Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et tragisk kunstnerliv smukt skildret

Julian Barnes’ roman om den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj er en barsk og højkomisk beretning om totalitarismens brutalitet og om menneskeligt kujoneri. Den er også en smuk hyldest til kunstens sandhed og udødelighed
Redaktionen
4. juni 2016
Julian Barnes’ romanbiografi om den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj er stor kunst: smukt skrevet og uhyggeligt morsom.Arkiv

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

En scene indleder og gentages flere gange i Julian Barnes’ romanbiografi om den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj: En mand står om natten på trappeafsatsen i en beboelsesejendom, han er iført overfrakke, op ad hans ene læg står en pakket kuffert. Nogle meter derfra, i lejligheden bag ham, sover hans kone og deres lille datter. Manden ryger en ad gangen cigaretterne, som han egentlig havde tænkt sig at gemme til senere, men har indset nok alligevel vil blive konfiskeret. Hver gang han hører en summen fra elevatorens fjerne maskineri, farer han sammen. Når natten er forbi, går han tilbage til familien, stiller kufferten uåbnet i skabet. Men den følgende nat er han igen på sin vagt på trappeafsatsen.

Scenen er emblematisk for den totalitære stat og særligt for Sovjetunionen efter Stalins magtovertagelse i slutningen af 1920’erne. Manden venter på at blive afhentet og bragt til forhør og før eller senere sandsynligvis skudt. Scenen handler derfor om frygt. I Barnes’ fortælling om Sjostakovitj rejser den også et spørgsmål om mod: Er det udtryk for mod at forberede sig på sin egen henrettelse, at gå det uafvendelige i møde, mens familien er beskyttet af søvnen? Eller er det kujonen, der tager imod sine bødler med pakket kuffert?

Spørgsmålet står i centrum af bogens portræt af Sjostakovitj. Det kommer vi tilbage til.

’Kludder i stedet for musik’

Barnes har baseret sin roman på en række store biografier om Sjostakovitj i en i øvrigt omfattende mængde, men begrænser selve faserne i komponistens liv til nogle få:

Der er de tidlige år og gennembruddet med operaen Lady Macbeth fra Mtsensk. I den fase følger komponistens liv en opadgående kurve takket være et usædvanligt musikalsk talent, men også takket være mennesker på højeste sted i sovjetstaten. Den bevægelse afsluttes brat, da Sjostakovitj en dag i Pravda under overskriften »Kludder i stedet for musik« kan se sin musik sablet ned, muligvis af selveste Stalin (jeg har et andet sted set det første ord oversat til ’roderi’, Barnes’ og oversætter Claus Bechs ’kludder’ er langt bedre, der er en barnlig fornærmelse over ordet ’kludder’, blandet med den dødelige alvor virker det gysende).

Sjostakovitjs forbrydelse var at skrive en formalistisk musik, der »kvækkede og gryntede«, og som i »forvirrede neuropatologiske kombinationer« jog en skræk i livet på den sovjetiske arbejder, i stedet for en »melodisk musik«, som arbejderen kunne genkende sig selv og det evigt fremgangsrige Sovjetunionen i. Overraskende nok.

Svømmer i æresbevisninger

Senere, efter på gådefuld vis at have overlevet årene i unåde, følger en stadig mere ydmygende og pinagtig rolle som diktaturstatens lakaj og propagandist, der tager sig betalt i form af overlevelse og bunkevis af klassiske privilegier (god bolig, egen datja, bil, adgang til velforsynede butikker osv.).

Mest komisk – Barnes’ bog er uhyggeligt morsom – er beskrivelsen af Sjostakovitjs optræden som spydspids for den sovjetiske delegation ved den kulturelle og videnskabelige kongres for verdensfred i New York.

Han holder tale efter tale, som andre har skrevet for ham, og uden at gide læse dem, uden også at gide læse mere end første side højt, hvorefter han overlader ordet til sin tolk. Med den konsekvens, at han et stykke inde i en af talerne og til sin pinlige bestyrtelse hører sig selv rakke sin beundrede kollega Igor Stravinskij, eksileret i USA, ned i det mørkeste kapitalistiske helvede.

Sagde jeg virkelig det?

Den pinagtige lakaj- og opportunismefase varer livet ud og forstærkes kun efter Stalins død. Metoderne er nogle andre (før udstedte Magten »ordrer«, nu hedder det »forslag«), men resultatet det samme. Fejhed, fornedrelse. Sjostakovitj, sammen med Stravinskij og Prokofjev den største russiske komponist i det 20. århundrede, ender som partimedlem og formand for det sovjetiske komponistforbund.

Han ender også, som det hedder i romanen, med at svømme i æresbevisninger »som en reje i rejecocktaildressing«.

Kujonen på trappeafsatsen

Barnes’ sympati for sin hovedperson er stor. Han fordømmer ham ikke, tværtimod, han føler med ham. Han gør ham også følgeskab i det skred i erkendelsen, der ifølge romanen (eminent vekslende mellem plastiske scener, tredjepersonsfortælling og essay) sker i den sidste fase af Sjostakovitjs liv.

Det er et barsk ryk nedad og ind i mørket, mod en voksende skamfuldhed og selvlede.

Sjostakovitj har skjult sig bag ironien, han har gjort den til en strategi, er en af bogens pointer. Ironien kan være både nyttig og nødvendig, men den har også sine begrænsninger.

Der kunne »skjule sig en vis tilfredshed i ironien, ligesom der kunne være en manglende vilje til at protestere«.

Deri ligger også et svar til manden på trappeafsatsen, til kujonen, der går frivilligt med.

Samtidig anlægger Barnes et pragmatisk syn på forholdet mellem kujoneri (eller fordærvelse, som det hedder i bogen) og retskaffenhed. Valget er ikke et enten eller, ikke i den ekstreme version af virkeligheden, som Sjostakovitj og millioner af andre fik den blandede fornøjelse at opleve. Der var også, hvilket vel betyder, at der var især »et tredje valg: retskaffenhed og fordærvelse«.

Kunsten er historiens hvisken

Hvad skal så redde ham, os, mennesket, hvis noget kan?

Det skal kunsten, genlyder det i den indlevede skildring af et tragisk kunstnerliv. Kunsten er romanbiografiens egentlige helt, diskret overstrålende alt andet, selvom Barnes paradoksalt næsten ingenting skriver om Sjostakovitjs musik. Hvordan den lyder, hvordan den er noget særligt, hvordan den bliver til.

Der står to kræfter over for hinanden, to slags magt.

Den ene er nævnt i romanens titel, Tidens støj, som skal læses med trykket ligeligt fordelt på de to led. Tiden er det historisk foranderlige, magtens og diktatorens kommen og gåen.

Epokernes hurlumhej, modernes omskiftelighed. Støjen er den udbasunerede sandhed, den melodiske musiks klæghed.

Den anden er kunsten, som er – noget andet, en dybere tone, der lyder gennem universet og lyder gennem alting. En varigere sandhed. Med romanens ord: »Kunsten er historiens hvisken, som høres over tidens støj.«

Det er smukt skrevet, og smuk er hele bogen. Tekstens melodiske puls, den overtalelseskraft, der ligger i Barnes’ kunst, får det desuden til at virke sandt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her