Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Brasiliansk roadtrip i horror

Den brasilianske forfatter Raphael Montes synes, at kvinder skriver bedre krimier end mænd. Selv er han aktuel med thrilleren ’Perfekte dage’
Det var Raphael Montes' mor, der inspirerede ham til at skrive.

Det var Raphael Montes' mor, der inspirerede ham til at skrive.

Stefano Martini

Redaktionen
17. marts 2017

»Det er alle sammen krimier. Alverdens krimier,« fortæller Raphael Montes over Skype og peger på de massive bogreoler og stakke af bøger, der befolker hans arbejdsværelse. For er der noget, brasilianeren brænder for, så er det krimier. Lige nu er han aktuel med thrilleren Perfekte dage, som udkommer på dansk til maj.

»Vi har ikke en tradition for krimier, som I har i Skandinavien. Her i Brasilien har der været en tendens til at se ned på kriminallitteraturen i forhold til den ”rigtige” litteratur,« fortæller Raphael Montes.

Men den bølge har han måske været med til at bryde. I en alder af 26 år har den unge forfatter sat brasilianernes krimilæselyst på den anden ende med indtil videre tre bøger og en fjerde på vej.

»Det har været overraskende for mig, at bøgerne er blevet så godt modtaget, men det betyder også, at flere er begyndt at interessere sig for krimigenren, og at forlagene er på udkig efter nye talenter,« siger han.

Udenlands har man også fået øje på Raphael Montes' skæve plots, hvor han med sin anden bog Perfekte dage er blevet sammenlignet med horror-kongen Stephen King.

En lyserød kuffert

»Det var faktisk min mor, der inspirerede mig til at skrive Perfekte dage. Efter min første bog, Suicides, der handler om nogle fyre, der alle vil begå selvmord, spurgte min mor mig, om jeg ikke kunne skrive noget, der var lidt mindre psykotisk. Måske en kærlighedshistorie,« griner han.

»Så det gjorde jeg. Men det var nok ikke helt sådan en kærlighedshistorie, hun ønskede sig,« fortæller han om bogen, hvor den introverte medicinstuderende Teo forelsker sig i manuskriptforfatteren Clarice. Men da Clarice ikke gengælder Teos tilnærmelser, gør han hvad enhver anden forelsket mand ville gøre: Han kidnapper sin elskede, stopper hende i en lyserød kuffert og tager hende på et road-trip igennem Rio de Janeiro.

Hvad der siden sker, må man læse sig til, for Raphael Montes' bøger er fyldt med mærkværdige twists.

»I mine bøger ved man aldrig, hvad den næste side bringer. Jeg går meget op i plottet. Det er nemlig det sjoveste at skrive,« siger han. Selvom Raphael Montes vækker begejstring vidt og bredt, mener han, at der er andre end ham selv, som skriver bedre krimier: »Jeg synes, at kvinder skriver bedre krimier end de fleste mænd. Det handler om indlevelse, tror jeg. Tag bare mit barndomsidol Agatha Christie eller norske Karin Fossum. De er helt eminente.«

’Perfekte dage’ af Raphael Montes. Udkommer på Gyldendal den 1. maj.

ANDRE STEMMER:

Romantisk mareridt

»Da jeg modtog Lejligheden, læste jeg den i ét hug, og så ved man, at man sidder med noget fængende,« fortæller redaktør Elisabeth Strandgaard om det sydafrikanske makkerpar S. L. Greys domestic-noir thriller, hvor et ungt pars ferie udvikler sig til et mareridt af dimensioner, da de bytter deres lejlighed i Cape Town til én i Paris: »I disse airbnb-tider er den yderst aktuel og forfriskende.«

’Lejligheden’ af S. L. Grey. Udkommer på Gads Forlag den 16. maj.

Uforglemmelige personager

»Personerne i bogen er helt uforglemmelige,« fortæller redaktør Susanne Torp om den italienske krimi Den kolde sommer, der tager afsæt i det syditalienske mafiamiljø: »Det er Gianrico Carofiglios hidtil stærkeste roman, og hans fortid som statsanklager med speciale i organiseret kriminalitet fornægter sig ikke. Resultatet er en kombination af mesterlig fortælleevne og indsigtsfuldhed.«

’Den kolde sommer’ af Gianrico Carofiglio. Udkommer på Hr. Ferdinand den 23. marts.

Japansk hårdknude

»Keigo Higashinos evne til at få en forholdsvis lille sag til at vokse sig stor og kompleks for dernæst at deducere den, er uforlignelig,« fortæller redaktør Trine Busch om den prisbelønnede japanske forfatters nyeste udgivelse Den ophøjede morder, hvor en uforklarlig sag går i hårdknude, da kriminalassistenten Kusanagi fra Tokyo bliver bjergtaget af sin hovedmistænkte i en drabssag.

’Den ophøjede morder’ af Keigo Higashino. Udkommer på Modtryk den 9. juni.

Mystisk manuskript

»Det er en bog, man suges ind i. Jeg er vild med dens plot, som konstant sætterens sans for sandhed og løgn på prøve. Man vikles ind i historien, og bedst som man tror, at man har gennemskuet det hele, så trækkes tæppet væk under én« fortæller Susanne Torp om rumæneren E.O. Chriovicis Spejlbogen, hvor et uopklaret mord figurerer i et mystisk manuskript, som dukker op hos en litterær agent i London.

’Spejlbogen’ af Eugen Ovidiu Chriovici. Udkommer på Hr. Ferdinand den 4. april.

 

Krimi 2017

En tidligere skøjteprinsesse og punkdronning springer ud som krimiforfatter, en forbrydelse mod krimigenren forsøges opklaret, en fransk stjerneforfatter lægger sig selv og sine romaner på psykoanalysens briks.

Det og meget mere i årets krimitillæg, der udkommer op til Krimimessen i Horsens 1.-2. april, 2017.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her