Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Europas eksilerede højreradikale mobiliserer fra Budapest

Markante meningsdannere fra den vesteuropæiske højrefløj valfarter i disse år til Ungarn. Den mest markante skikkelse er svenskeren Daniel Friberg, der med sin bestseller The Real Right Returns skaber begejstring blandt ungarske højreradikale
Daniel Friberg (f. 1978) er svensk højrenationalist, forfatter og forlægger bosat i Budapest.

Daniel Friberg (f. 1978) er svensk højrenationalist, forfatter og forlægger bosat i Budapest.

PR Foto

Redaktionen
6. oktober 2017

I sin årlige tale til nationen delte Ungarns premierminister Viktor Orbán tidligere på året sin vision for landet i de kommende år.

»Vi vil naturligvis tage imod ægte flygtninge. Tyskere, hollændere, franskmænd og italienere, politikere og journalister fulde af frygt. Kristne tvunget til at forlade deres hjem, som her i Ungarn kan finde det Europa, de har mistet i deres hjemlande,« sagde Orbán til stor applaus blandt de fremmødte i salen.

I virkeligheden er Orbáns »ægte flygtninge« allerede flokkedes mod Ungarn de seneste tre-fire år:

En række markante meningsdannere fra den yderste højrefløj i lande som Sverige, Tyskland, Frankrig og Storbritannien forsøger fra deres nye eksil i Budapest at dreje den offentlige samtale i Europa mod højre og udbrede alt-right-bevægelsen.

Flere af dem er i gang med at etablere ideologiske platforme i ly for politisk korrekthed og liberale værdier, og én af de mest fremtrædende nationalister er svenskeren Daniel Friberg. For snart fire år siden flyttede han til den ungarske hovedstad, og siden har den 39-årige iværksætter fra denne base været drivkraften bag forlaget Arktos.

I 2016 udgav forlaget bogen The Real Right Returns – A Handbook for True Opposition, som Daniel Friberg selv er forfatter til. Den er solgt i 30.000 eksemplarer og oversat til 14 sprog.

Den døende venstrefløj

I bogen argumenterer Friberg for, at venstrefløjen er ved at dø, og at »det autentiske højre« blomstrer op.

»Vi oplever en kraftig stigning i tilstrømningen af folk til det alternative højre, og det har skabt et behov for en introduktion til vores enormt rige verden af idéer. Fælles for min bog og de øvrige 150 bøger, som Arktos har udgivet, er, at de formidler alternative idealer til den liberale modernitet. Et perspektiv, som der mere end nogensinde før er brug for i en tid, hvor liberal modernitet ligger på sit dødsleje,« siger Daniel Friberg.

Daniel Friberg: The Real Right Returns – A Handbook for True Opposition

Daniel Friberg: The Real Right Returns – A Handbook for True Opposition

Svenskeren fortæller, at han i sin iver efter at forstå de problemer, han oplevede med indvandring i hjemlandet, som ung begyndte at læse bøger skrevet af franskmændene Alain de Benoist og Guillaume Faye – to af hovedtænkerne bag Nouvelle Droite-bevægelsen (det franske nye højre, red.), der brød igennem i 1970’erne og senere banede vejen for partiet National Fronts gennembrud.

»Disse intellektuelle og deres bøger var en øjenåbner for mig. Jeg stødte ikke på noget i dem, jeg var uenig i,« forklarer Daniel Friberg om bøger som Fayes Why We Fight – Manifesto of the European Resistance, som han hyppigt refererer til i sin bestseller The Real Right Returns – og som ligeledes er oversat og udgivet på Fribergs eget Arktos Forlag.

Jobbiks forlængede arm?

I Ungarn kan det være svært at skelne mellem Fribergs og Arktos Forlagets idéer på den ene side og det højreradikale parti Jobbiks på den anden. For begge er det multikulturelle samfund den overordnede fjende.

Jobbiks leder, Gábor Vona, skrev således forordet til Arktos-udgivelsen A Handbook for Right-Wing Youth, der udkom tidligere i år – en samling essays forfattet af italiensk Julius Evola, en af det 20. århundredes intellektuelle fascister.

Både denne og Daniel Fribergs The Real Right Returns modtog positive omtaler i højreradikale og nationalkonservative medier i Ungarn. Flere steder blev det nævnt, at den stigende opbakning til ’The Real Right’ skyldes de venstreorienteredes »manglende evne til at se realiteterne i øjnene«.

På trods af Jobbiks og Arktos’ ideologiske overlap afviser Jobbik-politikeren Márton Gyöngyösi imidlertid, at forlaget skulle have nogen indflydelse på partiet, eller omvendt.

En umulig, unuanceret debat

Ifølge sociologen Péter Krasztev forholder den ungarske højrefløj og venstrefløj sig så polariseret, at de nærmest ikke ænser hinanden. Derfor foregår den politiske debat i lukkede bobler, når det gælder bøger som Daniel Fribergs The Real Right Returns eller eksempelvis Krasztevs egen The Hungarian Patient – Social Opposition to an Illiberal Democracy, der omvendt kritiserer det højredrejede Ungarn.

Da Krasztevs bog udkom sidste år, blev den af meningsdannere på højrefløjen afvist som »løgnagtig propaganda« med et »udelukkende politisk ærinde«. Selv tøver sociologen på den anden side ikke med at kalde Arktos Forlagets udgivelser for »useriøse« og »marginale«.

Han mener, at det netop er dér – i polariseringen mellem højre og venstre – problemets kerne ligger:

»Hver side har sin entydige overbevisning, og der kan umuligt foregå en nuanceret debat mellem entydige overbevisninger. Det gælder især i Ungarn, men i stigende grad også i resten af Europa.«

Daniel Friberg: ‘The Real Right Returns – A Handbook for True Opposition’. Udkom på Arktos Forlag i 2016.

Fagbøger 2017

Information stiller skarpt på en række af efterårets mest opsigtsvækkende faglitterære udgivelser.

Gennem interviews og anmeldelser dykker vi ned i historien om rockergruppen Bullshit, der tabte den første danske rockerkrig, litteraturscenen i Tyrkiet, de danske diplomater, der spillede dobbeltspil i forbindelse med koldkrigsbasen Camp Century og GirlSquads Ludermanifestet.

God læselyst!

Andre artikler i dette tillæg

  • Utopierne, der blev til virkelighed

    6. oktober 2017
    Rutger Bregman har nærmest startet en bevægelse med sin bog 'Utopia for realister'. Den er fyldt med eksempler på, at borgerløn er et glimrende middel til at bekæmpe fattigdom og ulighed. Og så leverer bogen en bredside til alle dem, Bregman kalder underhundssocialisterne
  • Det danske demokrati kunne blive langt mere demokratisk

    6. oktober 2017
    Med indførelsen af et såkaldt Borgerting og af samfundsrepræsentanter i de store virksomhedsbestyrelser kunne det danske demokrati blive langt mere demokratisk, argumenterer eliteforskere i ny debatbog
  • Socialdemokratiet opfandt integrationspolitikken

    6. oktober 2017
    Ny bog om Socialdemokratiets integrationspolitik viser et parti i konstant indre splid, som det ikke desto mindre er lykkedes at få sine modstandere til adoptere ideen om, at integration er en velfærdsstatslig kerneopgave
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her