Det er på tide, at vi kræver, at man kan være voldtaget på mange måder – selv om det kan føles som »feministisk forræderi« at påpege, at nogle kvinder ikke nedbrydes af en voldtægt. Man skal ikke gå i stykker. At det at fortælle om det og bearbejde det kun er én mulighed blandt mange. Og ikke mindst, at der ikke behøver at være tale om en berøvelse.
Vi forventer, at et voldtægtsoffer er traumatiseret og skal ’generobre’ sig selv ved at tale om det. Men er det nødvendigvis altid tilfældet? Og hvad siger det om vores syn på kvindelig seksualitet, at manden kan stjæle noget fra kvinden? I en ny bog undersøger den tyske kulturhistoriker Mithu M. Sanyal den vestlige kulturs forestillinger om voldtægten og dens ofre
Vi forventer, at et voldtægtsoffer er traumatiseret og skal ’generobre’ sig selv ved at tale om det. Men er det nødvendigvis altid tilfældet? Og hvad siger det om vores syn på kvindelig seksualitet, at manden kan stjæle noget fra kvinden? I en ny bog undersøger den tyske kulturhistoriker Mithu M. Sanyal den vestlige kulturs forestillinger om voldtægten og dens ofre
Fra kig til maven til ankellang underkjole. Gennem tiderne har Egtvedpigens tøj ændret sig flere gange i de videnskabelige rekonstruktioner. For også i arkæologien er kvindens krop til konstant forhandling, siger to af Nationalmuseets eksperter i bronzealderen. På søndag kan man møde hende i andet afsnit af DR’s nye ’Historien om Danmark’
I vores kulturs vugge blev ideen om den ærbare kvinde født. At det var hende, som manden kunne berøve en essens ved at tiltvinge sig adgang til hendes skød. Havde hun ingen ære, kunne hun derfor slet ikke voldtages
Fjerde afsnit af ’Historien om Danmark’ er storslået, men fortaber sig desværre lidt for meget i dramatiske fortællinger om konger og magtpolitik og glemmer lidt, at den faktisk har lovet os en historie om danskerne og det danske landskab
