Det er på tide, at vi kræver, at man kan være voldtaget på mange måder – selv om det kan føles som »feministisk forræderi« at påpege, at nogle kvinder ikke nedbrydes af en voldtægt. Man skal ikke gå i stykker. At det at fortælle om det og bearbejde det kun er én mulighed blandt mange. Og ikke mindst, at der ikke behøver at være tale om en berøvelse.
Vi forventer, at et voldtægtsoffer er traumatiseret og skal ’generobre’ sig selv ved at tale om det. Men er det nødvendigvis altid tilfældet? Og hvad siger det om vores syn på kvindelig seksualitet, at manden kan stjæle noget fra kvinden? I en ny bog undersøger den tyske kulturhistoriker Mithu M. Sanyal den vestlige kulturs forestillinger om voldtægten og dens ofre
Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i halvandet år, og som jeg elsker over alt på jorden. Han gør ikke noget forkert, og vores forhold er næsten ’for meget af det gode’, hvis I forstår, hvad jeg mener. Men der er lige én ting: Han insisterer på, at pladespilleren skal køre, når vi har sex
Min gode veninde skal giftes, og jeg bliver den eneste mand til hendes polterabend. Hvordan forholder jeg mig? Hvad skal jeg gøre, når mandestripperen giver min veninde en lapdance?
I vores kulturs vugge blev ideen om den ærbare kvinde født. At det var hende, som manden kunne berøve en essens ved at tiltvinge sig adgang til hendes skød. Havde hun ingen ære, kunne hun derfor slet ikke voldtages
