Bog for bog Væsentlige emner bog for bog

Katolske magtkampe og intriger

Scanpix

Polske katolikker genopfører påskens drama ved Kalwaria Wejherowska nær Gdansk.

I anledning af langfredag fortæller teolog og lektor emeritus Peder Nørgaard-Højen om fire bøger, der har præget hans syn på katolicismen og den katolske kirkes historie – med alt hvad der følger med af magtkampe, intriger og skandaler.

Gerald O'Collins and Mario Farrugias Catholicism: The Story of Catholic Christianity, 2003

Den første bog, du har valgt, er skrevet af to katolske teologer og professorer i Rom, der giver deres bud på, hvordan den moderne katolicisme ser ud.

Ja, Gerald O'Collins and Mario Farrugia skildrer på fremragende vis den moderne katolske kirke og dens teologiske identitet, som den ser ud i dag på baggrund af interne stridigheder, kampen mellem pave- og kejsermagt og næsten to tusind års livtag med omverden. Vi har ikke at gøre med kulørt litteratur i stil med Da Vinci Mysteriet, for Catholicism er en teologisk og filosofisk bog. Men den er relativt let tilgængelig, og du bliver klog af at læse den.

Hvilke begivenheder og strømninger i den katolske kirkes historie bygger Catholicism på?

Den kristne kirke startede som en jødisk frimenighed, som trådte ud i den hellenistiske verden. I det fjerde århundrede gjorde Kejser Konstantin kristendommen til Romerrigets officielle statsreligion, hvilket for nogen betød det store syndefald, fordi religionen dermed blev afhængig af staten og kejseren. Magtkampen mellem paven og kejseren skulle stå på de efterfølgende 1300 år.

Beskæftiger man sig med den katolske kirkes historie, kommer man ikke uden om inkvisitionen. Hensigten med den institution var at våge over den katolske tros rette indhold, men dens autoritet blev i løbet af middelalderen stadig mere depraveret og intolerant. Det førte til kætterbålene og ikke mindst processen mod Galilei. Hans påstand om, at jorden drejede rundt om solen kostede ham livet, fordi den ikke passede den hellige teologis vogtere. Beskyldningerne mod Galilei er siden trukket tilbage, og den katolske kirke har beklaget fejltagelsen.

Reformationen står som den værste krise, den vestlige katolske kirke nogensinde har gennemlevet. Det er faktisk svært at begribe, hvor stor en betydning denne begivenhed har haft for katolikker. Når man læser deres moderne tekster, fornemmer man, at de stadig er traumatiserede over, at Luther i begyndelsen af 1500-tallet gjorde op med paveembedet. Han angreb kirken for at have glemt evangeliet og dets forkyndelse til fordel for magt og rigdom.  Kritikken var nådesløs. Piet Hein har sagt, at hvis man vil nedgøre et andet menneske, skal man dutte det en mening på, hvis vanvid alle kan forstå. Og det var præcis, hvad Luther gjorde mod den romersk-katolske kirke. Diskrepansen mellem præsternes opførsel, og hvad kirken prædikede, var uden tvivl blevet for stor, men Luthers fornærmelser mod den katolske kirke var unødvendigt hårde, hvis du spørger mig. Han slyngede sin kritik lige i hovedet på de katolske gejstlige på en måde, så man godt kan forstå, at katolikker er blevet vrede og kede af det.

Guido Knopps Vatikan. Die Macht der Päpste, 1997

Den næste bog er skrevet af den tyske journalist og forfatter Guido Knopp. Hvorfor har du valgt den?

Hvis man vil forstå den katolske kirkes nyere historie, er Knopps bog om pavemagten et rigtig godt sted at starte. Han tager udgangspunkt i paverne siden Anden Verdenskrig, og som bekendt har det ikke skortet på skandaler i Vatikanet siden 1940’erne. Det er saftige sager, og Knopps bog har nærmest karakter af en kriminalroman. Han skriver, så almindelige mennesker kan forstå det – forudsat at de taler tysk, selvfølgelig. Desværre er meget af den bedste litteratur om katolicismen og den katolske kirkes historie kun udgivet på tysk, fransk og italiensk. På dansk findes der næsten intet.

Hvilke paver fra Knopps fortælling vil du fremhæve?

Han begynder sin fortælling ved Pius 12., som var pave fra 1939 til sin død i 1958, og blev voldsomt kritiseret for sin håndtering af Holocaust. Polemikken omkring Pius 12 kommer tydeligst til udtryk i den tyske dramatiker Rolf Hochhuths teaterstykke Stedfortræderen fra 1963. Her portrætteres Pius 12. som germanofil og ude af stand til at tage det nødvendige opgør med Hitler og jødeforfølgelserne. Stykket var et drabeligt angreb på Vatikanet og forårsagede megen debat. Jeg var som ung studerende i Tyskland meget begejstret for dette åndelige opgør med pavemagten, men i dag er jeg blevet ældre og har fået mere indsigt i tingene. Kritikken af Pius 12. ramte ved siden af. Der er ingen tvivl om, at han rent faktisk gjorde meget for jøderne. Hans tilgang til problemstillingen var så pragmatisk, at det ikke altid så kønt ud, men han undgik at provokere Hitler mere end højst nødvendigt. Denne taktik har utvivlsomt reddet mange jødiske liv.

Vatikanet er ofte blevet beskyldt for at have forbindelser til mafiaen. Er der eksempler på det i Guido Knopps bog?

Ja, det bliver selvfølgelig nævnt. I 1963 overtog Paul 6. paveembedet. Han var med til at gennemføre en vældig reformbølge af den katolske kirke, som kom til udtryk i det andet vatikanerkoncil fra 1962 til 1965. Men derudover er hans eftermæle blevet defineret af et ekstremt konservativt syn på prævention og seksualitet samt en udtalt politiske naivitet. En højtstående finansrådgiver i Vatikanet viste sig således at være en af de største mafiachefer i Italiens historie. Denne rådgiver blev sat bag lås og slå i New York, hvor han en morgen blev fundet død efter at have fået serveret en rigtig god italiensk espresso, som viste sig at være en sidste hilsen fra mafiaen. Paul 6.’s efterfølger, Johannes Paul, havde et meget omfattende program, der skulle rydde op i Vatikanet og gøre op med tidligere tiders tvivlsomme økonomiske transaktioner. Det gjorde ham voldsomt upopulær hos mafiaen. Eftersom han led den kranke skæbne at dø allerede 33 dage efter, han var blevet indsat i august 1978, har der været masser af gisninger om dødsårsagen. Jeg skal ikke kunne sige, om rygterne om urent spil taler sandt, og jeg finder i øvrigt heller aldrig ud af det. Hvis sandheden overhovedet findes i Vatikanets arkiver, bliver dokumenterne først offentliggjort længe efter min død.

Den sidste pave, som Guido Knopp beskæftiger sig med i sin bog, er polske Johannes Paul 2. Han sad i modsætning til sin forgænger meget længe i stolen. Hvad skal man mene om ham?

Han var ekstremt konservativ, hvilket man selvfølgelig under alle omstændigheder skal være, før man overhovedet kommer i betragtning til stillingen. Inden han gik til teologien og blev ærkebiskop i Krakow, havde han blandet andet spillet teater og siddet i koncentrationslejr. Som ærkebiskop tog han livtag med de kommunistiske myndigheder i en sådan grad, at Leonid Bresjnev efter sigende ringede til den polske kommunistchef og forudsagde, at Johannes Paul 2.’s paveindsættelse var begyndelsen til enden for kommunismen. Det skulle vise sig, at Bresjnev fik ret. Johannes Paul 2., der blandt andet inspirerede Lech Wałęsa til at grundlægge solidaritet i 1980, fik mere end nogen anden enkeltperson afgørende betydning for jerntæppets fald. Han spillede i det hele taget en enorm rolle på den kirke- og verdenspolitiske scene frem til sin død i 2005.

Gianluigi Nuzzis His Holiness: The Secret Papers of Benedict XVI, 2012

Den tredje bog, vi skal tale om, udløste en sand mediestorm mod Vatikanet, da den udkom i Italien sidste år. Hvad handler den om?

Journalisten Gianluigi Nuzzis bog belyser intrigerne i Vatikanet under Johannes Paul 2.’s tyske efterfølger, Pave Benedikt 16. Nuzzi er berømt for at være en meget vidende og kritisk vatikanolog. Desuden skriver han, så det fænger. Han er bestemt ikke elsket af alle i Rom, og denne bog bygger på fortrolige oplysninger fra dokumenter i Pave Benedikt 16.’s skrivebord. Man mener, at det er pavens personlige butler, der har lækket dem. Det er hård kost. Nuzzi blotlægger magtspillet bag Vatikanets tykke mure og stiller blandt andet skarpt på de lyssky finansielle transaktioner, som stadig finder sted derinde. At Benedikt 16. valgte at trække sig i februar understreger sagernes alvor. For nok er han en relativt frisk 85-årig, men han har simpelthen ikke haft kræfter til at gøre op med de ubeskrivelige intriger, som finder sted i Vatikanet.

Og nu er det så op til argentinske Pave Frans at få styr på det hele?

Ja, han er ikke mindst nødt til at tage affære med henblik på pædofilisagerne. Det er en gigantisk troværdighedsbrist for den katolske kirke, at man ikke har været i stand til at få styr på problemet. At der findes pædofile præster er slemt nok i sig selv, men ulykkerne bliver kun værre, når kirken ikke tager sig ordentligt af dem, men i stedet forsøger at gemme hele miseren væk bag murene. Det er selvsagt uacceptabelt, at der har været bestemmelser om at hemmeligholde pædofilisagerne og sørge for, at de ikke kommer for sekulære domstole. Frans skal desuden foretage en række personaleudskiftninger, for ikke alle folk i toppen af Vatikanet er lige kompetente. Benedikt 16. var en fantastisk tænker, teolog og filosof, men en mindre overbevisende personalechef. Det har ført til kolossale forviklinger i Vatikanet. Ikke alle medlemmer af pavens regeringsapparat, kurien, bifalder, at Frans er kommet til. Mange af dem skal formentlig til at se sig om efter et nyt arbejde.

Hvad er Frans for en type?

Han er et relativt ubeskrevet blad. Og så er han i øvrigt den første jesuit, der sætter sig i pavestolen. Indtil moderne tid har der faktisk været et ret markant modsætningsforhold mellem magthaverne i Vatikanet og jesuitterne, som traditionelt set har været mere sprælske og på forkant med samfundsudviklingen, end det har været paverne kært. Jesuitter-ordnen blev i sin tid dannet som en reaktion på reformationen og skulle genopbygge kirken, som intellektuelt, filosofisk og teologisk lå i ruiner. Den var faktisk forbudt i eksempelvis Norge indtil 1950’erne.

Hvilken rolle spiller de forskellige munkeordners indbyrdes relationer for kirken?

Der findes utallige romersk-katolske grupperinger, og deres indbyrdes magtkampe har selvfølgelig haft en enorm betydning for den katolske kirkes udvikling. I skønlitteraturen eksemplificeres disse gnidninger i Umberto Ecos semiotiske middelalderkrimi Rosens Navn, som foregår i 1300-tallets Italien. Her repræsenterer William af Baskerville franciskaner-ordnen, der traditionelt set har taget sig af de fattige og syge, mens den ubehagelige inkvisitor Bernard Gui er af den mere intellektuelle dominikaner-orden. Disse grupperinger lever ligesom jesuitterne og mange flere stadig i bedste velgående, men i dag er animositeten imellem mere eller mindre forsvundet.

Johannes Jørgensens Mit Livs Legende 1-2, 1949

Den sidste bog er en selvbiografi skrevet af en mand, der mest er kendt for sine helgenbiografier. Hvorfor har du valgt den?

Fordi den giver et fantastisk indblik i den danske form for katolicisme, og så er den litterært noget helt ud over det sædvanlige. Johannes Jørgensen, der tilhørte den symbolistiske strømning i slutningen af 1800-tallet og kredsen omkring Georg Brandes, er en af de største lyrikere, vi har haft. Han konverterede under indflydelse af Frans af Assisi i 1896 og står som prototypen på den danske akademiske generation, der blev forgabt i katolicismen. Han boede 40 år i udlandet, heraf de fleste i Assisi i Italien, og er altid blevet betragtet som en fremmed fugl i den danske litterære zoologiske have. Det er helt fantastisk at læse Johannes Jørgensen, og man kan være meget forundret over, at et dansk menneske kan tænke, som han gjorde. Mit Livs Legende viser, hvorfor han blev betaget af den katolske tro; nemlig af præcis den samme grund, som får de fleste andre danskere til at vende sig væk i afsky: Autoriteten. Kirken fortalte ham, hvordan han skulle leve sit liv. Det er så katolsk, som det overhovedet kan blive, og står i skarp kontrast til den protestantiske tænkemåde, hvor man vender sig direkte til Biblen for at finde sandheden. I praksis kommer man dog aldrig uden om traditionen og fortolkningen. Tag bare Biblens syn på homoseksuelle. Skulle man alene forholde sig til det skrevne ord, var man jo nærmest nødt til at slå dem ihjel.

 

Om denne blog

Bog for bog er en ny interviewrække på information.dk. Vi beder fagfolk fortælle om deres arbejde gennem bøger, de mener har været vigtige for deres område. Emner kan omhandle om alt fra litteratur til økonomi til pædagogik.

Anbefalinger

  • Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu