Det danske demokrati kunne blive langt mere demokratisk

Magten over det danske samfund kan og bør decentraliseres. Flere borgere skal på banen i de beslutningsprocesser, der påvirker almenvellet, og som ellers domineres af en lille elite af topfolk fra erhvervslivet, embedsværket, politikerstanden, fagbevægelsen og uddannelses- og forskningssektoren. Koncentrationen af magt hos denne elite fører til beslutninger, der gavner de få på bekostning af de mange, og derfor skal den tæmmes. 

Det er hovedbudskabet i en ny debatbog med det passende navn Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati skrevet af sociologerne Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard.

Bogen ligger i forlængelse af de to sidstnævntes bog Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet (2015), hvor de på baggrund af fire års kortlægning af bestyrelser, fonde, udvalg, vl-grupper og andre steder, hvor magtfulde mennesker mødes, udpegede den elite, der har absolut mest at skulle have sagt i det danske samfund. 

Kortlægningen af magteliten vakte genlyd, fordi den var så konkret, og fordi den tydeliggjorde, hvor almindeligt det er i denne elite at skifte position på tværs af sektorer og organisationer. På den baggrund er det blevet sværere at tro på, at Danmarks mest magtfulde mennesker som udgangspunkt varetager forskellige interesser, der holder hinanden nogenlunde i skak. 

Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard: 'Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati'.

Borgerne på banen

Tæm eliten argumenterer for, at magtkoncentrationen er et demokratisk problem, og foreslår to ganske radikale institutionelle løsninger på det.

For det første indførelsen af et såkaldt Borgerting, hvor 300 tilfældigt udvalgte borgere i tre år ad gangen sammen med Folketinget skal udgøre den lovgivende magt. For det andet skal samfundets borgere have indflydelse på, hvordan samfundets store virksomheder drives. Derfor foreslår de tre forfattere, at alle danske virksomheder med mere end 35 ansatte skal have samfundsrepræsentanter siddende i bestyrelsen.

Samfundsrepræsentanterne vælges af et ansættelsesråd sammensat af tilfældigt udtrukne borgere, der gennem en slags høringsrunde blandt virksomhedens interessenter skal finde ud af, hvad dens bestyrelse har brug for af erfaringer og evner, opslå stillingen og udvælge den bedst egnede.       

Det er altså et opgør med det demokratiske valg som den primære vej til samfundets tillidsposter og med private virksomheders ret til selv at sammensætte deres bestyrelser, bogens forfattere foreslår. Bare det.

Forfatterne argumenterer nøgternt og pragmatisk for deres forslag til ret grundlæggende ændringer af måden, det danske samfund fungerer på. Selskabsloven pålægger allerede store virksomheder at have medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne, så forslaget er bare en udvidelse af den nuværende regulering.

Samfundsrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter skal tilsammen have halvdelen af pladserne i bestyrelsen, så de har samme vægt som de bestyrelsesmedlemmer, der er valgt af ejerne. Og eftersom enhver virksomhed er afhængig af at have et velfungerende samfund at lave forretning i, er det kun rimeligt at kræve, at der i virksomhedernes ledelse tages hensyn til det omkringliggende samfund. 

Med henvisning til den athenske bystats brug af borgerligt ombud, til republikanske principper for, hvordan man sikrer borgernes frihed og til Hal Kochs tanker om samtaledemokrati og mindeligt, dialogorienteret medborgerskab tegner de et billede af et muligt samfund, hvor det at være borger ikke bare indebærer at være vælger, forbruger eller klient.

I det, de kalder deres borgerdemokratiske vision, er det et grundvilkår ved at være en del af det danske samfund, at man når som helst ved lodtrækning kan blive pålagt et tillidshverv som borgerligt ombud.

Hvilken demokratiform er mest demokratisk?

Andreas Møller Mulvad, Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen indleder med at opridse en vifte af demokratiopfattelser. Fjernest fra dem selv finder man antidemokraten, der mener, at samfundet har brug for en stærk ledelse, ikke ævl og kævl. Selv om det ikke er en position, der er formelt repræsenteret i det danske samfund, henviser forfatterne til undersøgelser, der viser, at et relativt stort mindretal kan mønstre en vis forståelse for synspunktet. 

Elitedemokraten mener, at befolkningen bør spørges hvert fjerde år, hvilken elite det vil ledes af. Så tager magthaverne den ellers derfra. Modsat mener folkedemokraten, at folket (i ental) skal konsulteres ved folkeafstemninger så tit som muligt, og at der er brug for karismatiske repræsentanter, der varetager folkets interesser over for elitens og parnassets. 

Organisationsdemokraten mener, at samfundet skal formes løbende (og i høj grad udenom Folketinget) af de store organisationer, som traditionelt er kompromissøgende. Det er mennesker, der kan lide at diskutere vedtægter, hvis man skal tro bogens fremstilling, som især i beskrivelsen af traditionelle partisoldater og foreningsryttere nærmer sig det karikerede.

Karina Kosiara-Pedersen: 'Demokratiets ildsjæle – partimedlemmer i Danmark'.

Ildsjælsdemokraten mener, at det personlige engagement må være udgangspunkt, typisk i enkeltsager og gennem aktivistiske strategier, der imidlertid ikke får sat varige spor i samfundet og dets institutionelle opbygning.

Derudover er det at være ildsjælsdemokrat en livsstil forbeholdt folk med et vist overskud, og de har tendens til at støde dem, der ikke umiddelbart er enige med dem, fra sig.

Ingen af disse demokratiformer rummer i sig selv løsningen på nutidens problemer med magtkoncentration, politikerlede og politisk fremmedgørelse.

Forfatterne til Tæm eliten argumenterer derfor for, at et borgerdemokrati, hvor parlamentarismen og demokratiske valg komplimenteres af tillidshverv, der besættes ved lodtrækning og borgerligt ombud. De udvalgte vil dermed være reelt repræsentative for befolkningen, og man undgår, at borgerne i tillidshverv er alt for fedtede ind i de partier, organisationer eller samfundstrin, der ellers rekrutteres fra. 

Den borgerdemokratiske vision bygger på den overbevisning, at langt de fleste vil tage ansvaret på sig og forvalte det efter bedste evne. Forfatterne understreger, at de ikke mener, det giver mening at tale om folket som en afgrænseret gruppering med entydige interesser og holdninger, men at man ved at aktivere samfundets mindste »partikler« kan »slå hul i magtens osteklokke« og kompensere for den tendens til magtfuldkommenhed, det nuværende system lider under.

På den måde kunne man måske undgå, at store samfundsmæssige beslutninger er til elitens snarere end til samfundets fælles bedste. Her er bogens yndlingseksempel salget af DONG til investeringsbanken Goldman Sachs, som der er massiv modstand mod i vælgerkorpset, og som i forfatternes optik var en decideret uhensigtsmæssig beslutning.        

På sporet af det demokratiske engagement

Det er debatbogsgenrens pligt og privilegium at forestille sig, at tingene kunne være anderledes. Ovre i forskningslitteraturen ser to nye samfundsfaglige udgivelser nærmere på det spørgsmål om demokratisk engagement og repræsentativitet, der er anstødssten for Tæm eliten.

I Demokratiets ildsjæle – partimedlemmer i Danmark beskriver lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen på baggrund af partimedlemsundersøgelser fra 2002 og 2012 tendensen til centralisering og professionalisering af de politiske partier og deres medlemsorganisationer. 

Efter Anden Verdenskrig var hver fjerde vælger medlem af et politisk parti, mens det i dag er fire procent af vælgerne. Kosiara-Pedersens udlægning af datamaterialet er grundig, nuanceret og neutral. Hun taler diskuterer ikke, hvordan det burde være, men nøjes med at konstatere, at »der er plads til mange flere ildsjæle i et demokrati som det danske – med eller uden et traditionelt partimedlemskab.«

Johannes Andersen: 'Mit eget fælles bedste – om unge, demkrati og politisk deltagelse'.

Mit eget fælles bedste – om unge, demokrati og politisk deltagelse af lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen er også en beskrivelse af et dalende aktivitetsniveau. Ud fra kvantitative undersøgelser foretaget med 10 års mellemrum analyserer han ungdommens politiske engagement. Analysen læner sig – måske lidt vel mageligt – op ad en antagelse om, at unge mennesker nutildags primært er styret af et ønske om  at udforme »deres egen gode fortælling om deres eget liv«.

Når Johannes Andersen skal forklare, hvorfor de unge har en høj grad af tillid til egne evner til at følge med i politik, selv om mange af dem mener, at andre er bedre informeret om politik, end de selv er, overvejer han således, om det skyldes ungdommelig naivitet eller det forhold, at de alligevel hele tiden er nødt til at følge med i, hvad der rører sig på de sociale medier for at vide, hvad »der er det mest hippe på et givet tidspunkt«.

Her kunne man godt savne Mulvad, Larsen og Ellersgaards tro på, at borgere generelt er villige til at tage et samfundsmæssigt ansvar på sig. I deres optik er det manglende politiske engagement et resultat af en mangelfuld demokratisk samfundsstruktur. De påstår hverken, at Borgertinget eller samfundsrepræsentanter i virksomhedsbestyrelser er perfekte, nemme løsninger, men tilbyder med de konkrete forslag et sted at starte diskussionen om, hvordan demokratiet hertillands kan gøres mere demokratisk.

Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard: 'Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati'. Informations Forlag.

Karina Kosiara-Pedersen: 'Demokratiets ildsjæle – partimedlemmer i Danmark'. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Johannes Andersen: 'Mit eget fælles bedste – om unge, demkrati og politisk deltagelse'. Forlaget Hovedland.