Læsetid: 4 min.

Humaniora skal give mening til det samfund, vi lever i – ikke bare til begreberne

’Kampen om mennesket’ indeholder en lang række interessante og læseværdige bidrag, som har deres styrke i begrebsanalysen. Det kniber mere med at gøre os klogere på dagens samfund. For at få to forskellige perspektiver på bogen ’Kampen om mennesket’ har Information bedt en humanist og en samfundsforsker om at skrive hver deres anmeldelse
’Kampen om mennesket’ indeholder en lang række interessante og læseværdige bidrag, som har deres styrke i begrebsanalysen. Det kniber mere med at gøre os klogere på dagens samfund. For at få to forskellige perspektiver på bogen ’Kampen om mennesket’ har Information bedt en humanist og en samfundsforsker om at skrive hver deres anmeldelse
20. april 2018

Humaniora-bashing har længe været en udbredt sport, som blandt andet har materialiseret sig i dimensionering – som det hedder i moderne managementsprog – af de humanistiske uddannelser. Spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig skal støtte den humanistiske forskning, pibler også jævnligt frem, når den forskningspolitiske dagsorden bliver spændt for en vogn fuld af job, vækst og nytte. Det er også et spørgsmål, der knytter sig til anden forskning, hvis umiddelbare værdi ikke kan registreres og måles. Det er værd at huske sig, at ligesom det er ikke alt, som kan måles, der har værdi, er det heller ikke alt, der har værdi, som kan måles.

Det er derfor særdeles velkomment, at Velux Fonden har finansieret et forskningsprojekt, der skal bidrage til at forstå og kortlægge humanioras samfundsmæssige værdi. Denne bog er et resultat af dette projekt.

Første del beskæftiger sig med en række menneskesyn, som »spiller en rolle i den aktuelle politiske og kulturelle debat«. Det er Homo economicus, Homo socius, Homo nationalis, Homo faber, Homo sapiens, Homo emotionalis, Homo humanitaris og Homo deus. Bogens anden del beskæftiger sig med en række arenaer, »hvori kampen om mennesket udspiller sig«. Disse arenaer er samfundets sfærer, venskabsinstitutionen, litteraturforskningen, offentligheden og pædagogikken.

Tvivlens nådegave

Bogen indeholder en lang række interessante og læseværdige – tillige ordrige – bidrag skrevet af en række forskellige forfattere, som hver for sig bringer læseren rundt i ganske mange dele af den vidtfavnende humanistiske forskning. Forfatterne kan deres begreber og begrebernes historier. Det kniber mere med at gøre os klogere på dagens samfund.

Bogens indledende kapitel, forfattet af redaktørerne, hævder, at der er en generel »tendens til at undervurdere humanvidenskabernes bidrag til samfundslivet. Denne tendens er atter en konsekvens af dominansen af en bestemt menneskeopfattelse, som forviser humanistisk videnskab til en underordnet rolle. Denne menneskeopfattelse, Homo economicus, hænger sammen med den økonomiske liberalisme.«

Måske et lidt flot statement, og uden tvivlens nådegave, men det fritager jo i hvert fald humanioraen selv for al skyld.

Forbryderen

Allerede kapitel ét giver os en analyse af forbryderen, Homo economicus (skrevet af Budtz og Collin), som i øvrigt nævnes mere end 140 gange i bogen. Kapitlet er en lang præsentation af de klassiske økonomer, nogle af deres yngre neoliberalistiske kolleger samt Herbert Simon som en økonom, der udfordrer rationalitetsbegrebet. Mærkværdigvis dog ikke noget om adfærdsøkonomiens opgør med det klassiske rationalitetsbegreb. Analysen af New Public Management og andre onder fra dagens Danmark er tynd og uden blik for nogle af de problemer, som New Public Management trods alt var et svar på.

Uffe Østergaard leverer et interessant kapitel om Homo nationalis, som peger på, at forskningen først sent har taget nationalismen alvorligt. Til gengæld er nationalisme et flot eksempel på konstruktivismens berettigelse i forståelsen af verdensbilleder – over hele verden. Igen kunne anmelderen godt have tænkt sig lidt mere end de små to sider, som kapitlet reserverer til at applicere begreberne på den aktuelle danske politik, i dette tilfælde (nogle af) partienes forhold til nationalismen.

Bogen viser ikke mindst, at Homo economicus, der har så travlt med at overflødiggøre humaniora, selv blot er endnu et menneskebillede i rækken, og at dets dominerende plads i samfundslivet absolut ikke følger af nogen naturnødvendighed.

Læs filosof Tone Frank Dandanells anmeldelse af ’Kampen om mennesket’ her.

Hvis vi plukker et enkelt af arenakapitlerne ud, leverer Hans Siggaard Jensen i ’Pædagogikkens arena’ en interessant analyse af fire epoker i pædagogikkens historie: Paideia-opfattelsen af at mennesket skabes gennem social interaktion, kristendommens pædagogiske erkendelse via Guds lys, den demokratiske pædagogiks fokus på det medvirkende menneske og endelig human kapital-pædagogikkens fokus på nytte og økonomisk vækst. Også det kapitel afsluttes med et nedslag i den danske virkelighed. Men ak, analysen er slut, inden den kommer i gang.

Humanioras samfundsbidrag

I redaktørernes afsluttende kapitel er der et par forskningspolitiske erklæringer, som denne anmelder fuldt ud kan tilslutte sig: »Den løbende udvikling af menneskebilleder, baseret på indhentning af nye data af mange slags og af revurdering af begreber og hypoteser, er en afgørende form for impact af humanistisk forskning i bred forstand. (…) Kampen om mennesket og arbejdet med at bestemme grænserne for den enkelte menneskeopfattelse er et af de mest centrale samfundsbidrag, den hu­manistiske forskning leverer.«

Bogens mange bidrag har deres styrke i begrebsanalysen og en solid historisk begrebsanalyse. Men det er vel ikke nok, at humanister er herrer i begrebernes verden. Humanioras relevans skal også måles på at give mening til det samfund, vi lever i – ikke bare til begreberne. Bogen er tynd, når begreber skal omsættes til dagens virkelighed, i nogle kapitler helt fraværende. De analyser, der forsøges, er gennemgående overfladiske og lidet overbevisende. Og det er næppe den slemme Homo economicus skyld: Forfattere og redaktører kunne have gjort væsentligt mere for at gøre os kloge på humanioras bidrag til forståelsen af det samfund, vi lever i i dag.

Humaniora producerer hverken mikrochips eller ny medicin, der kan sælges. Humaniora producerer ideer om mennesket, og den slags kan ikke uden videre værdisættes. Men det betyder ikke, at humaniora er værdiløst, pointerer Budtz og Stjernfelt. Tværtimod.
Læs også

Peter Munk Christiansen er professor og institutleder ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

David Budtz Pedersen, Finn Collin og Frederik Stjernfelt (red.). ’Kampen om mennesket. Forskellige menneskebilleder og deres grænsestrid’. Hans Reitzels Forlag, 440 sider, 350 kr.

Videnskapløb 2018

Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed, når vi hvert år udgiver magasinet Videnskapløb.

Læs i år om, hvordan forskellige menneskebilleder slås om vores hjerter og sind – en kamp, der ligger skjult under overfladen, hver gang vi diskuterer alt fra Facebook til flygtningekrisen. Og dyk ned i vores tema om, hvordan videnskaben er blevet ramt af en krise, fordi en lang række prominente resultater inden for en bred vifte af forskningsområder viser sig ikke at holde, når uafhængige forskere forsøger at genskabe dem.

Videnskapløb udkommer som led i Ph.d. Cup, der er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvis først forskningen er forkert, så har vi for alvor et problem

    20. april 2018
    Budskabet har siden Brexit og valget af Trump været, at populismen truer sandheden og forskningen. Men reproducerbarhedskrisen i forskningen tyder på, at den største trussel mod forskningen måske ikke kommer udefra
  • Brian Nosek arbejder for, at forskning skal blive ved med at være kedelig

    20. april 2018
    Reproducerbarhedskrisen er det bedste, der er sket for videnskaben i årtier. Videnskaben gør præcis, hvad den skal: Konfronterer sig selv med sine egne idealer og udvikler bedre praksisser. Det mener professor Brian Nosek, der er medstifter af Center for Open Science, som ønsker at fremme åbenhed og integritet i forskningsverdenen
  • Her er forskningen blevet ramt på troværdigheden

    20. april 2018
    Her er et overblik over de forskningsområder, som er blevet ramt på troværdigheden under reproducerbarhedskrisen, eller som bare er så uforståelige, at ingen ved, om forskningen er rigtig eller forkert
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Spørg ikke, hvad humaniora kan gøre for samfundet, spørg, hvad samfundet kan gøre for humaniora. Uden humaniora er selve ideen om samfund meningsløs.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: ”De analyser, der forsøges, er gennemgående overfladiske og lidet overbevisende. Og det er næppe den slemme Homo economicus skyld: Forfattere og redaktører kunne have gjort væsentligt mere for at gøre os kloge på humanioras bidrag til forståelsen af det samfund, vi lever i i dag”.

Spørgsmålet er, om dette ikke er udtryk for et generelt problem ved mange former for videnskabelig forskning inden for humaniora, specielt de former for forskning, hvor den pågældende problemstilling, helt eller delvis, også med stor relevans kunne være udført ud fra en samfundsfaglig tilgang. F.eks. forskning, der som her drejer om humanioras samfundsmæssige værdi.

Hvis man skelner mellem forundersøgelse eller pilotprojekt på den ene side og så den rigtige undersøgelse på den anden, har jeg ofte, ved resultatet af denne type af forskning inden for humaniora, stået tilbage med en følelse af, at den aldrig kom ud over niveauet for en forundersøgelse eller pilotprojekt, og at den efterladte dokumentation mere har karakter af eksempler end af egentlig dokumentation. Hvis det havde drejet sig om forskning inden for f.eks. antropologi eller sociologi, så var man ikke sluppet så nemt.

Selvfølgelig drejer det sig også om forskelle i teoretiske og metodiske tilgange inden for de to hovedområder, men ved relevant forskning bør forskere kunne tilpasse teoretiske og metodiske tilgange til det, der er mest relevant i den givne sammenhæng.

Hvis det drejer sig om et forskningsprojekt, der skal bidrage til at forstå og kortlægge humanioras samfundsmæssige værdi, er det vel værd at inddrage samfundsfaglige tilgange i undersøgelsen de steder, hvor dette måtte være relevant?

Steffen Gliese

Humanioras problem er, at den er baggrund for hele samfundets funktionalitet på det eksekutive plan, ligesom græsk-jødisk religion er det på det mentale plan. Og grundlaget udfordres som bekendt aldrig radikalt og kan ikke i sin helhed erkendes - ligesom barnet ikke kan slippe førsproglige traumer, eller vi ikke kan komme tilbage til øjeblikket for Big Bang.
Humaniora udvikler den teknologi, hvormed vi trods alt alligevel kan gøre os begrundede forestillinger om vores verden. Det er ægte heroisk.