kvaler med at tage ordet og dele ud af det. Mænd, der ikke bekymrer sig om at fylde for meget. Vi snakkede om Jørgen Leth og Morten Sabroes e-mailkorrespondancebog fra 2009, Det er derfor de knepper så meget i dette land, som i Dagbladet Information blev kaldt ”et studie i mandlig selvfremførelse” og kritiseret for at være selvhævdende, ufrivilligt komisk og smertelig lang:

”Så lang, at man som yngre kvinde ikke kan lade være med at få flashbacks til alle de gange, hvor man til et middagsselskab er blevet hijacket af en midaldrende mand på toppen af sin karriere, som så prompte har reduceret sin borddame til en lyttende og nikkende figur, fordi han mente, at positionen, alderen og magten naturligt tildelte ham al taletiden.”

Sidenhen har begrebet mansplaining fået sit eget wikipedia-opslag, og forfatteren Rebecca Solnit har fået global, viral succes med essayet Men Explain Things to Me, der tidligere på året udkom i bogform.

Det sker selvfølgelig stadig, at mænd – også mænd under 45 – tager ordet og og holder det, i hvad der synes at være uendelig lang tid. Karl Ove Knausgård skrev flere end 3.500 sider om at spise et æble, om følelsen af koldt æblekød i maven, om at være far, om at være søn, om at blive ramt af fyrreårskrisen, i seksbindsværket Min kamp. Og det fik selvfølgelig kønsbevidste kritikere til at spekulere på, om en kvinde kunne slippe af sted med at skrive noget lignende. Den amerikanske litteraturprofessor Katie Roiphe tvivlede på det:

”Jeg tror ikke, vi ville være i stand til at tolerere, endsige fejre, denne form for dagbogsagtige udgydelser fra en kvinde (…) Hvis det var skrevet af en kvinde, ville det fremstå banalt og selvoptaget, og både læsere og anmeldere ville finde det narcissistisk og selvsmagende.”

I Danmark bakkede kulturredaktør på Dagbladet Information Anna von Sperling op om pointen:

”Jeg er ikke i tvivl om, at havde en kvinde formastet sig til at forfatte 3.000 sider om sin hverdag, ville det vække god gammeldags vrede. (…) For kvindeliv i middelklassen er så langt fra at være kunst, at det næsten har potentiale til at blive provokunst.”

Det er ikke vrede, jeg føler, når jeg læser i Frit flet – Fællesbogen af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Nu er den selvfølgelig heller ikke 3.000 sider, men den er trods alt 656 og fyldt med dagbogsoptegnelser, logbøger og e-mailkorrespondancer mellem tre middelklassekvinder, så den burde – ovenstående konklusion taget i betragtning – vække god gammeldags vrede. Hos mig vækker den snarere misundelse.
 

Frit flet er flot. Den har format som et dyrt magasin, og siderne er glittede med farverige billeder plakattrykt til kant på de indledende sider frem mod kolofonen på side 20 og indholdsfortegnelsen tre, fire og fem sider længere henne efterfulgt af et forord. Her skriver Aidt, Knutzon og Moestrup i fællesskab (som de gør igennem hele bogen – deraf undertitlen), at bogens formål er at diskutere og skrive om køn og frihed for på den måde at ”bidrage til debatten om køn og feminisme i Danmark, som virker så forstenet og kedsommelig”.

Det gør de indledningsvis gennem ti siders emailudvekslinger. ”Vi lever i et kridhvidt patriarkat,” skriver A til B og C, som forfatterne kalder sig bogen igennem. B svarer, at ”det hvide, vestlige mandlige blik er det, som på grund af historiske omstændigheder har været den gængse synsvinkel”.  A slår fast, at ”feminisme betyder grundlæggende LIGESTILLING og er derfor i princippet ikke særlig rettet mod kvinder, men i lige så høj grad mod mænd”. Der er mange ord i versaler, mange udråbstegn, sproget er løst, sludrende, ”Nå. Men, altså ...”, ”Altså – HELT ÆRLIGT!”

B forklarer, hvordan 70'er-feministerne definerede kvindekønnet som noget særskilt positivt, hvilket queerteorien pillede fra hinanden som en omgang heteronormativt, essentialistisk vås, der sætter snævre rammer for, hvordan man er rigtig kvinde, ”men”, som B skriver, ”jeg synes da også, der er problemer med at sige, at kønnet er ren konstruktion. Det er jo begge dele, biologi og konstruktion.” C (der hovedsageligt har bidraget med tanker om kapitalisme og nynazisme i Indien) ”tænker over om det med at bære sit køn er det samme som at SPILLE sit køn. Jeg spiller damen, og så spiller du manden.” Hun indskyder en rammende metakommentar om selve e-mailkorrespondancen: ”Problemet er, at vi alle skriver så meget om så mange ting, og nu kommenterer jeg f.eks ikke på resten af det, B skrev i sin mail – og det, synes jeg, er irriterende, at jeg ikke gør.”

Frit flet er en stor bog. Den vejer to kilo. 100 gram inde virker det nærmest uoverskueligt at skulle tygge sig igennem resten. Heldigvis opfordrer forfatterne selv til, at man springer rundt på siderne efter lyst. Hist og her støder man på korte lister, for eksempel en opremsning af en dags gerninger: to gange tandbørstning, en gang mislykket onani, 100 englehop, alt for meget kaffe, afhentning af barn, et besøg i supermarkedet, der kan gengives sådan her: ”Går hjem. Forbi skuespilhuset Føtex. Jeg skal ind og spille kunde. En ung mand, der hedder Asger, spiller kassedame. Jeg har ingen replikker i dag. Nem dag på teateret.”

Der er en sang om at have herpes forneden, ”Velkommen herpes”, der er en børnetegning fra 1971 af ”et yndit ångt jule træ”, et ungdomsdigt om ”et hav af blåbær og blærebetændelse”, og uddrag fra håndskrevne dagbogsoptegnelser, her fra den 10. oktober 1995:

”Jeg synes, jeg driller lidt vel rigeligt for tiden, og jeg synes jeg er i puberteten. Er det mig eller mit liv der er noget forkert ved? Eller er det begge dele? Jeg vil ALTING. Jeg kan ikke få nok af noget. Der er en stor energi, der flyder frit i mig, og det er næsten fysisk umuligt at modstå den. Bryde ud og op. Måske gå til bunds. Jeg ved ikke. Jeg ved ikke.”

Gennem hele bogen fører forfattertrioen logbog over bogens tilblivelse. Vi er med dem på refugium i Skagen, hvor de drikker rødvin og ideudvikler og bliver fanget i en regnbyge så voldsom, at deres tøj gennemblødes og skoene forvandles til vandpytter. Vi er med dem i Brooklyn, hvor A bor, og hvor de skriver tekster sammen, og går på bar sammen og drikker gin & tonic og vågner op næste dag med tømmermænd.

”A: Har du det skidt?
C: Om jeg har lavet pøller? Nej, jeg har ikke lavet pøller.
A: Nej, jeg sagde: HAR DU DET SKIDT?
C: Åh! Nej, jeg har det meget bedre end i går. Hvordan har du sovet?
A: Jeg har sovet som en sten.
C: Har du sovet som svin?
A: Jeg har sovet SOM EN STEN.”

De går en tur, køber mineralvand, køber Emily Dickinson-digte, besøger et museum for feministisk kunst, køber vin og cigaretter, spiser sushi. Jeg har talt logbogsiderne sammen, der er 74 i alt. Det føltes som flere, men ikke for A, B og C. ”Tiden går hurtigt i godt selskab,” som de siger til hinanden efter endnu en fælles arbejdsdag i New York.

Det er måske det indtryk, bogen efterlader stærkest: at den har været sjov at lave. Det er der ikke noget i vejen med. Omvendt husker jeg at have hørt en klog person sige, at en bog helst ikke skal være mere anstrengende at læse, end den har været at skrive. Det tror jeg Frit flet var, i hvert fald for mig. Andre har tilsyneladende haft stor fornøjelse med den.

”Et monumentalt og frugtbart kaos, der summer videre i læseren,” skrev Jørgen Johansen i sin anmeldelse i Berlingske. I Information kaldte Tue Andersen Nexø logbogen ”en fest i skriften om hverdagen som fest, så fint og sjovt”, mens de andre landsdækkende aviser fandt formuleringer frem som ”et overflødighedshorn af indfald og udfald”, ”radikalt inkluderende” og ”en rig, generøs, vigtig, helt og aldeles overdådig bog”. Den sælger i stort antal, de er glade inde på Gyldendal.

Jeg er ikke nogen til at vurdere kvaliteten af den lyrik, der optræder i Frit flet. Jeg kan sige, at jeg synes det var spændende at læse interviewene med forfatternes mødre, der fortalte om deres oplevelser af overgangsalderen og erindringer af at have barnekroppe. Jeg tænkte længe over dramatiker Joan Rang Christensens definition af kærlighed og hendes begrundelse for, hvorfor det intet betyder for hendes skrift. Overskriften ”Danske hate crimes skjult i mørketal” fik mig til samtidig at smile og ryste på hovedet, og digteren Ursula Andkjær Olsens svar på spørgsmålet om, hvad hud betyder for hendes skrift, var vældig fint. Der er fine ting i Frit flet. De kan bare være svære at finde i mængderne af intetsigende e-mails, ligegyldige dagbogsuddrag, kollektivt rygklapperi (”Oh, B er SÅ SJOV, B skriver SÅ SJOVT!”) og feministiske 'analyser' så banale, at det er svært at se, hvad de laver på tryk.

Men det er måske netop det, der er pointen. At det er trykt, ligefrem pompøst præsenteret. Forleden snakkede jeg med en veninde, en professionel kritiker, hvis vurderinger jeg altid lytter nøje efter. Hun var begejstret for Frit flet, og det var ikke på trods af det sjuskede, det trivielle, det selvsmagende indhold, det var snarere på grund af det. For, som hun sagde, så var der noget befriende ved at se tre kvinder føre sig frem på den måde. Så fejlbarligt, med sådan en pondus.

Det er en veldokumenteret statistisk sandhed om kvinder og mænd, at selvtillid er ulige fordelt. Undersøgelserne er utallige og viser stort set altid samme billede: Mænd, der fire gange så ofte som kvinder tager initiativ til lønforhandlinger. Kvinder, der først søger om forfremmelse, når de lever op til 100 procent af kravene, mens mænd i gennemsnit slår til ved 60. Kravet om perfektion, forvrængede selvbilleder. Normalvægtige kvinder, der vurderer sig selv til at være overvægtige, mens overvægtige mænd placerer sig selv i normalområdet. Pæne piger, der hjælper til med opvaskebørste og støveklud markant mere end deres brødre. Pæne piger, der får ros for at være dygtige, ordentlige, nydelige.

Aidt, Knutzon og Moestrup ville noget andet med Frit flet. ”Vi ville være modige og eksperimenterende, når vi selv skrev. Forfængelighed og kontrol måtte vige for åbenhed, latter, kaos,” skriver de i forordet.

Min veninde var inspireret. Til selv at turde mere. Til at turde famle og skramle og fejle og prøve igen og igen.

Jeg var misundelig. Det var ikke så meget inspirerende, som det mindede mig om et tabt privilegium. Lad os sige, at min ven og jeg fik trykt vores parisersamtaler. Der er en betragtelig risiko for, at det, som Leth og Sabroes e-mails, ville blive modtaget med rynkede bryn og afskrevet som et kulturelt studie af ”hvide mænds omgangsformer”. Og det ville være på sin plads. Perspektivet er historisk belastet. Det er et nederen sted at tale fra. En nederen måde at tale på. You don't wanna be that guy. Men you tydeligvis wanna be that girl. Storladen nok til at tænke, at ens strøtanker og teenagedigte fortjener et bredere publikum, og ikke unødigt tynget af bekymring over, hvilken arv den slags selvfremstilling viderefører.

Radikalt, monumentalt, poetisk, lød anmeldelserne. Og jeg tænker, at Informations kulturredaktør havde fat i noget, da hun skrev, at ”kvindeliv i middelklassen er så langt fra at være kunst, at det næsten har potentiale til at blive provokunst.” I hvert fald rammer det meget godt min oplevelse af Frit flet. Jeg synes ikke, det er nogen god bog. Men jeg tror måske, den er vigtig.

 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu