Læsetid: 6 min.

Bruttonationallykke og genfærd i Nordvest

John Lennons hologram satte nye standarder for 'stagediving', da lørdagens bevægende hyldestkoncert fejrede de uddøde dyrs tilbagekomst
John Lennons hologram satte nye standarder for 'stagediving',  da lørdagens bevægende hyldestkoncert fejrede de uddøde dyrs tilbagekomst
6. oktober 2009
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Det var en aften med noget at fejre: At vi er på rette spor, at kloden heler, at vi kan opføre os ordentligt. Lørdag aften var det første gang i 30 år, at en sneleopard betrådte vores klode på fri fod - eller rettere pote. Og det skulle fejres i Hypertemplet i det nyfødt dybgrønne Nordvest-kvarter i hovedstaden.

Den sidste sneleopard udåndede ellers i fangenskab i 2034 i Berlin Zoo. Presset ud af økosystemet af klimaforandringer og menneskelig dominans - og til sidst også ude af stand til at formere sig i fangenskab. Men for nylig klonede forskere med succes den første 'nye' sneleopard, og i år vurderes det, at den centralasiatiske natur igen kan tilbyde de nødvendige vilkår for sneleoparden.

Og det skulle altså fejres med fest, musik og ceremoniel genbrugsbægerklang.

På scenen i centrum i Hypertemplet stod og sad en kvartet af tidens mest brillante musikere med speciale i at spille på virkelighedens lyde, det som for over 100 år siden blev døbt musique concrète eller konkretmusik.

Koblet op i et neuralt netværk, der igangsatte musikalske processer i en pingpong mellem gruppemedlemmernes hjernebølger. En kompleks og dybt fascinerende kollaborativ struktur, som blev udbygget af, at musikerne også brugte deres kroppe, fingre, arme, ben til at spille på tangent- og strengeinstrumenter såsom elektrisk orgel, bas, guitar, slagtøj samt selvfølgelig de sædvanlige former for trådløse musikinstrumenter.

Dette musikalske fletværk af tanke og handling ledsagede det transmitterede øjeblik, da den første sneleopard - af hankøn - betrådte bjergene i det nordlige Indien for første gang siden 2029.

Kameraer monteret i omgivelserne samt overalt på dyret og i form af gennemsigtige kamerakontaktlinser over dens øjne transmitterede de første nyfigne forsigtige skridt ud i en virkelighed i bedring. Og mikrofoner og bevægelsessensorer placeret ikke kun inde i dyret, hvor blodets rullen og hjertets dunken dominerede, men også i pelsen, poterne, halen og ørerne på kattedyret blev brugt som musikalske byggeklodser og indikatorer.

Hjertets accelererede dunken, da porten til buret blev slået op, fik lov at åbne helt rent, men blev snart ledsaget af harmonier i en gryende opbygning. Ydre lyde dukkede op. Vindens susen i træerne, fugles spørgsmålstegn. Så pelsens reaktioner på den friske bjergluft, poternes forsigtige, siden noget mere kække færd gennem det uvante landskab. Det hele smeltede sammen, blev samplet, loopet, videreudviklet i dramatiske mønstre med sneleopardens færden som helt naturlig narrativ motor. Det var helt enkelt rygradsrislende.

Med de udleverede soloreceptorer monteret kunne man også sanse direkte gennem dyrets øjne og ører, og omkring mig så jeg voksne mænd i jakkesæt klynke lykkeligt, pæne husmødre knurre primalt, og børn stå helt paralyseret henførte.

Frøer i synkope

Men der var også andre dyr løs. Nyklonede udgaver af andre uddøde arter, som den gyldne frø, sydkokakoen og Charles Island-skildpadden blev lukket ud i hver deres tidligere så vante fauna, og det skete i et velkomponeret musikalsk forløb, der antog symfoniske dimensioner.

Da først sneleoparden var sendt af sted, blev gyldne frøer frigivet, og deres hoppen og springen skabte et komplekst synkoperet forløb, som musikerne tydeligvis havde studeret, mens frøerne stadig var i fangenskab - det vidnede de meddigtende og sugende og lokkende bas-fabuleringer om. Og da fuglene og skildpadderne blev sendt i luft og til vands vidnede de smukt harmonisk svungne og bølgende synthstrukturer også om forudgående studier af motorik og adfærd.

Denne anmelder indrømmer gerne, at tårerne sprang frem ved dyrenes første møde med deres moderlande. Frøernes tøven, fuglenes flugt, skildpaddernes episke dyk og ikke mindst sneleoparden, der hurtigt - >og til stor morskab - begyndte at pisse territorium af.

Og mens verden forarges over Morten Messerschmidts flæskestegsorgie i Europaparlamentet, ja, så var det anderledes svært at blive gal over, at en pelsklædt kødæder fulgte sin natur og fangede og konsumerede dele af en bjergged i åben transmission - først med infernalsk, tydeligvis improviseret akkompagnement fra musikerne under jagten, siden afløst af melankolsk dvælen efter gedens udånding. Naturen er ikke for sarte sjæle, og selv om mange vendte sig væk i afsky, så anerkendte musikerne også denne del af sneleopardens jomfrufærd.

Lennon tilbage

Og genfærd var her også. Aftenens andet højdepunkt var den annoncerede 3D-reinkarnation af John Lennon (1940-1980), den afdøde Beatles-forsanger og fredskæmper, som sikkert ville have propaganderet for en grønnere klode, hvis han havde levet længe nok til at læse den banebrydende Brundtland-rapport om global bæredygtighed fra 1987 - og til at opleve, hvad der fulgte af videnskabelig bevisbyrde og politisk nølen.

I Hypertemplet fik han i stedet chancen for at fejre et halvt århundrede i bedring, da et helt umuligt knivskarpt hologram blæste Lennon til live igen - og endda gennem enorm computerkraft simulerede hans scenepersonlighed og musikalske kreativitet, som f.eks. udmøntede sig i et af de særeste musikalske møder, jeg har oplevet: En Lennon (ja, det var jo ikke dén Lennon, men én der lignede utrolig meget), der satte en messende sang for kloden i gang - »Children of the earth grow together« - og så en tøvende, men siden ekstatisk brølende folkemængde.

Blasfemisk vil hardcore Beatles-fans sikkert sige. Uetisk vil traditionalister og filosoffer måske hævde. Interessant, men ikke ubetinget vellykket, vil jeg kalde det i musikalsk forstand.

Og hvad der kunne have været en sygeligt klæg genopgravning af et dødt ikon blev heldigvis eksekveret med en vis grad af selvironi og respekt for afdøde. Der var indlagt glitches i hologrammet, så det af og til hakkede og skrattede og dermed pegede på sin egen simulerede natur. Og Lennon 2.0 jokede også med sin egen karakter:

»Please blame my programmers for any unhip dance moves«.

Håb om penetrering

Uanset hvad så glimtede den afdødes charme i 3D-reinkarnationen, da denne afbrød koncerten (kan computere regne sig frem til dét?) og talte til sneleoparden, som stadig gled gennem naturen under koncerten:

»How are you doing out there? Cold enough for you?«

Og så parafraserede han a capella sin egen sang »I Dig A Pony« (dén var ikke gået før copyright-revolutionen):

»I do a leopard/Well, you can penetrate any place you go/Yes, you can penetrate any place you go«.

Åh ja. Der er givetvis mange forskere, der håber på snarlig penetrering fra sneleopardens side, når hun-varianter af arten snart slippes løs.

Det var en interessant, hjemsøgt og sært optimistisk performance, og da Lennon gik i ledtog med transmitterede hologrammer af de løsslupne dyr og bevægede sig ud over publikum i en mimen af tidligere tiders stagediving, men også bibelske vandvandringer, ja, så var der ideel bruttonationallykke og benovelse i Nordvest.

Så det blev en magisk aften, hvor sneleoparden pissede, så det dampede, skildpadderne boltrede sig, frøerne tilsluttede sig regnskovens kor, fuglene blev frie, ja, som fugle nu bør være.

Og fejret det blev der, og fejret det blev vi. Menneskeheden og naturen. Det 'os', som vi fik helet for et halvt århundrede siden netop her i hovedstaden ved klimatopmødet. Det var en kunstnerisk vellykket såvel som teknologisk spektakulær fejring af vores nyvundne evne til at gå i dialog med naturen, efter epoker i monolog. Det er heldigvis slut med den slags pjat.

Men vi må aldrig glemme en tid hvor hovmod, dumhed, økonomiske særinteresser og politisk magtgalskab satte dagsordenen, og det kan musikken afholde os fra. Tænk blot på en anden stor sanger, amerikanske Antony Hegarty, der tilbage i 2009 - før klimatopmødets vendepunkt samme år - sang:

»I'm gonna miss the sun/I miss the animals/I'm gonna miss you all/I need another place/Will there be peace/I need another world/This one's nearly gone.«

Den blev her heldigvis.

The Snow Leopard Salute feat. John Lennon 2.0 - Hypertemplet, Kbh. og projiceret på himlen over storbyer verden over, lørdag. snowleopardsalute.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu