Andrea Hejlskov

Andrea Hejlskov

Forfatter og journalist
Seneste artikler af
Andrea Hejlskov
  • Jeg savner en stærk leder

    Ikke en messiastype, Gud nej. Men måske bare lidt en, der kan tale helt klart og tydeligt og uden noget pis. Og angive en retning. Det længes jeg virkelig efter
  • De rene og skære følelser

    I min søn ser jeg de reneste følelser, og jeg kan ikke lade være med at glo på dem. Det er så fascinerende. Kærlighed er så fascinerende. Had er. Han har ikke lært at pakke tingene ind endnu, han har ikke lært at gemme sig
  • Jeg har krævet min plads i naturen tilbage

    Det meste af mit liv har jeg haft et anstrengt forhold til naturen. En usikkerhed på, om jeg måtte være der. En frygt for, at jeg trådte på en eller andens ejendomsret. En angst for dræbersnegle og dræberflåt og dræbermyg. Men nu er jeg begyndt at kræve min ret. Og min plads
  • Jeg kom ud af systemets klør, fordi det virkede

    På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde. Så sad der to hundrede mennesker rundt om et bord og talte om, hvorvidt mine børn var i trivsel eller ej. Ingen sagde det direkte, men jeg kunne godt regne ud, hvad det handlede om
  • På mit kadaver kan I bygge jeres slotte

    Jeg tilhører en generation, hvis opgave det åbenbart er at dø. Jeg tror egentlig, vi intuitivt forstod det tidligt. Punk, emo, grunge. Vi prøvede at mestre kroppen i et sidste desperat forsøg på kontrol, men min generation er altså den generation, der mister
  • Jeg brænder håbløshedens politik af

    ’Til helvede med håbløsheden,’ hvisker jeg, mens jeg fodrer min brændeovn. Håbløsheden er, hvad jeg ikke tager med mig ind i det nye år, den er, hvad jeg lægger bag mig
  • Imperiet må falde

    Før i tiden havde vi ’preppere’ ry for at være paranoide, men nu har virkeligheden jo indhentet sig selv. Militærindsats. Undtagelsestilstand. Forsamlingsforbud. Kapitalen bevæger sig frit i Paris – det er demonstranterne, der er blevet forbudt
  • Det nære

    Vi holder os til den boble, vi kender. Men der er begyndt at sive ting ind og ud, små brudstykker. Jeg kan helt klart og tydeligt mærke det, for mit flæskeskind er smasket op mod overfladespændingen
  • Nattens sprog

    Hvordan skal vi kunne begribe omfanget af denne amputation (følelsesmæssig, fysisk), hvis vi kalder det ’klimakrise’ og bare snakker om vejret?

Sider

Mest læste
  1. Skåne løber tør for vand, og længere nordpå brænder det. Den nye verden er her
  2. Boykot har til alle tider været en legitim protestform. Men når det kommer til klimakrisen, bliver boykot ofte opfattet som en forkælet, asocial eller i bedste fald ligegyldig protestform. Jeg vil gerne slå et slag for at stille sig uden for det moderne forbrugersamfund
  3. Vi står over for den sjette masseudryddelsesbegivenhed i klodens historie, men vi sprænger først rammerne, når vi indser, at vi enten må gøre noget eller gå til grunde
  4. Det er, som om klimakrisen ikke rigtig gør det for mig. Jeg kan ikke mærke den
  5. Det er absurd at forsøge at pakke den grønne opstilling ind som et spændende projekt i brunt økopapir med uldsløjfe. Ingen omstillingsperiode i menneskets udvikling har været behagelig
  6. Tørken får bækkene til at tørre ud, dyrene til at komme tættere på huset i desperat søgen efter vand. Det får mig til at tænke på straf. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
  7. Han spurgte, om jeg ikke ville komme til at savne ham. Selv om det stak i hjertet, sagde jeg ’nej’ og satte kryds i boksen ’I have privacy concerns’. Men mine forbehold rækker længere end dét: Facebook, du er jo blevet psykopat!
  8. Svend Brinkmann lever ikke det, han prædiker, vrænger kritikerne. Og sådan fordyber vi os i en pseudodiskussion om, hvorvidt Brinkmann bruger nok tid med sine børn og selv tør ’gå glip’. Det bedste ved det hele er, at vi så slipper for at forholde os til den samfundskritik, han kommer med