Læsetid: 9 min.

Kære unge studerende: Her er de værker, du skal læse, hvis du vil gøre dig fri af den hvide mand

Du skal forstå de systemer, du vil smadre, hvis du vil gøre det ordentligt. Her er Informations kanon over den hvide mands kulturhistorie, som du bør læse, før du går i gang med nedrivningen
Jean-Jacques Rousseaus erindringsværk, ’Bekendelser’, er det nøgne, følsomme og forfængelige hjertes manifest for sig selv som konstant, nødvendig civilisationskritik.

Jean-Jacques Rousseaus erindringsværk, ’Bekendelser’, er det nøgne, følsomme og forfængelige hjertes manifest for sig selv som konstant, nødvendig civilisationskritik.

Scanpix

7. september 2018

Det er obligatorisk pensum for unge studerende at forkaste hele den vestlige civilisation.

I 1970’erne var kampråbet »ideologikritik« blandt de studerende, der afslørede den vestlige kultur som borgerlig og kapitalistisk. I 1990’erne var det med dekonstruktionen som våben, at næste generation udstillede idehistoriens »eurocentrisme«. Og i 2010’erne har det været den postkoloniale kulturkritik, som gik til angreb på ’den hvide mands’ herredømme i åndsvidenskaberne.

Men som Vito Corleone i ’Godfather’ siger til sin søn:

»Hold dine venner tæt på dig, men hold dine fjender endnu tættere.«

Det gælder også for kulturkritikken: Du skal kende huset, før du river det ned. Du skal forstå de systemer, du vil smadre, hvis du vil gøre det ordentligt.

1. Aischylos: Orestien

»Hvis modermordere går fri, er alt tilladt, synger Erinyerne. Samfundet vil bryde sammen, hvis mennesker ikke lever i skræk for straffen. ’Vis anarkiet bort såvel som diktaturet fra vort liv.’ Retfærdighed skal belønnes, forbryderen straffes. Regnskabets time er inde.«

Den antikke græske tragediedigter Aischylos’ tre stykker, Agamemnon, Sonofferet og Eumenider, er samlet kendt som trilogien Orestien.

De indledes med, at kong Agamemnon vender hjem fra krigen, hvor han har ofret sin datter Ifigenia, men han bliver siden selv dræbt af sin kone, Klytaimnestra. Hans søn Orestes hævner mordet på sin far ved at slå sin mor ihjel.

Sådan er den blodige retsorden i Orestien: Drab sanktioneres med drab, forbrydelser besvares med hævn, og samfundet er splittet i stammer og familier. Men i det sidste stykke bliver volden gennem en retssag erstattet af loven.

Orestien er en brutal, makaber fortælling om, hvordan fællesskabet civiliserer sig selv, når stammer og familier opgiver deres våben og overlader retshåndhævelse til staten. Fordi samfundet har set sine voldelige dæmoner, og fordi enhver orden er skrøbelig, gør samfundet sig fri af barbariet gennem dannelse af den retfærdige stat.

2. Platon: Staten

»Hvis ikke filosofferne får kongemagt i staterne, eller de nuværende såkaldte konger og herrer lægger sig efter filosofi, og hvis der ikke sker en sammensmeltning af de to faktorer, politisk magt og filosofi, og hvis ikke de mange menneskelige naturer, som nu søger hver sin vej, enten mod magt eller mod filosofi, bliver uhjælpeligt standset i deres ensidighed – så er det ikke til at se nogen ende på den almindelige elendighed.«

Den første bog om demokratiet i den vestlige idehistorie er også den første kritik af demokratiet.

Den antikke filosof Platon afdækker i Staten alt det, der kan gå galt, når mennesker tror sig frie til at følge deres egne indskydelser, lyster og forestillinger om det rigtige for dem selv. Og han viser, hvordan friheden kan slå om og forfalde til tyranni.

Den politiske analyse er indlejret i hans lære om ideerne, mennesket og samfundet, som i Staten bliver udfoldet som en samlet tænkning. Vestens filosofiske samtale med sig selv bliver grundlagt med Platon og hans læremester Sokrates. Det er ikke helt forkert, når senere tænkere har hævdet, at filosofien herefter er fodnoter til Platon.

3. William Shakespeare: MacBeth

»Mig kan du tro: Ved ondt må fremmes, hvad med ondt begynder. Kom nu med mig!«

MacBeth er en tragedie af den britiske dramatiker William Shakespeare om en mand, som bliver fristet af muligheden for at gribe magten og tilskyndet af sin kone, som begærer tronen.

MacBeth modtager en profeti om, at han en dag vil blive konge af Skotland, men Lady MacBeth frygter, at han vil være for svag til at fuldbyrde profetien, fordi han har for meget »af den menneskelige mildheds mælk« i sig.

De tror, det bliver en frigørelse for dem at sætte sig ud over moralen for at blive konge og dronning. De planlægger og gennemfører et mord på kongen. Men de oplever det til deres rædsel som en total opløsning af alle værdier, hvor det gode bliver det onde, og det onde bliver det gode. Og de begge bliver sindssyge.

Tragedien afdækker magtspillets vanvid og rædslerne, hvis man giver efter for alt for menneskelige fristelser.

4. Adam Smith: Teorien om de moralske følelser.

»Således kom det sig, at mennesket, der alene kan eksistere i et samfund, af naturen blev tilpasset den situation, som det var skabt til. Alle medlemmer af det menneskelige samfund har behov for andres hjælp, og alle er på samme måde udsat for indbyrdes overgreb.«

Mennesket er ikke i sin natur et egoistisk væsen, som skal opdrages til medfølelse og lære at sætte sig i andres sted.

Udgangspunktet for den skotske filosof Adam Smiths moralfilosofiske hovedværk Teorien om de moralske følelser er, at vi er født med sympati for andre. Hvis vi ser et menneske i stor smerte efter en ulykke, kan vi ikke lade med at fortrække vores eget ansigt og spejle den andens lidelse. Vi lever naturligt med i hinandens smerte, usikkerhed og frygt.

Og vi skammer os, når vi gør noget forkert, fordi vi har rykket fællesskabets moralske normer ind i vores egen krop ved en instans, som Smith kalder den ’upartiske iagttager’. Det er derfor, vi skammer os.

Det betyder ikke, at mennesket ikke også kan handle egoistisk for at opretholde sig selv og forfængeligt for at fremhæve sig selv. Men kampen for et generøst samfund og mod egoismen foregår ved en oplysende appel til vores alle sammens indre upartiske iagttager. 

5. Jean-Jacques Rousseau: Bekendelser

»Jeg lægger her hånd på et forehavende, som er uden eksempel, og hvis udførelse ikke vil blive efterlignet. Jeg vil vise verden et menneske i naturens fulde sandhed; og dette menneske er mig. Mig og kun mig. Jeg har set ind i mit eget hjerte, og jeg kender menneskene.«

Den schweiziske forfatter, filosof, kulturkritiker og vandrer Jean-Jacques Rousseau skriver på en erkendelse, som bliver et fundament for de næste århundreders kulturkritik:

Der er noget ved selve civilisationen, som umenneskeliggør mennesket og forhindrer det i at realisere dets menneskelige potentiale. Det ydre bliver i de borgerlige samfund sat over det indre, det forstilte over det ægte og fornuften fortrænger hjertet i det moderne samfund.

Han ønskede ikke, som det ofte er blevet anført, at mennesket forlod kulturen og slog sig ned i naturen. Men han vendte hierarkiet om og insisterede på, at hjertet var vigtigere end forstanden, at det enkle var mere væsentligt end det avancerede, og at vi skal lytte til vores indre stemme, hvis vi vil stå fast på vores menneskelighed.

Hans erindringsværk, Bekendelser, er det nøgne, følsomme og forfængelige hjertes manifest for sig selv som konstant, nødvendig civilisationskritik.

6. G.W.F Hegel: Åndens fænomenologi

»Det er altså i et i egentligste forstand frit folk, fornuften virkeliggøres. Den gør sig gældende i den levende ånd, som den enkelte finder sin bestemmelse i, det vil sige i sit almene og individuelle væsen.«

En meget udbredt forenkling af den tyske filosof G.W.F. Hegel er, at han skulle have ment, at alle modsætninger og konflikter bliver ophævet i historien og ender i en lykkelig syntese, hvor ånden bliver fuldbyrdet i samfundet, og det enkelte menneske bliver frit.

Men hvis man læser Åndens fænonemonologi, vil man opdage, at Hegel tværtimod undersøger de konflikter og modsætninger, som det moderne samfund udvikler. Det er eksempelvis konflikten mellem romantikken, som gør hjertet til højeste autoritet, og rationalismen, der gør fornuften til overdommer, eller modsætningen mellem ånden og konkurrencen i det borgerlige samfund.

Hegel er, som Habermas sagde, ikke den første moderne tænker, men han er den første tænker, der gjorde det moderne til en præmis og en problemformulering. Han blotlægger, hvorfor intet menneske kan blive frit alene, og hvordan intet samfund kan blive fornuftigt, hvis ikke menneskene er fri. Og viser, hvordan den konflikt vil blive ved med at udløse strid, konflikter og kampe om anerkendelse.

7. Thomas Mann: Trolddomsbjerget

»Jeg vil ikke indrømme døden noget herredømme over mine tanker! For deri består døden og menneskekærligheden og ikke noget andet. Døden er en stor magt. Man tager hatten af og vugger forover på tåspidserne i dens nærhed. Den bærer det svundnes hæderskrave, og selv klæder man sig strengt og i sort til ære for den. Fornuft står som en nar over for den, for den er ikke andet end dyd, men døden er frihed, løbskhed, formløshed og lyst.«

Helten i Thomas Manns roman, Hans Castorp, er et ikon på det vestlige borgerskab. Han er en naiv ingeniør, som tror, at han er sund og rask, inden han ubekymret begiver sig ud i verden.

Han tager på et sanatorium i Davos for at besøge sin fætter. Her møder han doktor Krokowski, som fortæller, at han aldrig i sit liv har mødt et helt igennem sundt menneske, den oplyste humanist Settembrini, der tror på det bedste i mennesket, og den radikale kommunist Naphta, som kun tror på kampen og magten.

Den vestlige civilisations modsætninger og dæmoner bliver sat i scene omkring Hans Castorp. Lægen gør patienterne syge, humanisten bliver vanvittig, og kommunisten skyder sig selv. Castorp skulle kun have været på besøg på bjerget i tre uger, men ender med at blive der i syv år. Og da han går ned igen, er Første Verdenskrig brudt ud.

8. Hannah Arendt: Om revolution

»Den grundlæggende misforståelse bunder i en manglende evne til at skelne mellem befrielse og frihed, der er intet mindre udsigtsløst end oprør og befrielse, medmindre oprøret og befrielseskampen følges op ad konstitueringen af den nyligt vundne frihed, herunder udarbejdelsen af en forfatning.«

Den tysk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendt sammenligner i Om Revolution to former for oprør.

Det ene er det oprør, som handler om frigørelse: Man identificerer sin undertrykker og mobiliserer masserne til at fjerne diktatoren.

Det andet er den type oprør, hvor man vil lave en ny måde at udøve magt på. Hvor man forstår, at det sværeste ikke er at fjerne undertrykkeren, men at skabe positive betingelser for frihed.

Hannah Arendts konklusion er, at det oprør, som går ud fra, at befrielse fra undertrykkelse af sig selv vil føre til frihed, altid vil ende med at gentage volden og elendigheden. Frihed er nemlig ifølge Arendt ikke noget, mennesket har fået fra naturen. Det er noget, som mennesker skal skabe i fællesskab. Den aktivitet, hvor man danner frihed sammen, er politik.

9. Frantz Fanon: Fordømte her på jorden

»Det drejer sig for den tredje verden om at begynde en menneskets historie, der på én gang har opmærksomheden ved de undertiden skønne sætninger, Europa har fremsat, men også husker Europas forbrydelser, hvoraf den afskyeligste, der blev begået mod det enkelte menneske, er sønderdelingen af dets funktioner og udstødelsen af enheden, og over for fællesskabet: bruddet, lagdelingen, de blodige spændinger, der vedligholdes af klasserne, og endelig over for hele menneskeheden, racehad, slaveri, udbytning og frem for alt det ublodige folkedrab, som tilsidesættelsen af halvanden milliarder mennesker er.«

Frantz Fanons Fordømte her på jorden er antikolonialismens hovedværk. Den er blevet berygtet for sin opfordring til voldelig modstand, men det hører med til historien, at den er skrevet under den algierske befrielseskrig fra Frankrig.

Det er en offensiv, systematisk kritik af den europæiske kolonialisme og udbytning af den tredje verdens lande. Den pointerer de menneskelige konsekvenser af kolonialismen, og den afdækker undertrykkelsens politiske strategier.

Fanons kritiske greb er bemærkelsesværdigt, fordi han tager den vestlige filosofihistories idealer og vender dem imod Vestens politiske og økonomiske praksis.

10. Francis Fukuyama: Historiens afslutning og det sidste menneske

»Hvis mennesket når frem til et samfund, hvor det lykkes at afskaffe uligheden, vil dets liv komme til at ligne hundens. Menneskelivet rummer således et mærkværdigt paradoks: Det kræver tilsyneladende uretfærdighed, da kampen mod uretfærdigheden er det, der fremkalder det højeste i mennesket.«

Denne bog er blevet fejlfortolket af mange, som har læst den, og misforstået af endnu flere, som ikke har læst den.

Tesen i Fukuyamas bog er ikke, at alle problemer i verden er løst, lidelser er afskaffet, og at krige aldrig mere vil finde sted. Pointen i bogen er, at det liberale demokrati har vundet kampen om ideerne, og Vesten har besejret de ydre fjender. Og derfor vil fremtidens trusler ifølge Fukuyama opstå internt i de vestlige demokratier.

De store konflikter, skrev Fukuyama i 1992, vil ikke stå mellem politiske ideologier, men finde sted som kulturkampe, kampe om værdier og livsformer. Den første del af titlen, historiens afslutning, er Hegels triumf, den anden del, det sidste menneske, er Nietzsches hævn.

Vesten er altid i kamp med sig selv, Fukuyamas bog var et bud på, hvor kampen ville stå i det 21. århundrede.

Studiestart 2018

Vi er ikke dumme, men vi bliver det, hvis vi ikke hele tiden forsøger at blive klogere. Udvid din horisont: Mød de unge, der hacker uddannelsessystemet, pust ild i ungdommens oprørstrang og få vores tips til, hvordan du bliver lynende skarp – uden for pensum.

Andre artikler i dette tillæg

  • Kommenteret scoreguide fra 2010: Medicinpiger er ekstremt svære at imponere

    7. september 2018
    I 2010 bragte Information en guide til, hvilke scoretricks der virker på hvilken type studerende – så man let kunne gå på målrettet jagt. Men der er sket meget på både datingmarkedet og universiteterne siden da. Informations nuværende universitetspraktikant Rasmus Friis kaster her et kritisk blik på scorerådene fra 2010
  • Syv tips: Sådan styrer du uden om fremdriftsreformen

    7. september 2018
    Du mærker opdriften i midten af rusugen, når din nye klasse forvandler sig fra fremmede mennesker til venskaber og læsegrupper. Så rammer kravene om fremdrift dig, og du bliver helt svedig, når du hører politikere prædike om maksimale studietider og begrænsede SU-klip. Men tag det roligt. Information guider dig til, hvordan du omgår fremdriftsreformen
  • Bachelorerne kommer – måske

    7. september 2018
    Langt de fleste universitetsstudier ender med en kandidatgrad. Men det øgede behov for arbejdskraft og mere fleksible uddannelsesveje kan være med til at skabe flere bachelorer, mener eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Toke Kåre Wagener
Toke Andersen og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu