Selv om der er kommet fokus på tidlige indsatser, er der stadig for mange anbragte børn, der ikke er i trivsel. Derfor bør ministeren skaffe mere viden om, hvad der gør en anbringelse vellykket, og sikre en bedre indsats på tværs af det kommunale område, skriver Anne Vang, Helle Støve og Ditte Brøndum i dette debatindlæg
Indlæg fra mennesker, der beskæftiger sig med emnet for debatten til hverdag, bliver set som illegitime i den politiske debat. De bliver dømt ude som partsindlæg
Politikerne har skabt en såkaldt incitamentsstruktur, der skal få unge hurtigt gennem uddannelsessystemet. Men de unge kan ikke gennemskue den, og derfor snubler mange, før de overhovedet begynder på en uddannelse
Alt for mange unge vælger gymnasiet som følge af forældrenes uddannelsessnobberi. De hænger i, forsøger at leve op til forventningerne, men tre år på den forkerte hylde går hårdt ud over selvtilliden
Når et sted får prædikatet ’udsat boligområde’, rykker de velmenende projektansatte ind. Især børnene knytter sig til dem. Men når puljen er brugt, står de tilbage med indtrykket af, at voksne kun gider dem i en kort periode
Vi skal på barrikaderne for at kræve en undervisning, der tilgodeser både hånd og ånd. Til gavn for de socialt udfordrede. Men allermest for fremtidens stærke vidensarbejdere
I stedet for at bruge kræfter på at file på størrelsen af de økonomiske overførsler til landets udsatte burde Socialdemokraterne koncentrere sig om at sikre det, som velfærdssamfundets overlevelse reelt afhænger af: velfungerende velfærdsinstitutioner
Min søster er blevet sofavælger, fordi hun mener, vi politikere bare vil magten, og alle gør det samme, når de har fået den. Jeg forstår hende. Men jeg kan stadig ikke lade være med at kæmpe for mine drømme om et bedre samfund
Der er tale om omsorgssvigt på højt plan, når regeringen vil spare millioner ved at tvinge børn med særlige behov fra specialskolerne over i den billigere, almindelige folkeskole. Vi skal spare ved at investere i folkeskolen, så den bliver mere rummelig
Ret og pligt. Det er nøgleord for et samfund, der fungerer. For skoler, hospitaler og jobcentre, der fungerer. Det kan de fleste danskere være enige om. Især når beskrivelsen er overordnet og floskuløs. For hvad er det egentlig, du har ret til i folkeskolen? Og hvordan gør du din pligt?
Når man siger A, må man også sige B. Når man beder folkeskolerne inkludere flere børn med særlige behov i undervisning, skal man også tilføre skolerne de rette værktøjer og de rette faglige kompetencer til at håndtere den opgave
Børn har ret til, at vi bruger de sprog og de erfaringer, de har med hjemmefra. Ret til at vi stiller høje forventninger til dem. Omvendt har de pligt til at gøre deres bedste for at indfri forventningerne
Vi skal på barrikaderne for at kræve en undervisning, der tilgodeser både hånd og ånd. Til gavn for de socialt udfordrede. Men allermest for fremtidens stærke vidensarbejdere
