Menu
Log ind
Andrea Hejlskov

Andrea Hejlskov

Forfatter og journalist
Twitter
Seneste artikler af
Andrea Hejlskov

Sider

Mest læste
  1. Det er først, når man har mistet, at man fatter klimakatastrofen
    Skåne løber tør for vand, og længere nordpå brænder det. Den nye verden er her
  2. Fællesskabet tager fejl om klimakrisen – og så stiller jeg mig altså uden for
    Boykot har til alle tider været en legitim protestform. Men når det kommer til klimakrisen, bliver boykot ofte opfattet som en forkælet, asocial eller i bedste fald ligegyldig protestform. Jeg vil gerne slå et slag for at stille sig uden for det moderne forbrugersamfund
  3. Hvad gør du, hvis du hugger dig selv i skinnebenet med en økse, og der ikke lige er en skadestue i nærheden?
    Vi står over for den sjette masseudryddelsesbegivenhed i klodens historie, men vi sprænger først rammerne, når vi indser, at vi enten må gøre noget eller gå til grunde
  4. Vi er jo bare dyr, der stoler på den verden, vi kan se, lugte og smage. Derfor kan vi ikke forholde os til klimakrisen
    Det er, som om klimakrisen ikke rigtig gør det for mig. Jeg kan ikke mærke den
  5. Den grønne omstilling skal drives af vrede, ikke af gode fortællinger
    Det er absurd at forsøge at pakke den grønne opstilling ind som et spændende projekt i brunt økopapir med uldsløjfe. Ingen omstillingsperiode i menneskets udvikling har været behagelig
  6. Hvad skal vi så gøre, hvis ikke vandet kommer tilbage? Spise kage?
    Tørken får bækkene til at tørre ud, dyrene til at komme tættere på huset i desperat søgen efter vand. Det får mig til at tænke på straf. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
  7. Jeg har slået op med Facebook
    Han spurgte, om jeg ikke ville komme til at savne ham. Selv om det stak i hjertet, sagde jeg ’nej’ og satte kryds i boksen ’I have privacy concerns’. Men mine forbehold rækker længere end dét: Facebook, du er jo blevet psykopat!
  8. Flyt til Sibirien og spis grankogler, Svend Brinkmann
    Svend Brinkmann lever ikke det, han prædiker, vrænger kritikerne. Og sådan fordyber vi os i en pseudodiskussion om, hvorvidt Brinkmann bruger nok tid med sine børn og selv tør ’gå glip’. Det bedste ved det hele er, at vi så slipper for at forholde os til den samfundskritik, han kommer med