Læsetid: 3 min.

Prosa med lidt for mange moralske pegefingre

Beate Grimsrud skriver fint om ensomhed i storbyen, men hendes prosa bærer også præg af lidt for meget politisk korrekthed
13. august 2016

Ulighed. Overforbrug. Indvandring. Ligestilling. Klimakrise. Menstruation. Husdyr på lykkepiller. Psykisk sygdom. Ensomhed.

Hvor meget skal man have med, hvis man vil tegne et billede af livet i en skandinavisk hovedstad anno 2016? I Beate Grimsruds nye roman, Evighedsbørnene, er fortællingen om fire mennesker i Stockholm næsten et katalog over alt det, som man kan finde på at tabuisere, debattere eller moralisere over i dagens samfund. Temaerne hober sig op, sådan at læsningen bliver mere politisk korrekt end egentlig engagerende.

Beate Grimsrud er født uden for Oslo, men har boet de sidste mange år i Stockholm, og hun bliver betragtet som både en norsk og en svensk forfatter. Hendes forrige roman, den delvist selvbiografiske En dåre fri fra 2010, blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i begge lande. Romanen giver et indblik i livet som psykisk syg og ikke mindst det system, som psykisk syge møder. I Evighedsbørnene, der ligeledes har fået en strålende modtagelse i de to hjemlande, fortæller Grimsrud videre om mennesker, som er lidt ved siden af sig selv.

Ved romanens begyndelse befinder fortællerstemmen sig et sted i universet og daler langsomt ned mod Sveriges hovedstad, »den by i verden hvor der findes flest husstande med én person«. Vi lander i Södermalm, det gamle arbejderkvarter, som i dag er en hip og florerende bydel; Stockholms Vesterbro. Her lever fire mennesker i hver deres verden.

Det er 42-årige Siri, som ejer en genbrugsforretning, som har rejst jorden rundt, og som senest har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi hun var indbildt gravid. Det er anæstesilægen André, der deler en lejlighed med sin kat, som han taler til, og som efterhånden tager proportioner af den kvinde, der ikke er en del af hans liv.

Det er Siris elsker, den amerikanske sminkør Louise, som skærer i sig selv og kæmper med et shopping-misbrug. Og det er Andrés arbejdskollega, den autistiske og aseksuelle hospitalsfotograf Tomas, som helst ikke vil være i kontakt med mennesker. Det er næsten for meget. Konsekvensen er, at Siri, André, Louise og Tomas med deres mange særlige karaktertræk forbliver figurer for læseren i stedet for at træde frem som rigtige personer.

Prangende metaforer

Beate Grimsrud skriver en drømmende prosa, som spænder fra kosmos til kroppen – intet er for stort eller for småt til at blive en metafor for livet. Universet og verdenshavene bruser lige uden for karakterernes opgang. Romanen balancerer imellem det absurde, det smukke og det almindelige på en måde, som kan lede tankerne mod den brasilianske forfatter Clarice Lispector. Nogle gange er det karakterernes vrangforestillinger, som slår kolbøtter, andre gange er det fortællerens billeder, som fordobler og forvandler sig. I Grimsruds Södermalm kan man tale i telefon med gud og blive befrugtet af et blik, her bytter dyr og mennesker plads og engle tumler ind af vinduet.

Desværre tangerer fortællerens betragtninger lidt for ofte det banale. For eksempel når André ved juletid lægger et fotoshoppet billede af sin kat i nissehue op på Facebook, og der lyder et stort suk over menneskeheden:

»Han har skrevet om verden, om affald og trusler mod klimaet, delt sine meninger med sine venner. Ingen kommentarer. Af og til en enkelt. Men nu er siden fuld.«

Andre gange bliver den formfuldendte prosa ufrivilligt komisk, når en mand »sprøjter med det lykkevand han har fået tildelt«, eller to kvinder har »fingrene i hinandens kærlighedstunneler«.

Evighedsbørnene er fortalt i korte kapitler, som er små scener fra karakterernes liv snarere end et sammenhængende handlingsforløb. I hvert afsnit synes der at være en refleksion over et af de mere eller mindre tunge temaer: barnløshed. Madspild. Tvangstanker. Fattigdom. De stærke som udnytter de svage. »Man vil gerne bidrage, men ikke bøje sig ned«, står der som et spark til dobbeltmoralen. Beate Grimsruds barnlige voksne har mange idealer for en bedre verden. En lånekultur frem for en køb-og-smid-væk. Et samfund uden faste grænser, hverken imellem lande eller definitionen af køn.

Blot at kalde romanen sympatisk ville være at overse det sårbare og ærlige portræt af de fire eneboere, som efterhånden nærmer sig hinanden. Desværre sker det, uden at læseren helt bliver lukket med ind i det nyfundne fællesskab. Man bliver holdt ud i strakt arm af metaforer og moralske pegefingre.

Beate Grimsrud optræder på Louisiana Literature den 18.-21. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu